Kategorier
Blog Flipped Learning Video

Klasserumsoptagelser er kedelige

I forbindelse med at jeg er ved at tage noget uddannelse har jeg været så heldig at være med til en række videomedierede undervisningsseancer.
Der har været tale om både live og optagede og jeg har været både deltager, iagttager og facilitator (eller lærer om man vil).

Jeg vil så gerne have at det virker godt med de gemte og optagne af slagsen, men det gør det altså bare ikke altid…

VideoEfter at have kigget et på et par optagelser af undervisning, som oprindeligt var tænkt som synkron-her-og-nu-undervisning, så er der et par ting der maner til efterretning.

Det første jeg tænker er at det er kedeligt blot at være tilskuer. Indholdet er ikke tilrettelagt med henblik på at blive set af udenforstående på et senere tidspunkt. Jeg oplever at der er tale om undervisning eller fremlæggelser, som skal opleves i nuet, i det synkrone.

Det virker på mig som om at min manglende mulighed for dialog, kommunikation og interaktion skærmer mig fra oplevelsen eller undervisningen. Clark og Brennan taler om ”grounding” og netop i denne sammenhæng hvor jeg genser noget jeg ikke har været deltager i, så mangler jeg denne “grounding”. Det er fint at der er budskaber og intentioner, men det setup, som videoerne er optaget under giver mig ikke mulighed for at blive bekræftet eller korrigeret på nogen måde. Der er ikke tænkt på mig som “senere-modtager”, jeg kan blot passivt tage for mig (eller lade være).

Egentligt synes jeg at det er superskuffende at opleve at det slet ikke fungerer for mig, for jeg husker da jeg selv stod som talsmand for at ”man kan jo bare optage undervisningen og podcaste den efterfølgende til de elever der ikke var til stede”.

 

Der er fordele alligevel

Altså… Hvis jeg ikke selv kan håndtere det og føler mig amputeret i forhold til det jeg ser eller er asynkron deltager i, så kan mine elever jo heller ikke.

Eller hvad? Dur den asynkrone video slet ikke? Kan jeg ikke podcaste en almindelig undervisning og høste store fordele?

Umiddelbart er der en stor række fordele ved eksempelvis at podcaste video til elever eller studerende, som ikke har været til stede i undervisningen.

  • Eleverne kan følge undervisningen, selvom de har været forhindrede.
  • De er ikke bundet af hverken tid eller sted.
  • Undervisning kan genses endda flere år efter at den er optaget.

Alt sammen meget godt, men jeg vil vove at påstå at det kun er godt, hvis det er blevet tænkt, som brugt på denne måde efterfølgende.

Det kræver planlægning og viden om at undervisningen efterfølgende forandrer sig fra at være en undervisning til at være et undervisningsmateriale – det kræver en anden tilgang til kommunikation, spørgsmål og generel interaktion imellem underviser og dem som undervises.

Og det kræver postproduktion (som det hedder på fint dansk) – De optagelser som jeg har set (og som jeg selv har været med til at lave) bærer mere eller mindre alle sammen præg af en eller anden form for teknisk fejl. Alle taber teknikken på gulvet et eller andet sted. Enten er det hele ikke optaget, der mangler lidt lyd, der er støj etc. Alt dette skal, hvis det skal bruges til noget fornuftigt efterfølgende, klippes væk eller forstærkes eller fjernes eller noget andet. Det kræver med andre ord tid og sikkert ret meget tid at lave det synkrone om til noget vellykket asynkront!

Det skal for en god ordens skyld også siges at jeg har set adskillige video og podcasts, som har været enddog rigtigt gode, men min store læring har været at det først virker rigtigt og godt, når man har tænkt på at undervisningen eller forelæsningen skal bruges til noget andet bagefter – og det vel at mærke inden den finder sted 😉

 

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Facebook – vil du være venner med dine elever?

FacebookJeg har ikke en konto på Facebook – sagde jeg for ikke så længe siden…

Nu har jeg alligevel – igen!

 

Jeg hører til den kategori af mennesker som er vægelsindede 🙂
Dette har givet sig udslag i at jeg meget tidligt havde en Facebook-konto, senere slettede den og nu har jeg igen oprettet en.
Et skridt frem og to tilbage… Eller sådan noget!

For efterhånden en del år siden fik jeg en mail fra en ven i USA. Han skrev til mig at jeg skulle oprette mig på noget der hed Facebook, fordi alle Amerikanerne var vilde med det. Jeg gjorde som jeg fik besked på og havde dengang en enkelt ven og kunne ikke så meget andet end at dele billeder med ham og sende ham en besked eller to. Jeg kunne ikke se den store fidus i konceptet. Dengang var der ingen små virtuelle bondegårde, der var ikke overlæsset med reklamer og man kunne ikke “like” en masse forskellige ting. Jeg glemte derfor relativt hurtigt at jeg havde en konto. Lige indtil alle de tech-smarte danskere vågnede op. Pludselig havde jeg nogen at “være sammen med” og jeg syntes at det var en fest!

På et tidspunkt inviterede en af mine elever mig til at være ven. Jeg accepterede og blev ret hurtigt ven med rigtigt mange af mine elever. Og det var jo også en fest!

Liiiige indtil at jeg kunne se at de planlagde at pjække fra erhvervsøkonomi (som jeg ikke underviste i). Liiige indtil jeg pludselig kunne se billeder at fulde og halvnøgne unge mennesker og liiige indtil så meget andet.

Hvordan skulle jeg forholde mig til det?

Jeg tog den nemme løsning og proklamerede i alle mine klasser at jeg ikke længere ville være at finde på Facebook, at jeg ville slette min konto. Udover at mine elever mente det var en utænkelig situation ikke at have en Facebook-konto, så betød det for mig at jeg ikke længere skulle eller kunne forholde mig til al deres gøren og laden i sammenhænge, som ikke havde noget med min undervisning at gøre.
Jeg syntes dengang at det var en lettelse og så slap jeg samtidig for de statusopdateringer, som blot bekendtgjorde noget i retningen af: “Jeg har lige løbet 12km., bagt speltboller, skiftet til sommerdæk for min mand, ammet lille X og har bare meget overskud stadigvæk“.

Så var livet igen en fest!

Hvorfor fik jeg så lige igen en Facebook-konto? Hvorfor kan jeg ikke bare undvære den?

Jeg blev træt af at der flere gange er ting, som jeg gerne vil læse af faglig karakter, som jeg kun kan se hvis jeg har en Facebook-konto og jeg har faktisk også en hemmelig drøm om at inddrage Facebook som et aktivt redskab i min undervisning.

Det store spørgsmål er bare lige hvordan jeg så skal forholde mig til al den “udenoms-viden” som jeg sikkert igen kommer til at få om mine elever?

Det stiller en række spørgsmål, synes jeg…
Skal lærere være venner med deres elever på Facebook? Hvordan med Twitter – skal jeg følge dem? Kan jeg være venner med dem, når de forlader skolen eller mens de er på skolen?

Jeg er nået frem til at jeg helt sikkert vil kunne fat fat i mine elever på en nem, hurtig og for dem naturlig måde, hvis jeg har fat i dem på Facebook. Hvis jeg ønsker denne kontakt, så behøver jeg jo nødvendigvis at være venner med dem mens de er på skolen og ikke kun bagefter.
For mig er det ikke et problem – som udgangspunkt har jeg ikke noget imod mine elever 😉
Jeg vil dem gerne og vil gerne dele alt muligt med dem og så har jeg en stor fordel… Jeg HAR jo faktisk ikke en privat Facebook-konto, så jeg skal ikke overveje om jeg vil dele mine billeder, likes og personlige statusopdateringer med dem.

Men hvad nu hvis jeg havde en konto? Så tror jeg egentligt nok at jeg bare gerne ville have fri lidt ind imellem. Fri for at tænke så meget over om det jeg skriver kan misforstås, tolkes anderledes end det var tænkt etc.

Hvis jeg ville have en privat Facebook-konto, så kunne jeg jo blot lave to konti. En til Peter, når han har fri og en til Peter, når han er på arbejde. Arbejds-Peter kan så være venner med eleverne og arbejds-Peter kan klart tydeliggøre overfor elever at de har fat i ham som lærer og ikke som ham der dalrer rundt hjemme i haven og nyder solen (når den skinner).

Jeg tror at det vigtigste er at man foretager sig et bevidst valg, som i sidste ende er baseret på et både personligt og professionelt perspektiv. Jeg kan overveje etikken i at vælge eller fravælge elev-venner, men i sidste ende så kan ingen andre beslutte for mig.
Jeg har endnu ikke hørt om skoler, hvor det ex. er forbudt at være venner med sine elever, men massevis af skole diskuterer om hvorvidt der skal spærres for Facebook eller ej. Jeg oplever dog desværre at mange af diskussionerne meget ofte bliver følelsesbetonede eller meget svagt begrundede. Læreren som arbejder med digitale- og/eller sociale medier, skal derfor have uddannelse eller mulighed for sparring og fordybelse. Ingen mennesker kan træffe en velovervejet beslutning om noget som helst, uden at have bare lidt viden om hvad der til- eller fravælges. Sådan er det også med Facebook!

Hvad skal du som lærer så gøre?

  1. Diskuter sociale mediers brug i skolen – tingene ændrer sig lynhurtigt, så der skal være løbende diskussion og kollektiv refleksion i lærergruppen.
  2. Respekter at den enkelte lærer træffer sin egen beslutning.
  3. Tag eller få uddannelse – du skal vide hvad du ved, også om Facebook og andre sociale medier.
  4. Anvend forskellige konti – undgå konflikter og forvirring ved tydeligt at vise om du er privat eller professionel.
  5. Husk at alt hvad du siger online skal kunne tåle gentagelse dagen efter face-to-face – intet ændrer sig imellem dig og din verden, selvom det foregår online.

Jeg har forskellige forestillinger om hvad jeg vil kunne bruge det til. Noget fagligt med at oprette sider, hvor eleverne vil kunne opsamle viden om et emne, som en “tæppe” af kommentarer til fremlæggelser og gennemgang af et emne, som lektielæsnings-opsamling og alt muligt andet sjov, som jeg slet ikke har styr på endnu. Men… først og fremmest vil jeg have et sted, hvor jeg kan kommunikere med mine elever på deres præmisser, i deres rum og forhåbentligt med den gevinst at jeg får dem “på krogen” lidt oftere end jeg ellers ville. Netop det med at møde eleverne, hvor de er har Mats Öström fra Ross Tensta gymnasium gjort sig nogle overvejelser om – du kan læse en rigtig god artikel om det på “Lärarnas Nyheter“.

Lars Noes har også reflekteret over Facebook – det kan du læse på Eftersidderen. Og jeg har faktisk også selv skrevet lidt andet om Facebook på denne blog – det kunne du jo også læse 🙂

Hvad synes du om det hele?
Bruger du Facebook aktivt? Og til hvad?

Kategorier
Blog Flipped Learning Video Web2.0

Del skærm gratis og nemt

Jeg har lige skrevet lidt om hvordan man i fællesskab kan se en video fra internettet og kom til at tænke på at man jo godt kan arbejde sammen visuelt uden at sidde ved den samme computer.

I kender det sikkert allesammen…
Onkel Gunnar skal have ordnet et eller andet på sin computer, fætter Finn det samme og så hænger de i telefonen.
Ofte er det nemme enten at gøre det selv eller at vise hvordan man gør det… Til det kan man benytte sig af alskens programmer der skal installeres, konfigureres og ordnes på en eller anden måde. Men… hvis nu Gunnar ikke kan klare den almindelige håndtering af computeren, så dur det nok heller ikke med installation af LogMeIn og TeamViewer og hvad det eller shedder det altsammen.

Heldigvis kan det gøre nemmere, nemmere og nemmere 🙂

ScreanLeap tillader en bruger at dele og/eller overtage en andens “skærm”. Dette endda helt uden at der skal installeres noget, betales noget. Det eneste man skal gøre er at acceptere at browseren kører lidt java og så kan man ellers dele link til vedkommende som man vil samarbejde med. Supernemt og supersmart…

 

QuickScreenShare er i samme boldgade. Ind på adressen og så ellers dele. Man skal ikke registrere sig, man skal ikke betale og man skal bare smile og nyde at skidtet virker på tværs af platforme, uanset om vi taler Mac, Windows eller Linux.

Se en lille videforklaring her:

Nu mangler vi bare at kunne gøre det samme på mobile platforme og smartphones – er der nogen der har gode idéer eller gode services?

 

-Peter

Kategorier
Blog Flipped Learning Video Web2.0

Se video sammen

Kollaborativ video
Se video i fællesskab.

Jeg har tidligere skrevet en smule om video og videokonference, men video er jo ofte også blot “konsumerende”. Det er ikke altid at vi bruger video til at se hinden, men med mellemrum beder jeg mine elever se en film på YouTube, Vimeo eller noget helt andet.

YouTube kan være et rigtigt fint sted at finde video, som understøtter ens undervisning, men jeg har altid selv befundet mig i den situation at jeg enten skal give eleverne en URL, som de så ser hver for sig eller jeg skal samle alle elever og så ser vi i fællesskab.

Ganske ofte har “fælles-kigningen” givet anledning til at eleverne har haft lydt til eller brug for at kommentere undervejs og jeg har næææsten altid sagt: “Vent til bagefter!” med det resultat at der stort set aldrig er nogen der har præcise spørgsmål eller kommentarer. Når videoen er slut, så er det ofte mere følelsesbetonede kommentarer og betragtninger, som jeg kan hive ud af min elever. De synes at den er god, kedelig, sjov eller noget helt andet. Snakken bliver først kvalificeret når de genser video i forbindelse med en konkret opgave og på det tidspunkt har de ikke nødvendigvis hinanden til at diskutere med. Jeg arbejder i et 1-1 miljø med én computer til hver eneste elev. Det har mange fordele, men det har også den ulempe at elevern (eller kursister, som vi kalder dem) har mulighed for at “lukke sig om sig selv”. Videoen eller opgaven kan blive meget isoleret, medmindre jeg laver et setup, hvor de skal lave noget sammen.

Og dette “sammen” behøver ikke nødvendigvis at være fysisk ved siden af hinanden. Internettet gør det muligt at arbejde sammen på tværs af lokalitet og samtidig med at filmen eller videoen ses.

Jeg har fundet et par værktøjer, hvor der er mulighed for at se video fra både YouTube, Vimeo og andet.

Watch2gether giver mulighed for at man skaber et “rum”, hvor man så i fællesskab kan kigge video. Denne gratis service har et rimeligt “rent” udtryk og er ikke proppet med alskens reklamer, så i skole-øjemed er det nok ikke helt dumt. Man kan se video fra både YouTube, Vimeo og andet.

Princippet er ret lige ud ad landevejen – man lægger ud med at skrive det brugernavn, som man ønsker at have, indtaster adresse på video eller søger efter den. Når video’en spiller kan man også her chatte, skrive og kommentere sammen med alle dem som har Watch2gether-adressen (som er i øverste højre hjørne). Det som man skriver er naturligvis synligt for alle andre som har adressen.

Google+ er den sidste og nok også den vanskeligste. Hvis man laver et “hangout” kan man se video i fællesskab, chatte og skrive sammen. Google+ er klart den mest avancerede, men også den som har den stejleste indlæringskurve. Og Google+ forudsætter en Google-konto…

 

Så altså… Vi er nået et stykke vej, siden de store filmruller, mørkelagte lokaler og andægtig stilhed, men hvordan vil du bruge det? Hvordan arbejder du med video i din undervisning?

Du skal være velkommen til at komme med gode idéer og indspark – vi tales/skrives ved!

 

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Evaluering og bedømmelse af og med Web2.0

Web2.0 og nye evalueringsformerHej allesammen,

Jeg vil gerne prøve at holde en smule fast i mine tanker omkring evaluering og bedømmelse af elevers/studerendes deltagelse i web2.0-baserede vidensproduktioner.

Jeg har en smule vanskeligt ved at forholde mig til tanken om intellektuel ejendomsret for viden der er konstrueret i kollaborativ sammenhæng. Hvordan sikres og hvordan bedømmes både den akademiske integritet og sammes kvalitet, når vidensopbygningen foregår samarbejdende i et online-miljø?

Traditionelt set har vi som undervisere og lærere skulle bedømme viden og færdigheder der kan krediteres formelle kvalifikationer – altså ”i hvor høj grad lever elevens viden og forståelse op til fagets formål?” Vi har kunnet og skullet forholde os til læreplaner, faglige mål, faghæfter, undervisningsvejledninger etc. Og ud fra dette give et konkret tal på om elevens lever op til de stillede krav eller ej.

Jeg kan godt se at man med brug af web2.0-medieret undervisning kan imødekomme flere krav end blot udfordringen fra ”det store og stykke internet”. Typisk er web2.0 jo netop digitaliseret, således at det er enkelt at gemme og finde frem igen. Læreren kan rimeligt nemt tilgå materialer med henblik på evaluering, bedømmelse og dokumentation og eleven har umiddelbar adgang til den viden de har fastholdt og struktureret digitalt i forbindelse med forberedelse til test eller eksamen, men…

Så bliver det jo netop blot en baggrund for det formelle. Wiki’en, bloggen eller hjemmesiden eller… bliver pludselig bare et materiale og en undskyldning for at lave en traditionel bedømmelse af faglig kunnen. Web2.0 og dens værktøjer bliver blot et redskab til opfyldelse af fagenes mål.

It og Web2.0 er en hammer

Jeg tænker lidt at man kan betragte it og web2.0 som ex. en hammer… Hammeren kan bruges enten

TIL AT slå søm i en væg eller

FOR AT hænge et billede op.

Går vi efter funktionen eller målet?

Hvis vi didaktiserer et digitalt redskab af en art TIL AT opfylde fagmål fremfor FOR AT uddanne eleverne til at være aktive deltagere i fremtidens samfund, hvor de kan handle, forstå, tænke med, reflektere over, lade sig danne af og med… (fortsæt selv) og forholde sig til de myriader at digitale kontekster, som de kommer til at begå sig i, så synes jeg at vi sigter for lavt.

Men…

Hvis vi ønsker at uddanne vore elever til fleksibel videnshåndtering, dynamisk og globaliseret kommunikation med en evne til at håndtere multiple kontekster uden at miste overblik og blive rodløse, så er det nødvendigt at skolens formelle bedømmelses- og evalueringskrav tænkes mere fleksible end blot tal og central målstyring af fagene.

Problemstillingen læner sig voldsomt meget op ad det som Dohn og Johnsen kalder primære og sekundære forankringer (E-læring på web2.0 – god og anbefalelsesværdig bog, som du kan hente på dit lokale bibliotek).

Altså – ”benyttes Web2.0 med henblik på at støtte de lærende i at opfylde uddannelsesmæssige mål eller i at være brugbar og meningsfuld for de lærende på tværs af sammenhænge, de indgår i” (p. 89).

Eller? Hvad mener I?

-Peter