Kategorier
Blog Kompetencer

Digital Natives – et tåbeligt udtryk

Næsten dagligt støder jeg på lærere og andre professionelle, som meget nøgtern konstaterer af at de unge mennesker, som i dag går i skole og på andre uddannelsesinstitutioner alle er velbevandrede og kompetente it-brugere. At de er indfødte, mens vi andre halvgamle er immigranter og dermed naturligt bagude. Det giver mig anledning til lidt overvejelser.

Eleverne i vore danske skoler er bare, SÅ meget bedre til det der med it end hovedparten af lærerene. De er digitale indfødte, hvorimod alle os andre, de gamle lærere, er digitale immigranter. De er vokset op med teknologien og internettet, mens vi andre har måttet lære det. Vi har ikke den samme naturlige tilgang og den samme selvfølgelige og legende måde at udnytte it og internet på. I princippet burde de unge lære lærerne, hvordan det hele hænger sammen!

Moderne børn er digitalt indfødte... Eller?

Eller hvad?

Marc Prensky beskrev udtrykket tilbage i 2001 i artiklen ”Digital Natives, Digital Immigrants” (On the Horizon, MCB University Press, Vol. 9 No. 5, Oktober 2001)

Hvis man skal definere udtrykket helt kort, så handler det om: Unge mennesker der er født og opvokset med it og digitale hjælpemidler, som en naturlighed. Om det så præcist er 1980, 1985 eller noget helt andet kan være ret vanskeligt at ”pin-pointe” helt præcist, men de er afhængige af digitale kommunikationsteknologier for at tilgå information og for at interagere med andre ligesindede. De har specielle lærings-præferencer, som tilgodeser visuel og dynamisk information, de lærer hurtigt med teknologi og de multitasker og færdes både lokalt og globalt via internettet på samme tid. Påstanden er også at digitale indfødte tænker og behandler information grundlæggende anderledes end den forrige generation.

Denne type af unge mennesker behøver vi ikke at lære noget om teknologi – de kan det hele i forvejen!

Spørgsmålet er bare om det er sandt – er virkeligheden så overskuelig?

Jeg er ikke enig…

Udtrykket ”Digital Immigrants” er noget nær den største folkeforførende løgn, som skolesystemet har været udsat for i mange år! Altså hvis man spørger mig 🙂

Hvis de unge er så dygtige, så slipper vi andre jo for at lære. Hvis eleverne mestrer at gebærde sig i det hyperkomplekse tilbud af medier, så kan vi andre jo læne os trygt tilbage os sige: ”De er meget bedre end os, vi behøver ikke at gøre mere.” Det passer bare ikke, desværre. Verden er ikke så firkantet og jeg bliver i hvert fald utryg. Det kunne bare være så dejligt!

Det er sandt at de (fleste) unge mennesker i dag ikke er bange for teknologi, men det betyder ikke nødvendigvis at de er klar over hvordan de skal udnytte teknologien bedst, mest effektivt og etisk korrekt.

At hurtiglæse, skimme en tekst, uddrage essens, visualisere, håndtere egen digital identitet, kvalitetsvurdere hjemmesider, vurdere kilder, finde relevante hits, forstå nettets etikette, kvalitetsvurdere digitale produkter og… Det er ikke nødvendigvis kompetencer, som alle der er født efter 1980 automatisk besidder. Det er ikke nødvendigvis kompetencer, som udvikles blot fordi man altid har haft en computer på sit værelse og blot fordi man er sindssygt god til at finde ringetoner ti sin mobiltelefon på internettet.

Det er under alle omstændigheder ikke noget som min skolehverdag entydigt bekræfter. Nok snarere tværtimod.

Så altså ikke alle er enige i brugen af terminologien, sproget og de underliggende betydninger af digitale indfødte og digitale immigranter.

Lad os præcisere og ikke blot lulle med i forfladigende udtryk, som i sidste ende i det mindste er til diskussion…

Kategorier
1:1 Blog

5 vigtige trin på vejen mod 1:1

Jeg har brugt de sidste par dage på at tænke på hvordan 1:1 evt. kan blive en integreret og naturlig del i en uddannelsesorganisation.

Man hører for tiden ganske meget om 1:1-projekter. På min arbejdsplads handler det m en MacBook til alle, i Odder en iPad til alle  og endnu andre steder sikkert noget helt andet.

Men er det praktisk? Er det pædagogisk en god idé? Hvordan ser det ud? Og er det overhovedet den rigtige vej at gå?

Spørgsmålene hober sig op og svarene er forskellige afhængigt af om det et givet af en lærer, en sælger, en producent eller en leder.

1: Sæt mål for 1:1-programmet

Et 1:1-program synes jeg må være et attraktivt mål for stort set enhver uddannelsesinstitution. Jeg tænker i denne sammnhæng ikke så meget om udstyret og ”tingen”, hvad enten det er en MacBook, en iPad eller noget helt andet. Det absolut mest interessante i denne sammenhæng er adgang. Det endelige mål må være adgang til de nyeste medier, de nyeste undervisningsmaterialer, kollaborative platforme, kreative værktøjer, kommunikative muligheder og information lige for hele tiden. Jeg kan ikke forestille mig en skole, en inspektør, direktør eller lærer som mener at den målsætning er forfejlet.

2: Definer apparatets rolle i klasserummet

Jeg oplever at man argumenterer for at et 1:1-miljø skal fokusere udelukkende på apparatet, tingen eller aggregatet – i vores tilfælde en MacBook. Al undervisning skal være centreret omkring det hvide vidunder. Al undervisning skal digitaliseres og ledes fra og til MacBook’en. I min optik er det forfejlet.

Det er naturligvis vigtigt at vælge lige netop det apparat, som man anser for at være det bedste i den givne situation, på den givne uddannelse og det givne miljø. Men fokus skal ikke være på apparatet alene. Det må ikke og skal ikke overtage klasselokalet. Apparatet erstatter ikke den gode undervisning, men skal anskues som tidligere generationer af apparater – uanset om det er en lommeregner, tavlen eller noget helt andet. Det er et fabelagtigt redskab, som kan give eleverne, de studerende og kursisterne bedre muligheder for at deltage i god læring, forbinde, dele og søge. Apparatet skal og må ikke blive en distraktion, men ”klasselokalets forlængede arm.

Jeg oplever at man ex. indscanner opgaveark, som man tidligere har lavet udfyldningsopgaver på. Lagrer dem som pdf-dokumenter og fortæller eleverne at de skal udfylde dem, som hvis de sad med dem på papir med en blyant i hånden. Opgaven bliver ikke umulig, men matematikopgaver, med opstilling, flytning af menter etc. etc. bliver pludselig meget, meget besværligt, når det foregår elektronisk.

Her er det ikke ”klasselokalets forlængede arm”, men ”klasselokalets brækkede arm”. Maskinen har fået en rolle, som den slet ikke er tiltænkt og læreren kan meget nemt tænke: “Det var meget nemmere uden!“.

3: Høst frugterne

Når du har budt apparatet velkommen i dit klasserum eller på din institution og har lært den at kende på både godt og ondt, så er det tid til at foregå som det gode eksempel.

iPad’en, MacBook’en eller hvad det nu er skal bruges! Og allerede fra begyndelsen!

Som lærer er det ikke nødvendigvis sikkert at du skal kunne alt, men du skal have en sikkerhed og en forståelse for hvad det er du har ”mellem hænderne”. Den basale funktionalitet er vigtig at kende. Brug maskinen i din undervisning – ikke kun for at vise hvad den kan, men hvordan man arbejder med den og hvilke resultater den kan frembringe.

HUSK! Apparatet skal ikke være en hæmsko for undervisning, men det skal være en hjælper.

4: Fjern maskinen igen

Også i et 1:1-propjekt vil der være tider, hvor den bedste undervisning foregår uden apparatet. På samme måde skal eleverne heller ikke blive uløseligt sammenvoksede med apparatet – der vil være tider, hvor det giver mening at pakke den væk, lukke den ned og blot være til stede.

Ledelse skal af samme årsag ikke kræve at apparatet altid bliver brugt, at det altid er i brug. Tillad læreren lidt tid til at se apparatet an, giv mulighed for lidt ”dansen rundt om den varme grød” og accepter at det bliver brugt mere og mere over tid.

Men… spørg ægte og interesseret ind til hvordan apparatet bruges. Hvordan er teknologien blevet integreret i den daglige undervisning, hvad er læreren glad for og hvad fungerer godt. Og ikke mindst, spørg ind til i hvilke sammenhænge der er behov for udvikling og uddannelse, når det handler om det nye, fine apparat.

Teknologi skal ikke hastes ind i hverdagen, men vær som ledelse med til at skabe tydelige og klare mål for hver enkelt lærer.

5: Undervis, understøt og peg frem

Elever, studerende og kursister skal forstå at apparatet er en adgang til læring, udvikling og opdagelse,  men at det ikke kan erstatte deres egen evne til kritisk stillingtagen, analyserende tænkning og modne overvejelser. 

Som lærer må vi aldrig formode at eleverne kender og ved alt om den nyindførte teknologi – ikke alle er digitalt indfødte!

Apparatet giver adgang til en myriade at informationer og potentielle svarmuligheder, men det vil absolut ikke altid give dem klar retning.

Mens nogle kan bryste sig med sikkerhed og forståelse for apparatet, så er der helt sikkert mange, som har brug for vejledning, coaching og undervisning også her.

At være i stand til at gå på Google, installere et spil og finde en video på YouTube med en dansende baby er ikke det der gør en elev til ”digital indfødt”.

At kunne filtrere information og finde den optimale vej til en løsning er en uvurderligt evne for mens eleverne har adgang til mere information end nogen tidligere generation, så bliver deres evne til filtrering også desto mere udfordret. Google er en god start, men anviser ikke altid den bedste eller rette vej, så evnen til at se bort fra teknologien og bort fra Google er også en evne, som enhver elev bør lære.

1:1-miljøet må aldrig blive skræmmende eller fremmedgørende overfor det egentlige projekt, nemlig læring og undervisning. Og kun læreren kan være guiden her. 1:1 er blot begyndelsen på det store projekt der hedder livet.

Kategorier
1:1 Blog Kompetencer

Skal underviseren være eksperten?

BEMÆRK - Dette indlæg er lettere redigeret (jan. 2019) med henblik på at fjerne refleksion over og fokus på 1-til-1 i en helt konkret kontekst, til i højere grad at have et overordnet blik på det digitale og Dreyfus-brødrenes 5 niveauer, så indlægget kan bruges i min egen undervisningssammenhæng.

Digitale kompetencer, digital handlekompetence, teknologiforståelse, digital dannelse og og og og… bliver med stor sandsynlighed en vigtig forudsætning for de funktioner, elever, kursister og studerende vil møde efter endt studietid – derfor skal det også være det, de møder i uddannelsen. Men digital dannelse etc. handler ikke kun om ’det digitale’, men uvilkårligt også hvad man anvender forskellige værktøjer og services til. Det er bemestringen af viden og informationer i nye og hidtil ukendte sammenhænge, der er det afgørende i en hverdag, som kalder på umiddelbar handling og reaktion, uagtet at netop forståelsen for hvad, hvordan, hvorfor etc. nok er mindst lige så vigtig.

I denne tekst handler det primært om det at håndtere, på trods af at en håndtering alene, nok ikke giver megen mening i en verden og hverdag, hvor teknologierne forandrer og forandres ganske hurtigt, men lad det være et vilkår, som bevidst udelades her.

Bemestring

For at bemestre er det nødvendigt at man har øvet sig og har en klar idé om hvad man har af kompetencer ud i det område, som man arbejder i.

Brødrene Dreyfus har har i 1980 foreslået en model over færdighedstilegnelse (Dreyfus model of skill acquisition) – modellen fortæller ikke noget om læring eller viden, men om færdigheder

Dreyfus & Dreyfus konstaterede via et forskningsprojekt at “knowhow” eller “praktisk viden” meget vanskeligt lader sig udtrykke i form af fakta og regler. Eksempelvis kan det være nærmest umuligt at forkalre hvordan man cykler – det skal opleves, erfares og fornemmes i højere grad end at det kan sættes på et sæt udtrykte fakta eller regler. Praktisk viden er noget andet end teoretisk viden og den praktiske viden forudsætter ikke brug af bevidste, abstrakte regler.

De to  brødre antager, at mange af vores færdigheder tilegnes i en tidlig alder gennem trial and error -metoden eller ved imitation og efterligning.

De har undersøgt og beskriver hvordan voksne tilegner sig færdigheder og de når frem til at man normalt gennemgår fem stadier, som indebærer at hvert stadie kvalitativt har en forskellig opfattelse af opgaven eller “praktikken”.

De fem stadier gælder for både strukturerede og ustrukturerede opgaver og får fra begynderniveau til at man er ekspert.

De skelner mellem strukturerede og ustrukturerede områder og konstaterer at man inden for det ustrukturerede skal udsættes for betydelig konkret erfaring med virkelige situationer, mens man i det strukturerede nemmere kan ræsonnere sig frem til en løsning, der kan efterprøves.

Eksempler på ustrukurerede områder kan være: socialt samvær, det at lave prognoser, sygepleje og undervisning.

Eksempler på strukturerede områder kan være: blanding af materialer i bestemte forhold, planlægning af ruter og logiske opgaver.

De fem niveauer

Begynder (novice)
Personen ser fakta og karakteristika ved situationen og oplever at der er regler for handling. Denne viden er på dette trin kontekstuafhængig.

Avanceret begynder (advanced beginner)
Den avancerede begynder har erfaringer fra det virkelige liv og kan derfor genkende relevante situationer. Genkendelsen er konkret og afhængig af konteksten. Gennem “trial-and-error” bliver det kontekst afhængige suppleret med kontekst uafhængige elementer og regler.

Kompetent udøver (competent)
Den kompetente udøver lærer at anvende en prioriteret procedure for beslutningstagning. Mål og planlægning vælges bevidst til at reducere kompleksitet. Handlingerne bliver mere flydende og tilpasset en konkret kontekst. Man bliver involveret med sin egen person i sine handlinger – bliver ansvarlig. Fortolkning og skøn er en del af kompetencen.

Kyndig udøver (proficient)
Den kyndige udøver er hinsides analytisk rationale og dybt involveret i sine handlinger. Der er udviklet et perspektiv på grundlag af hændelser og erfaringer. Der sker ikke objektive valg eller bevidst valg af hensigtsmæssighed. Der er tale om spontan tolkning og ubevidste valg. Det er erfaringen der spiller igennem. Opgaverne organiseres intuitivt.

Eksperten (expert)
Der er tale om indgående erfaringer. Eksperten genkender situationerne intuitivt, synkront og holistisk. Adfærden er flydende, utvungen og afbrydes ikke af analytiske overvejelser.

For at blive ekspert må man “afkoble” hovedet og give det kognitive mindre vægt end det kropslige – det er en ulempe at reflektere over sine handlinger.
Minder generelt meget om tanken om mesterlære – man gør bare tingene.

Hvorfor Dreyfus?

Hvorfor er de her to brødre så interessante, når man taler om håndtering af det digitale, undervisning og moderne skole?

Jeg tænker at det er en overvejelse værd at forsøge at finde ud af om læreren overhovedet behøver at være eksperten for at kunne bedrive en velfungerende undervisning med og igennem it.

Helt traditionelt anskuer mange mennesker en læringssituation, som den hvor en klogere, mere erfaren person fortæller og formidler. Læreren er den der besidder ekspertviden og det er den, som kan overskue konsekvenser, fordele og ulemper.

Hvis man anskuer skoler og arbejdspladser, så gætter jeg på at de fleste kan nikke genkende til det at nogen er dygtige, hurtige og eksperter ud i bemestringen af it, men det gælder nok ikke alle.

Der er en række kompetente lærere og fagpersoner, som alle er dygtige og kvalificerede til at fag-undervise. De har en viden om deres fag, om formål og meget andet, men de er ikke nødvendigvis fortrolige og kompetente brugere af it og de digitale handleområde, som er et grundvilkår for al undervisning pt.

Umiddelbart kan det forekomme som et problem forestiller jeg mig, men er jeg for snævert anskuende så?

Jeg synes at man skal kunne, vide, overskue det redskab, som man benytter til og i sin undervisning. Det er nødvendigt at læreren kan guide, vejlede, afhjælpe og udfordre også, når det handler om computeren, hvis den skal integreres 100% i undervisningen.

Men man behøver ikke at være ekspert, man behøver ikke at kunne betjene maskinen intuitivt, flydende og uden analytiske overvejelser.

Læreren skal have tilstrækkelige kompetencer til at overskue konsekvenserne af hvad det er han eller hun igangsætter, når it og det digitale tages i brug. Konsekvensen skal naturligvis anskues primært ud fra en faglig vinkel, for det er det primære. Men i og med at it er inddraget som en vigtig medspiller i læringssituationen, så skal læreren selvfølgelig også kunne overskue det rent it-didaktiske og it-tekniske. Om læreren så er avanceret begynder, kompetent udøver eller noget helt andet ved jeg ikke – vigtigt er det dog at læreren formidler et nuanceret og differentieret læringsrum, som bærer præg af både kompetencer og kvalifikationer.

Hvad mener du?

Det store spørgsmål til videre overvejelse kan være – hvad er forskellen imellem kompetencer og kvalifikationer? Og støder vi ind i de samme overvejelser, når undervisning eller arbejde drejer sig om noget helt andet end it? Og… Kan man forestille sig den situation at eksperten underviser begynderen eller taler det imod Dreyfus-forestillingen om at det man skal erfare og mærke uden at det er (alt for) regelbundet? Giver teksten her og Dreyfus anledning til mere generelle overvejelser omkring DIT syn på læring, uddannelse og undervisning?

Kategorier
1:1 Blog Kompetencer

OK at læreren er inkompetent!

Hvis man anskuer den undervisning, som generelt bliver bedrevet både der hvor jeg arbejder og på mange andre uddannelsesinstitutioner rundt omkring i Danmark, så er min påstand at der et langt stykke hen ad vejen er tale om en slags “blandings-didaktik”. En blanding imellem tradition og fornyelse.

Den traditionelle didaktik er der hvor læreren alene målsætter, indholdsvælger, planlægger, gennemfører og evaluerer. Der er ikke nødvendigvis tale om det behavioristiske læringssyn, der ser læring som viden, der kan overføres f.eks. fra en underviser til en kursist. men det er stadig sådan at underviseren er den primært aktive i forhold til at “styre” undervisningen.

En nyere tænkning omkring undervisning læner sig op ad konstruktivisme der ser læring som det der sker, når den lærende udbygger eller ombygger allerede eksisterende viden.

Dette læringssyn forudsætter en aktiv og kommunikerende kursist, der bliver sat i centrum i modsætning til undervisning, der sætter underviseren i centrum.
Denne læringssituation bliver også kaldt for “The flipped Classroom” – læreren går fra at være “The Sage on the Stage” til at være “The Guide on the Side”.

Generelt går vi så imod mere fokus på den lærende – medier og teknologier giver højere grad af inddragelse og kursisten bliver målsætter, planlægger og tilrettelægger af sin egen undervisning.

Sådan er det også der hvor jeg arbejder – nogle gange bliver der forelæst og “fyldt på”, men der andre gange “flippes” og kursisterne eller eleverne ændrer sig til at være (med)designere af deres egen læring.

Men hvad så med computeren?
At inddrage en computer i hele denne ligning giver i teorien en masse fordele.

  • Kursisterne får et kreativt og skabende værktøj,
  • De får mulighed for at tilgå deres arbejde i forskellige sfærer uanset om det er i en sofa derhjemme eller om det er fællesrum på skolen
  • De kan vælge udtryksform som matcher deres foretrukne måde at anskue verden på.
  • etc. etc.

Alle fordelene understøtter i høj grad tanken om en konstruktiv tilgang til læring – her er kursisten indholdsproducent, formidler, forfatter, redaktør, debattør og meget andet godt, men kan de det?

Kan det lade sig gøre i forhold til de færdigheder, som enten de eller læreren besidder?

Min påstand er ja, jo og nej.

Rigtigt mange lærere har kastet sig ud i projektet med iver og gåpåmod. Rigtigt mange lærere er ikke bange for at be- og udnytte computeren, men det er ikke ensbetydende med at de på nogen måde mestrer den. Bevares – de kan skrive i Word, søge på nettet og foretage basal filhåndtering, men der er langt til at læreren er indholdsproducerende multimodalt og digitalt.

Men er det så et problem?

Hvis vi anskuer teorien om “The flipped Classroom”, den konstruerende lærende og den didaktiske designer, så skal læreren jo “bare” facilitere en læring og en læringssituation. Læreren skal jo godt nok også bedømme og evaluere, men han eller hun behøver ikke at have de digitale skabelses-kompetencer, for at vurdere om et produkt er godt, lever op til fagmål og generelt tilgodeser de elementer, som opgaven bød den at indeholde. På samme måde som man ikke behøver at være instruktør for at kunne se, nyde og vurdere en film.

Læreren må gerne være digitalt inkompetent!

Eller hvad?

(Hint – jeg er nok ikke heeelt enig).

Kategorier
1:1 Blog

Jeg er lærer på en 1-til-1-skole…

1:1 betyder i praksis at alle elever og lærere på en uddannelsesinstitution bliver udstyret med en eller anden form for digitalt aggregat – det være sig både telefon, tablet, computer eller andet. I mit tilfælde arbejder jeg på VUC og alle mine elever (eller kursister, som vi kalder dem) og alle mine kolleger er blevet udstyret med en computer – en Macbook fra Apple. Og i vores tilfælde er der tale om en ret anselig bunke af dem – 2500 rundt regnet.

Så et ret stort skridt i retningen af en papirløs skole.

Projektet er nyt og uprøvet i den kaliber i Danmark, det er nyt og uprøvet på min arbejdsplads og for langt, langt de fleste er der tale om et skift fra en Windows-baseret computer til Apples OS. For nogle er der rent faktisk tale om et skift fra ingenting til Apples OS…

Skolen har et bredt udvalg af uddannelsesretninger lige fra hf, AVU, FVU til korte enkeltfag og fjernundervisning.

Mange  af lærerne har undervist på VUC i rigtig mange år og en stor del af deres pædagogiske erfaring er forankret i arbejdet på enkeltfagshold med kursister, der var ældre og som typisk var motiverede, og mange havde et klart mål for at deltage i undervisningen. Læreridentiteten var i høj grad koblet til faget og formidlingen af det. Det erfaringsgrundlag udfordres af den nye kursistgruppe, der typisk er yngre, tager flere fag på en gang og har enten diffuse eller forskellige mål med uddannelsen. Det betyder at det nu kræves af læreren af styre en mangfoldig social dynamik på hold, der både består af både unge og ældre og af kursister. Lærerne skal naturligvis sørge for en undervisning, der matcher de kursister, der har meget svage indgangsforudsætninger, uden at tabe de mere fagligt kursister, der efterspørger faglige udfordringer.

ALLE skal bruge MacBook’en som det primære arbejdsredskab til al undervisning.

  • Giver det udfordringer? Jo!
  • Giver det tekniske vanskeligheder? – Ja!
  • Betyder det noget for undervisningen? Helt klart!
  • Bliver undervisningen bedre? – Mjaaaaa, måske…

Uanset hvordan jeg anskuer projektet, så synes jeg at det er interessant. Jeg synes at det giver mulighed for en masse spas, en masse udfordringer, en masse udvikling og en helt, helt masse erfaringer, som skal høstes.

Spørgsmålet er bare: Er det store skridt, et skridt ud over kanten i frit fald eller ender det med at være et glædeshop med sikker landing?

Jeg vil prøve at bruge nogle af disse sider til at udforske hele 1:1 konceptet – jeg håber at det bliver interessant!

-Peter