Kategorier
Blog Blogging Web2.0

Har du et godt PLN?

Et  PLN er et akronym for Personal Learning Network. En persons personlige læringsnetværk kan give støtte, udvikling, samarbejde og sparring synkront og asynkront i både tid og rum. Adskillige gange har jeg oplevet at stille mit PLN et spørgsmål, bede om erfaringer eller andet og så få respons meget hurtigt. Responsen kommer hovedsagligt fra mennesker, som jeg ikke kender personligt, som jeg aldrig har mødet i virkeligheden eller AFK (Away From Keyboard). Alligevel har mit PLN givet mig gode bekendskaber og endda venskaber, som jeg nu er i stand til at læne mig op ad fagligt.

Et PLN svarer lidt til det man “i gamle dage” havde i en læseklub eller en bogklub. I læseklubben mødes man med mellemrum, har bogen som fællesskab og deler og snakker om bogen, dens budskaber etc. Min “læseklub” hedder Twitter. Det er her jeg mødes med ligesindede, som også interesserer sig for undervisning, it og alt det som jeg også finder interessant.

Det kunne lige så godt have været LinkedIn, Facebook eller noget helt andet, men netop Twitter har udviklet sig til at være intet mindre end en guldgrube for mig.
Jeg bruger også andet, men Twitter er nummer 1!

 

Hvad er Twitter så?

Twitter-logo

Twitter er en såkaldt mikroblogging-tjeneste. Her kan du skrive 140 tegn og dele den med resten af dit netværk. Fremfor at skrive mange og lange ord, som jeg gør i denne blog-post eksempelvis, så er det begrænsningens kunst, der hersker på Twitter. Jeg kan broadcaste mine holdninger, idéer og meninger, men (heldigvis) er det meste noget, som er professionelt i en eller anden grad. Jeg modtager ikke rigtigt nogen af de kendte facebook-selvpromoverings-statusopdateringer med : “Jeg har lige løbet 36 kilometer mens jeg ammede mit barn, lagde fliser i indkørslen og bagte boller og puuuha, hvor har jeg bare stadig meget overskud, så jeg vil læse en klog bog!

På Twitter kan man både følge og blive fulgt af andre. Det er et åbent netværk på den måde at man kan følge andre, uden at man først skal godkendes som en ven eller en bekendt. Gensidigheden betyder at både du og dine følgere lærer lidt om hinanden.

Når folk deler noget på Twitter, så er det fordi det kan være værdifuldt, brugbart og hjælpsomt for andre og folk følger andre folk baseret på deres interesse og hvad de kan få ud af det som bliver delt. Det betyder at man meget hurtigt indgår i interessefællesskaber med ligesindede, som man deler interesser med. Nogle mennesker er gode at følge fordi de deler meget og andre fordi de på en eller anden måde er autoriteter på deres felt. Man er ikke nødvendigvis en god “Twitter-ven” bare fordi man deler meget ud – det kan ligeså godt være at man får følgere fordi man deler lidt, men godt.

Uanset hvad, hvor meget man deler, om man mest læser og “lurker” eller om man bare er med, så indgår man i en lærings- og erfaringscirkel, som kan være meget værdifuld, hvis man ønsker at holde sig opdateret indenfor et område. Ganske ofte oplever jeg at få relevante nyheder på Twitter, før jeg har mulighed for at læse om det i avisen, fagblade eller andet.

Så skal vi ikke ses på Twitter? Jo, da!

Jeg hedder @PeterHolmboe og du finder mig selvfølgelig på Twitter.

Naturligvis er der også andet “derude” end bare lige Twitter – jeg er glad for Diigo og LinkedIn også. Begge indgår i mit PLN.

 

Hvad er Diigo?

Diigo-logo

 

Diigo er også et socialt netværk. Diigo er bare koncentreret omkring brugernes bookmarks, links eller bogmærker, som det hedder på nudansk.

På Diigo kan jeg samle mine links, noter og kommentarer omkring de sider, som jeg gerne vil huske eller gemme. Det betyder at det er her jeg samler alle mine små “guldklumper”, som jeg støder på rundt omkring på nettet.

Udover at Diigo er et rigtigt godt værktøj til mig selv, så kan jeg også følge andre og dermed se hvad de gemmer. Ydermere kan jeg enten selv forme grupper med bogmærker omkring et specifikt emne eller jeg kan deltage i grupper, som andre har lavet.

Der findes andre tjenester, som kan nogenlunde det samme. Delicious giver også adgang til en række hjemmesider og links som er blevet evalueret og opmærket af “rigtigt levende mennesker”, men Diigo har bare fanget lidt flere lærere end alle de andre. Måske fordi det er supernemt at bruge og måske fordi det giver mulighed for at lave ex. linksamlinger med kommentarer etc. til elever.

Under alle omstændigheder, så er det også herfra jeg samler en del af mine informationer, ideer og skøre påfund som har relevans for mit virke som lærer. Jeg modtager ugentlige sammendrag fra de grupper, jeg har valgt, så faktisk behøver jeg ikke at gøre meget mere end at læse en mail en gang om ugen, for at få mere viden om eksempelvis iPad i undervisningen eller læring og undervisning med Web2.0, som jeg interesserer mig for. Og jeg følger et par stykker, som med mellemrum lægger bogmærker ind, som jeg også kan lide.

Der er altså tale om at dele en masse viden og en masse sider. Der er ikke så megen interaktion mellem brugerne, som jeg oplever der er på Twitter, men alligevel er Diigo helt klart en del af mit personlige læringsnetværk.

 

Hvad er LinkedIn?

LinkedIn-logo

 

LinkedIn er et slags seriøst FaceBook 🙂

Det er her jeg kan give og modtage professionelle beskeder – altså noget som har direkte relevans til mit arbejde. Jeg kan få og give anbefalinger, når jeg har arbejdet sammen med nogen og jeg kan på den måde skabe og vedligeholde et netværk, som 100% tager afsæt i mit arbejde eller mine arbejdsmæssige interesser.

På LinkedIn kan man også lave statusopdateringer, sende breve til hinanden og så videre, men…

Den helt store forskel mellem LinkedIn og FaceBook er at jeg ikke rigtigt kan gøre noget medmindre, at jeg rent faktisk kender den person, jeg gerne vil interagere med. Jeg skal kende en mailadresse eller have en fælles baggrund på en eller anden måde, for at forbinde til vedkommende.

Der bliver derfor ikke så megen udenomssnak på LinkedIn – det handler om arbejde.

Jeg kan forbinde min Twitter-konto til LinkedIn, således at alle mine Twitter-opdateringer også bliver vist på LinkedIn. Om det er en god idé er jeg selv lidt i tvivl om. Jeg har koblet min Twitter med min LinkedIn, men det er med den tanke i baghovedet at jeg næææsten altid bruger min Twitter til noget, som også er relevant for mit arbejde (og dermed også mit PLN). Spænder man vidt i sine tweets (opdateringer på Twitter), så skal man nok overveje koblingen en ekstra gang – på LinkedIn, kan spredt fægtning godt blive opfattet som værende useriøst.

Min LinkedIn er selvfølgelig også aktiv og du er velkommen til at tage kontakt, hvis du mener at vi har noget til fælles eller hvis vi bør have en forbindelse.

 

Hvad så med alt det andet?

Hvad skal alt det her så bruges til? Egentligt bare til at blive klogere! Jeg vil gerne udvide mit netværk, men på nettet vil jeg hovedsagligt “være sammen” med folk, som interesserer sig for noget af det der ligner det jeg også interesserer mig for. Vi behøver ikke at være enige og jeg vil gerne udfordres, men jeg vil helst have fat i noget af det jeg skal bruge til noget – kageopskrifterne skal jeg nok selv finde 🙂

Af samme årsag har jeg helt bevidst undladt at medtage FaceBook på denne liste. Der er helt sikkert en masse mennesker, som får stor og god gavn af FaceBook. De deltager i grupper, sider og alt muligt andet, som er relevant for dem, men for mig er der bare ikke den helt store guldgrube endnu. Jeg skal igennem for meget, som er spild af tid i arbejdssammenhæng og jeg bliver pludselig indmeldt i grupper og aktiviteter, som jeg så aktivt skal til at framelde mig igen – jeg vil hellere den anden vej rundt og selv vælge til, fremfor at skulle vælge fra.

Et andet sted, som er fabelagtigt er ikke så meget et sted, men en måde – nemlig blogs.

Jeg læser andre menneskers blogs og jeg skriver selv på min med mellemrum. Jeg oplever at få rigtigt meget igen, når jeg deler tanker og idéer og jeg oplever også at jeg udfordrer mig selv, når jeg skal formulere noget af det jeg tænker på. Det er en af mine måder at få “fagligt afløb”.  Jeg har tidligere skrevet lidt om det at blogge, så jeg vil ikke lave en lang gentagelse, men blot sige:  “gå på jagt derude – du vil ikke fortryde det!”.

Og mangler du et par gode links til en lærer-blog, så fang mig på Twitter og bed om et link 😉

 

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Facebook – vil du være venner med dine elever?

FacebookJeg har ikke en konto på Facebook – sagde jeg for ikke så længe siden…

Nu har jeg alligevel – igen!

 

Jeg hører til den kategori af mennesker som er vægelsindede 🙂
Dette har givet sig udslag i at jeg meget tidligt havde en Facebook-konto, senere slettede den og nu har jeg igen oprettet en.
Et skridt frem og to tilbage… Eller sådan noget!

For efterhånden en del år siden fik jeg en mail fra en ven i USA. Han skrev til mig at jeg skulle oprette mig på noget der hed Facebook, fordi alle Amerikanerne var vilde med det. Jeg gjorde som jeg fik besked på og havde dengang en enkelt ven og kunne ikke så meget andet end at dele billeder med ham og sende ham en besked eller to. Jeg kunne ikke se den store fidus i konceptet. Dengang var der ingen små virtuelle bondegårde, der var ikke overlæsset med reklamer og man kunne ikke “like” en masse forskellige ting. Jeg glemte derfor relativt hurtigt at jeg havde en konto. Lige indtil alle de tech-smarte danskere vågnede op. Pludselig havde jeg nogen at “være sammen med” og jeg syntes at det var en fest!

På et tidspunkt inviterede en af mine elever mig til at være ven. Jeg accepterede og blev ret hurtigt ven med rigtigt mange af mine elever. Og det var jo også en fest!

Liiiige indtil at jeg kunne se at de planlagde at pjække fra erhvervsøkonomi (som jeg ikke underviste i). Liiige indtil jeg pludselig kunne se billeder at fulde og halvnøgne unge mennesker og liiige indtil så meget andet.

Hvordan skulle jeg forholde mig til det?

Jeg tog den nemme løsning og proklamerede i alle mine klasser at jeg ikke længere ville være at finde på Facebook, at jeg ville slette min konto. Udover at mine elever mente det var en utænkelig situation ikke at have en Facebook-konto, så betød det for mig at jeg ikke længere skulle eller kunne forholde mig til al deres gøren og laden i sammenhænge, som ikke havde noget med min undervisning at gøre.
Jeg syntes dengang at det var en lettelse og så slap jeg samtidig for de statusopdateringer, som blot bekendtgjorde noget i retningen af: “Jeg har lige løbet 12km., bagt speltboller, skiftet til sommerdæk for min mand, ammet lille X og har bare meget overskud stadigvæk“.

Så var livet igen en fest!

Hvorfor fik jeg så lige igen en Facebook-konto? Hvorfor kan jeg ikke bare undvære den?

Jeg blev træt af at der flere gange er ting, som jeg gerne vil læse af faglig karakter, som jeg kun kan se hvis jeg har en Facebook-konto og jeg har faktisk også en hemmelig drøm om at inddrage Facebook som et aktivt redskab i min undervisning.

Det store spørgsmål er bare lige hvordan jeg så skal forholde mig til al den “udenoms-viden” som jeg sikkert igen kommer til at få om mine elever?

Det stiller en række spørgsmål, synes jeg…
Skal lærere være venner med deres elever på Facebook? Hvordan med Twitter – skal jeg følge dem? Kan jeg være venner med dem, når de forlader skolen eller mens de er på skolen?

Jeg er nået frem til at jeg helt sikkert vil kunne fat fat i mine elever på en nem, hurtig og for dem naturlig måde, hvis jeg har fat i dem på Facebook. Hvis jeg ønsker denne kontakt, så behøver jeg jo nødvendigvis at være venner med dem mens de er på skolen og ikke kun bagefter.
For mig er det ikke et problem – som udgangspunkt har jeg ikke noget imod mine elever 😉
Jeg vil dem gerne og vil gerne dele alt muligt med dem og så har jeg en stor fordel… Jeg HAR jo faktisk ikke en privat Facebook-konto, så jeg skal ikke overveje om jeg vil dele mine billeder, likes og personlige statusopdateringer med dem.

Men hvad nu hvis jeg havde en konto? Så tror jeg egentligt nok at jeg bare gerne ville have fri lidt ind imellem. Fri for at tænke så meget over om det jeg skriver kan misforstås, tolkes anderledes end det var tænkt etc.

Hvis jeg ville have en privat Facebook-konto, så kunne jeg jo blot lave to konti. En til Peter, når han har fri og en til Peter, når han er på arbejde. Arbejds-Peter kan så være venner med eleverne og arbejds-Peter kan klart tydeliggøre overfor elever at de har fat i ham som lærer og ikke som ham der dalrer rundt hjemme i haven og nyder solen (når den skinner).

Jeg tror at det vigtigste er at man foretager sig et bevidst valg, som i sidste ende er baseret på et både personligt og professionelt perspektiv. Jeg kan overveje etikken i at vælge eller fravælge elev-venner, men i sidste ende så kan ingen andre beslutte for mig.
Jeg har endnu ikke hørt om skoler, hvor det ex. er forbudt at være venner med sine elever, men massevis af skole diskuterer om hvorvidt der skal spærres for Facebook eller ej. Jeg oplever dog desværre at mange af diskussionerne meget ofte bliver følelsesbetonede eller meget svagt begrundede. Læreren som arbejder med digitale- og/eller sociale medier, skal derfor have uddannelse eller mulighed for sparring og fordybelse. Ingen mennesker kan træffe en velovervejet beslutning om noget som helst, uden at have bare lidt viden om hvad der til- eller fravælges. Sådan er det også med Facebook!

Hvad skal du som lærer så gøre?

  1. Diskuter sociale mediers brug i skolen – tingene ændrer sig lynhurtigt, så der skal være løbende diskussion og kollektiv refleksion i lærergruppen.
  2. Respekter at den enkelte lærer træffer sin egen beslutning.
  3. Tag eller få uddannelse – du skal vide hvad du ved, også om Facebook og andre sociale medier.
  4. Anvend forskellige konti – undgå konflikter og forvirring ved tydeligt at vise om du er privat eller professionel.
  5. Husk at alt hvad du siger online skal kunne tåle gentagelse dagen efter face-to-face – intet ændrer sig imellem dig og din verden, selvom det foregår online.

Jeg har forskellige forestillinger om hvad jeg vil kunne bruge det til. Noget fagligt med at oprette sider, hvor eleverne vil kunne opsamle viden om et emne, som en “tæppe” af kommentarer til fremlæggelser og gennemgang af et emne, som lektielæsnings-opsamling og alt muligt andet sjov, som jeg slet ikke har styr på endnu. Men… først og fremmest vil jeg have et sted, hvor jeg kan kommunikere med mine elever på deres præmisser, i deres rum og forhåbentligt med den gevinst at jeg får dem “på krogen” lidt oftere end jeg ellers ville. Netop det med at møde eleverne, hvor de er har Mats Öström fra Ross Tensta gymnasium gjort sig nogle overvejelser om – du kan læse en rigtig god artikel om det på “Lärarnas Nyheter“.

Lars Noes har også reflekteret over Facebook – det kan du læse på Eftersidderen. Og jeg har faktisk også selv skrevet lidt andet om Facebook på denne blog – det kunne du jo også læse 🙂

Hvad synes du om det hele?
Bruger du Facebook aktivt? Og til hvad?

Translate »