Kategorier
Blog Web2.0

Web2.0 – it’s a state of mind, not a technology

I 2005 introducerede Tim O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier der gav mulighed for nye praksisformer baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.

Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”.

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med både stærke og svage sociale og faglige relationer og hvor denne kan både aggregere og distribuere mikroindhold via sociale teknologier. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform, hvor man går fra at betragte produktion og viden som noget der statisk kan lagres i databaser og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Der er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

 

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og vidensdeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele, genbruge og tilpasse indhold på tværs af kontekster og som samtidig understøtter både fælles og individuel videnskonstruktion (Dohn og Johnsen 2009, s. 28).

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst. Disse praksisfællesskaber kan være alt fra lærerteams til gruppedannelser blandt elever eller kursister, når blot de er kendetegnet ved at hænge sammen i sociale kontekster og der er aktivt deltagende som en del af en lærings- eller erkendelsesproces. Det betyder også i sidste ende at: ”Læring kan ikke designes. Læring hører i sidste instans hjemme i erfarings- og praksisområdet. Den ledsager meningsforhandlinger; den bevæger sig på sine egne betingelser. Den glider gennem revnerne; den skaber sine egne revner. Læring sker, design eller ikke design” (Wenger, 2004, s. 255).

I forhold til det at være lærer, det at undervise og det at drive skolevirksomhed, er Wengers mest essentielle pointe, at læring ikke kan designes og på magisk vis fremmanes, men at man kan designe rammerne eller de sociale forudsætninger for at fremme læring. I forhold til arbejdet med læring, så finder jeg Wenger velegnet og relevant, som praktisk/teoretisk baggrund, idet læring her ganske ofte tager udgangspunkt i løst koblede læringsfællesskaber og praksisfællesskaber, som er dannet uden om formelle teams etc. De sociale praksisfællesskaber fremkommer grundet og på basis af meningsforhandlinger og gensidigt engagement i de læringskontekster, som de indgår i uanset om disse er skabt af læreren, institutionen eller praksisfællesskabet selv.

 

Mikroblogging

På skoler rundt om i landet bliver der dagligt kommunikeret i diverse intranetsystemer – ganske ofte i Skoleintra, Blackboard, Fronter og hvad det eller hedder. Alt sammen platforme, som er indkøbt, installeret, opdateret, serviceret og alt muligt andet af enten en kommunal mand/kvinde eller en virksomhed, som man betaler for at gøre det.

Jeg har tænkt en del over om man med held kan indføre et ikke-kommercielt og Web2.0-baseret system som ”intranet-platform” eller blot som kommunikationsplatform. Med afsæt i mine overvejelser om videndeling blandt lærere og undervisere, så har jeg tænkt på om ”kanalen”, det sociale medie (eks. Twitter) kan fungere til at facilitere en faglig kommunikation.

Min forventning er at man med indførelsen af et socialt mikroblogging værktøj som Twitter kan være med til at facilitere den daglige kommunikation. I modsætning til eksempelvis email-kommunikation imellem flere parter, som har en tendens til at blive rodet, så vil mikrobloggens kommunikation være mere overskuelig og logisk. Et tilsyneladende fragmenteret vidensafsæt bliver samlet og det bliver muligt at finde tilbage i kommunikationen på tværs af afsendere, teams og afdelinger. På mikroblogging-værktøjet får lærerne mulighed for at følge specifikke kolleger uanset om de kommer inde i organisationen eller om de er udefrakommende. Man får mulighed for at se deres opdateringer, deres projekter og generelt bliver informationen personlig, valgfri og giver mulighed for at kunne understøtte den enkelte uanset, hvordan og hvornår man arbejder.

Enkelte ting faldgruber er der dog… Man skal være opmærksom på et par ting, hvis man som organisation vil indføre et sådan socialt “intranet” – nemlig at det i sagens natur ikke er “intra”. Twitter er en åben platform, som alle i hele verden potentielt har adgang til. Det betyder naturligvis også at der er kommunikationer og oplysninger, som slet ikke egner sig til denne platform. I forhold til skoleverdenen, så er det oplagt at eks. personfølsomme oplysninger ikke må blive udbasuneret til alverden, ligesom forretningskritiske oplysninger etc. ikke kan tåle en sådan offentliggørelse.

 

Alternativer til Twitter

Ønsker man alligevel som skole at benytte måden og metoden for kommunikation, så kan man med fordel se på andre interne mikroblogging-platforme som eks. Yammer.com, Podio.com eller en anden af de mange andre købe-muligheder. De fungerer i princippet nøjagtigt som Twitter gør, men med den store forskel at man enten skal besidde en email fra et specifik domænenavn eller man skal inviteres for at komme ind. Det betyder jo så selvfølgelig også at man holder verden ude – godt nok kan ”de andre” ikke se hvad der foregår på skolen, men vi på skolen, kan desværre så heller ikke se det store billede længere.

Samtidig med at jeg ser gode mulighed for kommunikationen via Twitter (eller en af de andre platforme), så vil jeg alligevel konkludere at Twitter egner sig specielt godt til vidensdeling ala materialeudveksling, henvisninger, statements etc. Det egner sig knapt så godt til diskussion og debat af dybere karakter, idet samtalen bliver til en stor strøm, hvor man så skal råbe højt eller sætte tingene på spidsen for at “blive hørt”. Der foruden kan det være vanskeligt at uddybe og forklare sammenhænge, når man kun har 140 tegn til rådighed, men uanset hvad, så står der én vinder tilbage – nemlig det sociale element. De sociale ressourcer spiller en afgørende rolle i vidensdelingssystemer. Selv det bedste indhold har ingen værdi, hvis det enten ikke kan fremfindes nemt og entydigt eller hvis ikke individet føler sig “hjemme” og tilpas (Brazelton, 2003). Det kan man på Twitter!

På trods af teknologiens styrker og fleksibilitet, så er dette alene ikke tilstrækkeligt. Tværtimod må organisationer se teknologien som en del af de mange initiativer der skal til for at skabe et godt og velfungerende vidensdelingsmiljø. Det betyder også at uanset om man som skole eller organisation vil vælge den ene eller den anden platform, så er det er vigtigt at have et sigte, som ikke et ensidigt. Måske skal man vælge Twitter, men måske skal man OGSÅ vælge noget andet.

Samtidig er det vigtigt hele tiden at huske at det er de enkelte individer i organisationen, som skaber viden, uanset om den er tavs eller eksplicit og uanset om den er tillært formelt eller uformelt. Organisationen fungerer som ramme for denne videnskabelse, men den skabte viden kommer fra individerne og ikke organisationen (Nonaka, 1994).

Jeg har desværre ikke prøvet at bruge Twitter til andet end mig selv og mit eget personlige læringsnetværk (PLN), men jeg synes det det kunne være sjovt at prøve. Hvad med jer andre, har i nogen erfaringer?

Og har du forresten hørt om “Skolechat” på Twitter? Tjek evt. www.skolechat.dk og følg med på hashtagget #skolechat – vi ses!

 

 

Vil du læse lidt mere, så kig eks. her:

Brazelton, Jessica og Gorry, Anthony G.
“Creating a Knowledge-Sharing Community: If You Build It, Will They Come?”
Communications of the ACM, February 2003, Vol. 46. no 2
http://mapule276883.pbworks.com/f/Knowledge%20sharing%20community.pdf

Nonaka, I. (1994)
“A Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation”
Organization Science. Vol 5 (1) s. 14-37.
http://www.e-campus.uvsq.fr/claroline/backends/download.php?url=L05vbmFrYTk0LnBkZg%3D%3D&cidReset=true&cidReq=MDSDM105

O’Reilly, Tim (2005)
“Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software”
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1 

Wenger, Etienne (2004)
Praksisfællesskaber: Læring, mening og identitet
Kap. 2 & Kap. 10 (35s)
Hans Reitzel 2004.

 

 

 

Kategorier
Blog Web2.0

Facebook – vil du være venner med dine elever?

FacebookJeg har ikke en konto på Facebook – sagde jeg for ikke så længe siden…

Nu har jeg alligevel – igen!

 

Jeg hører til den kategori af mennesker som er vægelsindede 🙂
Dette har givet sig udslag i at jeg meget tidligt havde en Facebook-konto, senere slettede den og nu har jeg igen oprettet en.
Et skridt frem og to tilbage… Eller sådan noget!

For efterhånden en del år siden fik jeg en mail fra en ven i USA. Han skrev til mig at jeg skulle oprette mig på noget der hed Facebook, fordi alle Amerikanerne var vilde med det. Jeg gjorde som jeg fik besked på og havde dengang en enkelt ven og kunne ikke så meget andet end at dele billeder med ham og sende ham en besked eller to. Jeg kunne ikke se den store fidus i konceptet. Dengang var der ingen små virtuelle bondegårde, der var ikke overlæsset med reklamer og man kunne ikke “like” en masse forskellige ting. Jeg glemte derfor relativt hurtigt at jeg havde en konto. Lige indtil alle de tech-smarte danskere vågnede op. Pludselig havde jeg nogen at “være sammen med” og jeg syntes at det var en fest!

På et tidspunkt inviterede en af mine elever mig til at være ven. Jeg accepterede og blev ret hurtigt ven med rigtigt mange af mine elever. Og det var jo også en fest!

Liiiige indtil at jeg kunne se at de planlagde at pjække fra erhvervsøkonomi (som jeg ikke underviste i). Liiige indtil jeg pludselig kunne se billeder at fulde og halvnøgne unge mennesker og liiige indtil så meget andet.

Hvordan skulle jeg forholde mig til det?

Jeg tog den nemme løsning og proklamerede i alle mine klasser at jeg ikke længere ville være at finde på Facebook, at jeg ville slette min konto. Udover at mine elever mente det var en utænkelig situation ikke at have en Facebook-konto, så betød det for mig at jeg ikke længere skulle eller kunne forholde mig til al deres gøren og laden i sammenhænge, som ikke havde noget med min undervisning at gøre.
Jeg syntes dengang at det var en lettelse og så slap jeg samtidig for de statusopdateringer, som blot bekendtgjorde noget i retningen af: “Jeg har lige løbet 12km., bagt speltboller, skiftet til sommerdæk for min mand, ammet lille X og har bare meget overskud stadigvæk“.

Så var livet igen en fest!

Hvorfor fik jeg så lige igen en Facebook-konto? Hvorfor kan jeg ikke bare undvære den?

Jeg blev træt af at der flere gange er ting, som jeg gerne vil læse af faglig karakter, som jeg kun kan se hvis jeg har en Facebook-konto og jeg har faktisk også en hemmelig drøm om at inddrage Facebook som et aktivt redskab i min undervisning.

Det store spørgsmål er bare lige hvordan jeg så skal forholde mig til al den “udenoms-viden” som jeg sikkert igen kommer til at få om mine elever?

Det stiller en række spørgsmål, synes jeg…
Skal lærere være venner med deres elever på Facebook? Hvordan med Twitter – skal jeg følge dem? Kan jeg være venner med dem, når de forlader skolen eller mens de er på skolen?

Jeg er nået frem til at jeg helt sikkert vil kunne fat fat i mine elever på en nem, hurtig og for dem naturlig måde, hvis jeg har fat i dem på Facebook. Hvis jeg ønsker denne kontakt, så behøver jeg jo nødvendigvis at være venner med dem mens de er på skolen og ikke kun bagefter.
For mig er det ikke et problem – som udgangspunkt har jeg ikke noget imod mine elever 😉
Jeg vil dem gerne og vil gerne dele alt muligt med dem og så har jeg en stor fordel… Jeg HAR jo faktisk ikke en privat Facebook-konto, så jeg skal ikke overveje om jeg vil dele mine billeder, likes og personlige statusopdateringer med dem.

Men hvad nu hvis jeg havde en konto? Så tror jeg egentligt nok at jeg bare gerne ville have fri lidt ind imellem. Fri for at tænke så meget over om det jeg skriver kan misforstås, tolkes anderledes end det var tænkt etc.

Hvis jeg ville have en privat Facebook-konto, så kunne jeg jo blot lave to konti. En til Peter, når han har fri og en til Peter, når han er på arbejde. Arbejds-Peter kan så være venner med eleverne og arbejds-Peter kan klart tydeliggøre overfor elever at de har fat i ham som lærer og ikke som ham der dalrer rundt hjemme i haven og nyder solen (når den skinner).

Jeg tror at det vigtigste er at man foretager sig et bevidst valg, som i sidste ende er baseret på et både personligt og professionelt perspektiv. Jeg kan overveje etikken i at vælge eller fravælge elev-venner, men i sidste ende så kan ingen andre beslutte for mig.
Jeg har endnu ikke hørt om skoler, hvor det ex. er forbudt at være venner med sine elever, men massevis af skole diskuterer om hvorvidt der skal spærres for Facebook eller ej. Jeg oplever dog desværre at mange af diskussionerne meget ofte bliver følelsesbetonede eller meget svagt begrundede. Læreren som arbejder med digitale- og/eller sociale medier, skal derfor have uddannelse eller mulighed for sparring og fordybelse. Ingen mennesker kan træffe en velovervejet beslutning om noget som helst, uden at have bare lidt viden om hvad der til- eller fravælges. Sådan er det også med Facebook!

Hvad skal du som lærer så gøre?

  1. Diskuter sociale mediers brug i skolen – tingene ændrer sig lynhurtigt, så der skal være løbende diskussion og kollektiv refleksion i lærergruppen.
  2. Respekter at den enkelte lærer træffer sin egen beslutning.
  3. Tag eller få uddannelse – du skal vide hvad du ved, også om Facebook og andre sociale medier.
  4. Anvend forskellige konti – undgå konflikter og forvirring ved tydeligt at vise om du er privat eller professionel.
  5. Husk at alt hvad du siger online skal kunne tåle gentagelse dagen efter face-to-face – intet ændrer sig imellem dig og din verden, selvom det foregår online.

Jeg har forskellige forestillinger om hvad jeg vil kunne bruge det til. Noget fagligt med at oprette sider, hvor eleverne vil kunne opsamle viden om et emne, som en “tæppe” af kommentarer til fremlæggelser og gennemgang af et emne, som lektielæsnings-opsamling og alt muligt andet sjov, som jeg slet ikke har styr på endnu. Men… først og fremmest vil jeg have et sted, hvor jeg kan kommunikere med mine elever på deres præmisser, i deres rum og forhåbentligt med den gevinst at jeg får dem “på krogen” lidt oftere end jeg ellers ville. Netop det med at møde eleverne, hvor de er har Mats Öström fra Ross Tensta gymnasium gjort sig nogle overvejelser om – du kan læse en rigtig god artikel om det på “Lärarnas Nyheter“.

Lars Noes har også reflekteret over Facebook – det kan du læse på Eftersidderen. Og jeg har faktisk også selv skrevet lidt andet om Facebook på denne blog – det kunne du jo også læse 🙂

Hvad synes du om det hele?
Bruger du Facebook aktivt? Og til hvad?