Kategorier
Blog Udvikling Web2.0

Videndeling på nettet

Hvis skolen primært benytter sig af uformel videndeling, kan det betyde, at vidensniveauer og -områder bliver meget forskellige og slutteligt vil det bevirke at opgaver bliver løst forskelligt fra person til person. Hvis skolen omvendt primært benytter sig af den formelle videndeling, hvor alle har ens adgang til de samme informationer, så tilgodeser man en ensartethed som kan være god og fornuftig, men samtidig kan man frygte at innovation og nytænkning neddrosles.

Hos lærere generelt opleves ganske ofte at videndeling i uformelle kontekster er yderst velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kaffe- eller kopimaskinen. Den løse snak er nemt, hyggeligt og brugbart. Alle lærerne skal arbejde med nogenlunde den samme slags børn og under næsten ens forhold, så det er ikke vanskeligt at finde sammenfaldende interesser og ensartede historier, som kan be- eller afkræfte tvivl og tro.

KaffeDesværre kan vi ikke altid stå og hænge med en kop kaffe i hånden ved siden af kopimaskinen. Lærerne har travlt og skal nå meget. Derfor er det også langt fra altid at læreren formår eller husker at dele den viden som han eller hun har ”opsparet” via erfaring og afprøvninger etc.

Det går ganske nemt med deling af løs snak hen over bordet på lærerværelset, men hvordan med deling af konkrete materialer? Hvordan med deling af ”de gode staldtips”? Og hvad med deling til alle dem, som man egentligt ikke kender? Hvordan med deling ud over skolens mure?

Personlige læringsnetværk

Heldigvis fungerer videndeling rigtigt godt hos mange. Der er mange lærere som udnytter internettet og Web2.0 og indgår i personlige læringsnetværk, et såkaldt PLN.

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling og en uddannelse ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skullet lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng. Den store forskel er bare at nu kan det hele foregå ubundet af både tid og sted, man kan give til sit netværk, når man har tid og man kan tage, når man har behov.

Hvis du har lyst, så kan du læse lidt mere om PLN’er her: http://www.peter-holmboe.dk/2012/04/har-du-et-godt-pln/

Med udbredelsen af Facebook, Twitter, LinkedIn, Diigo og alle de andre sociale platforme er det efterhånden nemt at få det indtryk, at tankegangen om transparens, åbne netværk og fri vidensdeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling og læring. Diskursen er, at åbenhed og transparens altid er det rigtige valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne have lige så meget viden som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den frit – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Det virker

Faktisk er det ikke helt ved siden af… Selvom det nok ikke er løsningen på alle kvaler, så er det et gevaldigt skridt hen ad vejen imod større indsigt, nem tilgængelighed for hjælp, sparring og gode råd. Uanset om der er tale om lærere eller helt andre faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres PLN og opfanger viden gennem fællesskaber og netværk. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængige og ved siden af det formelle skolesystem.

Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede og gamle system sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder, men tendensen til flere og større netværk skaber samtidig et behov for styring, specialisering og mindre og eventuelt lukkede netværk med helt specifikke interessefællesskaber. Formålet med disse lukkede netværk kan være, at man eksempelvis som lærer gerne vil kunne diskutere faglige problemstillinger, videndele og søge hjælp uden at alle kan læse med. Det giver en umiddelbar mulighed for ærlighed og frihed, som kan være vanskelig at opretholde i et netværk, hvor der evt. vil kunne blive stillet spørgsmålstegn ved lærerens faglighed, kompetence og troværdighed.

Åbent eller lukket

Der findes adskillige åbne netværk, men de lukkede er der ganske få af. Mange lærere har de sidste mange år bevæget sig rundt i et lukket netværk med et hav af konferencer; nemlig Skolekom. Skolekom er strikket specifikt sammen til skoleverdenen med nationale konferencer om alt fra videndeling omkring specifik fagfaglig undervisning, til mere generelle konferencer, som handler om eksempelvis undervisning og it.

Facebook - LikePå Facebook findes flere grupper som handler om undervisning og pædagogik. Nogle er åbne og andre skal man lukkes ind i – ”Sociale medier, Pædagogik og Formidling” og ”iPad, tablets og pædagogik” er blot to eksempler.

Twitter-logoPå Twitter er det oplagt at følge ”hashtagget” Skolechat, hvor der deles lystigt om alt der vedrører undervisning. Skolechat er endda et debatforum, som kører online hver onsdag aften via Twitter. Læs evt. mere om Skolechat på www.skolechat.dk

At deltage i et eller flere af disse fællesskaber på nettet er ikke alene positivt og givende for den enkelte, men det er også med til at ruste til fremtiden. The MacArthur Foundation har lavet en lille video som handler om nogle af fremtidens færdigheder, som vi skal opøve i dag i skolen. Se den her:

Rethink Learning

Når du indgår i et PLN, så bliver du ikke alene klogere, men du bliver også mere sikker som lærer i at håndtere digitale medier. Hvem ved… Måske bliver du endda en bedre lærer!

Der er i hvert fald rig mulighed for at udvide det fortrolige videndelingsrum til lidt bredere horisonter end hen over den varme kaffe. Ses vi på nettet? Det håber jeg!

Kategorier
Blog Web2.0

Lidt om Web2.0 og snyd

Ret tilfældigt faldt jeg forleden over en længere skrivelse fra undervisningsministeriet omkring snyd og plagiat: http://pub.uvm.dk/2003/plagiat/hel.htm

CopyDen er ved at være gammel, men når jeg lytter til kolleger rundt omkring i skoleverdenen, så er den ingenlunde uaktuel. Til stadighed indgår vi alle sammen i samtaler, om hvordan vi tjekker opgaver for snyd, hvad vi skal gøre, når vi opdager det. I skolernes LMS’ere indkoopereres diverse systemer til plagiat-kontrol, og vi river os i håret over den manglende moral blandt de unge mennesker 😉

Det hele har fået mig til at tænke en smule over, hvorfor det mon er, som det er.

Nye praksisformer

I 2005 introducerede Tom O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier, der gav mulighed for nye praksisformer, baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.

Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”. I Danmark præsenterer Dohn og Johnsen også en vigtig forståelse af Web2.0 ved at kategorisere den som både teknologi og praksis.

“[…] web 2.0 kan anskues som teknologi og som praksis, dvs. som informationsteknologiske forudsætninger for produktion af indhold og som praksisformer, der aflejrer sig i et indhold, der imidlertid er i stadig bevægelse“. (Dohn og Johnsen 2009:s. 17).

At konsumere eller at distribuere?

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har stor og essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 er karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med såvel stærke som svage sociale og faglige relationer, og hvor denne kan både opsamle og distribuere mikroindhold via sociale teknologier og sociale netværk som Google+, Facebook og Twitter. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform.

Web 2.0 praksis er brugere, der generer indhold og deler dette med andre brugere. Den skriftlige kommunikation ændrer sig til også at indeholde konversationer og interaktioner, som tager afsæt i andres indhold, hvor tekst, billeder og viden tagges, omskrives, genbruges og remixes til nye kontekster og meninger. Produktionen af viden bliver et distribueret afsæt og et fælles forfatterskab, hvor brugerne udnytter deres relationer i forhold til skabelse af ny viden og systematiseringen. Styringen og ordningen af viden ændrer sig fra den taxonomiske til den folksonomiske vinkel, hvor vi hver især ”tagger” og giver indholdet mening ud fra den kontekst, hvor vi skal bruge det.

Web2.0-ånden er altså en forandring fra at betragte produktion og viden som noget, der statisk kan lagres i databaser, på drev og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting med resten og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Det er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer, og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

Snyd?

Hvis man anskuer ovenstående om Web2.0, og tænker på, at de unge mennesker, som vi alle underviser i skolerne i dag er opvokset med netop disse teknologier, og dette tankesæt, som en helt naturlig del af deres hverdag, så er det vel ikke SÅ underligt, at vi nogle gange fanger eleverne i at snyde… Det store spørgsmål er for mig at se blot om vi skal blive ved med at se på remix og genbrug, som værende snyd? Hvis andres materiale remixes og bruges i nye kontekster, er det så stadig snyd?

Hvor går grænsen mellem snyd, plagiat og så relevant og kløgtig genbrug i andre sammenhænge?

Hvis du vil læse mere…

Dohn, Nina Bonderup & Johnsen, Lars (2009)
E-læring på web 2.0
Samfundslitteratur, Frederiksberg
http://samfundslitteratur.dk/bog/e-l%C3%A6ring-p%C3%A5-web-20

O’Reilly, Tim (2005)
Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1

Kategorier
Blog Web2.0

Videndeling år 2012

I dag er arbejdsstyrken i Danmark i stigende grad vidensmedarbejdere, som arbejder med skjult eller uudtalt viden. Allerede i 2009 viste undersøgelser af forskellige jobs kognitive kompleksitet at 60% af arbejdsstyrken arbejder med viden i større eller mindre grad. For at disse vidensmedarbejdere skal kunne koordinere, arbejde og dele erfaringer er der behov for et sted hvor dette kan ske.

Når vi taler om elektronisk båret videndeling, så er denne traditionelt blevet foretaget via et intranet eller funktionen er (nok uhensigtsmæssigt) blevet indarbejdet i et LMS uanset om det har heddet SkoleIntra, Skolekom, Blackboard, Fronter eller noget helt andet. Desværre har intranettet mange taget form som en slags virtuel opslagstavle, hvor ledelse og administration kan kommunikere til medarbejdere og ikke med. Samtidig er det også den ”sump”, hvor man som lærer mere eller minde pligtskyldigt lægger materiale til fælles opsamling og evt. deling. Det store ”men” i den sammenhæng er: Hvordan finder man lige det relevante materiale igen? Hvordan ordnes det? Skal bibliotekaren også håndtere vidensdeling på intranettet?

Vi er aldrig alene

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skulle lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng.

Hos lærere generelt oplever vi at videndeling i uformelle kontekster er velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kopimaskine, men det kan være vanskeligt at dele når rammerne bliver stringente og mere officielle.

Med udbredelsen af diverse sociale platforme er det let at få det indtryk, at tankegangen om åbne netværk og fri videndeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling. Diskursen er, at kommunikation samtidig med at der arbejdes, frem for bagefter, er et godt valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne vide så meget som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Uanset faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres Personlige LæringsNetværk og lærer og opfanger viden gennem fællesskaber. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængigt og ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvor de ofte bliver mødt af krav om formelle kompetencer, som skal måles og vejes. Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede uddannelsessystem sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder. Disse videndelingsplatforme formes af lærerne, med den ulempe at de kan være vanskelige at placere centralt i selve organisationen.

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og videndeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele indhold uanset om der er tale om billeder, tekst, videoer eller andet. Ved at anvende eksempelvis en social ”bogmærketjeneste” som Delicious eller en wiki kan en arbejdsgruppe ret nemt skabe en fælles vidensbase og på en blog kan man diskutere, dokumentere og fastholde individuel eller fælles viden, så den er tilgængelig for ens sociale relationer.

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst.

Hvordan i praksis?

Twitter-logoJeg er superglad for Twitter og andre af sådanne sager, men tænker ret meget over hvordan man bedst kan videndele både internt i skolen eller institutionen og i større samenhænge, hvis man ønsker at “fastfryse” og bibeholde den viden, som på de sociale medier godt kan gå hen og blive alt for flygtig.

På min nuværende arbejdsplads benyttes mangfoldige systemer – nogle afdelinger bruger Yammer.com, andre Fronter, andre Moodle og endnu andre Blackboard og noget SharePoint. Det er ikke mit indtryk at valgene er truffet i blinde, men fordi de enkelte afdelinger har haft uensartede behov, så mangfoldigheden gør for så vidt ikke noget, men…

Hvordan gør man lige når man skal dele overalt, blandt alle, på alle niveauer i hele organisationen? Kan det lade sig gøre og samtidig lade det være meningsfuldt?

Hvad er Jeres erfaringer? Jeg er nysgerrig!!

Kategorier
Blog Web2.0

Evaluer med Web2.0

Jeg har de sidste dage beskæftiget mig lidt med summativ og formativ evaluering og hvad det ene har af fordele sat op imod det andet. Samtidig er jeg i fuld gang med at læse om alt muligt om Web2.0 og didaktisk design og slige sager. Udgangspunktet var for mig en snak på et lærermøde omkring eksamen, bedømmelse og hvad vi skal gøre der, for både at kunne imødekomme krav fra det formelle uddannelsessystem, eleverne og ikke mindst os selv som lærergruppe. Vi vil gerne have mulighed for at fokusere på, hvad eleverne rent faktisk kan uden at falde i den grøft at kompetencerne bliver set som et produkt, der er kommet ud af læringen. Vi vil godt have mulighed for at give vore elever en bedømmelse, som ligger ved siden af den traditionelle med et tal, men samtidig skal det være en bedømmelse, som kan bruges af vore aftagere; af erhvervslivet. Formelt set må vi ikke give udtalelser til fag, som er blevet karakterbedømt, vi må altså ikke lave tillæg eller sådan noget til “rigtige” fag og har kun mulighed for at lave et eller andet utraditionelt i forbindelse med lokalt udviklede valgfag. Hvor det hele ender ved jeg ikke, men uanset så synes jeg personligt, at der generelt i uddannelsessystemet skal tænkes tanker, som er mere om- og altfavnende end et summativt tal. (At man så også kan give sig til at diskutere om hvorvidt man overhovedet kan tale om en summativ evaluering nogensinde er en helt ande sag, som jeg lige nu vil springe over).

Alt dette har fået mig til at tænke lidt videre og egentligt meget lavpraktisk. Hvorfor ikke erstatte nogle af de traditionelle tests med muligheden for kreativ udfoldelse? En kreativ udfoldelse, som læner sig op ad Web2.0 og mange af de værktøjer, som er til rådighed her.

Jeg har lavet en lille liste over aktiviteter, som jeg tidligere har brugt. For mig som lærer har de alle været aktiviteter, som jeg kunne evaluere på. Jeg har nok ikke altid kunnet sætte et umiddelbart tal på, men det er med til at give et overordnet billede af den lærende.

1. Opret en tegneserie
Brug online-tegneserie-skaberen, ToonDoo, til at lave en tegneserie, der demonstrerer din viden, forklarer dine tanker om emnet eller illustrerer din forståelse.

2. Opret et diasshow
Vælg en serie af billeder, der relaterer til din læring. Fotografer dine egne billeder til at medtage i dit show. Medtag dine egne malerier eller dine egne tegninger. Skab og præsenter forbindelser mellem billeder og hvad du har lært. Tilføj tekst, der forklarer, hvorfor du har valgt (eller skabt) netop disse billeder. Hvordan hænger billeder og det visuelle sammen med “det du har inde i hovedet”?

Til at lave diasshowet kan man eksempelvis benytte Photostory eller iPhoto, hvis man har det bedst med at arbejde “traditionelt” på en computer, men man kunne jo også se på hvad nettet tilbyder af gode Web2.0-værktøjer. Jeg er rigtigt glad for Animoto, som laver nogle ret imponerende video/slideshows uden ret meget arbejde – du kan her finde en vejledning til hvordan du opretter en Animoto-konto.

Jeg har skrevet lidt om fotografering tidligere – det kan du jo også læse 🙂

3. Forståelseskort – mindmapping
Vis din forståelse af hvordan de forskellige dele af din læring er forbundet ved at skabe et grafisk overblik. Brug eks. et mindmapping-program (min favorit er Popplet). Hvordan hænger det vi netop har gennemgået og arbejdet med sammen med (nogle) af de ting vi tidligere har arbejdet med? Uanset om du har tegnet et mindmap i hånden eller på computer, så skal du have det digitaliseret og gemt.

4. Skriv et blog-indlæg
Skriv et blogindlæg (WordPress er min favorit, men eks. Googles Blogger er også god), der viser din læring, eller præciserer din tankegang. Du kan vælge at udtrykke dig gennem essay, beskrivelse, poesi eller fortælling, eller en genre efter eget valg. Husk, du skriver for et rigtigt og autentisk publikum, der kan reagere og stille spørgsmål. Tilføj passende billeder. Medtag en refleksion over din læring.

Jeg har tidligere skrevet lidt om det at blogge – det kan du jo også læse 🙂

5. Lav en podcast – Løs et problem og abstraher
Brug dine evner og viden til at levere en løsning (eller løsninger) til et virkeligt problem. Vis hvordan du kan anvende din læring i en anden sammenhæng. Beskriv problem, løsning og sammenhæng, så det er forståeligt for andre, som ikke har sat sig ind i sagerne så grundigt som du. Optag en lydfil og læg den i klassens podcast-feed. (Hvis klassen ikke har noget eksisterende setup til podcasting og podcasts, så vil jeg klart anbefale Audioboo, som er både nem og fleksibel).

6. Lav en video
Lav en video for at demonstrere din læring. Du kan oprette en animation eller en dokumentarfilm. Vis, hvad du har forstået og lært og tilføj din egen fortolkning. (Videoen kan laves “bundet” til eks. iPad eller computer, men kan jo også redigeres online på ex. WeVideo som er ganske brugbar og imponerende).

7. Lav en Screencast og lad eleverne undervise.
Som bekendt er det den som underviser, der lærer aller mest. Det skal vi da udnytte!

Ganske ofte afslutter jeg et temaforløb eller et område med at alle eller enkelte elever skal fremlægge på klassen. Øvelsen kan have mange gode årsager, men nogle gange kommer det bare til at tage alt for lang tid i klassen. Fremfor at lade alle elever fremlægge en efter en, så kan man overveje om ikke blot enkelte af eleverne skal fremlægge, men resten blot optager deres fremlæggelse.
Brug ex. det gratis program Screencast-o-matic til at lave en skærmoptagelse. Lad eleven eller eleverne optage en forklaring eller undervisning af det fagområde, som skal evaluereres og lad dem støtte sig til ex. et præsentationsprogram eller en tegning. Eleverne kan se hinandens forklaring, give hinanden gode råd og vejledning til hvordan budskabet klarest kommer frem og slutteligt kan de enkelte optagelser blive delt i klassen eller på holdet. Måske kan de enkelte forklaringer endda blive opsamlet på en fælles Wiki, som Wikispaces (men det er jo et helt nyt punkt på listen her…).

Jeg ar klar over at denne liste er en voldsom forenkling af virkeligheden og brugbarheden afhænger af hvad der vurderes og hvad formålet er med vurderingen. Jeg synes bare at vi med standard-tests igen, igen at vi falder tilbage til problemstillingen med om hvorvidt vi arbejder med faget på en bestemt måde fordi det står i et trinmål eller om vi forsøger at give de lærende en forståelse og en livskompetence.

Men… uanset hvad, så er jeg åbenbart så hippie-70’er-flippet-konstruktuvistisk at jeg ikke bryder mig om at måle og veje mennesker ensidigt og tænker at alle mine småevaluerende fremlæggelser og præsentationer ovenfor er gyldige, valide, mere engagerende og mere meningsfulde alternativer til et tal.

Så altså… i denne omgang ingen citater til vidtløftige og kloge teorier, men mere noget Grundtvig, det levende ord, det hele menneske og så lidt web2.0 😉

Kategorier
Blog Web2.0

Web2.0 – it’s a state of mind, not a technology

I 2005 introducerede Tim O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier der gav mulighed for nye praksisformer baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.

Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”.

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med både stærke og svage sociale og faglige relationer og hvor denne kan både aggregere og distribuere mikroindhold via sociale teknologier. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform, hvor man går fra at betragte produktion og viden som noget der statisk kan lagres i databaser og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Der er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

 

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og vidensdeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele, genbruge og tilpasse indhold på tværs af kontekster og som samtidig understøtter både fælles og individuel videnskonstruktion (Dohn og Johnsen 2009, s. 28).

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst. Disse praksisfællesskaber kan være alt fra lærerteams til gruppedannelser blandt elever eller kursister, når blot de er kendetegnet ved at hænge sammen i sociale kontekster og der er aktivt deltagende som en del af en lærings- eller erkendelsesproces. Det betyder også i sidste ende at: ”Læring kan ikke designes. Læring hører i sidste instans hjemme i erfarings- og praksisområdet. Den ledsager meningsforhandlinger; den bevæger sig på sine egne betingelser. Den glider gennem revnerne; den skaber sine egne revner. Læring sker, design eller ikke design” (Wenger, 2004, s. 255).

I forhold til det at være lærer, det at undervise og det at drive skolevirksomhed, er Wengers mest essentielle pointe, at læring ikke kan designes og på magisk vis fremmanes, men at man kan designe rammerne eller de sociale forudsætninger for at fremme læring. I forhold til arbejdet med læring, så finder jeg Wenger velegnet og relevant, som praktisk/teoretisk baggrund, idet læring her ganske ofte tager udgangspunkt i løst koblede læringsfællesskaber og praksisfællesskaber, som er dannet uden om formelle teams etc. De sociale praksisfællesskaber fremkommer grundet og på basis af meningsforhandlinger og gensidigt engagement i de læringskontekster, som de indgår i uanset om disse er skabt af læreren, institutionen eller praksisfællesskabet selv.

 

Mikroblogging

På skoler rundt om i landet bliver der dagligt kommunikeret i diverse intranetsystemer – ganske ofte i Skoleintra, Blackboard, Fronter og hvad det eller hedder. Alt sammen platforme, som er indkøbt, installeret, opdateret, serviceret og alt muligt andet af enten en kommunal mand/kvinde eller en virksomhed, som man betaler for at gøre det.

Jeg har tænkt en del over om man med held kan indføre et ikke-kommercielt og Web2.0-baseret system som ”intranet-platform” eller blot som kommunikationsplatform. Med afsæt i mine overvejelser om videndeling blandt lærere og undervisere, så har jeg tænkt på om ”kanalen”, det sociale medie (eks. Twitter) kan fungere til at facilitere en faglig kommunikation.

Min forventning er at man med indførelsen af et socialt mikroblogging værktøj som Twitter kan være med til at facilitere den daglige kommunikation. I modsætning til eksempelvis email-kommunikation imellem flere parter, som har en tendens til at blive rodet, så vil mikrobloggens kommunikation være mere overskuelig og logisk. Et tilsyneladende fragmenteret vidensafsæt bliver samlet og det bliver muligt at finde tilbage i kommunikationen på tværs af afsendere, teams og afdelinger. På mikroblogging-værktøjet får lærerne mulighed for at følge specifikke kolleger uanset om de kommer inde i organisationen eller om de er udefrakommende. Man får mulighed for at se deres opdateringer, deres projekter og generelt bliver informationen personlig, valgfri og giver mulighed for at kunne understøtte den enkelte uanset, hvordan og hvornår man arbejder.

Enkelte ting faldgruber er der dog… Man skal være opmærksom på et par ting, hvis man som organisation vil indføre et sådan socialt “intranet” – nemlig at det i sagens natur ikke er “intra”. Twitter er en åben platform, som alle i hele verden potentielt har adgang til. Det betyder naturligvis også at der er kommunikationer og oplysninger, som slet ikke egner sig til denne platform. I forhold til skoleverdenen, så er det oplagt at eks. personfølsomme oplysninger ikke må blive udbasuneret til alverden, ligesom forretningskritiske oplysninger etc. ikke kan tåle en sådan offentliggørelse.

 

Alternativer til Twitter

Ønsker man alligevel som skole at benytte måden og metoden for kommunikation, så kan man med fordel se på andre interne mikroblogging-platforme som eks. Yammer.com, Podio.com eller en anden af de mange andre købe-muligheder. De fungerer i princippet nøjagtigt som Twitter gør, men med den store forskel at man enten skal besidde en email fra et specifik domænenavn eller man skal inviteres for at komme ind. Det betyder jo så selvfølgelig også at man holder verden ude – godt nok kan ”de andre” ikke se hvad der foregår på skolen, men vi på skolen, kan desværre så heller ikke se det store billede længere.

Samtidig med at jeg ser gode mulighed for kommunikationen via Twitter (eller en af de andre platforme), så vil jeg alligevel konkludere at Twitter egner sig specielt godt til vidensdeling ala materialeudveksling, henvisninger, statements etc. Det egner sig knapt så godt til diskussion og debat af dybere karakter, idet samtalen bliver til en stor strøm, hvor man så skal råbe højt eller sætte tingene på spidsen for at “blive hørt”. Der foruden kan det være vanskeligt at uddybe og forklare sammenhænge, når man kun har 140 tegn til rådighed, men uanset hvad, så står der én vinder tilbage – nemlig det sociale element. De sociale ressourcer spiller en afgørende rolle i vidensdelingssystemer. Selv det bedste indhold har ingen værdi, hvis det enten ikke kan fremfindes nemt og entydigt eller hvis ikke individet føler sig “hjemme” og tilpas (Brazelton, 2003). Det kan man på Twitter!

På trods af teknologiens styrker og fleksibilitet, så er dette alene ikke tilstrækkeligt. Tværtimod må organisationer se teknologien som en del af de mange initiativer der skal til for at skabe et godt og velfungerende vidensdelingsmiljø. Det betyder også at uanset om man som skole eller organisation vil vælge den ene eller den anden platform, så er det er vigtigt at have et sigte, som ikke et ensidigt. Måske skal man vælge Twitter, men måske skal man OGSÅ vælge noget andet.

Samtidig er det vigtigt hele tiden at huske at det er de enkelte individer i organisationen, som skaber viden, uanset om den er tavs eller eksplicit og uanset om den er tillært formelt eller uformelt. Organisationen fungerer som ramme for denne videnskabelse, men den skabte viden kommer fra individerne og ikke organisationen (Nonaka, 1994).

Jeg har desværre ikke prøvet at bruge Twitter til andet end mig selv og mit eget personlige læringsnetværk (PLN), men jeg synes det det kunne være sjovt at prøve. Hvad med jer andre, har i nogen erfaringer?

Og har du forresten hørt om “Skolechat” på Twitter? Tjek evt. www.skolechat.dk og følg med på hashtagget #skolechat – vi ses!

 

 

Vil du læse lidt mere, så kig eks. her:

Brazelton, Jessica og Gorry, Anthony G.
“Creating a Knowledge-Sharing Community: If You Build It, Will They Come?”
Communications of the ACM, February 2003, Vol. 46. no 2
http://mapule276883.pbworks.com/f/Knowledge%20sharing%20community.pdf

Nonaka, I. (1994)
“A Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation”
Organization Science. Vol 5 (1) s. 14-37.
http://www.e-campus.uvsq.fr/claroline/backends/download.php?url=L05vbmFrYTk0LnBkZg%3D%3D&cidReset=true&cidReq=MDSDM105

O’Reilly, Tim (2005)
“Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software”
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1 

Wenger, Etienne (2004)
Praksisfællesskaber: Læring, mening og identitet
Kap. 2 & Kap. 10 (35s)
Hans Reitzel 2004.

 

 

 

Translate »