Kategorier
Blog Web2.0

Videndeling år 2012

I dag er arbejdsstyrken i Danmark i stigende grad vidensmedarbejdere, som arbejder med skjult eller uudtalt viden. Allerede i 2009 viste undersøgelser af forskellige jobs kognitive kompleksitet at 60% af arbejdsstyrken arbejder med viden i større eller mindre grad. For at disse vidensmedarbejdere skal kunne koordinere, arbejde og dele erfaringer er der behov for et sted hvor dette kan ske.

Når vi taler om elektronisk båret videndeling, så er denne traditionelt blevet foretaget via et intranet eller funktionen er (nok uhensigtsmæssigt) blevet indarbejdet i et LMS uanset om det har heddet SkoleIntra, Skolekom, Blackboard, Fronter eller noget helt andet. Desværre har intranettet mange taget form som en slags virtuel opslagstavle, hvor ledelse og administration kan kommunikere til medarbejdere og ikke med. Samtidig er det også den ”sump”, hvor man som lærer mere eller minde pligtskyldigt lægger materiale til fælles opsamling og evt. deling. Det store ”men” i den sammenhæng er: Hvordan finder man lige det relevante materiale igen? Hvordan ordnes det? Skal bibliotekaren også håndtere vidensdeling på intranettet?

Vi er aldrig alene

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skulle lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng.

Hos lærere generelt oplever vi at videndeling i uformelle kontekster er velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kopimaskine, men det kan være vanskeligt at dele når rammerne bliver stringente og mere officielle.

Med udbredelsen af diverse sociale platforme er det let at få det indtryk, at tankegangen om åbne netværk og fri videndeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling. Diskursen er, at kommunikation samtidig med at der arbejdes, frem for bagefter, er et godt valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne vide så meget som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Uanset faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres Personlige LæringsNetværk og lærer og opfanger viden gennem fællesskaber. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængigt og ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvor de ofte bliver mødt af krav om formelle kompetencer, som skal måles og vejes. Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede uddannelsessystem sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder. Disse videndelingsplatforme formes af lærerne, med den ulempe at de kan være vanskelige at placere centralt i selve organisationen.

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og videndeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele indhold uanset om der er tale om billeder, tekst, videoer eller andet. Ved at anvende eksempelvis en social ”bogmærketjeneste” som Delicious eller en wiki kan en arbejdsgruppe ret nemt skabe en fælles vidensbase og på en blog kan man diskutere, dokumentere og fastholde individuel eller fælles viden, så den er tilgængelig for ens sociale relationer.

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst.

Hvordan i praksis?

Twitter-logoJeg er superglad for Twitter og andre af sådanne sager, men tænker ret meget over hvordan man bedst kan videndele både internt i skolen eller institutionen og i større samenhænge, hvis man ønsker at “fastfryse” og bibeholde den viden, som på de sociale medier godt kan gå hen og blive alt for flygtig.

På min nuværende arbejdsplads benyttes mangfoldige systemer – nogle afdelinger bruger Yammer.com, andre Fronter, andre Moodle og endnu andre Blackboard og noget SharePoint. Det er ikke mit indtryk at valgene er truffet i blinde, men fordi de enkelte afdelinger har haft uensartede behov, så mangfoldigheden gør for så vidt ikke noget, men…

Hvordan gør man lige når man skal dele overalt, blandt alle, på alle niveauer i hele organisationen? Kan det lade sig gøre og samtidig lade det være meningsfuldt?

Hvad er Jeres erfaringer? Jeg er nysgerrig!!

Kategorier
Blog Web2.0

Web2.0 – it’s a state of mind, not a technology

I 2005 introducerede Tim O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier der gav mulighed for nye praksisformer baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.

Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”.

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med både stærke og svage sociale og faglige relationer og hvor denne kan både aggregere og distribuere mikroindhold via sociale teknologier. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform, hvor man går fra at betragte produktion og viden som noget der statisk kan lagres i databaser og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Der er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

 

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og vidensdeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele, genbruge og tilpasse indhold på tværs af kontekster og som samtidig understøtter både fælles og individuel videnskonstruktion (Dohn og Johnsen 2009, s. 28).

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst. Disse praksisfællesskaber kan være alt fra lærerteams til gruppedannelser blandt elever eller kursister, når blot de er kendetegnet ved at hænge sammen i sociale kontekster og der er aktivt deltagende som en del af en lærings- eller erkendelsesproces. Det betyder også i sidste ende at: ”Læring kan ikke designes. Læring hører i sidste instans hjemme i erfarings- og praksisområdet. Den ledsager meningsforhandlinger; den bevæger sig på sine egne betingelser. Den glider gennem revnerne; den skaber sine egne revner. Læring sker, design eller ikke design” (Wenger, 2004, s. 255).

I forhold til det at være lærer, det at undervise og det at drive skolevirksomhed, er Wengers mest essentielle pointe, at læring ikke kan designes og på magisk vis fremmanes, men at man kan designe rammerne eller de sociale forudsætninger for at fremme læring. I forhold til arbejdet med læring, så finder jeg Wenger velegnet og relevant, som praktisk/teoretisk baggrund, idet læring her ganske ofte tager udgangspunkt i løst koblede læringsfællesskaber og praksisfællesskaber, som er dannet uden om formelle teams etc. De sociale praksisfællesskaber fremkommer grundet og på basis af meningsforhandlinger og gensidigt engagement i de læringskontekster, som de indgår i uanset om disse er skabt af læreren, institutionen eller praksisfællesskabet selv.

 

Mikroblogging

På skoler rundt om i landet bliver der dagligt kommunikeret i diverse intranetsystemer – ganske ofte i Skoleintra, Blackboard, Fronter og hvad det eller hedder. Alt sammen platforme, som er indkøbt, installeret, opdateret, serviceret og alt muligt andet af enten en kommunal mand/kvinde eller en virksomhed, som man betaler for at gøre det.

Jeg har tænkt en del over om man med held kan indføre et ikke-kommercielt og Web2.0-baseret system som ”intranet-platform” eller blot som kommunikationsplatform. Med afsæt i mine overvejelser om videndeling blandt lærere og undervisere, så har jeg tænkt på om ”kanalen”, det sociale medie (eks. Twitter) kan fungere til at facilitere en faglig kommunikation.

Min forventning er at man med indførelsen af et socialt mikroblogging værktøj som Twitter kan være med til at facilitere den daglige kommunikation. I modsætning til eksempelvis email-kommunikation imellem flere parter, som har en tendens til at blive rodet, så vil mikrobloggens kommunikation være mere overskuelig og logisk. Et tilsyneladende fragmenteret vidensafsæt bliver samlet og det bliver muligt at finde tilbage i kommunikationen på tværs af afsendere, teams og afdelinger. På mikroblogging-værktøjet får lærerne mulighed for at følge specifikke kolleger uanset om de kommer inde i organisationen eller om de er udefrakommende. Man får mulighed for at se deres opdateringer, deres projekter og generelt bliver informationen personlig, valgfri og giver mulighed for at kunne understøtte den enkelte uanset, hvordan og hvornår man arbejder.

Enkelte ting faldgruber er der dog… Man skal være opmærksom på et par ting, hvis man som organisation vil indføre et sådan socialt “intranet” – nemlig at det i sagens natur ikke er “intra”. Twitter er en åben platform, som alle i hele verden potentielt har adgang til. Det betyder naturligvis også at der er kommunikationer og oplysninger, som slet ikke egner sig til denne platform. I forhold til skoleverdenen, så er det oplagt at eks. personfølsomme oplysninger ikke må blive udbasuneret til alverden, ligesom forretningskritiske oplysninger etc. ikke kan tåle en sådan offentliggørelse.

 

Alternativer til Twitter

Ønsker man alligevel som skole at benytte måden og metoden for kommunikation, så kan man med fordel se på andre interne mikroblogging-platforme som eks. Yammer.com, Podio.com eller en anden af de mange andre købe-muligheder. De fungerer i princippet nøjagtigt som Twitter gør, men med den store forskel at man enten skal besidde en email fra et specifik domænenavn eller man skal inviteres for at komme ind. Det betyder jo så selvfølgelig også at man holder verden ude – godt nok kan ”de andre” ikke se hvad der foregår på skolen, men vi på skolen, kan desværre så heller ikke se det store billede længere.

Samtidig med at jeg ser gode mulighed for kommunikationen via Twitter (eller en af de andre platforme), så vil jeg alligevel konkludere at Twitter egner sig specielt godt til vidensdeling ala materialeudveksling, henvisninger, statements etc. Det egner sig knapt så godt til diskussion og debat af dybere karakter, idet samtalen bliver til en stor strøm, hvor man så skal råbe højt eller sætte tingene på spidsen for at “blive hørt”. Der foruden kan det være vanskeligt at uddybe og forklare sammenhænge, når man kun har 140 tegn til rådighed, men uanset hvad, så står der én vinder tilbage – nemlig det sociale element. De sociale ressourcer spiller en afgørende rolle i vidensdelingssystemer. Selv det bedste indhold har ingen værdi, hvis det enten ikke kan fremfindes nemt og entydigt eller hvis ikke individet føler sig “hjemme” og tilpas (Brazelton, 2003). Det kan man på Twitter!

På trods af teknologiens styrker og fleksibilitet, så er dette alene ikke tilstrækkeligt. Tværtimod må organisationer se teknologien som en del af de mange initiativer der skal til for at skabe et godt og velfungerende vidensdelingsmiljø. Det betyder også at uanset om man som skole eller organisation vil vælge den ene eller den anden platform, så er det er vigtigt at have et sigte, som ikke et ensidigt. Måske skal man vælge Twitter, men måske skal man OGSÅ vælge noget andet.

Samtidig er det vigtigt hele tiden at huske at det er de enkelte individer i organisationen, som skaber viden, uanset om den er tavs eller eksplicit og uanset om den er tillært formelt eller uformelt. Organisationen fungerer som ramme for denne videnskabelse, men den skabte viden kommer fra individerne og ikke organisationen (Nonaka, 1994).

Jeg har desværre ikke prøvet at bruge Twitter til andet end mig selv og mit eget personlige læringsnetværk (PLN), men jeg synes det det kunne være sjovt at prøve. Hvad med jer andre, har i nogen erfaringer?

Og har du forresten hørt om “Skolechat” på Twitter? Tjek evt. www.skolechat.dk og følg med på hashtagget #skolechat – vi ses!

 

 

Vil du læse lidt mere, så kig eks. her:

Brazelton, Jessica og Gorry, Anthony G.
“Creating a Knowledge-Sharing Community: If You Build It, Will They Come?”
Communications of the ACM, February 2003, Vol. 46. no 2
http://mapule276883.pbworks.com/f/Knowledge%20sharing%20community.pdf

Nonaka, I. (1994)
“A Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation”
Organization Science. Vol 5 (1) s. 14-37.
http://www.e-campus.uvsq.fr/claroline/backends/download.php?url=L05vbmFrYTk0LnBkZg%3D%3D&cidReset=true&cidReq=MDSDM105

O’Reilly, Tim (2005)
“Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software”
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1 

Wenger, Etienne (2004)
Praksisfællesskaber: Læring, mening og identitet
Kap. 2 & Kap. 10 (35s)
Hans Reitzel 2004.

 

 

 

Kategorier
Blog Web2.0

Brug Diigo i dit PLN

Ved du godt at der findes mere end 555 millioner hjemmesider i dag?

For at skabe lidt fornuft i alle de mange sider, så sker der ofte det at vi plukker enkelte sider og gemmer dem på vores computer, som bogmærker. Alligevel bliver det ofte smårodet og bogmærkerne er bundet til en enkelt comuter, så det er ikke så smart alligevel.

Jeg har tidligere skrevet en smule om PLN – Personal Learning network og kom i denne sammenhæng også ind på at sociale bogmærke-tjenester kan være en god idé. Men hvad er det helt præcist at det er?

Kort fortalt er social bogmærker (eller social bookmarks) en online version af de bogmærker du har i din browser. Hvor du tidligere gjorde det at du gemte bogmærker på din computer, når du fandt en hjemmeside, som du kunne lide og gerne ville finde frem til igen, så kan man heldigvis i dag gøre det anderledes. Man kan benytte sig af online bogmærketjenester – såkaldt social bookmarking.

 

Hvad er social bookmarking?

Social bookmarking er en online version af de traditionelle bogmærker. Det smarte her er at man ikke mister sine bogmærker selvom man skifter computer, bruger en tablet, en smartphone eller geninstallerer. Idéen er at det hele ligger online, lagret på nettet og dermed altid er tilgængeligt uanset hvilken computer eller ”dims” man bruger til at se dem med.

Den ekstra dimension ved social bogmærker er at man her deler sine bogmærker med andre, dvs. hvis du har fundet en rigtig interessant side kan du dele den med resten af verden, det betyder også at du kan se hvad andre har syntes godt om inden for emner der interesserer dig.

Der findes et relativt stort udvalg af sider, som tilbyder en eller anden form for social bookmarking. De meste kendte er formodentligt del.icio.us, Stumbleupon, Digg og Diigo.

DiigoI et uddannelsesmæssigt lys er der dog ikke i mit sind tvivl om at den bedste tjeneste lige nu hedder Diigo. Med Diigo har man et værktøj hvor man let kan dele bogmærker med sig selv (på tværs af computere) og andre. Udover selve fidusen med at dele bogmærkerne, kan man med Diigo også vælge at indsætte kommentarer på de sider man besøger eller skrive små noter på dem. Læser man således en særlige interessant ting på en side kan man markere den som man ville markere et afsnit i en tekst man læste på papir. Denne markering bliver så tilgængelig ikke alene for en selv, men også alle andre brugere af Diigo, som ser siden, mens de er logget på Diigo.

Det bliver således let som lærer at finde gode links og påpege interessante ting på nettet overfor sine elever, ligesom eleverne kan lære at bruge værktøjet i forbindelse med deres opgaveløsning på nettet. Eleverne kan blandt andet på den måde dele deres kilder og kommentarer til disse med de andre elever og ikke mindst læreren og på denne måde udvikle deres kildekritiske sans.

Faktisk er de hos Diigo så opmærksomme på det uddannelsesmæssige potentiale at man kan oprette klasser med lærer og studerende og dermed have et lukket rum for udnyttelse af faciliteterne i programmet.

 

Hvordan gør man så?

Forestil dig dette eksempel – du er en lærer, som ofte bruger internettet til at finde materiale til dine elever i engelsk. Du samler alle de gode sider i din Diigo og giver dem relevante stikord (såkaldte tags) og skriver også en lille beskrivelse af de enkelte sider, når du gemmer dem. Det betyder at du pludselig kan søge i dine bogmærker efter stikord, som er brugt, du kan læse den beskrivelse du har lavet af siden og du kan gemme bogmærkerne i relevante grupper. Supersmart og overskueligt!

Det rigtigt gode i denne sammenhæng er at det er nemt.

  1. opret dig som gratis bruger på Diigo – det gør du på deres tilmeldelsesside.
  2. bed om at blive opgraderet til underviser – det gør du her: www.diigo.com/education
  3. installer en ”diigoLet” eller extension, som passer til din browser.

Dette giver dig mulighed for at få en lille knap i din browser, så du nemt kan gemme et bogmærke uden for megen bøvl. Du finder en oversigt her: http://www.diigo.com/tools/

Jeg bruger Googles Chrome-browser på min Mac, så jeg har installeret en udvidelse til denne, men uanset om du bruger Chrome, Safari eller Internet Explorer, så kan du hente en passende udvidelse.

Det betyder at når du fremover finder en side som du gerne vil gemme, så kan du trykke på det lille Diigo-ikon i din browser.

Når du har trykket får du mulighed for enten at markere (Highlight), gemme et bogmærke (Bookmark), skrive en note (Sticky Note) eller dele siden med andre (Share).

Diigo-Extension

 

PLN

Men… alt det her er jo godt nok for dig selv og for dine elever, men for at du kan benytte Diigo, som en aktiv del af dit personlige læringsnetværk (PLN), så skal du også have nogle venner, som du kan dele de gode sider du finder med.

Hvis du klikker på dit eget navn, øverst på siden, så kan du under punktet ”Friends” finde og tilføje mennesker, som du finder interessante eller som du har noget at dele med.

Diigo Pioneer

Så er du klar og du kan endda få lov til at kalde dig selv for ”Diigo Education Pioneer” – og det er jo ikke noget, som sker hver dag 😉
Så… held og lykke med at udbygge og få gavn af både Diigo og dit PLN.

 

-Peter

 

Kategorier
Blog Blogging Web2.0

Har du et godt PLN?

Et  PLN er et akronym for Personal Learning Network. En persons personlige læringsnetværk kan give støtte, udvikling, samarbejde og sparring synkront og asynkront i både tid og rum. Adskillige gange har jeg oplevet at stille mit PLN et spørgsmål, bede om erfaringer eller andet og så få respons meget hurtigt. Responsen kommer hovedsagligt fra mennesker, som jeg ikke kender personligt, som jeg aldrig har mødet i virkeligheden eller AFK (Away From Keyboard). Alligevel har mit PLN givet mig gode bekendskaber og endda venskaber, som jeg nu er i stand til at læne mig op ad fagligt.

Et PLN svarer lidt til det man “i gamle dage” havde i en læseklub eller en bogklub. I læseklubben mødes man med mellemrum, har bogen som fællesskab og deler og snakker om bogen, dens budskaber etc. Min “læseklub” hedder Twitter. Det er her jeg mødes med ligesindede, som også interesserer sig for undervisning, it og alt det som jeg også finder interessant.

Det kunne lige så godt have været LinkedIn, Facebook eller noget helt andet, men netop Twitter har udviklet sig til at være intet mindre end en guldgrube for mig.
Jeg bruger også andet, men Twitter er nummer 1!

 

Hvad er Twitter så?

Twitter-logo

Twitter er en såkaldt mikroblogging-tjeneste. Her kan du skrive 140 tegn og dele den med resten af dit netværk. Fremfor at skrive mange og lange ord, som jeg gør i denne blog-post eksempelvis, så er det begrænsningens kunst, der hersker på Twitter. Jeg kan broadcaste mine holdninger, idéer og meninger, men (heldigvis) er det meste noget, som er professionelt i en eller anden grad. Jeg modtager ikke rigtigt nogen af de kendte facebook-selvpromoverings-statusopdateringer med : “Jeg har lige løbet 36 kilometer mens jeg ammede mit barn, lagde fliser i indkørslen og bagte boller og puuuha, hvor har jeg bare stadig meget overskud, så jeg vil læse en klog bog!

På Twitter kan man både følge og blive fulgt af andre. Det er et åbent netværk på den måde at man kan følge andre, uden at man først skal godkendes som en ven eller en bekendt. Gensidigheden betyder at både du og dine følgere lærer lidt om hinanden.

Når folk deler noget på Twitter, så er det fordi det kan være værdifuldt, brugbart og hjælpsomt for andre og folk følger andre folk baseret på deres interesse og hvad de kan få ud af det som bliver delt. Det betyder at man meget hurtigt indgår i interessefællesskaber med ligesindede, som man deler interesser med. Nogle mennesker er gode at følge fordi de deler meget og andre fordi de på en eller anden måde er autoriteter på deres felt. Man er ikke nødvendigvis en god “Twitter-ven” bare fordi man deler meget ud – det kan ligeså godt være at man får følgere fordi man deler lidt, men godt.

Uanset hvad, hvor meget man deler, om man mest læser og “lurker” eller om man bare er med, så indgår man i en lærings- og erfaringscirkel, som kan være meget værdifuld, hvis man ønsker at holde sig opdateret indenfor et område. Ganske ofte oplever jeg at få relevante nyheder på Twitter, før jeg har mulighed for at læse om det i avisen, fagblade eller andet.

Så skal vi ikke ses på Twitter? Jo, da!

Jeg hedder @PeterHolmboe og du finder mig selvfølgelig på Twitter.

Naturligvis er der også andet “derude” end bare lige Twitter – jeg er glad for Diigo og LinkedIn også. Begge indgår i mit PLN.

 

Hvad er Diigo?

Diigo-logo

 

Diigo er også et socialt netværk. Diigo er bare koncentreret omkring brugernes bookmarks, links eller bogmærker, som det hedder på nudansk.

På Diigo kan jeg samle mine links, noter og kommentarer omkring de sider, som jeg gerne vil huske eller gemme. Det betyder at det er her jeg samler alle mine små “guldklumper”, som jeg støder på rundt omkring på nettet.

Udover at Diigo er et rigtigt godt værktøj til mig selv, så kan jeg også følge andre og dermed se hvad de gemmer. Ydermere kan jeg enten selv forme grupper med bogmærker omkring et specifikt emne eller jeg kan deltage i grupper, som andre har lavet.

Der findes andre tjenester, som kan nogenlunde det samme. Delicious giver også adgang til en række hjemmesider og links som er blevet evalueret og opmærket af “rigtigt levende mennesker”, men Diigo har bare fanget lidt flere lærere end alle de andre. Måske fordi det er supernemt at bruge og måske fordi det giver mulighed for at lave ex. linksamlinger med kommentarer etc. til elever.

Under alle omstændigheder, så er det også herfra jeg samler en del af mine informationer, ideer og skøre påfund som har relevans for mit virke som lærer. Jeg modtager ugentlige sammendrag fra de grupper, jeg har valgt, så faktisk behøver jeg ikke at gøre meget mere end at læse en mail en gang om ugen, for at få mere viden om eksempelvis iPad i undervisningen eller læring og undervisning med Web2.0, som jeg interesserer mig for. Og jeg følger et par stykker, som med mellemrum lægger bogmærker ind, som jeg også kan lide.

Der er altså tale om at dele en masse viden og en masse sider. Der er ikke så megen interaktion mellem brugerne, som jeg oplever der er på Twitter, men alligevel er Diigo helt klart en del af mit personlige læringsnetværk.

 

Hvad er LinkedIn?

LinkedIn-logo

 

LinkedIn er et slags seriøst FaceBook 🙂

Det er her jeg kan give og modtage professionelle beskeder – altså noget som har direkte relevans til mit arbejde. Jeg kan få og give anbefalinger, når jeg har arbejdet sammen med nogen og jeg kan på den måde skabe og vedligeholde et netværk, som 100% tager afsæt i mit arbejde eller mine arbejdsmæssige interesser.

På LinkedIn kan man også lave statusopdateringer, sende breve til hinanden og så videre, men…

Den helt store forskel mellem LinkedIn og FaceBook er at jeg ikke rigtigt kan gøre noget medmindre, at jeg rent faktisk kender den person, jeg gerne vil interagere med. Jeg skal kende en mailadresse eller have en fælles baggrund på en eller anden måde, for at forbinde til vedkommende.

Der bliver derfor ikke så megen udenomssnak på LinkedIn – det handler om arbejde.

Jeg kan forbinde min Twitter-konto til LinkedIn, således at alle mine Twitter-opdateringer også bliver vist på LinkedIn. Om det er en god idé er jeg selv lidt i tvivl om. Jeg har koblet min Twitter med min LinkedIn, men det er med den tanke i baghovedet at jeg næææsten altid bruger min Twitter til noget, som også er relevant for mit arbejde (og dermed også mit PLN). Spænder man vidt i sine tweets (opdateringer på Twitter), så skal man nok overveje koblingen en ekstra gang – på LinkedIn, kan spredt fægtning godt blive opfattet som værende useriøst.

Min LinkedIn er selvfølgelig også aktiv og du er velkommen til at tage kontakt, hvis du mener at vi har noget til fælles eller hvis vi bør have en forbindelse.

 

Hvad så med alt det andet?

Hvad skal alt det her så bruges til? Egentligt bare til at blive klogere! Jeg vil gerne udvide mit netværk, men på nettet vil jeg hovedsagligt “være sammen” med folk, som interesserer sig for noget af det der ligner det jeg også interesserer mig for. Vi behøver ikke at være enige og jeg vil gerne udfordres, men jeg vil helst have fat i noget af det jeg skal bruge til noget – kageopskrifterne skal jeg nok selv finde 🙂

Af samme årsag har jeg helt bevidst undladt at medtage FaceBook på denne liste. Der er helt sikkert en masse mennesker, som får stor og god gavn af FaceBook. De deltager i grupper, sider og alt muligt andet, som er relevant for dem, men for mig er der bare ikke den helt store guldgrube endnu. Jeg skal igennem for meget, som er spild af tid i arbejdssammenhæng og jeg bliver pludselig indmeldt i grupper og aktiviteter, som jeg så aktivt skal til at framelde mig igen – jeg vil hellere den anden vej rundt og selv vælge til, fremfor at skulle vælge fra.

Et andet sted, som er fabelagtigt er ikke så meget et sted, men en måde – nemlig blogs.

Jeg læser andre menneskers blogs og jeg skriver selv på min med mellemrum. Jeg oplever at få rigtigt meget igen, når jeg deler tanker og idéer og jeg oplever også at jeg udfordrer mig selv, når jeg skal formulere noget af det jeg tænker på. Det er en af mine måder at få “fagligt afløb”.  Jeg har tidligere skrevet lidt om det at blogge, så jeg vil ikke lave en lang gentagelse, men blot sige:  “gå på jagt derude – du vil ikke fortryde det!”.

Og mangler du et par gode links til en lærer-blog, så fang mig på Twitter og bed om et link 😉

 

-Peter