Kategorier
1:1 Blog

1-til-1’s faglige indflydelse

Jeg sidder lige nu på et halvkedeligt hotelværelse og har været censor det meste af dagen. Udover at drysse en masse pæne karakterer ud over en flok elever på en handelsskole, så har jeg også talt med en begejstret og engageret lærer, som er glad for at hendes skole skal overgå til 1:1 i flere klasser. Alle elever bliver (ligesom mange andre steder) udstyret med en iPad. Hun er glad og tilfreds og lader sig ikke sådan slå ud over at gårsdagens nyhed var at Holstebro Handelsskole netop havde indført det modsatte – ingen computer og ingen mobiltelefon. 0:1 hedder det måske?

Snakken gav mig anledning til lidt tankevirksomhed på min efterfølgende løbetur. Jeg er jo som udgangspunkt ret glad for alt det her med it, men tænker også at man mange steder er næsten ureflekterede begejstrede.

Virker det?

At købe et redskab som en computer eller en iPad eller noget andet it-noget og så bare regne med at læring automatisk tager fat sker altså ganske sjældent!

Dog kan det lære eks. børn helt basale færdigheder, som kan hjælpe dem når de på et senere tidspunkt skal uddanne sig og arbejde – ihvertfald hvis man spørger Nicholas Negroponte og hans “One Laptop per Child” program. OLPC har solgt eller formidlet mere end 25 millioner computere i mere end 42 lande, med den forhåbning at dette (uden megen yderligere hjælp) skal være med til at udvikle, uddanne og skabe læring.

One Laptop Per Child var og er for mig at se en god og faktisk også ret nobel idé. Den ambitiøse plan blev udklækket tilbage i 2006 med det mål at skabe en bærbar computer, som kunne erhverves for 100USD. Den kunne så blive solgt og foræret bort til regeringer og stater i forskellige udviklingslande. Computeren og senere en tablet endte med at koste 200USD, men alligevel stadig billigt og brugbart.

Inter-America Development Bank (Severin, 2011Christia, Julian et al., 2012) har evalueret indsatsen omkring OLPC-programmerne og resultaterne viser sig desværre at være knapt så lovende, som først antaget. Efter at man i Peru har brugt mere end 225 millioner USD på at give mere end 850.000 små bærbare til børn rundt omkring i landet, havde man håbet på en forøgelse i test-resultater for basale fagområder, som matematik, læsning og skrivning. Desværre fremkommer forbedringen ikke umiddelbart.

IDB har analyseret 319 “primary schools” i blandt andet Peru i løbet af 15 måneder og har konkluderet, at de børn som havde adgang til en OLPC ikke viste større faglige fremskridt eller øget motivation til at lære. På trods af at computerne kom med 200 bøger forudinstalleret, så ser man ikke at OLPC-børnene har bedre læsefærdigheder end deres jævnaldrende i landet, som kun har 4-5 bøger til rådighed. Ej heller brugte de mere tid på at studere, fordi de havde computeren til rådighed hele tiden, og faktisk blev den brugt mindre og mindre, jo længere tid de havde haft den til rådighed:

Preliminary results showed that over the course of the three month evaluation period, use of laptops decreased over time, probably due to lack of pedagogical and technical support.“ (Severin, 2011, s. 27).

IDB konkluderer ligeledes ganske tydeligt, at OLPC-programmet ikke tilbyder tilstrækkelig vejledning og hjælp til de lærere, som har børn med en computer i klassen. Lærerne skal vejledes og trænes og undervises for at kunne inddrage teknologien effektivt i klassen. (Og selvom vi jo er helt klar over dette, så kan jeg desværre godt ihukomme en del steder og skoler, hvor netop dette IKKE sker).

Selvom nogle 1:1-initiativer har vist sig ikke at holde helt det de lover på forhånd, så fortæller rapporter dog også, at man andre steder har oplevet faglig og akademisk fremgang, som man tilskriver 1:1-projekterne. Generelt har man set fremgang i både eksamensresultater, fremgang i skrive- og læsefærdigheder og i naturfagsrelaterede områder. Studier viser generelt, at jo mere intensivt en studerende benytter sin computer, des bedre scorer vedkommende. Sauers og McLeod (Sauers og McLeod, 2011) lister en lang række fordele og henvisninger til rapport fra mindre og helt store 1:1-initiativer. Sammenfattende er resultaterne positive for stort set alt skolearbejde, pånær at man i matematikundervisningen ikke har kunnet finde indikationer for nogen målbar forbedring i forhold til kontrolgrupper der ikke har haft adgang til teknologi i 1:1-skala.

1:1’s indflydelse på engagement og motivation

Mange forskningsresultater har over en årrække vist, at en integreret og nuanceret anvendelse af it har en synlig positiv effekt på elevernes engagement, motivation og lyst til at arbejde selvstændigt.” (Sørensen et al. 2010 i bogen “Skole2.0”)

Citater som disse er stærkt medvirkende til, at både politikere og skolefolk får en idé om at jo flere computere der kommer ind i klasseværelset, desto større bliver den positive effekt, jo mere lærer eleverne, og desto bedre bliver deres resultater.

Når man søger i den generelle 1:1-litteratur er der også her en klar overvægt at rapporter, som fortæller at 1:1 bevirker et øget engagement, øget fremmøde, bedre opførsel, større motivation og øget tværfaglig viden (Sauers og McLeod, 2011). De studerende skulle også opnå større undersøgelses- og analytiske evner og generelt indgå i mere kollaborative arbejder (Rockman et al., 2000).

En anden indflydelse som 1:1 har på undervisningen er ifølge Rockman (Rockman, 2003) at lærere, som er involveret i et 1:1-projekt generelt forelæste mindre og var mere forankrede i gruppearbejder, projektarbejde og havde mere lærersamarbejde end kolleger, som ikke var med i et 1:1-projekt.

Så hvad så?

Generelt indikerer rapporterne at de steder, hvor 1:1 har haft mest succes, er de steder som har taget en holistisk indgangsvinkel med stort fokus på de pædagogiske og didaktiske mål. Et succesfuldt 1:1-projekt kræver lederskab og engagement fra alle involverede. Det kræver grundig langsigtet planlægning og et indholdsmæssigt fokus på relevante og fagligt matchende læremidler. Der skal være en fortløbende og indarbejdet lærerfaglig udvikling med tilstrækkelig og velfungerende hardware og software. Der skal være hurtig teknisk support og den bagvedliggende teknologi som servere, lagerkapacitet, internetforbindelse skal være til at stole på.

De fundne resultater er lovende og næsten fantastiske, men for mig at se, er der en ret stor fejl ved langt hovedparten af de rapporter, jeg har læst – det er alle rapporter, som er udarbejdet af folk, som også er med i projekterne. Det er lærerne som fortæller at de er blevet dygtigere, det er ledere, som fortæller at det er en succes, det er konsulenter der er tilknyttet projektet, som tegner det overordnede og positive billede. Man kan argumentere for, at det sikkert også er dem som kender tingene bedst, og at det er dem som har “fingeren på pulsen”, men samtidig vil jeg også mene, at det er dem, som har en stor interesse i at fremstå som kompetente – der er ganske få mennesker, som synes at det er attraktivt at have brugt en masse penge og en masse kræfter på noget, som så ikke er så godt som forventet.

De eneste rapporter, som jeg umiddelbart har kunnet få fat i som på en gang er grundige og tidsmæssigt dækker en flerårig periode, er rapporterne fra Falkenbergs kommune (Tallvid, 2010). Rapporterne her er udarbejdet af Martin Tallvid, som er tilknyttet forsker fra Göteborgs Universitet, og hans undersøgelser strækker sig over årene 2007-2010. Tallvid er generelt begejstret for 1:1, men bemærker alligevel, at elevernes resultater til afgangsprøverne faldt støt i perioden med 1:1.

I to af de store 1:1-projekter fra USA (Texas Immersion Project fra 2002 og i det hæderkronede Maine-projekt) belyser Larry Cuban (Cuban, 2006), at der efter en fireårig periode ingen signifikant sammenhæng var imellem 1:1-projekterne og “student self-directed learning or their general satisfaction with schoolwork”.

Mindre og mere sporadiske rapporter har lignende nedslående konklusioner – eksempelvis konstaterer Wesley Fryer, at der ikke er nogen mærkbar fremgang i fremmøde og fastholdelse af studerende blot fordi de indgår i et 1:1-projekt (Fryer, 2004).

 Skal vi så bare droppe det hele eller hvad?

Sammenfattende må jeg nok konkludere, at der ikke er nogen entydig sandhed.

Skoleledere og andre godtfolk er interesserede i at fremstå visionære og kompetente, og virkeligheden viser sig bare at være ikke helt så gennemskuelig, som man nogle gange kunne ønske sig. Måske virker 1:1, men det kan være vanskeligt at se, om det er 1:1 der er den afgørende faktor, eller om det blot er et øget fokus i en koncentreret periode, som er afgørende for gode læringsmæssige resultater i skolerne.

Og det næste er så… Kriterierne for at sige: ”det virker” – hvad er det? Taler vi bedre score på Pisa? Taler vi gladere børn? Mener vi ivrige og udfordrende lærere? Eller noget helt andet? Det er jo ret vanskeligt at sige at noget er godt, hvis ”godheden” er forskellig fra sted til sted og fra måling til måling.

OLPC-målsætningen var eksempelvis altid bredere og større end ”bare” bedre testresultater. One Laptop per Child betød engagement, læring, selvstændighed og bemyndigelse:

We aim to provide each child with a rugged, low-cost, low-power, connected laptop. To this end, we have designed hardware, content and software for collaborative, joyful, and self-empowered learning. With access to this type of tool, children are engaged in their own education, and learn, share, and create together. They become connected to each other, to the world and to a brighter future.
(http://one.laptop.org/about/mission)

Her er ikke noget om testresultater og standardiserede opgaver. Ifølge OLPC er “The best preparation for children” ikke test og prøveforberedelse, men det er at ”develop the passion for learning and the ability to learn how to learn.

Måske er det slet ikke så skidt det hele alligevel?

Det er så bare lidt ærgerligt at jeg i disse dage sidder og bedømmer elever på basis af netop tests, standarder, niveauer og alt det andet firkantede.

Verden ER et underligt sted 😉

Kategorier
Blog Udvikling Web2.0

Videndeling på nettet

Hvis skolen primært benytter sig af uformel videndeling, kan det betyde, at vidensniveauer og -områder bliver meget forskellige og slutteligt vil det bevirke at opgaver bliver løst forskelligt fra person til person. Hvis skolen omvendt primært benytter sig af den formelle videndeling, hvor alle har ens adgang til de samme informationer, så tilgodeser man en ensartethed som kan være god og fornuftig, men samtidig kan man frygte at innovation og nytænkning neddrosles.

Hos lærere generelt opleves ganske ofte at videndeling i uformelle kontekster er yderst velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kaffe- eller kopimaskinen. Den løse snak er nemt, hyggeligt og brugbart. Alle lærerne skal arbejde med nogenlunde den samme slags børn og under næsten ens forhold, så det er ikke vanskeligt at finde sammenfaldende interesser og ensartede historier, som kan be- eller afkræfte tvivl og tro.

KaffeDesværre kan vi ikke altid stå og hænge med en kop kaffe i hånden ved siden af kopimaskinen. Lærerne har travlt og skal nå meget. Derfor er det også langt fra altid at læreren formår eller husker at dele den viden som han eller hun har ”opsparet” via erfaring og afprøvninger etc.

Det går ganske nemt med deling af løs snak hen over bordet på lærerværelset, men hvordan med deling af konkrete materialer? Hvordan med deling af ”de gode staldtips”? Og hvad med deling til alle dem, som man egentligt ikke kender? Hvordan med deling ud over skolens mure?

Personlige læringsnetværk

Heldigvis fungerer videndeling rigtigt godt hos mange. Der er mange lærere som udnytter internettet og Web2.0 og indgår i personlige læringsnetværk, et såkaldt PLN.

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling og en uddannelse ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skullet lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng. Den store forskel er bare at nu kan det hele foregå ubundet af både tid og sted, man kan give til sit netværk, når man har tid og man kan tage, når man har behov.

Hvis du har lyst, så kan du læse lidt mere om PLN’er her: https://www.peter-holmboe.dk/2012/04/har-du-et-godt-pln/

Med udbredelsen af Facebook, Twitter, LinkedIn, Diigo og alle de andre sociale platforme er det efterhånden nemt at få det indtryk, at tankegangen om transparens, åbne netværk og fri vidensdeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling og læring. Diskursen er, at åbenhed og transparens altid er det rigtige valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne have lige så meget viden som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den frit – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Det virker

Faktisk er det ikke helt ved siden af… Selvom det nok ikke er løsningen på alle kvaler, så er det et gevaldigt skridt hen ad vejen imod større indsigt, nem tilgængelighed for hjælp, sparring og gode råd. Uanset om der er tale om lærere eller helt andre faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres PLN og opfanger viden gennem fællesskaber og netværk. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængige og ved siden af det formelle skolesystem.

Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede og gamle system sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder, men tendensen til flere og større netværk skaber samtidig et behov for styring, specialisering og mindre og eventuelt lukkede netværk med helt specifikke interessefællesskaber. Formålet med disse lukkede netværk kan være, at man eksempelvis som lærer gerne vil kunne diskutere faglige problemstillinger, videndele og søge hjælp uden at alle kan læse med. Det giver en umiddelbar mulighed for ærlighed og frihed, som kan være vanskelig at opretholde i et netværk, hvor der evt. vil kunne blive stillet spørgsmålstegn ved lærerens faglighed, kompetence og troværdighed.

Åbent eller lukket

Der findes adskillige åbne netværk, men de lukkede er der ganske få af. Mange lærere har de sidste mange år bevæget sig rundt i et lukket netværk med et hav af konferencer; nemlig Skolekom. Skolekom er strikket specifikt sammen til skoleverdenen med nationale konferencer om alt fra videndeling omkring specifik fagfaglig undervisning, til mere generelle konferencer, som handler om eksempelvis undervisning og it.

Facebook - LikePå Facebook findes flere grupper som handler om undervisning og pædagogik. Nogle er åbne og andre skal man lukkes ind i – ”Sociale medier, Pædagogik og Formidling” og ”iPad, tablets og pædagogik” er blot to eksempler.

Twitter-logoPå Twitter er det oplagt at følge ”hashtagget” Skolechat, hvor der deles lystigt om alt der vedrører undervisning. Skolechat er endda et debatforum, som kører online hver onsdag aften via Twitter. Læs evt. mere om Skolechat på www.skolechat.dk

At deltage i et eller flere af disse fællesskaber på nettet er ikke alene positivt og givende for den enkelte, men det er også med til at ruste til fremtiden. The MacArthur Foundation har lavet en lille video som handler om nogle af fremtidens færdigheder, som vi skal opøve i dag i skolen. Se den her:

Rethink Learning

Når du indgår i et PLN, så bliver du ikke alene klogere, men du bliver også mere sikker som lærer i at håndtere digitale medier. Hvem ved… Måske bliver du endda en bedre lærer!

Der er i hvert fald rig mulighed for at udvide det fortrolige videndelingsrum til lidt bredere horisonter end hen over den varme kaffe. Ses vi på nettet? Det håber jeg!

Kategorier
1:1 Blog

Gør skærmen dig til en dårligere læser?

BoglæserLæsning på skærm eller læsning på papir i en god gammeldags bog – ”Du husker mindre og læser dårligere på en skærm” – således lyder overskriften på en artikel fra Videnskab.dk fra d. 14. Marts 2013. Pointen i artiklen er, at man både bliver en langsommere læser og en dårligere læser, hvis man læser tekst på en skærm, og for mig er det en konklusion, som er så “firkantet” at det forekommer værd at se lidt nærmere på.

Efter at have set henvisninger til artiklen fra både Twitter, Facebook og kolleger på min arbejdsplads, så gav jeg mig til at se lidt nærmere på artiklen og dens ophav.

Videnskab.dk har i princippet blot oversat en artikel fra den norske side forskning.no og bygger dermed på samme henvisninger som den norske artikel.

Hele artiklens afsæt er en relativt gammel skrivelse fra Anne Mangen, som oprindeligt blev udgivet i ”Journal of Research in Reading” tilbage i 2008. Artiklen kan findes her, hvis det har interesse: http://pt.twosides.info/Content/rsPDF_21.pdf

Mangen konkluderer i bund og grund, at læsning er en multi-sensorisk aktivitet, som påvirker hjernen kognitivt på mange forskellige måder, afhængigt af hvad, hvor og hvordan der læses. Hun siger, at vi er både krop og hjerne, og at dette samspil er af vital betydning, når vi læser.

Så vidt, så godt – jeg er ikke uenig…

Er det sandheden?

Hele problemstillingen for mig opstår, når videnskab.dk fremlægger en artikel, som så pludselig er årsag til, at man kan sige: ”Jooo… papir er bedre”. Det kan godt være, at papir er bedre, men grundlaget for beslutningen på en skole, om hvorvidt der skal indkøbes trykte bogmaterialer, eller om der skal indkøbes ex. tablets til elektroniske, må ikke baseres på artikler som denne.

Lad mig forklare…

Først og fremmest er den oprindelige undersøgelse gammel – set i en it-udviklings-optik, med Moores lov og alt muligt andet. Der er sket meget siden 2008, hvor den blev udgivet. Artiklen så dengang på skærmlæsning på en PC – altså skærme, som dengang var fysisk ret omfangsrige og gennemsnitligt måske 15″ eller 17” med en opløsning som var langt fra, hvad man kan præstere i dag. Der foruden vælger Videnskab.dk så at inddrage iPad og andre tablets, som det de referer til – den oprindelige læseundersøgelse har slet ikke set på den type skærme.

Oprindeligt kiggede man på læsning af pdf-dokumenter, som man ikke kunne gøre alverden ved. I og med at læsningen skulle foregå siddende opret på en kontorstol, så var det også ret vanskeligt at justere ex. afstand til teksten etc. etc. Læsning af den samme tekst på papir dengang gav naturligvis nogle ret store fordele til papiret – man kan sætte sig anderledes og meget nemt “finjustere” læseafstand, placering, lys etc.

Videnskab.dk ser helt bort fra, at digital læsning i dag formodentligt vil foregå på et apparat, som har langt højere opløsning end skærmene dengang. De ser bort fra, at teksten i dag vil være fremstillet således, at man med apparatet kan justere og formatere efter behov, således at ex. tekststørrelse og baggrundsfarver kan varieres efter den enkelte læser. Eller rettere – de inddrager iPads og tablets i en undersøgelse, som ikke oprindeligt har haft dem med – der må derfor være tale om en videnskabelig ret stor fejl.

Sammenligningsgrundlaget er derfor helt skævt.

Det svarer lidt til at sige at man skriver bedre med en fyldepen og et stykke papir fremfor med et tastatur.

Jeg er sikker på at man skriver anderledes, at der er taktil og sensorisk forskel, at hjernen aktiveres forskellige steder, men derfra og så til at sige, at det ene er kvalitativt bedre end det andet… Der er alligevel et stykke vej.

Der ér forskel!

Læsning på en computerskærm ER helt anderledes end læsning på papir. Mangen selv skriver:

The tactility of a mouse click, of touch screen page turning or of a click with the e-book page turner bar is very different from that of flicking through the print pages of a book. The feeling of literally being in touch with the text is lost when your actions – clicking with the mouse, pointing on touch screens or scrolling with keys or on touch pads – take place at a distance from the digital text, which is, somehow, somewhere inside the computer…” (Mangen, 2008, p. 407-408)

Det store spørgsmål er, om den samme forskel gør sig gældende, når man ikke læser på en computerskærm, men i stedet læser med en Kindle, en iPad eller noget andet, som ”ligner” en bog og som man kan benytte på samme måde som en bog?

Tilsyneladende er der umiddelbart forskel, og man skal derfor huske på, at man ikke kan tage enhver tekst og “bare” gøre den elektronisk. Elektronisk læsning indeholder færre såkaldte “landmarks” end en printet bog. I den printede, analoge udgave kan man ex. se, hvor langt man har læst, og hvor meget der mangler. Sådanne pejlemærker kan hjernen godt lide, og hvis man skal lave en god og virksom e-bog, så bør man naturligvis huske på sådanne sager. Desværre har flere forlags iver efter at tjene penge og iver efter at være hurtige gjort at nogle tekster helt ser bort fra disse ting. Men det er vel ikke SÅ meget anderledes end den kvalitetsforskel, som man kan finde i tilsvarende trykte værker?

Blandt andet Kate Garland har undersøgt hele dette fænomen ret grundigt, og hun konkluderer at i og med at evolutionen har skabt vore hjerne sådan, at vi er gode til at huske steder og rum, så er det her, at den afgørende forskel er imellem papir og elektronik. I papirbogen kan man naturligt huske steder – stod det i midten af bogen, på højre side eller i toppen? Disse markører skal tænkes anderledes med en elektronisk bog for at langtidshukommelsen kan blive aktiveret lige så nemt, som ved en elektronisk bog.

Hvis de elektroniske bøger bliver lavet ordentligt og tager højde for at mennesket tilsyneladende er disponeret til at huske bedre, når tingene bliver sat ind i en spatial kontekst, så mener jeg også, at læsning af elektroniske bøger kan være kvalitativt lige så godt, som læsning på papir.

Hyperlæsning

Samtidig er det også vigtigt at se at 2008-artiklen tillige undersøgte såkaldt hypertekst-læsning ved skærmlæsning. Der er altså tale om en fundamental forskel i teksttype også.

Hypertekst-litteratur med multimodale udtryksformer er fundamentalt anderledes end læsning af en trykt papirbog. Hvis man keder sig ved læsning af en bog, så lægger vi den fra os, men ved læsning på en skærm (uanset hvilken slags), så er der en tendens til at vi giver os til noget andet og netop en hypertekst med henvisninger, billeder og links til andet materiale befordrer denne distraktion. I mit tankesæt, så er det ikke en valid sammenligning så.

Der er altså en række forskelle og ”kiks” i hele sammenligningsgrundlaget og derfor også i selve grundlaget til at drage slutkonklusionen, som videnskab.dk gør det.

Der ER forskel, men at sige at vi bliver dårligere læsere – det dur ikke!

En ny læser?

Woman With Headphones and BookSamtidig er det interessant at se på, hvilken type læsere vi alle sammen er på vej til at udvikle os til. Vi skimmer, overblikslæser og ser skærme overalt i vores dagligdag. For omkring 500 år siden stod Gutenberg fadder til trykkekunsten, som vi kender den i dag. Dengang fik opfindelsen stor og omsiggribende betydning og væltede alt, hvad man dengang kendte til det at gengive en tekst. At vi er ved at gentage kunststykket med computere tror jeg ikke, at man skal være det helt store geni for at se – Vi har fået nye distributionsteknologier, fremvisningsmuligheder og inddrager (levende) billeder i stor og voldsom grad overalt i vores dagligdag. Skiftet kræver en ny udvidet tekstforståelse, en ny ”litteracy” og hvis vi skal give vore børn og unge i uddannelsessystemet kompetencer til at klare sig i fremtiden, så skal vi naturligvis også inddrage denne udtryksform i skolen. Vi skal skærmlæse, hypertekstlæse, Kindle-læse, iPad-læse og alt muligt elektronisk læse! Og læse er i denne sammenhæng vel at mærke ikke kun at læse bogstaver, noveller og romaner.

Kevin Kelly fra Wired Magazine har skrevet lidt om dette, så hvis du vil tænke lidt mere, så kan jeg anbefale dig at se lidt på, hvad for en type læsere, vi er på vej til at blive alle sammen:

http://www.nytimes.com/2008/11/23/magazine/23wwln-future-t.html?_r=0

Så… Når Mangen i sin artikel spørger (lidt som om hun morer sig over det tåbelige i det): ”Will we be reading novels on screen – perhaps on our mobile phones – in the future?”, så må svaret her i 2013, være et klart og rungende ”JA!”

Det HELT store spørgsmål er så, om folk mon kan læse alt dette her uden at printe det først?  🙂