Kategorier
Blog iPad / iPhone TechTips

Sløv home-knap

En af de uheldige sidegevinster man kan få med enten en iPhone eller en iPad er en “Home-knap”, som bliver lidt sløv og langsomt reagerende. Når man pakker sit helt nye og fine i-et-eller-andet ud af æsken, så er “Home-knappen” hurtigt reagerende og generelt meget præcist, men over tid så kan knappen blive lidt mindre villig.

Home-Knap

Heldigvis er der en løsning på dette!

Udover at indkøbe sig en ny iPad eller iPhone, så kan man rekalibrere knappen.

Det er en ret simpel handling – gør blot således:

  1. Åben en af de medfølgende applikationer (ur, noter, vejr…)
  2. Når applikationen er tændt trykker du på apparatets “Power-knap” indtil “Sluk” viser sig på skærmen.
  3. Når du ser “Sluk” slipper du “Power-knappen” og trykker holder “Home-knappen” nede indtil applikationen afslutter.

Det er det hele – din “Home-knap” skulle nu meget gerne være så god som ny!

 

 

Kategorier
Blog iPad / iPhone

iPad og hvorfor den er så vigtig

iPadiPad’en er et vigtigt apparat…

Den er vigtig ikke kun fordi den er blevet hyldet næsten som Guds gave til menneskeheden og ikke kun fordi den er blevet betegnet som det afgørende vendepunkt for tablet-computerens udbredelse, men primært på grund af noget, som er meget større.

Der er ingen tvivl om at modellerne for HCI (Human Computer Interaction) vil ændre sig radikalt i løbet af de nærmeste år.

I vores begejstring over de nye og store muligheder der er med it, så er det forbløffende nemt at glemme at musen og dermed det primære interaktionsredskab til computeren, er mere end 45 år gammel.

Hvad der ikke er nemt at glemme og hvad der får utrolige mængder af opmærksomhed er ex. iPad’en fra Apple. iPad’en er eksponent for det faktum at vi kollektivt er midt i en omstilling. Vi vænner os hurtigt og ubemærket til en interaktion, som flytter sig langt væk fra musen og tastaturet – iPhone, Wii, Kinect og iPad er prominente eksempler herpå.

Sandheden er den at vi formodentligt står på grænsen til en revolution for hvordan vi tilgår og bruger computeren, en revolution som bryder tastatur/mus paradigmet som vi har vænnet os til og en revolution, som egentlig er meget stille og ubemærket fordi overgangen fra mus og tastatur til lade kroppen indgå som interaktionsredskab er en naturlig forlængelse. Vi undrer os ikke over at skulle pege og manipulere med fingre, udnytte tyngdekraften, placeringer etc. idet vi går fra den kejtede interaktion til den naturlige.

Med iPad’en bevæger vi os alle væk fra computer-interaktion, som noget med mus og tastatur. Interaktionen bliver fundamentalt anderledes, når man medtænker mobilitet, multi-touch og tabletformatet på samme måde som vi engang oplevede at interaktionen ændrede sig grundlæggende da computeren gik fra at være en decideret talknuser til at være noget som almindelige mennesker brugte til tekst. Musen blev bygget til et tekstuelt univers – den skulle pege og klikke og markere og manipulere tekstuelle og nogle gange numeriske objekter.

En iPad sprænger næsten konsekvent alle disse rammer og foruddefinerede normer for hvordan man interagerer med en computer.

Derfor er iPad’en så vigtig!

Og Jo… Der findes også tekst på en iPad, men selve måden man interagerer med en iPad på er således at ordet og teksten ikke længere er et nødvendigt definerende objekt, vi har sat os ud over ordet og det skrevne, som det eneste, i vores tilgang til computeren. Selve modellen for HCI er ændret. Og dette er hvad amerikanerne ville kalde en ”Game Changer” – en lille HCI-revolution.

Man kunne argumentere for at iPad’en ikke er den første, at iPhonen og andre ”touch-telefoner” gjorde det store glansnummer tidligere, men tanken fungerer ikke helt. Telefoner har altid haft en anden interaktionsform, nemlig tale. Teksten har ikke været det bærende og godt nok har vi sammenkoblet telefonerne med computeren, men langt de fleste mennesker tænker ikke på deres telefon som en computer, men netop som en telefon der kan lidt mere. Apples iPhone har åbnet markedet og mulighederne, men iPad’en er en computer, der ikke længere føles som en computer.

iPad’en er vendepunktet, fordi den markerer det øjeblik hvor den dominerende interaktionsmodel for hvordan vi bruger computeren, begyndte at vige for noget andet, som vi end ikke har set slutningen på.

Derfor er iPad’en vigtigt!

Og jeg glæder mig til at se mere for jeg tror også samtidig at iPad’en og dens berøringsfølsomme glas kun er det første lille og meget spæde skridt på vejen hen imod noget andet, som er mere taktilt og intuitivt…

Og mon ikke vi kan bruge noget af det til et eller andet også i skolen og undervisningsverdenen?

Kategorier
Blog Web2.0

Web2.0 – et lærerdilemma

Skolen og undervisningen er under pres og vil formodentligt altid være det!

Der er krav, forandringer, forhåbninger og verden banker som altid på skolens dør – forandringer giver grundlæggende mulighed for ét af tre handlemønstre:
Du kan forsøge at stoppe dem, ignorere dem eller finde og udnytte de nye muligheder. Det afgørende spørgsmål er: Hvad vælger du, som lærer, at gøre?

En stor del af de forandringer, som vi ser i dag handler om den måde klasserummet forandrer sig og udvider sig. Internettets fremkomst har åbnet for hidtil usete muligheder for produktion, kommunikation og distribution af indhold. Internettet er et interaktivt medie, som næsten kræver deltagelse og som helt sikkert udfordrer det klassiske forhold imellem afsender og modtager, imellem lærer og elev. Nye online-værktøjer har set dagens lys og her gælder nye spilleregler og nye roller!

 

Web2.0 giver nye muligheder og nye dilemmaer

Uanset om man som lærer ser på roller eller spilleregler, så er det vigtigt at kende til de værktøjer, som kan håndtere det internet vi bruger i dag, det internet vi også kalder for Web2.0
Problemet er bare at det ikke er så nemt som det er sagt… Godt nok er der et stort tilbud af Web2.0-medier. Men hvordan med evaluering af deres kvalitet?
Hvordan med evaluering og bedømmelse af det udkomme, som eleverne formår at generere med dem?

Kendetegnende for Web2.0-medierne er at der er tale om indhold der er brugergenereret, brugerinvolverende og digitalt medieret via internettet. Det er nemt at tilpasse, remixe og udnytte i nye sammenhænge også i læringssituationer, som på traditionel vis skal bedømmes af en lærer.

Det store spørgsmål er om læreren og skolen er klar til det?

Hvordan bedømmer man et fælles genereret produkt, som eksempelvis en Wiki?
Skal den bedømmes kvalitativt eller kvantitativt? Hvad nu hvis indholdet ikke er selvproduceret af eleven?

Kan læreren bedømme en elev, som fremviser et produkt med indhold, som ikke er 100% produceret og formuleret af eleven selv? Er det ikke også en uvurderlig kompetence at kunne genbruge, remixe og finde de relevante kilder, sætte dem i nye sammenhænge og skabe en mening og forståelse, som er klar og entydig i forhold til den stillede opgave?

Også selvom ex. den fremkomne tekst ikke er skrevet 100% af eleven selv…

 

-Peter

Kategorier
Blog Blogging

Oh lærer, blog løs!

Trackbacks, permalinks, widgets, Akismet, blogroll og feeds er alle ord, som jeg de sidste dage har stiftet bekendtskab med i Blogland – landet som er med åbne grænser, stor tolerance og med fri meningsudveksling… Jeg er med andre ord begyndt at blogge!

Og sikke en oplevelse. Jeg har skrevet et par indlæg og jeg har fået et par kommentarer på disse, men det i sig selv har ikke være det mest epokegørende for mig.

Jeg opdagede ret hurtigt at det pludselig tog mig uforholdsmæssigt lang tid at skrive en enkelt side. Jeg oplevede at jeg havde svært ved at begrænse mig og jeg havde et stort, stort behov for at være klar og tydelig. Tilbageskuende er det nemt at se hvorfor…

Jeg var jo rent faktisk begyndt at tænke lidt over tingene 😉
(ingen dumme kommentarer her, tak)

 

Spøg til side – det vist sig at jeg faktisk brugte mere tid på at tænke og overveje end at skrive. Alt det som jeg normalt har til at ”rumle rundt” inde i hovedet skulle jeg nu pludselig have sat på bloggen – jeg lagde i bogstaveligste forstand hovedet på bloggen.

Jeg begyndte pludselig at kæmpe med mine egne reflektioner. Fremfor at have tankemylderet, så skulle jeg pludselig have styr på dem – hvad er det egentlig jeg mener?

Umiddelbart kan man tænke at det er lidt fjollet at nedskrive hvad man allerede ved, men jeg tror faktisk at jeg bliver klogere af denne øvelse. Jeg er et ordensmenneske, som elsker kasser og ro, men desværre udarter tingene sig ofte sådan at (min rette?) natur stikker hovedet frem og lader det hele rode. Bloggen bringer noget af dette rod i orden, fornemmer jeg, jeg får styr på mine tanker og jeg får formuleret mig, så jeg selv kan finde hoved og hale i det hele – jeg bliver rent faktisk klogere end jeg var før.

Som Shelly Blake siger: ”Because to blog is to teach yourself what you think.

 

Fra iagttager til deltager

I sig selv er det nok ikke så overraskende – når man går fra at være iagttager og læser til selv at skabe indhold, som andre kan læse og kommentere på, så er man pludselig i gang med at skabe sit eget medie. Hver gang jeg publicerer et indlæg gør jeg nettet større og jeg er gået fra at være passiv modtager af andres budskaber til at være afsender – eller rettere deltager og bidragsyder. Det betyder bare også en del, denne forandring.

Det handler også om identitet. Hvis man er modtager og passiv læser, så behøver man ikke at vise noget af sig selv, men i det øjeblik man melder sig under fanerne i Blogland, så er løbet kørt – det bliver pludselig svært at være anonym, det bliver svært ikke at afsløre lidt om sig selv og ikke vise sin identitet.

Det er let at ændre på designet og skabe sit eget udtryk. Bloggen bliver derved også et slags digitalt fingeraftryk – Vi indretter med elementer der signalerer hvem vi er og udseendet røber lidt om bloggerens identitet, er jeg sikker på. Naturligvis kan man have en anonym blog, men hvis man vitterligt har meninger og ytrer dem, så kommer man også undervejs til at afsløre lidt om sin egen identitet.

Pludselig oplever jeg at jeg gerne vil gøre det godt – ikke virke som et fjols, der ingen idé har om hvad han nu skriver om.  Jeg vil gerne have en positiv respons på mine indlæg og jeg vil gerne have at folk vender tilbage, så pludselig er jeg også fokuseret på at skrive bare nogenlunde godt.

 

En god blog kræver 2 ting (mindst).

Jeg er efterhånden nået til den overbevisning at jeg vil fortsætte med at skrive blog. Jeg ved ikke om det bliver 37 gange om ugen eller bare liiidt mindre, men jeg har overvejet hvad der skal til for at man som blogger giver mening – både overfor sig selv og overfor læseren.

Den god blog kræver 2 ting:

  1. Mod
  2. Lyst til forandring

Mod: Som i så mange andre sammenhænge her i livet, så handler det om nogle ret banale ting.

Mod skal der til for at turde blotte sig på en blog. Det kræver mod at ”tænke højt” for jeg ved ikke hvordan mine tanker bliver modtaget. Jeg kan styre tingene i min ende, men er på forhånd ikke klar over hvordan tingene får liv i kommentarfelterne og i folks bevidsthed.

Man kan argumentere for at man også kan styre kommentarerne, men efter min bedste overbevisning, så skal man have alle indsendte kommentarer med – også selvom de ikke nødvendigvis er SÅ flatterende. Og jeg oplever i vores lille land at jeg meget ofte støder på de mennesker, som jeg kommunikerer med over nettet. Netmødet bliver til et fysisk møde og så vil jeg da gerne fremstå, som en fornuftig og ordentlig fyr…

Lyst til forandring: Når jeg har tænkt over noget og når jeg efterfølgende har nedskrevet og publiceret det, så skal jeg stadig være forandringsvillig. Hvis ikke jeg har lysten til forandring og er omstillingsparat, så forsvinder idéen med bloggen.

Mine tanker og mine overvejelser skal have et feedback, som jeg så skal forholde mig til. Hvis jeg undlader at forholde mig til denne feedback, så bliver jeg pludselig blot til en ligegyldig broadcaster, som råber ud i det offentlige rum. Deltagelsen går fløjten!

Jeg skal være parat til at ændre mening, skifte holdning og blive klogere.

 

Lystbetonet

For mig at se skal en blog også være udtryk for et lystbetonet stykke arbejde.

Mange blogs er meget personlige og får en særegen stil, det bliver lidt som at tage på besøg hos en anden person og man fornemmer straks at langt de fleste bloggere blogger fordi de gerne vil – ikke fordi de skal.

For at bloggen skal give mening for mig, så skal den naturligvis have et egoistisk formål og det har den – jeg får styr på mine tanker om uddannelse, læring, it og alskens dertil relaterede sager. Samtidig giver det mig en glæde og en følelse af generøsitet, når jeg får positive tilbagemeldinger om at dette og hint har været interessant eller godt. Jeg får en følelse af at have bidraget til at andre mennesker fik sat tankerne lidt i sving og måske derved kan blive lidt klogere end de var før.

Er blogging kommet for at blive? Ja for mig er det altså!

Vi ses i Blogland…

-Peter

Kategorier
1:1 Blog

Hvorfor 1:1?

Jeg har i de sidste par indlæg ”blog-tænkt” en smule over hele udgangspunktet for ”mit” 1:1-projekt.

Jeg har igen, igen genset en lille YouTube-video som for et par år siden gik viralt. Videoen er lavet af Michael Wesch sammen med hans 200 studerende på Kansas State University. Den handler om og var et (lidt provokerende) indspark i den debat, som til stadighed kører om hvordan det er at være elev, kursist eller studerende på en tung institution, som en skole meget ofte er.

Det har givet mig anledning til at overveje HVORFOR man overhovedet mener at 1:1 er så fabelagtig en god idé.

Der er i det danske skolesystem pludselig ret enslydende konsensus omkring, at når bare vi har maskiner nok, så lærer vi utroligt meget i skolen. Når bare alle elever har en dims hver, så forandrer vi skolen, så gør vi tingene bedre, hurtigere, smartere, nemmere, mere fremsynet etc. etc. (fortsæt selv listen).

Men er det sådan?

Er det vitterligt sådan at, når den enkelte elev har umiddelbar adgang til en computer, en iPad eller en dims, så vil denne elev være bedre stillet både i nuet og fremover? Eller er det bare fordi at en iPad er nemmere at bære end en hel taske fuld af bøger?

Noget taler for det

Andrew Fisher som er direktør hos firmaet Shazam, har ved Wired 2011  for ikke længe siden udtalt at skolens opgave bl.a. er at uddanne elever til et besidde evner, som de ikke selv vidste at de behøvede. Han siger eksempelvis: ”One of the best ways to fix the unemployment crisis among school leavers, is to train young people to be able to absorb skills that don’t exist yet – the skills that’ll exist in three to five years.”

Omvendt så kan man meget nemt komme til at fægte i blinde. Da vi ikke kender morgendagens krav til det enkelte individ, så kan vi kun gætte. Vi kan gætte på hvad man kommer til at beskæftige sig med og man kan gætte på hvad de bliver essentielle kompetencer, som man ikke kan undvære. Men man kan altså kun gætte!

Nogle mennesker gætter naturligvis mere kvalificeret end andre, men der er stadig kun tale om et gæt!

Mit gæt er at vi som lærere skal være med til at skabe verdensborgere med et digitalt mindset. Verdensborgere som er i stand til kvalificeret at tænke, lede og servicere i en arbejdssfære, som primært er kendetegnet med kompetencer som evne til at:

  • Skabe,
  • Dele,
  • Kommunikere,
  • Innovere,
  • Tænke kritisk
  • Problemløse

Og vel og mærke kompetencer, som alle er enten styret af eller styrende for digitale redskaber af en eller anden slags i en eller anden form.

Vores uddannelse i dag skal ikke være en uddannelse i at benytte en computer, det skal ikke være en uddannelse i hvordan man laver en podcast med en iPad og det skal ikke være en uddannelse i hvordan man hurtigst fremfinder bestemte GPS koordinater med en SmartPhone.

Uddannelsen skal benytte de enkelte redskaber fordi vi anser dem vom værende gode til at forstærke den tænkning og den retning vi ønsker. De teknologiske ressourcer skal bruges til at forstærke den uddannelsesmæssige oplevelse og til at forstærke effekten af den læring, som allerede sker.

Er 1:1 så en god idé?

Ja!

Men… kun hvis vi benytter og udnytter 1:1-dimsen til at lære noget andet og noget mere end om dimsen og hvad dimsen kan.
Det er en god idé at bruge 1:1 for kun ved at bruge tingene, kun ved at tænke og tale om tingene, så lærer man at forstå dem.

Forfatteren David McCullough har i en dokumentar sagt: “The great thing about the arts is that you can only learn to do it by doing it.” (ca. ved 3min. og 10sek.)

Beskeden er jo så simpel, som antydet ovenfor – uanset emne og uanset fag, så skal vi deltage aktivt, vi skal tale noget mere, vi skal diskutere noget mere, vi skal eksperimentere noget mere og vi skal gøre mere.

-Peter

Translate »