Kategorier
Blog Flipped Learning Video Web2.0

Del skærm gratis og nemt

Jeg har lige skrevet lidt om hvordan man i fællesskab kan se en video fra internettet og kom til at tænke på at man jo godt kan arbejde sammen visuelt uden at sidde ved den samme computer.

I kender det sikkert allesammen…
Onkel Gunnar skal have ordnet et eller andet på sin computer, fætter Finn det samme og så hænger de i telefonen og det hele er lidt besværligt.

Ofte er det nemme at vise hvordan man gør det fremfor at forklare… Til det kan man benytte sig af alskens programmer der skal installeres, konfigureres, oprettes konto til og ordnes på en eller anden måde. Men… hvis nu Gunnar ikke kan klare den almindelige håndtering af computeren, så dur det nok heller ikke med installation af Zoom, Teams, LogMeIn og TeamViewer og hvad det ellers hedder det altsammen.

Heldigvis kan det gøres nemmere uden en klient, uden brugerkonti og platformsuafhængigt:

ScreanLeap tillader en bruger at dele og/eller overtage en andens “skærm”. Dette endda helt uden at der skal installeres noget, betales noget. Det eneste man skal gøre er at acceptere at browseren kører til tilladelser til lyd etc., vælge hvad man vil dele og så er man ellers i gang. Supernemt og supersmart…

God fornøjelse!

Kategorier
Blog Flipped Learning Video Web2.0

Se video sammen

Jeg har tidligere skrevet en smule om video og videokonference, men video er jo ofte også blot “konsumerende”. Det er ikke altid at vi bruger video til at se hinanden og samtale, men med mellemrum beder jeg mine elever se en film på YouTube, Vimeo eller noget helt andet.

YouTube kan være et rigtigt fint sted at finde video, som understøtter ens undervisning, men jeg har altid selv befundet mig i den situation at jeg enten skal give eleverne en URL, som de så ser hver for sig eller jeg skal samle alle elever og så ser vi i fællesskab.

Ganske ofte har “fælles-kigningen” givet anledning til at eleverne har haft lyd til eller brug for at kommentere undervejs og jeg har næææsten altid sagt: “Vent til bagefter!” med det resultat at der stort set aldrig er nogen der har præcise spørgsmål eller kommentarer.
Når videoen er slut, så er det ofte mere følelsesbetonede kommentarer og betragtninger, som jeg kan hive ud af min elever. De synes at den er god, kedelig, sjov eller noget helt andet. Snakken bliver først kvalificeret når de genser video i forbindelse med en konkret opgave og på det tidspunkt har de ikke nødvendigvis hinanden til at diskutere med.

Jeg arbejder i skrivende stund (marts, 2012) et en-til-en miljø med én computer til hver eneste elev. Det har mange fordele, men det har også den ulempe at eleverne har mulighed for at “lukke sig om sig selv”. Videoen eller opgaven kan blive meget isoleret, medmindre jeg laver et konkret afsæt, hvor de skal lave noget sammen.

Og dette “sammen” behøver ikke nødvendigvis at være fysisk ved siden af hinanden. Internettet gør det muligt at arbejde sammen på tværs af lokalitet og samtidig med at filmen eller videoen ses.

Der findes et hav af videokonference-redskaber, som man kan bruge, men jeg har også fundet et ret nemt tilgængeligt værktøj, hvor der er mulighed for at se video fra både YouTube, Vimeo og andet.

Watch2gether giver mulighed for at man skaber et “rum”, hvor man så i fællesskab kan kigge video. Denne gratis service har et rimeligt “rent” udtryk og er ikke proppet med alskens reklamer, så i skole-øjemed er det nok ikke helt dumt. Man kan se video fra både YouTube, Vimeo og andet.

Princippet er ret lige ud ad landevejen – man lægger ud med at skrive det brugernavn, som man ønsker at have, indtaster adresse på video eller søger efter den. Når video’en spiller kan man også her chatte, skrive og kommentere sammen med alle dem som har Watch2gether-adressen (som er i øverste højre hjørne). Det som man skriver er naturligvis synligt for alle andre som har adressen.

God fornøjelse!

Kategorier
Blog Web2.0

Evaluering og bedømmelse af og med Web2.0

Web2.0 og nye evalueringsformerHej allesammen,

Jeg vil gerne prøve at holde en smule fast i mine tanker omkring evaluering og bedømmelse af elevers/studerendes deltagelse i web2.0-baserede vidensproduktioner.

Jeg har en smule vanskeligt ved at forholde mig til tanken om intellektuel ejendomsret for viden der er konstrueret i kollaborativ sammenhæng. Hvordan sikres og hvordan bedømmes både den akademiske integritet og sammes kvalitet, når vidensopbygningen foregår samarbejdende i et online-miljø?

Traditionelt set har vi som undervisere og lærere skulle bedømme viden og færdigheder der kan krediteres formelle kvalifikationer – altså ”i hvor høj grad lever elevens viden og forståelse op til fagets formål?” Vi har kunnet og skullet forholde os til læreplaner, faglige mål, faghæfter, undervisningsvejledninger etc. Og ud fra dette give et konkret tal på om elevens lever op til de stillede krav eller ej.

Jeg kan godt se at man med brug af web2.0-medieret undervisning kan imødekomme flere krav end blot udfordringen fra ”det store og stykke internet”. Typisk er web2.0 jo netop digitaliseret, således at det er enkelt at gemme og finde frem igen. Læreren kan rimeligt nemt tilgå materialer med henblik på evaluering, bedømmelse og dokumentation og eleven har umiddelbar adgang til den viden de har fastholdt og struktureret digitalt i forbindelse med forberedelse til test eller eksamen, men…

Så bliver det jo netop blot en baggrund for det formelle. Wiki’en, bloggen eller hjemmesiden eller… bliver pludselig bare et materiale og en undskyldning for at lave en traditionel bedømmelse af faglig kunnen. Web2.0 og dens værktøjer bliver blot et redskab til opfyldelse af fagenes mål.

It og Web2.0 er en hammer

Jeg tænker lidt at man kan betragte it og web2.0 som ex. en hammer… Hammeren kan bruges enten

TIL AT slå søm i en væg eller

FOR AT hænge et billede op.

Går vi efter funktionen eller målet?

Hvis vi didaktiserer et digitalt redskab af en art TIL AT opfylde fagmål fremfor FOR AT uddanne eleverne til at være aktive deltagere i fremtidens samfund, hvor de kan handle, forstå, tænke med, reflektere over, lade sig danne af og med… (fortsæt selv) og forholde sig til de myriader at digitale kontekster, som de kommer til at begå sig i, så synes jeg at vi sigter for lavt.

Men…

Hvis vi ønsker at uddanne vore elever til fleksibel videnshåndtering, dynamisk og globaliseret kommunikation med en evne til at håndtere multiple kontekster uden at miste overblik og blive rodløse, så er det nødvendigt at skolens formelle bedømmelses- og evalueringskrav tænkes mere fleksible end blot tal og central målstyring af fagene.

Problemstillingen læner sig voldsomt meget op ad det som Dohn og Johnsen kalder primære og sekundære forankringer (E-læring på web2.0 – god og anbefalelsesværdig bog, som du kan hente på dit lokale bibliotek).

Altså – ”benyttes Web2.0 med henblik på at støtte de lærende i at opfylde uddannelsesmæssige mål eller i at være brugbar og meningsfuld for de lærende på tværs af sammenhænge, de indgår i” (p. 89).

Eller? Hvad mener I?

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Kan vi bruge Facebook i undervisningen?

FacebookEn tilbagevendende begivenhed på rigtigt mange lærerværelser både i Danmark og ude i verden er snakke om hvad eleverne laver i timerne. Nogle ting er naturligvis meget relevante, produktive og fornuftige, mens andre sager giver lejlighed til ærgelser, diskussioner og forbud. For et par år siden var det evigt tilbagevende emne MSN og Messenger – hvordan spærrer vi, så eleverne laver noget fornuftigt? Så var det debat om mobiltelefoner og SMS og de sidste par år har jeg oplevet at snakken går på Facebook – skal det bruges, kan det bruges, skal vi spærre, skal vi opdrage eller hvordan gør vi?

Jeg vover pelsen og giver et par tanker om formodentligt verdens mest populære Web2.0-værktøj, nemlig Facebook 🙂

I bruger det jo sikkert allesammen i forvejen, så det er ikke fordi at det er det store fund, men jeg tænker at der er rigtigt mange der snakker OM Facebook og alt det der er skidt, men hvad med at anskue det anderledes? Kan det bruges i undervisningssammenhænge?

 

Facebook

Facebook er en stor del af unge menneskers liv. Det er her de deler billeder, glæder, sorger, sladder og det er her de “tegner” sig selv og former (en del af) deres identitet.

Samtidig er facebook også et af de mest omdiskuterede områder, når det handler om undervisning og fokus og koncentration. Hvor mange lærere har ikke diskuteret om hvorvidt man nu skal lukke for facebook eller ej? Hvor mange lærere har ikke gjort sig overvejelser om hvordan man nu bedst får eleverne til at “slukke” for facebook, så de kan få lidt mere med at den gode undervisning.

Man kunne jo bevidst inddrage platformen i sin undervisning…

Facebook kan bruges i undervisningssammenhæng på flere måder – eksempelvis:

1) Man kan i historie eller et sprogfag arbejde med fiktive profiler. Eksempelvis kan man bede eleverne om at oprette en profil på en afdød historisk person.

Lad eleverne indsætte billeder af personen, personens liv, venner etc.

Lad dem også indskrive faktuelle oplysninger, som fødselsdato, religion, politiske ståsted etc.

Lad dem skrive “væg-opslag”, som fortæller noget om personen og lad dem i det hele taget “tegne” personen, som om at han/hun selv havde oprettet profilen.

 

2) I dansk kan man på baggrund af en bog/novelle/film lade eleverne oprette facebook-sider for de karakterer, som man normalt ville lave personkarakteristik over.

Lad dem udvælge hvem der skal laves facebook-sider til og lad de enkelte karakterer knytte sig til hinanden som venner, lad dem skrive til hinanden og lad dem dele tanker, drømme etc. på vægopslag, med billeder og de interaktionsmuligheder der ellers er på facebook.

Mulighederne er mange, men der er en enkelt hage…

Ifølge facebooks regler, så er det ikke tilladt at oprette falske profiler, selvom der findes utallige.

Hvis man ikke ønsker at bryde regler kan man tage et lille teknologisk tilbageskridt og lade eleverne skrive ind i en skabelon i stedet for en ægte facebook-side.

Man kan finde et eksempel på dette her hos Google Docs.

Og her kan man læse om at en nordmand vist SLET ikke er enig i at det kan bruges til noget.

 

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Tilbage til Vitek

En lille tanke mandag morgen… (og jo den er generalisernede og populistisk).
Jeg skrev for lidt tid siden lidt om evaluering og Web2.0 og har i weekenden diskuteret evalueringsbegrebet med et par kolleger. De er dygtige, kreative og innovative i alle mulige sammenhænger, når det handler om undervisning og planlægning af denne, men når der skal bedømmes og evalueres, så bevæger vi os pludselig i retningen af “Lektor Blomme”… Arbejdet skal munde ud i et tal eller en personlig udtalelse, it skal nok integreres, men til fordel for at lave dansk stil, en elektronisk planche eller noget andet som vi “altid” har gjort.

Jeg synes at teknologideterminismen og tanken om, at it skal effektivisere elevernes læring har været dyrket så rigeligt de sidste mange år.

Jeg fandt lige denne:

EDB og video – fremtiden uddannelse, Vitek fra 1983.
Udover at det er (meget) brunt og at grafikken er en smule bedre i dag, så kan det være ret vanskeligt at se forskel på dengang og nu, desværre.
90% af den undervisnings-software, som fra danske hænder er udviklet til en revolutionerende iPad kører 100% Skinner og Behaviorisme. Den primære forskel er at boksen er pænt designet af Apple og ikke indeholder duer 😉
Vi forventer stadig at computeren skal løse specifikke problemer eller rationalisere tidsmæssigt.

Den største revolution er at vi idag kan lave en, henholdsvis glad eller sur smiley – Og det er vi jo nogen der er glade for 🙂

Det store spørgsmål i forhold til evaulering er for mig at se hvorfor vi gør som vi nu gør? Det nemmeste? Det bedste? Eller hvad?

(Og serviceoplysning: Måske bliver det nu en smule politisk…)
Der var engang at Danmark stemte nej tak til Europa – uanset om man nu er enig eller ej i det, så viste det at der var en befolkning, som turde have en mening og en stemme.

Kunne vi ikke gøre det samme med hele uddannelsesområdet? Hvorfor er vi så pokkers bange for Pisa? Hvorfor skal vi hele tiden måle og veje?
Kunne vi ikke halvflippet kaste os ud i ex. web2.0-tankegang, evalueringer på både produkter og processer og resultater? Og endda i fællesskab på basis af re-mixede produkter og materialer.
Kunne vi ikke sige med overbevisning at vi vil lave ikke blot verdens bedste folkeskole, men verdens bedste befolkning?

 

Det sjove er jo…

En ansat i en virksomhed, som ikke kan arbejde sammen, som ikke bygger videre på den eksisterende vidensmasse og som arbejder alene, producerer alt selv og som vil bedømmes egenhændigt – han eller hun bliver formodentligt fyret ret hurtigt. Men hvorfor er det så kvaliteter, som vi i skolen sætter højt? Vi er glade for eleven som laver tingen selv, som ikke låner fra Wikipedia og som løser problemerne alene. Det er da underligt!

Nå… jeg synes at vi skal gøre tingene lige en smule anderledes end vi gør det i dag.

 

-Peter

Translate »