Kategorier
Blog Udvikling Web2.0

Videndeling på nettet

Hvis skolen primært benytter sig af uformel videndeling, kan det betyde, at vidensniveauer og -områder bliver meget forskellige og slutteligt vil det bevirke at opgaver bliver løst forskelligt fra person til person. Hvis skolen omvendt primært benytter sig af den formelle videndeling, hvor alle har ens adgang til de samme informationer, så tilgodeser man en ensartethed som kan være god og fornuftig, men samtidig kan man frygte at innovation og nytænkning neddrosles.

Hos lærere generelt opleves ganske ofte at videndeling i uformelle kontekster er yderst velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kaffe- eller kopimaskinen. Den løse snak er nemt, hyggeligt og brugbart. Alle lærerne skal arbejde med nogenlunde den samme slags børn og under næsten ens forhold, så det er ikke vanskeligt at finde sammenfaldende interesser og ensartede historier, som kan be- eller afkræfte tvivl og tro.

KaffeDesværre kan vi ikke altid stå og hænge med en kop kaffe i hånden ved siden af kopimaskinen. Lærerne har travlt og skal nå meget. Derfor er det også langt fra altid at læreren formår eller husker at dele den viden som han eller hun har ”opsparet” via erfaring og afprøvninger etc.

Det går ganske nemt med deling af løs snak hen over bordet på lærerværelset, men hvordan med deling af konkrete materialer? Hvordan med deling af ”de gode staldtips”? Og hvad med deling til alle dem, som man egentligt ikke kender? Hvordan med deling ud over skolens mure?

Personlige læringsnetværk

Heldigvis fungerer videndeling rigtigt godt hos mange. Der er mange lærere som udnytter internettet og Web2.0 og indgår i personlige læringsnetværk, et såkaldt PLN.

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling og en uddannelse ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skullet lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng. Den store forskel er bare at nu kan det hele foregå ubundet af både tid og sted, man kan give til sit netværk, når man har tid og man kan tage, når man har behov.

Hvis du har lyst, så kan du læse lidt mere om PLN’er her: http://www.peter-holmboe.dk/2012/04/har-du-et-godt-pln/

Med udbredelsen af Facebook, Twitter, LinkedIn, Diigo og alle de andre sociale platforme er det efterhånden nemt at få det indtryk, at tankegangen om transparens, åbne netværk og fri vidensdeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling og læring. Diskursen er, at åbenhed og transparens altid er det rigtige valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne have lige så meget viden som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den frit – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Det virker

Faktisk er det ikke helt ved siden af… Selvom det nok ikke er løsningen på alle kvaler, så er det et gevaldigt skridt hen ad vejen imod større indsigt, nem tilgængelighed for hjælp, sparring og gode råd. Uanset om der er tale om lærere eller helt andre faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres PLN og opfanger viden gennem fællesskaber og netværk. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængige og ved siden af det formelle skolesystem.

Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede og gamle system sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder, men tendensen til flere og større netværk skaber samtidig et behov for styring, specialisering og mindre og eventuelt lukkede netværk med helt specifikke interessefællesskaber. Formålet med disse lukkede netværk kan være, at man eksempelvis som lærer gerne vil kunne diskutere faglige problemstillinger, videndele og søge hjælp uden at alle kan læse med. Det giver en umiddelbar mulighed for ærlighed og frihed, som kan være vanskelig at opretholde i et netværk, hvor der evt. vil kunne blive stillet spørgsmålstegn ved lærerens faglighed, kompetence og troværdighed.

Åbent eller lukket

Der findes adskillige åbne netværk, men de lukkede er der ganske få af. Mange lærere har de sidste mange år bevæget sig rundt i et lukket netværk med et hav af konferencer; nemlig Skolekom. Skolekom er strikket specifikt sammen til skoleverdenen med nationale konferencer om alt fra videndeling omkring specifik fagfaglig undervisning, til mere generelle konferencer, som handler om eksempelvis undervisning og it.

Facebook - LikePå Facebook findes flere grupper som handler om undervisning og pædagogik. Nogle er åbne og andre skal man lukkes ind i – ”Sociale medier, Pædagogik og Formidling” og ”iPad, tablets og pædagogik” er blot to eksempler.

Twitter-logoPå Twitter er det oplagt at følge ”hashtagget” Skolechat, hvor der deles lystigt om alt der vedrører undervisning. Skolechat er endda et debatforum, som kører online hver onsdag aften via Twitter. Læs evt. mere om Skolechat på www.skolechat.dk

At deltage i et eller flere af disse fællesskaber på nettet er ikke alene positivt og givende for den enkelte, men det er også med til at ruste til fremtiden. The MacArthur Foundation har lavet en lille video som handler om nogle af fremtidens færdigheder, som vi skal opøve i dag i skolen. Se den her:

Rethink Learning

Når du indgår i et PLN, så bliver du ikke alene klogere, men du bliver også mere sikker som lærer i at håndtere digitale medier. Hvem ved… Måske bliver du endda en bedre lærer!

Der er i hvert fald rig mulighed for at udvide det fortrolige videndelingsrum til lidt bredere horisonter end hen over den varme kaffe. Ses vi på nettet? Det håber jeg!

Kategorier
1:1 Blog

Gør skærmen dig til en dårligere læser?

BoglæserLæsning på skærm eller læsning på papir i en god gammeldags bog – ”Du husker mindre og læser dårligere på en skærm” – således lyder overskriften på en artikel fra Videnskab.dk fra d. 14. Marts 2013. Pointen i artiklen er, at man både bliver en langsommere læser og en dårligere læser, hvis man læser tekst på en skærm, og for mig er det en konklusion, som er så “firkantet” at det forekommer værd at se lidt nærmere på.

Efter at have set henvisninger til artiklen fra både Twitter, Facebook og kolleger på min arbejdsplads, så gav jeg mig til at se lidt nærmere på artiklen og dens ophav.

Videnskab.dk har i princippet blot oversat en artikel fra den norske side forskning.no og bygger dermed på samme henvisninger som den norske artikel.

Hele artiklens afsæt er en relativt gammel skrivelse fra Anne Mangen, som oprindeligt blev udgivet i ”Journal of Research in Reading” tilbage i 2008. Artiklen kan findes her, hvis det har interesse: http://pt.twosides.info/Content/rsPDF_21.pdf

Mangen konkluderer i bund og grund, at læsning er en multi-sensorisk aktivitet, som påvirker hjernen kognitivt på mange forskellige måder, afhængigt af hvad, hvor og hvordan der læses. Hun siger, at vi er både krop og hjerne, og at dette samspil er af vital betydning, når vi læser.

Så vidt, så godt – jeg er ikke uenig…

Er det sandheden?

Hele problemstillingen for mig opstår, når videnskab.dk fremlægger en artikel, som så pludselig er årsag til, at man kan sige: ”Jooo… papir er bedre”. Det kan godt være, at papir er bedre, men grundlaget for beslutningen på en skole, om hvorvidt der skal indkøbes trykte bogmaterialer, eller om der skal indkøbes ex. tablets til elektroniske, må ikke baseres på artikler som denne.

Lad mig forklare…

Først og fremmest er den oprindelige undersøgelse gammel – set i en it-udviklings-optik, med Moores lov og alt muligt andet. Der er sket meget siden 2008, hvor den blev udgivet. Artiklen så dengang på skærmlæsning på en PC – altså skærme, som dengang var fysisk ret omfangsrige og gennemsnitligt måske 15″ eller 17” med en opløsning som var langt fra, hvad man kan præstere i dag. Der foruden vælger Videnskab.dk så at inddrage iPad og andre tablets, som det de referer til – den oprindelige læseundersøgelse har slet ikke set på den type skærme.

Oprindeligt kiggede man på læsning af pdf-dokumenter, som man ikke kunne gøre alverden ved. I og med at læsningen skulle foregå siddende opret på en kontorstol, så var det også ret vanskeligt at justere ex. afstand til teksten etc. etc. Læsning af den samme tekst på papir dengang gav naturligvis nogle ret store fordele til papiret – man kan sætte sig anderledes og meget nemt “finjustere” læseafstand, placering, lys etc.

Videnskab.dk ser helt bort fra, at digital læsning i dag formodentligt vil foregå på et apparat, som har langt højere opløsning end skærmene dengang. De ser bort fra, at teksten i dag vil være fremstillet således, at man med apparatet kan justere og formatere efter behov, således at ex. tekststørrelse og baggrundsfarver kan varieres efter den enkelte læser. Eller rettere – de inddrager iPads og tablets i en undersøgelse, som ikke oprindeligt har haft dem med – der må derfor være tale om en videnskabelig ret stor fejl.

Sammenligningsgrundlaget er derfor helt skævt.

Det svarer lidt til at sige at man skriver bedre med en fyldepen og et stykke papir fremfor med et tastatur.

Jeg er sikker på at man skriver anderledes, at der er taktil og sensorisk forskel, at hjernen aktiveres forskellige steder, men derfra og så til at sige, at det ene er kvalitativt bedre end det andet… Der er alligevel et stykke vej.

Der ér forskel!

Læsning på en computerskærm ER helt anderledes end læsning på papir. Mangen selv skriver:

The tactility of a mouse click, of touch screen page turning or of a click with the e-book page turner bar is very different from that of flicking through the print pages of a book. The feeling of literally being in touch with the text is lost when your actions – clicking with the mouse, pointing on touch screens or scrolling with keys or on touch pads – take place at a distance from the digital text, which is, somehow, somewhere inside the computer…” (Mangen, 2008, p. 407-408)

Det store spørgsmål er, om den samme forskel gør sig gældende, når man ikke læser på en computerskærm, men i stedet læser med en Kindle, en iPad eller noget andet, som ”ligner” en bog og som man kan benytte på samme måde som en bog?

Tilsyneladende er der umiddelbart forskel, og man skal derfor huske på, at man ikke kan tage enhver tekst og “bare” gøre den elektronisk. Elektronisk læsning indeholder færre såkaldte “landmarks” end en printet bog. I den printede, analoge udgave kan man ex. se, hvor langt man har læst, og hvor meget der mangler. Sådanne pejlemærker kan hjernen godt lide, og hvis man skal lave en god og virksom e-bog, så bør man naturligvis huske på sådanne sager. Desværre har flere forlags iver efter at tjene penge og iver efter at være hurtige gjort at nogle tekster helt ser bort fra disse ting. Men det er vel ikke SÅ meget anderledes end den kvalitetsforskel, som man kan finde i tilsvarende trykte værker?

Blandt andet Kate Garland har undersøgt hele dette fænomen ret grundigt, og hun konkluderer at i og med at evolutionen har skabt vore hjerne sådan, at vi er gode til at huske steder og rum, så er det her, at den afgørende forskel er imellem papir og elektronik. I papirbogen kan man naturligt huske steder – stod det i midten af bogen, på højre side eller i toppen? Disse markører skal tænkes anderledes med en elektronisk bog for at langtidshukommelsen kan blive aktiveret lige så nemt, som ved en elektronisk bog.

Hvis de elektroniske bøger bliver lavet ordentligt og tager højde for at mennesket tilsyneladende er disponeret til at huske bedre, når tingene bliver sat ind i en spatial kontekst, så mener jeg også, at læsning af elektroniske bøger kan være kvalitativt lige så godt, som læsning på papir.

Hyperlæsning

Samtidig er det også vigtigt at se at 2008-artiklen tillige undersøgte såkaldt hypertekst-læsning ved skærmlæsning. Der er altså tale om en fundamental forskel i teksttype også.

Hypertekst-litteratur med multimodale udtryksformer er fundamentalt anderledes end læsning af en trykt papirbog. Hvis man keder sig ved læsning af en bog, så lægger vi den fra os, men ved læsning på en skærm (uanset hvilken slags), så er der en tendens til at vi giver os til noget andet og netop en hypertekst med henvisninger, billeder og links til andet materiale befordrer denne distraktion. I mit tankesæt, så er det ikke en valid sammenligning så.

Der er altså en række forskelle og ”kiks” i hele sammenligningsgrundlaget og derfor også i selve grundlaget til at drage slutkonklusionen, som videnskab.dk gør det.

Der ER forskel, men at sige at vi bliver dårligere læsere – det dur ikke!

En ny læser?

Woman With Headphones and BookSamtidig er det interessant at se på, hvilken type læsere vi alle sammen er på vej til at udvikle os til. Vi skimmer, overblikslæser og ser skærme overalt i vores dagligdag. For omkring 500 år siden stod Gutenberg fadder til trykkekunsten, som vi kender den i dag. Dengang fik opfindelsen stor og omsiggribende betydning og væltede alt, hvad man dengang kendte til det at gengive en tekst. At vi er ved at gentage kunststykket med computere tror jeg ikke, at man skal være det helt store geni for at se – Vi har fået nye distributionsteknologier, fremvisningsmuligheder og inddrager (levende) billeder i stor og voldsom grad overalt i vores dagligdag. Skiftet kræver en ny udvidet tekstforståelse, en ny ”litteracy” og hvis vi skal give vore børn og unge i uddannelsessystemet kompetencer til at klare sig i fremtiden, så skal vi naturligvis også inddrage denne udtryksform i skolen. Vi skal skærmlæse, hypertekstlæse, Kindle-læse, iPad-læse og alt muligt elektronisk læse! Og læse er i denne sammenhæng vel at mærke ikke kun at læse bogstaver, noveller og romaner.

Kevin Kelly fra Wired Magazine har skrevet lidt om dette, så hvis du vil tænke lidt mere, så kan jeg anbefale dig at se lidt på, hvad for en type læsere, vi er på vej til at blive alle sammen:

http://www.nytimes.com/2008/11/23/magazine/23wwln-future-t.html?_r=0

Så… Når Mangen i sin artikel spørger (lidt som om hun morer sig over det tåbelige i det): ”Will we be reading novels on screen – perhaps on our mobile phones – in the future?”, så må svaret her i 2013, være et klart og rungende ”JA!”

Det HELT store spørgsmål er så, om folk mon kan læse alt dette her uden at printe det først?  🙂

Kategorier
Blog Kompetencer

Spild af tid…

Three teenage girls with laptopI 1990’erne opstod begrebet “The digital divide” til at beskrive den teknologiske kløft der var (er?) imellem høj- og lavindkomst familiers adgang til it-udstyr. Hypotesen beskriver det at befolkningsgrupper kan opdeles imellem dem, som har adgang til moderne informationsteknologi (og evne til at bruge adgangen) og dem som ikke har. Dette digitale skel siges at eksistere imellem dem som har råd til at købe og så dem der ikke har, men det eksisterer ligeledes imellem uddannede og uudannede.

A- og B-hold

I Danmark talte man i en periode meget om det digitale eller informationsteknologiske A- og B-hold og der blevet både arbejdet og forsket i, hvordan man kunne undgå en sådan polarisering. Forskningsministeriet igangsatte projektet “Infosamfundet år 2000”  og udkom i 1994 med en ret omfattende rapport med oplistning af områder, hvor it kunne gøre gavn. Interesserede kan hente rapporten i statens “Pligtarkiv” – endda i WordPerfect-format 🙂
Rapporten gav dengang anledning til megen debat om netop opdeling og polarisering af befolkningsgrupper i Danmark, og debatten har nok aldrig lagt sig helt. Rapporten, som i folkemunde blev kaldt for “Dybkjær-rapporten” har inspireret til mange bestræbelser på at få de nyeste it-redskaber i hænderne på alle danskere. Disse bestræbelser har faktisk skrumpet kløften og tiden har vist, at computere bliver billigere og nemmere tilgængelige, men samtidig er forskellen imellem “dem der kan” og “dem der ikke kan” tydelig stadigvæk – for mange bliver computeren en ting man kigger FaceBook med og spiller “hjerterfri”på. Dette har en utilsigtet bivirkning, som for så vidt ikke er voldsomt overraskende, men som jeg klart mener skal løses. Der er blevet skabt en “digital tidsspilde-kløft”. Rigtigt mange unge mennesker har adgang til it overalt og på alle tidspunkter af døgnet, men udnytter det ikke til andet end Farmville og endeløse chatbeskeder på Facebook. Denne nye digitale kløft tror jeg ikke kan tillægges sociale baggrunde, som “de fattige spilder tiden” eller de rige ditto. Ej heller noget med at de kloge kontra de mindre kloge. Uanset hvor jeg vender blikket ser jeg børn, unge og voksne, som udnytter it til uproduktive, ureflekterende og uendeligt gentagende handlinger, som kun har underholdningsværdi. Det er HER den nye digitale kløft findes! De som bruger voldsomt meget tid på it med ganske lidt udkomme.

Tidsspilde er den nye digitale kløft

girl with remote controlEn undersøgelse offentliggjort i 2010 af “Kaiser Family Foundation” fandt, at børn og teenagere, hvis forældre ikke har en universitetsuddannelse brugt 90 minutter mere om dagen på medier end børn fra højere socioøkonomiske familier. I 1999 var forskellen kun 16 minutter. Undersøgelsen fandt, at børn af forældre, der ikke har en universitetsuddannelse bruger 11,5 timer hver dag udsat for medier fra en række forskellige kilder, herunder tv, computer og andre gadgets. Det er en stigning på 4 timer og 40 minutter om dagen siden 1999. Børn af uddannede forældre også i høj grad bruger deres udstyr til underholdning. Kaiser har konstateret at børn fra disse familier bruger 10 timers multimedier om dagen – en forøgelse på 3,5-timer siden 1999. (Det er værd at bemærke at Kaiser tæller dobbelt-tid, hvis børnene multitasker – altså hvis et barn tilbringer en time med at se TV og surfe på nettet samtidig, så tæller det for 2 timer). På trods af at computerne har et stort uddannelsesmæssigt potentiale, så viser virkeligheden at den tid, som de anvendes til undervisning eller anden meningsfuld aktivitet er ganske lille i forhold til deres anvendelse til ren underholdning. Det betyder i bund og grund at computere nok efterhånden har lukket en kløft imellem dem som har adgang og dem som ikke har, men samtidig har åbnet en “tidsspilde-kløft”. I USA er bekymringen så stor at “Federal Communications Commission” overvejer et forslag om at bruge 200 mill. dollars til at skabe et “digitalt forståelseskorps”, som skal undervise på skoler og biblioteker i produktiv anvendelse af it. Programmet har opnået finansiel støtte fra bl.a. Best Buy og Microsoft via et bredere initiativ kaldes “Connect2Compete“. De digitale trænere skal undervise i alt fra basal brug af tastatur og tekstbehandling til hvordan man søger job online eller bruger filtre til at forhindre børn i at se online pornografi.

Problemet eksisterer også i lille Danmark

Herhjemme er problemstillingen ikke meget anderledes. Blandt andet Kirsten Drotner fortæller at der også i Danmark eksisterer digitale skel, som i sidste ende udmønter sig som sociale skel. Hør hendes foredrag på “Danskernes Akademi“.

Det store spørgsmål er: “Hvad gør vi ved det?“.

Jeg er yderst ambivalent her. Jeg er rigtigt glad for iBøger, eBøger, online-det-ene og online-det-andet, men oplever også at nogle af mine elever beder om at få tekster, opgaver etc. som papir fordi de ikke selv magter at skærme sig for forstyrrelser (primært Facebook og diverse reality-TV-shows), når de skal arbejde online.

Skal jeg så bare træde et skridt tilbage i den retning, som jeg ikke synes at vi skal bevæge os i?
Skal jeg være ham den sure lærer der skælder ud? (og det hjælper forresten ingenting, andet end i ca. 2,5 minut).

Jeg er helt på det rene med at skoleelever til alle tider har fundet på måder at underholde sig selv på, når skolen blev for kedelig eller uinteressant, men det jeg oplever nu er ret voldsomt.

Jeg vil gerne på den ene side benytte mig at den utrolige kraft og det store potentiale som både internet, digitale redskaber og sociale medier tilbyder undervisning og læring. Jeg vil gerne give mine elever mulighed for meningsfyldte kommunikative situationer både internt på skolen og på tværs af de store skel, som regioner og landegrænser, men hvad så hvis de blot vedbliver at forstyrre sig selv?

Spørgsmålene lader sig nok ikke besvare meget nemt, men jeg vil tillade mig at konkludere at selvom Dybkjær-rapporten efterhånden er et par dage gammel, så er vi stadig på tærsklen til noget nyt. Vi har endnu ikke helt forstået at udnytte potentialerne i undervisningssammenhæng og vi har stadig et stykke vej henimod unge og kompetente mediebrugere, som strækker deres kompetencer videre end til det der kun er sjovt og underholdende.

Der er stadig behov for udvikling, samarbejde, innovation, tålmodighed og alt det som altid har kendetegnet lærervirksomheden. Det er ikke kommet dertil endnu at læreren kan læne sig roligt tilbage og sige: “Jooo, mine elever har styr på det der med internet og teknologi. Jeg skal bare vejlede dem i forhold til deres faglige viden”.

Vi har et stykke vej endnu, så lad os følges ad og bliver klogere sammen!

Kategorier
Blog Blogging Web2.0

Har du et godt PLN?

Et  PLN er et akronym for Personal Learning Network. En persons personlige læringsnetværk kan give støtte, udvikling, samarbejde og sparring synkront og asynkront i både tid og rum. Adskillige gange har jeg oplevet at stille mit PLN et spørgsmål, bede om erfaringer eller andet og så få respons meget hurtigt. Responsen kommer hovedsagligt fra mennesker, som jeg ikke kender personligt, som jeg aldrig har mødet i virkeligheden eller AFK (Away From Keyboard). Alligevel har mit PLN givet mig gode bekendskaber og endda venskaber, som jeg nu er i stand til at læne mig op ad fagligt.

Et PLN svarer lidt til det man “i gamle dage” havde i en læseklub eller en bogklub. I læseklubben mødes man med mellemrum, har bogen som fællesskab og deler og snakker om bogen, dens budskaber etc. Min “læseklub” hedder Twitter. Det er her jeg mødes med ligesindede, som også interesserer sig for undervisning, it og alt det som jeg også finder interessant.

Det kunne lige så godt have været LinkedIn, Facebook eller noget helt andet, men netop Twitter har udviklet sig til at være intet mindre end en guldgrube for mig.
Jeg bruger også andet, men Twitter er nummer 1!

 

Hvad er Twitter så?

Twitter-logo

Twitter er en såkaldt mikroblogging-tjeneste. Her kan du skrive 140 tegn og dele den med resten af dit netværk. Fremfor at skrive mange og lange ord, som jeg gør i denne blog-post eksempelvis, så er det begrænsningens kunst, der hersker på Twitter. Jeg kan broadcaste mine holdninger, idéer og meninger, men (heldigvis) er det meste noget, som er professionelt i en eller anden grad. Jeg modtager ikke rigtigt nogen af de kendte facebook-selvpromoverings-statusopdateringer med : “Jeg har lige løbet 36 kilometer mens jeg ammede mit barn, lagde fliser i indkørslen og bagte boller og puuuha, hvor har jeg bare stadig meget overskud, så jeg vil læse en klog bog!

På Twitter kan man både følge og blive fulgt af andre. Det er et åbent netværk på den måde at man kan følge andre, uden at man først skal godkendes som en ven eller en bekendt. Gensidigheden betyder at både du og dine følgere lærer lidt om hinanden.

Når folk deler noget på Twitter, så er det fordi det kan være værdifuldt, brugbart og hjælpsomt for andre og folk følger andre folk baseret på deres interesse og hvad de kan få ud af det som bliver delt. Det betyder at man meget hurtigt indgår i interessefællesskaber med ligesindede, som man deler interesser med. Nogle mennesker er gode at følge fordi de deler meget og andre fordi de på en eller anden måde er autoriteter på deres felt. Man er ikke nødvendigvis en god “Twitter-ven” bare fordi man deler meget ud – det kan ligeså godt være at man får følgere fordi man deler lidt, men godt.

Uanset hvad, hvor meget man deler, om man mest læser og “lurker” eller om man bare er med, så indgår man i en lærings- og erfaringscirkel, som kan være meget værdifuld, hvis man ønsker at holde sig opdateret indenfor et område. Ganske ofte oplever jeg at få relevante nyheder på Twitter, før jeg har mulighed for at læse om det i avisen, fagblade eller andet.

Så skal vi ikke ses på Twitter? Jo, da!

Jeg hedder @PeterHolmboe og du finder mig selvfølgelig på Twitter.

Naturligvis er der også andet “derude” end bare lige Twitter – jeg er glad for Diigo og LinkedIn også. Begge indgår i mit PLN.

 

Hvad er Diigo?

Diigo-logo

 

Diigo er også et socialt netværk. Diigo er bare koncentreret omkring brugernes bookmarks, links eller bogmærker, som det hedder på nudansk.

På Diigo kan jeg samle mine links, noter og kommentarer omkring de sider, som jeg gerne vil huske eller gemme. Det betyder at det er her jeg samler alle mine små “guldklumper”, som jeg støder på rundt omkring på nettet.

Udover at Diigo er et rigtigt godt værktøj til mig selv, så kan jeg også følge andre og dermed se hvad de gemmer. Ydermere kan jeg enten selv forme grupper med bogmærker omkring et specifikt emne eller jeg kan deltage i grupper, som andre har lavet.

Der findes andre tjenester, som kan nogenlunde det samme. Delicious giver også adgang til en række hjemmesider og links som er blevet evalueret og opmærket af “rigtigt levende mennesker”, men Diigo har bare fanget lidt flere lærere end alle de andre. Måske fordi det er supernemt at bruge og måske fordi det giver mulighed for at lave ex. linksamlinger med kommentarer etc. til elever.

Under alle omstændigheder, så er det også herfra jeg samler en del af mine informationer, ideer og skøre påfund som har relevans for mit virke som lærer. Jeg modtager ugentlige sammendrag fra de grupper, jeg har valgt, så faktisk behøver jeg ikke at gøre meget mere end at læse en mail en gang om ugen, for at få mere viden om eksempelvis iPad i undervisningen eller læring og undervisning med Web2.0, som jeg interesserer mig for. Og jeg følger et par stykker, som med mellemrum lægger bogmærker ind, som jeg også kan lide.

Der er altså tale om at dele en masse viden og en masse sider. Der er ikke så megen interaktion mellem brugerne, som jeg oplever der er på Twitter, men alligevel er Diigo helt klart en del af mit personlige læringsnetværk.

 

Hvad er LinkedIn?

LinkedIn-logo

 

LinkedIn er et slags seriøst FaceBook 🙂

Det er her jeg kan give og modtage professionelle beskeder – altså noget som har direkte relevans til mit arbejde. Jeg kan få og give anbefalinger, når jeg har arbejdet sammen med nogen og jeg kan på den måde skabe og vedligeholde et netværk, som 100% tager afsæt i mit arbejde eller mine arbejdsmæssige interesser.

På LinkedIn kan man også lave statusopdateringer, sende breve til hinanden og så videre, men…

Den helt store forskel mellem LinkedIn og FaceBook er at jeg ikke rigtigt kan gøre noget medmindre, at jeg rent faktisk kender den person, jeg gerne vil interagere med. Jeg skal kende en mailadresse eller have en fælles baggrund på en eller anden måde, for at forbinde til vedkommende.

Der bliver derfor ikke så megen udenomssnak på LinkedIn – det handler om arbejde.

Jeg kan forbinde min Twitter-konto til LinkedIn, således at alle mine Twitter-opdateringer også bliver vist på LinkedIn. Om det er en god idé er jeg selv lidt i tvivl om. Jeg har koblet min Twitter med min LinkedIn, men det er med den tanke i baghovedet at jeg næææsten altid bruger min Twitter til noget, som også er relevant for mit arbejde (og dermed også mit PLN). Spænder man vidt i sine tweets (opdateringer på Twitter), så skal man nok overveje koblingen en ekstra gang – på LinkedIn, kan spredt fægtning godt blive opfattet som værende useriøst.

Min LinkedIn er selvfølgelig også aktiv og du er velkommen til at tage kontakt, hvis du mener at vi har noget til fælles eller hvis vi bør have en forbindelse.

 

Hvad så med alt det andet?

Hvad skal alt det her så bruges til? Egentligt bare til at blive klogere! Jeg vil gerne udvide mit netværk, men på nettet vil jeg hovedsagligt “være sammen” med folk, som interesserer sig for noget af det der ligner det jeg også interesserer mig for. Vi behøver ikke at være enige og jeg vil gerne udfordres, men jeg vil helst have fat i noget af det jeg skal bruge til noget – kageopskrifterne skal jeg nok selv finde 🙂

Af samme årsag har jeg helt bevidst undladt at medtage FaceBook på denne liste. Der er helt sikkert en masse mennesker, som får stor og god gavn af FaceBook. De deltager i grupper, sider og alt muligt andet, som er relevant for dem, men for mig er der bare ikke den helt store guldgrube endnu. Jeg skal igennem for meget, som er spild af tid i arbejdssammenhæng og jeg bliver pludselig indmeldt i grupper og aktiviteter, som jeg så aktivt skal til at framelde mig igen – jeg vil hellere den anden vej rundt og selv vælge til, fremfor at skulle vælge fra.

Et andet sted, som er fabelagtigt er ikke så meget et sted, men en måde – nemlig blogs.

Jeg læser andre menneskers blogs og jeg skriver selv på min med mellemrum. Jeg oplever at få rigtigt meget igen, når jeg deler tanker og idéer og jeg oplever også at jeg udfordrer mig selv, når jeg skal formulere noget af det jeg tænker på. Det er en af mine måder at få “fagligt afløb”.  Jeg har tidligere skrevet lidt om det at blogge, så jeg vil ikke lave en lang gentagelse, men blot sige:  “gå på jagt derude – du vil ikke fortryde det!”.

Og mangler du et par gode links til en lærer-blog, så fang mig på Twitter og bed om et link 😉

 

-Peter

Kategorier
Blog Flipped Learning Video

Klasserumsoptagelser er kedelige

I forbindelse med at jeg er ved at tage noget uddannelse har jeg været så heldig at være med til en række videomedierede undervisningsseancer.
Der har været tale om både live og optagede og jeg har været både deltager, iagttager og facilitator (eller lærer om man vil).

Jeg vil så gerne have at det virker godt med de gemte og optagne af slagsen, men det gør det altså bare ikke altid…

VideoEfter at have kigget et på et par optagelser af undervisning, som oprindeligt var tænkt som synkron-her-og-nu-undervisning, så er der et par ting der maner til efterretning.

Det første jeg tænker er at det er kedeligt blot at være tilskuer. Indholdet er ikke tilrettelagt med henblik på at blive set af udenforstående på et senere tidspunkt. Jeg oplever at der er tale om undervisning eller fremlæggelser, som skal opleves i nuet, i det synkrone.

Det virker på mig som om at min manglende mulighed for dialog, kommunikation og interaktion skærmer mig fra oplevelsen eller undervisningen. Clark og Brennan taler om ”grounding” og netop i denne sammenhæng hvor jeg genser noget jeg ikke har været deltager i, så mangler jeg denne “grounding”. Det er fint at der er budskaber og intentioner, men det setup, som videoerne er optaget under giver mig ikke mulighed for at blive bekræftet eller korrigeret på nogen måde. Der er ikke tænkt på mig som “senere-modtager”, jeg kan blot passivt tage for mig (eller lade være).

Egentligt synes jeg at det er superskuffende at opleve at det slet ikke fungerer for mig, for jeg husker da jeg selv stod som talsmand for at ”man kan jo bare optage undervisningen og podcaste den efterfølgende til de elever der ikke var til stede”.

 

Der er fordele alligevel

Altså… Hvis jeg ikke selv kan håndtere det og føler mig amputeret i forhold til det jeg ser eller er asynkron deltager i, så kan mine elever jo heller ikke.

Eller hvad? Dur den asynkrone video slet ikke? Kan jeg ikke podcaste en almindelig undervisning og høste store fordele?

Umiddelbart er der en stor række fordele ved eksempelvis at podcaste video til elever eller studerende, som ikke har været til stede i undervisningen.

  • Eleverne kan følge undervisningen, selvom de har været forhindrede.
  • De er ikke bundet af hverken tid eller sted.
  • Undervisning kan genses endda flere år efter at den er optaget.

Alt sammen meget godt, men jeg vil vove at påstå at det kun er godt, hvis det er blevet tænkt, som brugt på denne måde efterfølgende.

Det kræver planlægning og viden om at undervisningen efterfølgende forandrer sig fra at være en undervisning til at være et undervisningsmateriale – det kræver en anden tilgang til kommunikation, spørgsmål og generel interaktion imellem underviser og dem som undervises.

Og det kræver postproduktion (som det hedder på fint dansk) – De optagelser som jeg har set (og som jeg selv har været med til at lave) bærer mere eller mindre alle sammen præg af en eller anden form for teknisk fejl. Alle taber teknikken på gulvet et eller andet sted. Enten er det hele ikke optaget, der mangler lidt lyd, der er støj etc. Alt dette skal, hvis det skal bruges til noget fornuftigt efterfølgende, klippes væk eller forstærkes eller fjernes eller noget andet. Det kræver med andre ord tid og sikkert ret meget tid at lave det synkrone om til noget vellykket asynkront!

Det skal for en god ordens skyld også siges at jeg har set adskillige video og podcasts, som har været enddog rigtigt gode, men min store læring har været at det først virker rigtigt og godt, når man har tænkt på at undervisningen eller forelæsningen skal bruges til noget andet bagefter – og det vel at mærke inden den finder sted 😉

 

-Peter