Kategorier
Blog Flipped Learning Video

Billeder eller ej

VideoRejseholdet fra TV-serien af samme navn rendte engang i midt 90’erne rundt med supersmarte telefoner, fra før det hed SmartPhones. Hver gang de talte sammen, så var det ikke nok at tale, men de skulle også absolut se på hinanden samtidig. Dengang var det ”toppen af poppen”, supercool eller hvad vi nu kaldte det, men af en eller anden årsag vandt det ikke voldsomt meget indpas hos andre end Fischer, LaCour og Johnny i lastbilen.

Senere er udviklingen gået i den retning at vi næsten alle sammen har erhvervet os en eller anden dims, som enten hedder HTC eller Apple til fornavn. I dag kan man uden de store vanskeligheder og uden de store økonomiske udlæg snakke sammen OG se hinanden uanset om det hedder FaceTime eller Skype eller noget helt andet. Jeg kender bare ikke nogen der gør det! Jeg har tænkt lidt over hvorfor…

 

Det er kikset og upraktisk

Først og fremmest er det upraktisk – det er lidt småkikset at stå i bussen, toget eller et andet offentligt sted og udbasunere sin samtale til alle andre. Formodentligt er det det som Carmen Egido kalder “a social embarrassment” eller “Negative emotions” (Læs artikel som pdf her). En videosamtale forudsætter derfor et sæt høretelefoner for ikke at afsløre alt for meget af sin samtale med omverdenen. Og sådan nogen har jeg i hvert fald ikke altid med mig. Desuden er det lidt underligt når man pludselig får et svar fra fremmede mennesker, fordi de tror at man taler til dem 😉

Der foruden så er der også et etisk aspekt – det er ret vanskeligt at filme sig selv og kun sig selv, når man bevæger sig rundt. Hvem siger at alle ens medmennesker også har lyst til at deltage i private samtaler, om end det kun er ganske lidt?

Og… Det gør altså lidt ondt, når man vandrer ind i en lygtepæl…

Det kan godt være en udfordring at se hvor man går, samtidig med at man skal se ind i sin lille medbragte skærm.

Så altså – ikke den helt store succes! Og ikke den helt store chance for at det hele vender og vi alle brager rundt og videosamtaler her i overmorgen!

 

Videokonference i skolen

Men hvordan så når vi vender blikket væk fra de små til de store skærme?

Video- eller telekonferencesystemer har de sidste 30 år været en mulighed på den ene eller anden vis. Med internettets udbredelse har der også været en vid udstrækning af nye videokonferencemuligheder med spillere som Skype og Adobe Connect, som nogle af de større. Teknologierne har ofte været anskuet i den almene befolkning som en halv-futuristisk sammensmeltning der ligger imellem almindelige ”face-to-face” samtaler og så telefoniske samtaler. De er blevet spået store muligheder og store markedsandele, men alligevel er det ikke noget som alle og enhver har taget til dig – de er landet i et niche-marked og en af nicherne er tilsyneladende uddannelsesområdet.

Ret beset er det jo interessant at et marked, som netop uddannelsesområdet forsøgsvis tager videokonferencemulighederne til sig. Traditionelt har uddannelsesområdet ikke rådet over de helt store økonomiske midler, så der må være en gevinst…

 

Og hvad opnår man så?

Efter at have været deltager i min første ”undervisning” via et videokonferencesystem, så er mine overvejelser at det først og fremmest er interessant. Jeg oplevede (for egen regning) en lidt underlig optagethed over egen tilstedeværelse. Jeg konstaterede at jeg pludselig sad med nogle lidt fremmede interpersonelle og metareflektoriske tanker omkring hvor jeg var, hvad jeg gjorde og om jeg nu sad ordentligt, larmede for meget, så ordentlig ud og sådan. Tanker som jeg normalt ikke har, hvis jeg bliver undervist i et traditionelt klasserum med tilstedeværelse. For mig var det, om ikke en forhindring, så i hvert fald en situation som krævede tilvænning.

Men… Når denne tilvænning er overstået (og det er jeg ret sikker på at den bliver), så oplever jeg også muligheder for læring, uddannelse og udvikling, som ellers ikke er en mulighed.

Et interaktivt og virtuelt klasserum tillader en distancedeltager ikke alene at modtage et ”feed” fra klassen, men det giver også mulighed for deltagelse og interaktion. Vedkommende som deltager på distancen får mulighed for at stille opklarende spørgsmål, kommentere undervejs og generelt være med, næsten på samme måde, som hvis vedkommende sad i et traditionelt klasserum.

Gevinsten må altså være fleksibilitet!

Jeg tror ikke at man får en bedre undervisning via distancen og jeg tror faktisk ikke engang at man får en lige så god undervisning, som hvis man sad sammen, men det giver en stor mulighed for fleksibilitet og det giver mulighed for at være deltager i noget, som man ellers ville have været afskåret fra.

Der er en helt masse ”men’er” – jeg kan se at selv et relativt simpelt system som det jeg oplevede indeholder en masse faldgruber, muligheder for at miste overblik, distraktion og behov for at være mere end en enkelt person til at afvikle sessionen. Alligevel er jeg ret sikker på at det er en stor gevinst i forhold til alternativet, som kan være ”ingenting”.

Jeg ser frem til at lære mere, blive lidt klogere og forhåbentligt også noget mere fast i mælet med hensyn til hvad jeg skal mene om det hele.

 

-Peter

Kategorier
Blog Blogging Web2.0

Wiki og blog – hvad er det?

Wiki og Blog

Jeg har tænkt lidt… (tro det eller ej).

Alle os halv-tech-savvy lærere taler om PLE, PLN, Wiki og blog som om alle andre ved hvad de underlige ord og forkortelser står for. Det er nok ikke helt rigtigt 🙂

Jeg vil prøve at forklare ganske kort lidt om hvad en blog og en wiki er for noget, og jeg vil forsøge at beskrive forskellen.

Wiki

En wiki er en platform eller en hjemmeside, der er tænkt sådan at enhver der har adgang kan opdatere og redigere i den på samme tid.

Hvor en blog er ”ejet” af en individuel person, et firma eller en forening, så er en wiki nok måske ejet af en enkelt, en forhåbentligt redigeret at opbygget af mange. Afhængigt af sprog og indhold, så kan wiki’en redigeres af mennesker enten lokalt eller fra hele verden.

For en blog er tidslinien og det fremadskridende en bærende faktor. Indlæg bliver ordnet sådan at de nyeste fremkommer først, men indlæg på en wiki ikke er afhængig af tid på samme måde, som en blog. Artikler og indlæg i en wiki udvikler sig løbende, når der fremkommer ny viden eller hvis en læser synes at der mangler indhold og derefter selv indskriver det der mangler.

Wiki’en kan skrivebeskyttes således at det kun er udvalgte personer, som kan redigere og tilføje indhold, men optimalt set, så er wiki’en tænkt som et kollaborativt værktøj – her kan eleverne udfolde deres fællesskrivning om et givent emne. Her er de fælles ansvarlige for at opbygge relevant indhold.

 

Blog

Det kort og forsimplede svar er at en webblog er det samme som en offentlig dagbog på internettet.

Det er smart hvis du ønsker en kontinuerlig og fortsat dialog eller diskussion om et eller flere emner.

En weblog forkortes ofte til “blog” og bruges I dag også til mange andre formål end blot at føre en dagbog. Ex. dine elever skriver daglige refleksioner over dagens lektioner eller dagens lektie.

Bloggen bliver typisk opdateret dagligt, ugentligt eller hvornår forfatteren ønsker det.

De indlæg som ejeren af webloggen (kaldet “bloggeren”) skriver ind, vises på forsiden med det nyeste som det første.

Blogs er ofte meget personlige og subjektive og stærkt holdningsprægede, idet mange bloggere bruger webloggen til at give deres mening til kende for omverdenen eller til personligt at forholde sig et givent emne.

På langt de fleste blogs er det en mulighed at læserne kan kommentere de enkelte indlæg, og det giver mulighed for enten yderligere reflektioner eller der kan ligefrem opstå livlige debatter.

Normalt er der kun tale om en enkelt forfatter, men der kan sagtens være flere bidragsydere og der er tale om kommunikation fra én (eller få) til mange, idet bloggen er offentlig.

Nogle virksomheder er begyndt at oprette weblogs som supplement til nyhedssiden på deres hjemmeside. De nyheder de skriver på webloggen vil da være mere uformelle end de presseinformationer og børsmeddelelser der lægges på hjemmesiden, da målgruppen er private brugere.

På samme måde kan eleven eller skolen tænke blog – her er mulighed for en kommunikation, som godt nok er offentlig og åben, men mediet i sig selv giver mulighed for at kommunikationen er løs og reflekterende.

 

Wiki og blog

Så lad mig opsummere og sidestille…

En wiki handler mindre om kontinuerligt indhold og mere om udvikling af noget bestemt indhold over tid.

Ex. en af dine elever skriver et indlæg, som en anden elev skriver videre på, retter og dernæst skriver en anden elev, en mere og så en mere og…

Indholdet bliver derfor ”ejet” og udviklet og forbedret af flere mennesker.

En blog er mere tænkt som en slags online-dagbog. Indholdsmæssigt behøver bloggen ikke at læne sig op ad en dagbogsgenren, men funktionelt, så er den organiseret ligesom en dagbog. Hver gang man skriver et nyt indlæg, så bliver det dateret og ordnet således at det nyeste står først.

Blog handler om kommunikation og wiki om at arbejde i fællesskab.

Wiki:

  • Flere forfattere,
  • Redigeret af en gruppe eller et hold,
  • Kontinuerlig udvikling, tilføjelser og ændringer
  • Kommunikation fra flere til flere

 

Blogs:

  • Normalt en enkelt for fatter, men der kan være flere bidragsydere
  • Forfatteren skriver et indlæg og læsere kan kommentere
  • Handler om mening og deling af viden eller tanker
  • Kommunikation fra én til mange.

 

Min forhåbning er at det giver bare lidt klarhed.

PLE og PLN fik jeg ikke forklare, men det må komme næste gang 🙂

 

Nu skal du vist bare selv igang med at blogge!?
Tjek WordPress, Blogger og WikiSpaces for eksempel – god fornøjelse!

 

-Peter

 

Kategorier
1:1 Blog

Hvorfor 1:1?

Jeg har i de sidste par indlæg ”blog-tænkt” en smule over hele udgangspunktet for ”mit” 1:1-projekt.

Jeg har igen, igen genset en lille YouTube-video som for et par år siden gik viralt. Videoen er lavet af Michael Wesch sammen med hans 200 studerende på Kansas State University. Den handler om og var et (lidt provokerende) indspark i den debat, som til stadighed kører om hvordan det er at være elev, kursist eller studerende på en tung institution, som en skole meget ofte er.

Det har givet mig anledning til at overveje HVORFOR man overhovedet mener at 1:1 er så fabelagtig en god idé.

Der er i det danske skolesystem pludselig ret enslydende konsensus omkring, at når bare vi har maskiner nok, så lærer vi utroligt meget i skolen. Når bare alle elever har en dims hver, så forandrer vi skolen, så gør vi tingene bedre, hurtigere, smartere, nemmere, mere fremsynet etc. etc. (fortsæt selv listen).

Men er det sådan?

Er det vitterligt sådan at, når den enkelte elev har umiddelbar adgang til en computer, en iPad eller en dims, så vil denne elev være bedre stillet både i nuet og fremover? Eller er det bare fordi at en iPad er nemmere at bære end en hel taske fuld af bøger?

Noget taler for det

Andrew Fisher som er direktør hos firmaet Shazam, har ved Wired 2011  for ikke længe siden udtalt at skolens opgave bl.a. er at uddanne elever til et besidde evner, som de ikke selv vidste at de behøvede. Han siger eksempelvis: ”One of the best ways to fix the unemployment crisis among school leavers, is to train young people to be able to absorb skills that don’t exist yet – the skills that’ll exist in three to five years.”

Omvendt så kan man meget nemt komme til at fægte i blinde. Da vi ikke kender morgendagens krav til det enkelte individ, så kan vi kun gætte. Vi kan gætte på hvad man kommer til at beskæftige sig med og man kan gætte på hvad de bliver essentielle kompetencer, som man ikke kan undvære. Men man kan altså kun gætte!

Nogle mennesker gætter naturligvis mere kvalificeret end andre, men der er stadig kun tale om et gæt!

Mit gæt er at vi som lærere skal være med til at skabe verdensborgere med et digitalt mindset. Verdensborgere som er i stand til kvalificeret at tænke, lede og servicere i en arbejdssfære, som primært er kendetegnet med kompetencer som evne til at:

  • Skabe,
  • Dele,
  • Kommunikere,
  • Innovere,
  • Tænke kritisk
  • Problemløse

Og vel og mærke kompetencer, som alle er enten styret af eller styrende for digitale redskaber af en eller anden slags i en eller anden form.

Vores uddannelse i dag skal ikke være en uddannelse i at benytte en computer, det skal ikke være en uddannelse i hvordan man laver en podcast med en iPad og det skal ikke være en uddannelse i hvordan man hurtigst fremfinder bestemte GPS koordinater med en SmartPhone.

Uddannelsen skal benytte de enkelte redskaber fordi vi anser dem vom værende gode til at forstærke den tænkning og den retning vi ønsker. De teknologiske ressourcer skal bruges til at forstærke den uddannelsesmæssige oplevelse og til at forstærke effekten af den læring, som allerede sker.

Er 1:1 så en god idé?

Ja!

Men… kun hvis vi benytter og udnytter 1:1-dimsen til at lære noget andet og noget mere end om dimsen og hvad dimsen kan.
Det er en god idé at bruge 1:1 for kun ved at bruge tingene, kun ved at tænke og tale om tingene, så lærer man at forstå dem.

Forfatteren David McCullough har i en dokumentar sagt: “The great thing about the arts is that you can only learn to do it by doing it.” (ca. ved 3min. og 10sek.)

Beskeden er jo så simpel, som antydet ovenfor – uanset emne og uanset fag, så skal vi deltage aktivt, vi skal tale noget mere, vi skal diskutere noget mere, vi skal eksperimentere noget mere og vi skal gøre mere.

-Peter