Kategorier
Blog Web2.0

Evaluering og bedømmelse af og med Web2.0

Web2.0 og nye evalueringsformerHej allesammen,

Jeg vil gerne prøve at holde en smule fast i mine tanker omkring evaluering og bedømmelse af elevers/studerendes deltagelse i web2.0-baserede vidensproduktioner.

Jeg har en smule vanskeligt ved at forholde mig til tanken om intellektuel ejendomsret for viden der er konstrueret i kollaborativ sammenhæng. Hvordan sikres og hvordan bedømmes både den akademiske integritet og sammes kvalitet, når vidensopbygningen foregår samarbejdende i et online-miljø?

Traditionelt set har vi som undervisere og lærere skulle bedømme viden og færdigheder der kan krediteres formelle kvalifikationer – altså ”i hvor høj grad lever elevens viden og forståelse op til fagets formål?” Vi har kunnet og skullet forholde os til læreplaner, faglige mål, faghæfter, undervisningsvejledninger etc. Og ud fra dette give et konkret tal på om elevens lever op til de stillede krav eller ej.

Jeg kan godt se at man med brug af web2.0-medieret undervisning kan imødekomme flere krav end blot udfordringen fra ”det store og stykke internet”. Typisk er web2.0 jo netop digitaliseret, således at det er enkelt at gemme og finde frem igen. Læreren kan rimeligt nemt tilgå materialer med henblik på evaluering, bedømmelse og dokumentation og eleven har umiddelbar adgang til den viden de har fastholdt og struktureret digitalt i forbindelse med forberedelse til test eller eksamen, men…

Så bliver det jo netop blot en baggrund for det formelle. Wiki’en, bloggen eller hjemmesiden eller… bliver pludselig bare et materiale og en undskyldning for at lave en traditionel bedømmelse af faglig kunnen. Web2.0 og dens værktøjer bliver blot et redskab til opfyldelse af fagenes mål.

It og Web2.0 er en hammer

Jeg tænker lidt at man kan betragte it og web2.0 som ex. en hammer… Hammeren kan bruges enten

TIL AT slå søm i en væg eller

FOR AT hænge et billede op.

Går vi efter funktionen eller målet?

Hvis vi didaktiserer et digitalt redskab af en art TIL AT opfylde fagmål fremfor FOR AT uddanne eleverne til at være aktive deltagere i fremtidens samfund, hvor de kan handle, forstå, tænke med, reflektere over, lade sig danne af og med… (fortsæt selv) og forholde sig til de myriader at digitale kontekster, som de kommer til at begå sig i, så synes jeg at vi sigter for lavt.

Men…

Hvis vi ønsker at uddanne vore elever til fleksibel videnshåndtering, dynamisk og globaliseret kommunikation med en evne til at håndtere multiple kontekster uden at miste overblik og blive rodløse, så er det nødvendigt at skolens formelle bedømmelses- og evalueringskrav tænkes mere fleksible end blot tal og central målstyring af fagene.

Problemstillingen læner sig voldsomt meget op ad det som Dohn og Johnsen kalder primære og sekundære forankringer (E-læring på web2.0 – god og anbefalelsesværdig bog, som du kan hente på dit lokale bibliotek).

Altså – ”benyttes Web2.0 med henblik på at støtte de lærende i at opfylde uddannelsesmæssige mål eller i at være brugbar og meningsfuld for de lærende på tværs af sammenhænge, de indgår i” (p. 89).

Eller? Hvad mener I?

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Kan vi bruge Facebook i undervisningen?

FacebookEn tilbagevendende begivenhed på rigtigt mange lærerværelser både i Danmark og ude i verden er snakke om hvad eleverne laver i timerne. Nogle ting er naturligvis meget relevante, produktive og fornuftige, mens andre sager giver lejlighed til ærgelser, diskussioner og forbud. For et par år siden var det evigt tilbagevende emne MSN og Messenger – hvordan spærrer vi, så eleverne laver noget fornuftigt? Så var det debat om mobiltelefoner og SMS og de sidste par år har jeg oplevet at snakken går på Facebook – skal det bruges, kan det bruges, skal vi spærre, skal vi opdrage eller hvordan gør vi?

Jeg vover pelsen og giver et par tanker om formodentligt verdens mest populære Web2.0-værktøj, nemlig Facebook 🙂

I bruger det jo sikkert allesammen i forvejen, så det er ikke fordi at det er det store fund, men jeg tænker at der er rigtigt mange der snakker OM Facebook og alt det der er skidt, men hvad med at anskue det anderledes? Kan det bruges i undervisningssammenhænge?

 

Facebook

Facebook er en stor del af unge menneskers liv. Det er her de deler billeder, glæder, sorger, sladder og det er her de “tegner” sig selv og former (en del af) deres identitet.

Samtidig er facebook også et af de mest omdiskuterede områder, når det handler om undervisning og fokus og koncentration. Hvor mange lærere har ikke diskuteret om hvorvidt man nu skal lukke for facebook eller ej? Hvor mange lærere har ikke gjort sig overvejelser om hvordan man nu bedst får eleverne til at “slukke” for facebook, så de kan få lidt mere med at den gode undervisning.

Man kunne jo bevidst inddrage platformen i sin undervisning…

Facebook kan bruges i undervisningssammenhæng på flere måder – eksempelvis:

1) Man kan i historie eller et sprogfag arbejde med fiktive profiler. Eksempelvis kan man bede eleverne om at oprette en profil på en afdød historisk person.

Lad eleverne indsætte billeder af personen, personens liv, venner etc.

Lad dem også indskrive faktuelle oplysninger, som fødselsdato, religion, politiske ståsted etc.

Lad dem skrive “væg-opslag”, som fortæller noget om personen og lad dem i det hele taget “tegne” personen, som om at han/hun selv havde oprettet profilen.

 

2) I dansk kan man på baggrund af en bog/novelle/film lade eleverne oprette facebook-sider for de karakterer, som man normalt ville lave personkarakteristik over.

Lad dem udvælge hvem der skal laves facebook-sider til og lad de enkelte karakterer knytte sig til hinanden som venner, lad dem skrive til hinanden og lad dem dele tanker, drømme etc. på vægopslag, med billeder og de interaktionsmuligheder der ellers er på facebook.

Mulighederne er mange, men der er en enkelt hage…

Ifølge facebooks regler, så er det ikke tilladt at oprette falske profiler, selvom der findes utallige.

Hvis man ikke ønsker at bryde regler kan man tage et lille teknologisk tilbageskridt og lade eleverne skrive ind i en skabelon i stedet for en ægte facebook-side.

Man kan finde et eksempel på dette her hos Google Docs.

Og her kan man læse om at en nordmand vist SLET ikke er enig i at det kan bruges til noget.

 

-Peter

Kategorier
Blog Kompetencer

Immigranter og indfødte

Små børn med bærbar computerJeg har tænkt lidt de seneste dage (tro det eller ej). Jeg er lidt i et dilemma omkring hvad jeg gerne vil eller hvad jeg gerne vil tro og så på den virkelighed jeg oplever rundt omkring på de uddannelsesinstitutioner, hvor jeg færdes. Jeg kan ikke helt komme overens med om vi generelt er for fokuserede på teknologien, på hvad der skal laves og hvordan det skal gøres, mere end hvorfor.

På den ene side tænker jeg at hvis ikke vi fokuserer på teknik, så får vi aldrig mulighed for at skifte fokus til læring, hvis altså læringen skal foregå med og igennem it.
Omvendt så kan jeg også være tilbøjelig til at tænke at vi bruger for mange kræfter på teknologien og bør lade den “komme med som naturligt vedhæng”, når nu vi bedriver læring. Problemet med det sidste er så bare, at jeg så kommer til at være ligesom alle de andre, der blindt stoler på at it ikke er en forhindring for læring, fordi “det kan de jo godt i forvejen”.

Min virkelighed viser bare med al tydelighed at “de” kan ikke bare altid i forvejen.

 

De digitalt indfødte

At være digital indfødt indebærer jo også helt praktiske ting. De unge skal have haft umiddelbar adgang til teknologier, de skal være vokset op uden negative præferencer imod de digitale medier og de skal handle om mere end at være i stand til at sende supermange SMS’ere. Det handler om at genkende og anvende teknologierne kreativt! Og det handler om en naturlig fortrolighed med teknologi og ikke den kejtethed, som jeg i hvert fald også kan møde.

Udtrykket digitale immigranter anser jeg heller ikke for værende specielt præcist. Det overser det faktum at også et par dage før 1980, så blev der født og udviklet opfindere, entreprenører, designere og teknologiske ”First-movers”. Det indeholder en generalisering, som stort set hver eneste generation har været pålagt i en eller anden form – enten er der tale om zappere, videonarkomaner, målorienterede, flippere eller noget helt andet. Generaliseringer passer oftest meget dårligt til virkeligheden, selvom det gør virkeligheden meget mere håndgribelig og overskuelig.

Bente Tobiesen Meyer, lektor ved Århus Universitet og forsker i bl.a. Serious Games, skrev for snart et år siden på sin blog:

En lærer nævnte for nylig for mig at hun mente at en af de væsentligste forhindringer for at it bliver brugt innovativt i skolen er, at it er elevernes redskab, ikke lærerens. Eleverne vil altid være foran læreren hævdede hun, fordi eleverne er vokset op med teknologien og mestrer den, ser dens muligheder, hvorimod lærerne vil være tilbøjelige til at bruge teknologien som de vil bruge andre læremidler, og gennemgående tænke “traditionelt”. Jeg tror at argumentet er kendt af mange, og muligvis også følt på egen krop af mange lærere. Men denne form for generationstænkning er efter min mening også problematisk, dels fordi mange lærere faktisk er kompetente it-brugere i deres hverdag (dvs. de bruger mobiltelefon og computer til at kommunikere, handle på nettet, tage billeder, søge information osv.), dels fordi íinnovationspressetí bliver et argument for om man kan (eller vil) bruge it “rigtigt”.

Læs resten af indlægget på Bente Meyers blog.

Spørgsmålet er om der findes valide og tilstrækkeligt dokumenterede fakta omkring hele denne diskurs. Marc Prensky, som har fundet på udtrykket, er selv noget ”løs i mælet”. Hans formuleringer bærer præg af formodninger og generaliseringer.

Digital Natives bruger flere elektroniske kanaler samtidig.

Du er ikke alene…

Når man skuer ud over det digitale landskab, så er der andre som jeg der ikke nødvendigvis synes at verden er så sort/hvid, som mange gerne vil gøre den til.
Hollænderen Van Den Beemt har undersøgt og forsket i “Digital Natives”. Han er kommet til den konklusion at de unger ikke er specielt ekvilibristiske ud I brugen af medier og teknologi. Ligesom resten af befolkningen, så er kun ca. 9% producenter af digitalt materiale, andre 9% er computerspillere og resten på ca. 40% hver er traditionelle brugere og netværkere. Det giver ikke det samme entydige billede af unge superbrugere, men unge som har en begrænset specialviden indenfor et helt bestemt felt af it-­‐området.

Mark Bullen som er ansat på British Columbia Institute of Technology som forstander har oprettet en blog med titlen ”Net Gen Sceptic”. På denne blog fordriver han tiden med at forsøge at afmystificere megen af den retorik, som kendetegner emnet. Han siger blandt andet i artiklen “Net generation nonsense…“:

…my basic point is that the claims about this generation are not based on research. They are speculations that emerge from anecdotal observations and from a techno-­‐utopic view of the world and a fascination with technology. I don’t dispute that this generation is different than previous generations. Every generation differs from the previous in some way. The social, political and technological context changes so this is bound to have an impact on the people growing up at that time. But before we start making radical changes to the way to do things in education we need some evidence.

Efterhånden som vi langsomt bevæger og videre i det andet årti af det nye årtusinde, så synes andre vanskeligheder også at knytte sig til indfødt/immigrant dikotomien. Der er tale om en analogi, som ret præcist er knyttet til alder og sted -­‐ den nuværende diskurs koncentrer sig i stor stil med unge, som har adgang til teknologi og samtidig glemmer eller undlader alt om hele den del af befolkningen for hvem en computer er noget der står i skolen eller det er højest noget, som står hos kammeraterne.

Min pointe er blot den at fordi en hel eller en del af en generation er dybt involveret i digitale teknologier til fritidsbrug, social kommunikation og underholdning, så betyder det ikke nødvendigvis at de ønsker at eller kan bruge denne viden i mere formelle læringssituationer.

Mit afgørende budskab er forhåbentligt klart:

En lærer skal ikke blot antage at en elev er i stand til at implementere nye og fremstormende teknologier i en kontekst som skole og formaliserede læringssituationer, blot fordi denne er i stand til at benytte (nogle) af dem i fritiden.

 

-Peter

Kategorier
Blog

Skabelon til logbog

Jeg har tidligere skrevet lidt om portfolio og logbøger her på siden og har med basis i dette arbejdet en smule videre.

Hvis man har lyst til at bruge, så har jeg lavet en logbogs-skabelon.
Med fare for at være ualmindeligt gammeldags, så er skabelonen lavet i et Word-dokument med faste og foruddefinerede indholdspunkter. For at lette navigationen i dokumenter har jeg givet hver overskrift et link, som er placeret i toppen af dokumentet.

Tanken er at eleverne/kursisterne eller de studerende kan tage udgangspunkt i dokumentet og derudfra arbejde med deres logbog.

Jeg er klar over at et Word-dokument ikke er så fancy-smart-hipt, men til min brug har det denne gang været meningsfyldt at fravælge en teknisk løsning, som indarbejder internet, Web2.0 og alt muligt andet sjovt.

Jeg håber at andre end jeg kan gøre brug af det til noget fornuftigt – god fornøjelse!

Du kan finde skabelonen her: Logbog.

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Tilbage til Vitek

En lille tanke mandag morgen… (og jo den er generalisernede og populistisk).
Jeg skrev for lidt tid siden lidt om evaluering og Web2.0 og har i weekenden diskuteret evalueringsbegrebet med et par kolleger. De er dygtige, kreative og innovative i alle mulige sammenhænger, når det handler om undervisning og planlægning af denne, men når der skal bedømmes og evalueres, så bevæger vi os pludselig i retningen af “Lektor Blomme”… Arbejdet skal munde ud i et tal eller en personlig udtalelse, it skal nok integreres, men til fordel for at lave dansk stil, en elektronisk planche eller noget andet som vi “altid” har gjort.

Jeg synes at teknologideterminismen og tanken om, at it skal effektivisere elevernes læring har været dyrket så rigeligt de sidste mange år.

Jeg fandt lige denne:

EDB og video – fremtiden uddannelse, Vitek fra 1983.
Udover at det er (meget) brunt og at grafikken er en smule bedre i dag, så kan det være ret vanskeligt at se forskel på dengang og nu, desværre.
90% af den undervisnings-software, som fra danske hænder er udviklet til en revolutionerende iPad kører 100% Skinner og Behaviorisme. Den primære forskel er at boksen er pænt designet af Apple og ikke indeholder duer 😉
Vi forventer stadig at computeren skal løse specifikke problemer eller rationalisere tidsmæssigt.

Den største revolution er at vi idag kan lave en, henholdsvis glad eller sur smiley – Og det er vi jo nogen der er glade for 🙂

Det store spørgsmål i forhold til evaulering er for mig at se hvorfor vi gør som vi nu gør? Det nemmeste? Det bedste? Eller hvad?

(Og serviceoplysning: Måske bliver det nu en smule politisk…)
Der var engang at Danmark stemte nej tak til Europa – uanset om man nu er enig eller ej i det, så viste det at der var en befolkning, som turde have en mening og en stemme.

Kunne vi ikke gøre det samme med hele uddannelsesområdet? Hvorfor er vi så pokkers bange for Pisa? Hvorfor skal vi hele tiden måle og veje?
Kunne vi ikke halvflippet kaste os ud i ex. web2.0-tankegang, evalueringer på både produkter og processer og resultater? Og endda i fællesskab på basis af re-mixede produkter og materialer.
Kunne vi ikke sige med overbevisning at vi vil lave ikke blot verdens bedste folkeskole, men verdens bedste befolkning?

 

Det sjove er jo…

En ansat i en virksomhed, som ikke kan arbejde sammen, som ikke bygger videre på den eksisterende vidensmasse og som arbejder alene, producerer alt selv og som vil bedømmes egenhændigt – han eller hun bliver formodentligt fyret ret hurtigt. Men hvorfor er det så kvaliteter, som vi i skolen sætter højt? Vi er glade for eleven som laver tingen selv, som ikke låner fra Wikipedia og som løser problemerne alene. Det er da underligt!

Nå… jeg synes at vi skal gøre tingene lige en smule anderledes end vi gør det i dag.

 

-Peter