Kategorier
Blog Web2.0

Lidt om Web2.0 og snyd

Ret tilfældigt faldt jeg forleden over en længere skrivelse fra undervisningsministeriet omkring snyd og plagiat: http://pub.uvm.dk/2003/plagiat/hel.htm

CopyDen er ved at være gammel, men når jeg lytter til kolleger rundt omkring i skoleverdenen, så er den ingenlunde uaktuel. Til stadighed indgår vi alle sammen i samtaler, om hvordan vi tjekker opgaver for snyd, hvad vi skal gøre, når vi opdager det. I skolernes LMS’ere indkoopereres diverse systemer til plagiat-kontrol, og vi river os i håret over den manglende moral blandt de unge mennesker 😉

Det hele har fået mig til at tænke en smule over, hvorfor det mon er, som det er.

Nye praksisformer

I 2005 introducerede Tom O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier, der gav mulighed for nye praksisformer, baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.

Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”. I Danmark præsenterer Dohn og Johnsen også en vigtig forståelse af Web2.0 ved at kategorisere den som både teknologi og praksis.

“[…] web 2.0 kan anskues som teknologi og som praksis, dvs. som informationsteknologiske forudsætninger for produktion af indhold og som praksisformer, der aflejrer sig i et indhold, der imidlertid er i stadig bevægelse“. (Dohn og Johnsen 2009:s. 17).

At konsumere eller at distribuere?

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har stor og essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 er karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med såvel stærke som svage sociale og faglige relationer, og hvor denne kan både opsamle og distribuere mikroindhold via sociale teknologier og sociale netværk som Google+, Facebook og Twitter. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform.

Web 2.0 praksis er brugere, der generer indhold og deler dette med andre brugere. Den skriftlige kommunikation ændrer sig til også at indeholde konversationer og interaktioner, som tager afsæt i andres indhold, hvor tekst, billeder og viden tagges, omskrives, genbruges og remixes til nye kontekster og meninger. Produktionen af viden bliver et distribueret afsæt og et fælles forfatterskab, hvor brugerne udnytter deres relationer i forhold til skabelse af ny viden og systematiseringen. Styringen og ordningen af viden ændrer sig fra den taxonomiske til den folksonomiske vinkel, hvor vi hver især ”tagger” og giver indholdet mening ud fra den kontekst, hvor vi skal bruge det.

Web2.0-ånden er altså en forandring fra at betragte produktion og viden som noget, der statisk kan lagres i databaser, på drev og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting med resten og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Det er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer, og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

Snyd?

Hvis man anskuer ovenstående om Web2.0, og tænker på, at de unge mennesker, som vi alle underviser i skolerne i dag er opvokset med netop disse teknologier, og dette tankesæt, som en helt naturlig del af deres hverdag, så er det vel ikke SÅ underligt, at vi nogle gange fanger eleverne i at snyde… Det store spørgsmål er for mig at se blot om vi skal blive ved med at se på remix og genbrug, som værende snyd? Hvis andres materiale remixes og bruges i nye kontekster, er det så stadig snyd?

Hvor går grænsen mellem snyd, plagiat og så relevant og kløgtig genbrug i andre sammenhænge?

Hvis du vil læse mere…

Dohn, Nina Bonderup & Johnsen, Lars (2009)
E-læring på web 2.0
Samfundslitteratur, Frederiksberg
http://samfundslitteratur.dk/bog/e-l%C3%A6ring-p%C3%A5-web-20

O’Reilly, Tim (2005)
Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1

Kategorier
Blog Web2.0

Web2.0 – it’s a state of mind, not a technology

I 2005 introducerede Tim O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier der gav mulighed for nye praksisformer baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.

Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”.

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med både stærke og svage sociale og faglige relationer og hvor denne kan både aggregere og distribuere mikroindhold via sociale teknologier. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform, hvor man går fra at betragte produktion og viden som noget der statisk kan lagres i databaser og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Der er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

 

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og vidensdeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele, genbruge og tilpasse indhold på tværs af kontekster og som samtidig understøtter både fælles og individuel videnskonstruktion (Dohn og Johnsen 2009, s. 28).

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst. Disse praksisfællesskaber kan være alt fra lærerteams til gruppedannelser blandt elever eller kursister, når blot de er kendetegnet ved at hænge sammen i sociale kontekster og der er aktivt deltagende som en del af en lærings- eller erkendelsesproces. Det betyder også i sidste ende at: ”Læring kan ikke designes. Læring hører i sidste instans hjemme i erfarings- og praksisområdet. Den ledsager meningsforhandlinger; den bevæger sig på sine egne betingelser. Den glider gennem revnerne; den skaber sine egne revner. Læring sker, design eller ikke design” (Wenger, 2004, s. 255).

I forhold til det at være lærer, det at undervise og det at drive skolevirksomhed, er Wengers mest essentielle pointe, at læring ikke kan designes og på magisk vis fremmanes, men at man kan designe rammerne eller de sociale forudsætninger for at fremme læring. I forhold til arbejdet med læring, så finder jeg Wenger velegnet og relevant, som praktisk/teoretisk baggrund, idet læring her ganske ofte tager udgangspunkt i løst koblede læringsfællesskaber og praksisfællesskaber, som er dannet uden om formelle teams etc. De sociale praksisfællesskaber fremkommer grundet og på basis af meningsforhandlinger og gensidigt engagement i de læringskontekster, som de indgår i uanset om disse er skabt af læreren, institutionen eller praksisfællesskabet selv.

 

Mikroblogging

På skoler rundt om i landet bliver der dagligt kommunikeret i diverse intranetsystemer – ganske ofte i Skoleintra, Blackboard, Fronter og hvad det eller hedder. Alt sammen platforme, som er indkøbt, installeret, opdateret, serviceret og alt muligt andet af enten en kommunal mand/kvinde eller en virksomhed, som man betaler for at gøre det.

Jeg har tænkt en del over om man med held kan indføre et ikke-kommercielt og Web2.0-baseret system som ”intranet-platform” eller blot som kommunikationsplatform. Med afsæt i mine overvejelser om videndeling blandt lærere og undervisere, så har jeg tænkt på om ”kanalen”, det sociale medie (eks. Twitter) kan fungere til at facilitere en faglig kommunikation.

Min forventning er at man med indførelsen af et socialt mikroblogging værktøj som Twitter kan være med til at facilitere den daglige kommunikation. I modsætning til eksempelvis email-kommunikation imellem flere parter, som har en tendens til at blive rodet, så vil mikrobloggens kommunikation være mere overskuelig og logisk. Et tilsyneladende fragmenteret vidensafsæt bliver samlet og det bliver muligt at finde tilbage i kommunikationen på tværs af afsendere, teams og afdelinger. På mikroblogging-værktøjet får lærerne mulighed for at følge specifikke kolleger uanset om de kommer inde i organisationen eller om de er udefrakommende. Man får mulighed for at se deres opdateringer, deres projekter og generelt bliver informationen personlig, valgfri og giver mulighed for at kunne understøtte den enkelte uanset, hvordan og hvornår man arbejder.

Enkelte ting faldgruber er der dog… Man skal være opmærksom på et par ting, hvis man som organisation vil indføre et sådan socialt “intranet” – nemlig at det i sagens natur ikke er “intra”. Twitter er en åben platform, som alle i hele verden potentielt har adgang til. Det betyder naturligvis også at der er kommunikationer og oplysninger, som slet ikke egner sig til denne platform. I forhold til skoleverdenen, så er det oplagt at eks. personfølsomme oplysninger ikke må blive udbasuneret til alverden, ligesom forretningskritiske oplysninger etc. ikke kan tåle en sådan offentliggørelse.

 

Alternativer til Twitter

Ønsker man alligevel som skole at benytte måden og metoden for kommunikation, så kan man med fordel se på andre interne mikroblogging-platforme som eks. Yammer.com, Podio.com eller en anden af de mange andre købe-muligheder. De fungerer i princippet nøjagtigt som Twitter gør, men med den store forskel at man enten skal besidde en email fra et specifik domænenavn eller man skal inviteres for at komme ind. Det betyder jo så selvfølgelig også at man holder verden ude – godt nok kan ”de andre” ikke se hvad der foregår på skolen, men vi på skolen, kan desværre så heller ikke se det store billede længere.

Samtidig med at jeg ser gode mulighed for kommunikationen via Twitter (eller en af de andre platforme), så vil jeg alligevel konkludere at Twitter egner sig specielt godt til vidensdeling ala materialeudveksling, henvisninger, statements etc. Det egner sig knapt så godt til diskussion og debat af dybere karakter, idet samtalen bliver til en stor strøm, hvor man så skal råbe højt eller sætte tingene på spidsen for at “blive hørt”. Der foruden kan det være vanskeligt at uddybe og forklare sammenhænge, når man kun har 140 tegn til rådighed, men uanset hvad, så står der én vinder tilbage – nemlig det sociale element. De sociale ressourcer spiller en afgørende rolle i vidensdelingssystemer. Selv det bedste indhold har ingen værdi, hvis det enten ikke kan fremfindes nemt og entydigt eller hvis ikke individet føler sig “hjemme” og tilpas (Brazelton, 2003). Det kan man på Twitter!

På trods af teknologiens styrker og fleksibilitet, så er dette alene ikke tilstrækkeligt. Tværtimod må organisationer se teknologien som en del af de mange initiativer der skal til for at skabe et godt og velfungerende vidensdelingsmiljø. Det betyder også at uanset om man som skole eller organisation vil vælge den ene eller den anden platform, så er det er vigtigt at have et sigte, som ikke et ensidigt. Måske skal man vælge Twitter, men måske skal man OGSÅ vælge noget andet.

Samtidig er det vigtigt hele tiden at huske at det er de enkelte individer i organisationen, som skaber viden, uanset om den er tavs eller eksplicit og uanset om den er tillært formelt eller uformelt. Organisationen fungerer som ramme for denne videnskabelse, men den skabte viden kommer fra individerne og ikke organisationen (Nonaka, 1994).

Jeg har desværre ikke prøvet at bruge Twitter til andet end mig selv og mit eget personlige læringsnetværk (PLN), men jeg synes det det kunne være sjovt at prøve. Hvad med jer andre, har i nogen erfaringer?

Og har du forresten hørt om “Skolechat” på Twitter? Tjek evt. www.skolechat.dk og følg med på hashtagget #skolechat – vi ses!

 

 

Vil du læse lidt mere, så kig eks. her:

Brazelton, Jessica og Gorry, Anthony G.
“Creating a Knowledge-Sharing Community: If You Build It, Will They Come?”
Communications of the ACM, February 2003, Vol. 46. no 2
http://mapule276883.pbworks.com/f/Knowledge%20sharing%20community.pdf

Nonaka, I. (1994)
“A Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation”
Organization Science. Vol 5 (1) s. 14-37.
http://www.e-campus.uvsq.fr/claroline/backends/download.php?url=L05vbmFrYTk0LnBkZg%3D%3D&cidReset=true&cidReq=MDSDM105

O’Reilly, Tim (2005)
“Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software”
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1 

Wenger, Etienne (2004)
Praksisfællesskaber: Læring, mening og identitet
Kap. 2 & Kap. 10 (35s)
Hans Reitzel 2004.

 

 

 

Kategorier
Blog Flipped Learning Web2.0

Skærmoptager

En skærmoptager kan være god til mange forskellige ting.

Du kan bruge den til at lave præsentationer, små vejledninger eller længere strukturerede forløb om et eller andet emne. Dine skærmoptagelser kan du sende til andre, du kan dele via eksempelvis en hjemmeside eller du kan sende dem ud til alverden som podcasts – såkaldte screencasts.

Jeg har i nogle sammenhænge lavet dem til specifikke formål, men andre gange har jeg bedt mine elever om at producere screencasts, hvor de siddende ved deres computer, skal forklare eksempelvis en tekst, et billede eller fortælle hvordan det liiiige hænger sammen med den der engelsk grammatik. Typisk har de brugt gængse programmer som Word og Powerpoint som billedside og så har de snakket selv, som lydside. Når de er færdige med deres videoer, så har de afleveret til enten mig eller hele klassen, så vi allesammen har kunne nyde godt af de enkeltes guldkorn.

Jeg selv har brugt teknikken til at lave små vejledninger til Mac – dem kan du også finde her på min blog.

Hvis man er så heldig at have en Macintosh, så kan man lave rigtigt fine skærmoptagelser med QuickTime.

Alligevel kan det være rart med andre muligheder (også selvom man har en Mac). Jeg bruger et program der hedder ScreenFlow, som jeg synes godt om. Den store ulempe er at det koster penge, så hvad gør man så, hvis ikke man vil punge ud?

 

Her er et par muligheder

Screencast-o-matic

 

 

Screencast-o-Matic er nok min favorit af gratis og netbaserede skærmoptagere. Den er lige at gå til og kører fortrinligt på både Mac, Windows og Linux idet den blot skal bruge en browser. Det er ikke nødvendigt at installere en masse, som fylder på computeren og når det endelige resultat er færdigt kan man vælge om man vil gemme lokalt på sin egen computer, på YouTube eller hos Screencast-o-matic.

Når du skal bruge den klikker du blot på “Start Recording”. Din browser henter så en lille Java-applikation og du kan optage løs.

Du kan optage op til 15 minutter og jeg har efterhånden konstateret at hvis man ikke kan holde sig under 15 minutter, så skal man måske alligevel ikke lave en screencast – der er ihvertfald fare for at det bliver kedeligt at se og lytte til. Kan du alligevel ikke undvære at snakke i laaang tid, så kan man købe en Pro-konto, hvor du får længere taletid 🙂

 

imgres-1

 

 

Screenr er en tilsvarende gratis optager. Den optager på samme måde både skærm og lyd, når du har kørt et lille Java-program. Du kan enten oprette en konto eller du kan logge på med en eksisterende konto fra Twitter, Facebook, Yahoo eller Google.

Når du har klikket på optage-knappen, tælles der ned fra 3 og du har så 5 minutter til at fremføre dit budskab eller give din forklaring.

De små optagelser kan supernemt blive indlejret på andre hjemmesider og eksempelvis en blog.

 

imgres-2

 

 

Screenbird kan stort set det samme, som de to ovenstående, men her behøver du ikke engang at logge på. Tryk på start og du har mulighed for at optage så snart den har aktiveret et lille Java-program.

Når du har optaget kan du gemme din video lokalt på din computer eller den kan blive liggende hos Screenbird i op til 6 måneder. Hvis du vil forlænge opbevaringstiden og have flere muligheder, så kræves der også her en Pro-konto.

 

imgres-3

 

 

 

 

Present.me er en smule anderledes. Her er der tale om en service, hvor du både kan optage skærmen OG dig selv på samme tid. Man uploader en Powerpoint og så kan du gennemgå din præsentation foran din computer, hvor du så selv vil indgå, som en del af den endelige video med præsentation og en flot og vandkæmmet dig 🙂

Du kan optage regulær undervisning eller forelæsninger og dele med elever eller hvem man nu synes.

 

Generelt er skærmoptagerne en rigtigt fleksibelt værktøj og prisen taget i betragtning, så er det bare at kaste sig ud i det med ildhu og iver. Hvem ved? Måske det er det første spæde skridt ud i “The Flipped Classroom”?

 

God fornøjelse!

Kategorier
Blog Web2.0

Brug Diigo i dit PLN

Ved du godt at der findes mere end 555 millioner hjemmesider i dag?

For at skabe lidt fornuft i alle de mange sider, så sker der ofte det at vi plukker enkelte sider og gemmer dem på vores computer, som bogmærker. Alligevel bliver det ofte smårodet og bogmærkerne er bundet til en enkelt comuter, så det er ikke så smart alligevel.

Jeg har tidligere skrevet en smule om PLN – Personal Learning network og kom i denne sammenhæng også ind på at sociale bogmærke-tjenester kan være en god idé. Men hvad er det helt præcist at det er?

Kort fortalt er social bogmærker (eller social bookmarks) en online version af de bogmærker du har i din browser. Hvor du tidligere gjorde det at du gemte bogmærker på din computer, når du fandt en hjemmeside, som du kunne lide og gerne ville finde frem til igen, så kan man heldigvis i dag gøre det anderledes. Man kan benytte sig af online bogmærketjenester – såkaldt social bookmarking.

 

Hvad er social bookmarking?

Social bookmarking er en online version af de traditionelle bogmærker. Det smarte her er at man ikke mister sine bogmærker selvom man skifter computer, bruger en tablet, en smartphone eller geninstallerer. Idéen er at det hele ligger online, lagret på nettet og dermed altid er tilgængeligt uanset hvilken computer eller ”dims” man bruger til at se dem med.

Den ekstra dimension ved social bogmærker er at man her deler sine bogmærker med andre, dvs. hvis du har fundet en rigtig interessant side kan du dele den med resten af verden, det betyder også at du kan se hvad andre har syntes godt om inden for emner der interesserer dig.

Der findes et relativt stort udvalg af sider, som tilbyder en eller anden form for social bookmarking. De meste kendte er formodentligt del.icio.us, Stumbleupon, Digg og Diigo.

DiigoI et uddannelsesmæssigt lys er der dog ikke i mit sind tvivl om at den bedste tjeneste lige nu hedder Diigo. Med Diigo har man et værktøj hvor man let kan dele bogmærker med sig selv (på tværs af computere) og andre. Udover selve fidusen med at dele bogmærkerne, kan man med Diigo også vælge at indsætte kommentarer på de sider man besøger eller skrive små noter på dem. Læser man således en særlige interessant ting på en side kan man markere den som man ville markere et afsnit i en tekst man læste på papir. Denne markering bliver så tilgængelig ikke alene for en selv, men også alle andre brugere af Diigo, som ser siden, mens de er logget på Diigo.

Det bliver således let som lærer at finde gode links og påpege interessante ting på nettet overfor sine elever, ligesom eleverne kan lære at bruge værktøjet i forbindelse med deres opgaveløsning på nettet. Eleverne kan blandt andet på den måde dele deres kilder og kommentarer til disse med de andre elever og ikke mindst læreren og på denne måde udvikle deres kildekritiske sans.

Faktisk er de hos Diigo så opmærksomme på det uddannelsesmæssige potentiale at man kan oprette klasser med lærer og studerende og dermed have et lukket rum for udnyttelse af faciliteterne i programmet.

 

Hvordan gør man så?

Forestil dig dette eksempel – du er en lærer, som ofte bruger internettet til at finde materiale til dine elever i engelsk. Du samler alle de gode sider i din Diigo og giver dem relevante stikord (såkaldte tags) og skriver også en lille beskrivelse af de enkelte sider, når du gemmer dem. Det betyder at du pludselig kan søge i dine bogmærker efter stikord, som er brugt, du kan læse den beskrivelse du har lavet af siden og du kan gemme bogmærkerne i relevante grupper. Supersmart og overskueligt!

Det rigtigt gode i denne sammenhæng er at det er nemt.

  1. opret dig som gratis bruger på Diigo – det gør du på deres tilmeldelsesside.
  2. bed om at blive opgraderet til underviser – det gør du her: www.diigo.com/education
  3. installer en ”diigoLet” eller extension, som passer til din browser.

Dette giver dig mulighed for at få en lille knap i din browser, så du nemt kan gemme et bogmærke uden for megen bøvl. Du finder en oversigt her: http://www.diigo.com/tools/

Jeg bruger Googles Chrome-browser på min Mac, så jeg har installeret en udvidelse til denne, men uanset om du bruger Chrome, Safari eller Internet Explorer, så kan du hente en passende udvidelse.

Det betyder at når du fremover finder en side som du gerne vil gemme, så kan du trykke på det lille Diigo-ikon i din browser.

Når du har trykket får du mulighed for enten at markere (Highlight), gemme et bogmærke (Bookmark), skrive en note (Sticky Note) eller dele siden med andre (Share).

Diigo-Extension

 

PLN

Men… alt det her er jo godt nok for dig selv og for dine elever, men for at du kan benytte Diigo, som en aktiv del af dit personlige læringsnetværk (PLN), så skal du også have nogle venner, som du kan dele de gode sider du finder med.

Hvis du klikker på dit eget navn, øverst på siden, så kan du under punktet ”Friends” finde og tilføje mennesker, som du finder interessante eller som du har noget at dele med.

Diigo Pioneer

Så er du klar og du kan endda få lov til at kalde dig selv for ”Diigo Education Pioneer” – og det er jo ikke noget, som sker hver dag 😉
Så… held og lykke med at udbygge og få gavn af både Diigo og dit PLN.

 

-Peter

 

Kategorier
Blog Web2.0

Skal vi dele?

Sharing is CaringJeg har set en lille video, som jeg synes rigtigt godt om. Der er ikke så meget højtravende tankevirksomhed bag dette blogindlæg – jeg vil bare gerne dele den med jer allesammen.

Ny udvikling og forandring indenfor love om copyright og såkaldte “Open Content Licensing” eller “åbent indhold” har fundamentalt ændret den tilgang vi kan have til medier og information – og dermed også læring og uddannelse.

For første gang i verdenshistorien har vi mulighed for at dele, blot ved et enkelt klik på en knap. Vi kan dele store og fantastiske ting, som kunst, læremidler, information, billeder og lektionsplaner og andet. At dele på denne måde forringer ikke originalen, man mister ikke noget og man bliver ikke fattigere! At dele kan give skaberen eller forfatteren omtale, anerkendelse og måske endda berømmelse og vores muligheder for at dele er næsten ubegrænsede.

Michael Jones har afholdt en kort tale på TEDx i Gainsville, Florida.
Han taler om teknikker og hvorfor man skal dele.
Og han taler om en af de vigtigste evner man skal have i fremtiden: at dele!

Han har en lille guide til det væsentligste omkring Creative Commons, hvordan man finder de gode videoer og de bedste billeder.
Den kan du finde på hans hjemmeside OpenEqualFree.

Og så faldt jeg lige over min nordiske kollega Jan Gamre, som i dag også har skrevet om at dele 🙂
Han er lidt mere udførlig end mig, så den skal da også med:
http://blog.rikt.net/2012/04/deling-gir-mer-laering/

Hvad med dig? Deler du?