Kategorier
1:1 Blog

1:1 i et forandringsperspektiv

Kravet om forandring i alverdens organisationer og skoler har formodentligt aldrig været større end det er i dag. Det er blevet en acceptabel tilstand, at vi er i konstant forandring. For mig at se er det interessant at se på, om vi blot kaster os ud i forandringerne for forandringernes skyld eller om vi rent faktisk forandrer for at have et fælles mål.

 

Brændende platforme og Kotter

Jeg har lige læst: ”Ændring af organisationer – hvorfor det mislykkedes” fra bogen ”I spidsen for forandringer” (Kotter, 1999).

Det gav mig blandt andet anledning til at tænke på nogle af de udtryk, som jeg har lyttet til igennem årene: ”frigør latent potentiale”, ”riv pyramiderne ned” og ”den brændende platform”. Flere af disse udtryk læner sig gevaldigt tæt op af at være blevet til klicheer. Udtrykkenes betydning har nok stadig den samme vigtighed og tyngde, men de er efterhånden blevet fremsat så ofte, så mange steder af så mange mennesker, at de også ganske ofte er blevet til tomme ord. Årsagerne kan være mange til at forandringer mislykkedes eller kuldsejler. Der er ingen styrende koalition, der er ingen kortsigtede gevinster etc.

Forandring og forandringsledelse kan være vanskeligt.Jeg kunne tænke mig at beskæftige mig lidt med John P. Kotter og begrebet ”Den brændede platform”. Kotter er som bekendt forfatter til en række bøger om forandringsledelse, og er måske specielt blevet kendt, fordi han har en relativt ligetil synsvinkel og metode til det at forandre.

Kotter har undersøgt hvad der gik galt ved en række virksomheders forandringsprojekter, og er på baggrund af dette nået frem til 8 trin, som han mener at enhver forandring skal igennem. Det første af disse 8 trin er det, som har givet os udtrykket ”Den brændende platform”. Kotter plæderer for, at man skal skabe forståelse for vigtigheden af forandringen – man skal skabe en ”Brændende platform”, en fornemmelse af vigtighed eller uundgåelighed. Udover at det er et voldsomt morbidt udtryk, så er der for så vidt ikke noget i vejen med analogien synes jeg. Idéen er at man under ekstreme betingelser kan få folk til at bryde selv de mest nagelfaste og indgroede regler (forlad ikke platformen).

Der hvor jeg stejler i mit tankesæt er, at jeg har mere end almindeligt svært ved at se, at man som leder eller forandringsleder kan skabe en brændende platform.

Man kan skabe frygt – hvis ikke vi skifter kurs, så…
Og man kan lokke – hvis vi skifter kurs, så…

Men passionen har trange kår hvis den er påduttet og påtvunget!

 

Hvis ikke organisationen er med

Jeg har for ganske nyligt oplevet et stort anlagt forandringsprojekt på en skole. Skolen ønskede at indføre et 1:1-koncept, hvor alle skolens elever og lærere skulle erstatte alle bøger og alt papir med en computer. Beslutningen var en ledelsesmæssig beslutning, og den var 100% taget uden at involvere lærerstab eller andre medarbejdere i selve beslutningsprocessen. Efter at beslutningen var taget, og der var blevet uddelt flere tusinde computere oplevede man på institutionen en voldsom træghed i ønsket om at tage computeren til sig som erstatning for alt det gamle og kendte. Ledelsesmæssigt argumenterede man ud fra, at forandringen var nødvendig og uundgåelig, hvis man ville ruste til fremtiden og fremtidens digitale krav. Man forsøgte efterfølgende at etablere en ”brændende platform”.

Desværre var platformen primært baseret på frygt, idet 1:1 ikke rungede stor lykke rundt omkring i organisationen – det blev til noget i retningen af hvis ikke vi skifter kurs, så…

  • Opnår vi ikke at overholde 95% satsen for fastholdelse
  • Opnår vi ikke at give vore kursister de samfundsønskede kompetencer
  • Opnår vi ikke tidsmæssig besparelser
  • Opnår vi ikke økonomiske besparelser
  • Og… I kan selv fortsætte listen

Jeg synes bare med min grundforståelse af hvordan man skal behandle hinanden som mennesker, at det er forkert. Hvor kommer den enkeltes eget ønske om forandring?

Dybest set mener jeg, at man bør skabe et brændende ønske om forandring eller en brændende passion, som medfører forandring. Det er noget som skal komme fra forandringsdeltagerne selv. Eller det skal i hvert fald komme fra de første deltagere selv, for at de så efterfølgende kan smitte med deres passion og deres brændende ønske om forandring til kolleger og medarbejdere i organisationen.

Kotter selv mener heldigvis heller ikke selv, at en forandringsleder skal rende rundt og ”stikke ild” over det hele. Han taler eksempelvis i følgende video om ”viljestyrke” og ”enorme muligheder”.

Så ifølge Kotter selv skal forandringen komme via motivation og ikke frygt eller lokkemidler. Forandringslederen skal forstå, at han eller hun skal være med til at sikre motivation og lyst til forandring.

 

Mod, mening og muligheder

Det handler om at skabe mod, mening og muligheder for mennesker, dermed kan der skabes forandringer og udvikling. Det handler om, at have en personligt tvingende årsag til at ville forandring for at forandringer af den større art opnår succes. Vi mennesker er generelt tryghedsnarkomaner og vanedyr, som har utroligt svært ved at bryde regler og rutiner, så derfor skal vi hver isæt have lyst til forandringen.

Det største problem ved at forandre en uddannelsesinstitution er ofte selve kulturen. Omend det er kostbart, så er det relativt nemt at indføre 3000 computere på en skole, og man kan nemt forestille sig, at man dermed kan opnå en mere effektiv klassekultur gennem brugen af it – timerne kunne brydes op, man kunne have mindre klasser, kortere skoledage eller noget helt andet håndgribeligt, men samtidig er skolen og skolekulturen en af de mest fastlåste der eksisterer. Det er eksempelvis vanskeligt at forestille sig en skole og en skoledag, hvor tiden og fremmødet og face-to-face konfrontationen blev mere flydende eller agil og rammeløs. Det er en velkendt og småbanal viden, at enhver forandring kræver, at mennesker ændrer adfærd, og alligevel er den altafgørende. En forandring kræver både indsigt, ejerskab, færdigheder og slutteligt handling, for at den bliver til noget. Det vil sige, at der skal være både evne og vilje til stede, og vi kan betragte kulturen i skolen som værende hjertet i vores adfærd. Hvis ikke vi forandrer selve skolekulturen, så kan forandringen aldrig blive vedvarende og indlejret i hverdagen.

Det stooore spørgsmål er så – hvordan skaber man mening og muligheder i en bestemt og foruddefineret retning?

En skoles ledelse eller bestyrelse kan jo eksempelvis godt have et stort ønske om indføre 1:1 med iPads eller MacBooks eller noget andet, men hvordan overbeviser man mange mennesker på en gang om at det faktisk et en ønskværdig forandringssituation? Hvordan får man dem til at “brænde” i samme retning på samme tid?

 

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Brug Diigo i dit PLN

Ved du godt at der findes mere end 555 millioner hjemmesider i dag?

For at skabe lidt fornuft i alle de mange sider, så sker der ofte det at vi plukker enkelte sider og gemmer dem på vores computer, som bogmærker. Alligevel bliver det ofte smårodet og bogmærkerne er bundet til en enkelt comuter, så det er ikke så smart alligevel.

Jeg har tidligere skrevet en smule om PLN – Personal Learning network og kom i denne sammenhæng også ind på at sociale bogmærke-tjenester kan være en god idé. Men hvad er det helt præcist at det er?

Kort fortalt er social bogmærker (eller social bookmarks) en online version af de bogmærker du har i din browser. Hvor du tidligere gjorde det at du gemte bogmærker på din computer, når du fandt en hjemmeside, som du kunne lide og gerne ville finde frem til igen, så kan man heldigvis i dag gøre det anderledes. Man kan benytte sig af online bogmærketjenester – såkaldt social bookmarking.

 

Hvad er social bookmarking?

Social bookmarking er en online version af de traditionelle bogmærker. Det smarte her er at man ikke mister sine bogmærker selvom man skifter computer, bruger en tablet, en smartphone eller geninstallerer. Idéen er at det hele ligger online, lagret på nettet og dermed altid er tilgængeligt uanset hvilken computer eller ”dims” man bruger til at se dem med.

Den ekstra dimension ved social bogmærker er at man her deler sine bogmærker med andre, dvs. hvis du har fundet en rigtig interessant side kan du dele den med resten af verden, det betyder også at du kan se hvad andre har syntes godt om inden for emner der interesserer dig.

Der findes et relativt stort udvalg af sider, som tilbyder en eller anden form for social bookmarking. De meste kendte er formodentligt del.icio.us, Stumbleupon, Digg og Diigo.

DiigoI et uddannelsesmæssigt lys er der dog ikke i mit sind tvivl om at den bedste tjeneste lige nu hedder Diigo. Med Diigo har man et værktøj hvor man let kan dele bogmærker med sig selv (på tværs af computere) og andre. Udover selve fidusen med at dele bogmærkerne, kan man med Diigo også vælge at indsætte kommentarer på de sider man besøger eller skrive små noter på dem. Læser man således en særlige interessant ting på en side kan man markere den som man ville markere et afsnit i en tekst man læste på papir. Denne markering bliver så tilgængelig ikke alene for en selv, men også alle andre brugere af Diigo, som ser siden, mens de er logget på Diigo.

Det bliver således let som lærer at finde gode links og påpege interessante ting på nettet overfor sine elever, ligesom eleverne kan lære at bruge værktøjet i forbindelse med deres opgaveløsning på nettet. Eleverne kan blandt andet på den måde dele deres kilder og kommentarer til disse med de andre elever og ikke mindst læreren og på denne måde udvikle deres kildekritiske sans.

Faktisk er de hos Diigo så opmærksomme på det uddannelsesmæssige potentiale at man kan oprette klasser med lærer og studerende og dermed have et lukket rum for udnyttelse af faciliteterne i programmet.

 

Hvordan gør man så?

Forestil dig dette eksempel – du er en lærer, som ofte bruger internettet til at finde materiale til dine elever i engelsk. Du samler alle de gode sider i din Diigo og giver dem relevante stikord (såkaldte tags) og skriver også en lille beskrivelse af de enkelte sider, når du gemmer dem. Det betyder at du pludselig kan søge i dine bogmærker efter stikord, som er brugt, du kan læse den beskrivelse du har lavet af siden og du kan gemme bogmærkerne i relevante grupper. Supersmart og overskueligt!

Det rigtigt gode i denne sammenhæng er at det er nemt.

  1. opret dig som gratis bruger på Diigo – det gør du på deres tilmeldelsesside.
  2. bed om at blive opgraderet til underviser – det gør du her: www.diigo.com/education
  3. installer en ”diigoLet” eller extension, som passer til din browser.

Dette giver dig mulighed for at få en lille knap i din browser, så du nemt kan gemme et bogmærke uden for megen bøvl. Du finder en oversigt her: http://www.diigo.com/tools/

Jeg bruger Googles Chrome-browser på min Mac, så jeg har installeret en udvidelse til denne, men uanset om du bruger Chrome, Safari eller Internet Explorer, så kan du hente en passende udvidelse.

Det betyder at når du fremover finder en side som du gerne vil gemme, så kan du trykke på det lille Diigo-ikon i din browser.

Når du har trykket får du mulighed for enten at markere (Highlight), gemme et bogmærke (Bookmark), skrive en note (Sticky Note) eller dele siden med andre (Share).

Diigo-Extension

 

PLN

Men… alt det her er jo godt nok for dig selv og for dine elever, men for at du kan benytte Diigo, som en aktiv del af dit personlige læringsnetværk (PLN), så skal du også have nogle venner, som du kan dele de gode sider du finder med.

Hvis du klikker på dit eget navn, øverst på siden, så kan du under punktet ”Friends” finde og tilføje mennesker, som du finder interessante eller som du har noget at dele med.

Diigo Pioneer

Så er du klar og du kan endda få lov til at kalde dig selv for ”Diigo Education Pioneer” – og det er jo ikke noget, som sker hver dag 😉
Så… held og lykke med at udbygge og få gavn af både Diigo og dit PLN.

 

-Peter

 

Kategorier
Blog Blogging Web2.0

Har du et godt PLN?

Et  PLN er et akronym for Personal Learning Network. En persons personlige læringsnetværk kan give støtte, udvikling, samarbejde og sparring synkront og asynkront i både tid og rum. Adskillige gange har jeg oplevet at stille mit PLN et spørgsmål, bede om erfaringer eller andet og så få respons meget hurtigt. Responsen kommer hovedsagligt fra mennesker, som jeg ikke kender personligt, som jeg aldrig har mødet i virkeligheden eller AFK (Away From Keyboard). Alligevel har mit PLN givet mig gode bekendskaber og endda venskaber, som jeg nu er i stand til at læne mig op ad fagligt.

Et PLN svarer lidt til det man “i gamle dage” havde i en læseklub eller en bogklub. I læseklubben mødes man med mellemrum, har bogen som fællesskab og deler og snakker om bogen, dens budskaber etc. Min “læseklub” hedder Twitter. Det er her jeg mødes med ligesindede, som også interesserer sig for undervisning, it og alt det som jeg også finder interessant.

Det kunne lige så godt have været LinkedIn, Facebook eller noget helt andet, men netop Twitter har udviklet sig til at være intet mindre end en guldgrube for mig.
Jeg bruger også andet, men Twitter er nummer 1!

 

Hvad er Twitter så?

Twitter-logo

Twitter er en såkaldt mikroblogging-tjeneste. Her kan du skrive 140 tegn og dele den med resten af dit netværk. Fremfor at skrive mange og lange ord, som jeg gør i denne blog-post eksempelvis, så er det begrænsningens kunst, der hersker på Twitter. Jeg kan broadcaste mine holdninger, idéer og meninger, men (heldigvis) er det meste noget, som er professionelt i en eller anden grad. Jeg modtager ikke rigtigt nogen af de kendte facebook-selvpromoverings-statusopdateringer med : “Jeg har lige løbet 36 kilometer mens jeg ammede mit barn, lagde fliser i indkørslen og bagte boller og puuuha, hvor har jeg bare stadig meget overskud, så jeg vil læse en klog bog!

På Twitter kan man både følge og blive fulgt af andre. Det er et åbent netværk på den måde at man kan følge andre, uden at man først skal godkendes som en ven eller en bekendt. Gensidigheden betyder at både du og dine følgere lærer lidt om hinanden.

Når folk deler noget på Twitter, så er det fordi det kan være værdifuldt, brugbart og hjælpsomt for andre og folk følger andre folk baseret på deres interesse og hvad de kan få ud af det som bliver delt. Det betyder at man meget hurtigt indgår i interessefællesskaber med ligesindede, som man deler interesser med. Nogle mennesker er gode at følge fordi de deler meget og andre fordi de på en eller anden måde er autoriteter på deres felt. Man er ikke nødvendigvis en god “Twitter-ven” bare fordi man deler meget ud – det kan ligeså godt være at man får følgere fordi man deler lidt, men godt.

Uanset hvad, hvor meget man deler, om man mest læser og “lurker” eller om man bare er med, så indgår man i en lærings- og erfaringscirkel, som kan være meget værdifuld, hvis man ønsker at holde sig opdateret indenfor et område. Ganske ofte oplever jeg at få relevante nyheder på Twitter, før jeg har mulighed for at læse om det i avisen, fagblade eller andet.

Så skal vi ikke ses på Twitter? Jo, da!

Jeg hedder @PeterHolmboe og du finder mig selvfølgelig på Twitter.

Naturligvis er der også andet “derude” end bare lige Twitter – jeg er glad for Diigo og LinkedIn også. Begge indgår i mit PLN.

 

Hvad er Diigo?

Diigo-logo

 

Diigo er også et socialt netværk. Diigo er bare koncentreret omkring brugernes bookmarks, links eller bogmærker, som det hedder på nudansk.

På Diigo kan jeg samle mine links, noter og kommentarer omkring de sider, som jeg gerne vil huske eller gemme. Det betyder at det er her jeg samler alle mine små “guldklumper”, som jeg støder på rundt omkring på nettet.

Udover at Diigo er et rigtigt godt værktøj til mig selv, så kan jeg også følge andre og dermed se hvad de gemmer. Ydermere kan jeg enten selv forme grupper med bogmærker omkring et specifikt emne eller jeg kan deltage i grupper, som andre har lavet.

Der findes andre tjenester, som kan nogenlunde det samme. Delicious giver også adgang til en række hjemmesider og links som er blevet evalueret og opmærket af “rigtigt levende mennesker”, men Diigo har bare fanget lidt flere lærere end alle de andre. Måske fordi det er supernemt at bruge og måske fordi det giver mulighed for at lave ex. linksamlinger med kommentarer etc. til elever.

Under alle omstændigheder, så er det også herfra jeg samler en del af mine informationer, ideer og skøre påfund som har relevans for mit virke som lærer. Jeg modtager ugentlige sammendrag fra de grupper, jeg har valgt, så faktisk behøver jeg ikke at gøre meget mere end at læse en mail en gang om ugen, for at få mere viden om eksempelvis iPad i undervisningen eller læring og undervisning med Web2.0, som jeg interesserer mig for. Og jeg følger et par stykker, som med mellemrum lægger bogmærker ind, som jeg også kan lide.

Der er altså tale om at dele en masse viden og en masse sider. Der er ikke så megen interaktion mellem brugerne, som jeg oplever der er på Twitter, men alligevel er Diigo helt klart en del af mit personlige læringsnetværk.

 

Hvad er LinkedIn?

LinkedIn-logo

 

LinkedIn er et slags seriøst FaceBook 🙂

Det er her jeg kan give og modtage professionelle beskeder – altså noget som har direkte relevans til mit arbejde. Jeg kan få og give anbefalinger, når jeg har arbejdet sammen med nogen og jeg kan på den måde skabe og vedligeholde et netværk, som 100% tager afsæt i mit arbejde eller mine arbejdsmæssige interesser.

På LinkedIn kan man også lave statusopdateringer, sende breve til hinanden og så videre, men…

Den helt store forskel mellem LinkedIn og FaceBook er at jeg ikke rigtigt kan gøre noget medmindre, at jeg rent faktisk kender den person, jeg gerne vil interagere med. Jeg skal kende en mailadresse eller have en fælles baggrund på en eller anden måde, for at forbinde til vedkommende.

Der bliver derfor ikke så megen udenomssnak på LinkedIn – det handler om arbejde.

Jeg kan forbinde min Twitter-konto til LinkedIn, således at alle mine Twitter-opdateringer også bliver vist på LinkedIn. Om det er en god idé er jeg selv lidt i tvivl om. Jeg har koblet min Twitter med min LinkedIn, men det er med den tanke i baghovedet at jeg næææsten altid bruger min Twitter til noget, som også er relevant for mit arbejde (og dermed også mit PLN). Spænder man vidt i sine tweets (opdateringer på Twitter), så skal man nok overveje koblingen en ekstra gang – på LinkedIn, kan spredt fægtning godt blive opfattet som værende useriøst.

Min LinkedIn er selvfølgelig også aktiv og du er velkommen til at tage kontakt, hvis du mener at vi har noget til fælles eller hvis vi bør have en forbindelse.

 

Hvad så med alt det andet?

Hvad skal alt det her så bruges til? Egentligt bare til at blive klogere! Jeg vil gerne udvide mit netværk, men på nettet vil jeg hovedsagligt “være sammen” med folk, som interesserer sig for noget af det der ligner det jeg også interesserer mig for. Vi behøver ikke at være enige og jeg vil gerne udfordres, men jeg vil helst have fat i noget af det jeg skal bruge til noget – kageopskrifterne skal jeg nok selv finde 🙂

Af samme årsag har jeg helt bevidst undladt at medtage FaceBook på denne liste. Der er helt sikkert en masse mennesker, som får stor og god gavn af FaceBook. De deltager i grupper, sider og alt muligt andet, som er relevant for dem, men for mig er der bare ikke den helt store guldgrube endnu. Jeg skal igennem for meget, som er spild af tid i arbejdssammenhæng og jeg bliver pludselig indmeldt i grupper og aktiviteter, som jeg så aktivt skal til at framelde mig igen – jeg vil hellere den anden vej rundt og selv vælge til, fremfor at skulle vælge fra.

Et andet sted, som er fabelagtigt er ikke så meget et sted, men en måde – nemlig blogs.

Jeg læser andre menneskers blogs og jeg skriver selv på min med mellemrum. Jeg oplever at få rigtigt meget igen, når jeg deler tanker og idéer og jeg oplever også at jeg udfordrer mig selv, når jeg skal formulere noget af det jeg tænker på. Det er en af mine måder at få “fagligt afløb”.  Jeg har tidligere skrevet lidt om det at blogge, så jeg vil ikke lave en lang gentagelse, men blot sige:  “gå på jagt derude – du vil ikke fortryde det!”.

Og mangler du et par gode links til en lærer-blog, så fang mig på Twitter og bed om et link 😉

 

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Skal vi dele?

Sharing is CaringJeg har set en lille video, som jeg synes rigtigt godt om. Der er ikke så meget højtravende tankevirksomhed bag dette blogindlæg – jeg vil bare gerne dele den med jer allesammen.

Ny udvikling og forandring indenfor love om copyright og såkaldte “Open Content Licensing” eller “åbent indhold” har fundamentalt ændret den tilgang vi kan have til medier og information – og dermed også læring og uddannelse.

For første gang i verdenshistorien har vi mulighed for at dele, blot ved et enkelt klik på en knap. Vi kan dele store og fantastiske ting, som kunst, læremidler, information, billeder og lektionsplaner og andet. At dele på denne måde forringer ikke originalen, man mister ikke noget og man bliver ikke fattigere! At dele kan give skaberen eller forfatteren omtale, anerkendelse og måske endda berømmelse og vores muligheder for at dele er næsten ubegrænsede.

Michael Jones har afholdt en kort tale på TEDx i Gainsville, Florida.
Han taler om teknikker og hvorfor man skal dele.
Og han taler om en af de vigtigste evner man skal have i fremtiden: at dele!

Han har en lille guide til det væsentligste omkring Creative Commons, hvordan man finder de gode videoer og de bedste billeder.
Den kan du finde på hans hjemmeside OpenEqualFree.

Og så faldt jeg lige over min nordiske kollega Jan Gamre, som i dag også har skrevet om at dele 🙂
Han er lidt mere udførlig end mig, så den skal da også med:
http://blog.rikt.net/2012/04/deling-gir-mer-laering/

Hvad med dig? Deler du?

Kategorier
Blog Video

Er video et vidensmedie?

Jeg har brugt 3 timer en sen aften i selskab med en flok fra min MiL-uddannelse. Aftenen gik med at “lege med video” og snakke om “videkonferencens didaktik”.

Udover at det var hyggeligt, så melder der sig også en række refleksioner.

Nøøj, hvor er der langt igen, hvis jeg skal bruge det her som underviser eller tilrettelægger…
Tænker jeg som det første efter 3 timer med masser af video, masser af skratten, masser af forvirring og masser af viden.

Jeg har lært en masse – både om mig selv og om nogle af de muligheder, som videokonferencen har og ikke har. Men alligevel sidder jeg tilbage med en lidt blandet følelse af både iver og afmagt – iver i forhold til at der er masser af muligheder, uudforskede hjørner af alt det som vi bare kalder for videokonference og en følelse af afmagt i forhold til at vi lader os styre så voldsomt af teknikken, som vi gør. Fokus forsvinder og vi (jeg) lader os glide væk fra det, som jeg egentligt opfatter som det egentlige, nemlig tilegnelsen af viden.

Lad mig forklare!

 

Video er underholdning

Jeg har altid anset video, som et underholdningsmedie. Video har jeg anset som værende et værktøj, man kunne bruge til at formidle underholdning på en eller anden måde. Godt nok har jeg i min egen skoletid oplevet video bragt ind i undervisningen og jeg har selv som lærer brugt video, men altid sammen med noget andet. Videoen har været udgangspunktet eller igangsætter for at lave noget andet eller noget ”rigtigt” fagligt.

Videoen har altså ikke fået eller blevet givet plads til at være andet end sjov eller indledning.

Indgangsbønnen til valgmodulet ”videokonferencens didaktik” har for min side helt klart været noget med at ”nu skal det være anderledes!” – jeg vil se lyset og jeg vil opleve hvordan video og videokonference kan bibringe undervisningen noget andet eller en større dimension.

Jeg er helt overbevist om at ex. anvendelsen af video til underholdning gøre at det bliver et underholdningsmedie og ikke et forhold ved mediet selv. Hvis nu mediet bliver anvendt anderledes og den samme betragtningsmåde sættes på viden, så kan vi ”vende bøtten” og lade video blive til et vidensmedie alene fordi vi bruger det som et sådant. Hvis vi anvender det til formidling, kommunikation og læring, så bliver det jo netop til et vidensmedie i stedet for.

For mig at se er det kommunikationsprocessen, som er afgørende – måden mediet bliver anvendt på afgører hvad det er for en type medie – det er ikke mediet selv.

Så altså… denne dialektiske kobling imellem viden og medier fortæller at hvis blot vi beslutter os for at video skal være til viden og læring, så bliver det til et vidensmedie og vi kan både lære og undervise igennem dette.

Eller? Er det så nemt?

Bliver mediet blot til budskab – The medium is the message – som McLuhan fortæller? (McLuhan, 1964).

 

Det kræver øvelse

Aftenens 3-timers-seance har vist mig at det ikke er helt så nemt.

Jeg var i selskab med en række mennesker, som alle havde til hensigt at aftenen skulle bruges til at blive klogere, så udgangspunktet var fint.
3 grupper, som alle havde forberedt sig, lavet videoer, slides, taget billeder og andet sjov, men alligevel så jeg pludselig mig selv være ude af fokus og bruge mere tid på at vente på at ”de andre” blev færdige med deres opgave, så vi kunne komme videre. Undskyldningerne er mange og forklaringerne næsten lige så mange, men faktum er at det ikke lykkedes helt for mig. Jeg oplevede ikke videokonferencen som et overbevisende vidensmedie den aften, desværre…

 

Hvis jeg skal opsummere, så kan jeg for mit vedkommende koge det ned til ret få punkter:

1) Uenighed om diskurs – hvad ville vi egentligt med denne aften? Udforske, lege, diskutere muligheder, prøve med at lave ”rigtig” undervisning? Vi var tilsyneladende ikke enige og vi nåede aldrig at reflektere over denne uenighed, men kørte hvert vores spor og setup.

2) Tid! 3 timer er simpelthen for længe – efter 2 timer, hvor den ene time havde været med mig selv i førersædet, så kogte jeg. Jeg havde ikke rigtigt overskud til en hel time mere. Jeg var fyldt op af arbejdet med at filtrere, stemmer, forsøge at sanse ansigtsudtryk, frasortere støj og idet hele taget have styr på ”hvem der siger hvad til hvem og hvor skal vi nu hen?”

3) Teknik – Nøj, hvor er det dog irriterende, når det driller! Problemet med teknikken var for mig at se tvedelt. En side kunne vi ikke gøre så meget ved, nemlig den rent tekniske med støjende mikrofoner, webcams der ikke virkede, manglende båndbredde etc. og den anden side er mestringen af teknikken – at slukke for mikrofon, at trykke på de rigtige knapper, at komme det rigtige sted hen etc. Her kan vi heldigvis blive dygtigere og bedre, men jeg tror altså at der er langt til vi er eksperter eller bare kyndige udøvere, som de to Dreyfus-brødre kalder det (Dreyfus 1980).

Jeg kæmper lige nu med at se hvad det her kan bruges til i ”virkelighedens skole” – der hvor lærerene ikke altid er hverken halvt eller helt Master i noget som helst digitalt, der hvor der er mange børn som lader sig forstyrre og der hvor lærerene ikke nødvendigvis kan eller vil bruge en masse tid på at mestre endnu mere nyt.

Jeg har lige nu lidt svært ved at se et scenarie, hvor videokonference bliver brugt til noget i undervisningssammenhæng, hvor ikke alle parter er 100% enige om at de vil have noget ud af kunststykket – det er udmærket til møder, men undervisning af den slags med spørgsmål, debat og fælles undren og ikke bare en forelæsning eller en vejledning?!

Jeg kan til gengæld se rigtigt mange muligheder for at det ikke kommer til at virke, desværre.

 Jeg håber at jeg bliver klogere!


-Peter

Translate »