Kategorier
Blog Web2.0

Videndeling år 2012

I dag er arbejdsstyrken i Danmark i stigende grad vidensmedarbejdere, som arbejder med skjult eller uudtalt viden. Allerede i 2009 viste undersøgelser af forskellige jobs kognitive kompleksitet at 60% af arbejdsstyrken arbejder med viden i større eller mindre grad. For at disse vidensmedarbejdere skal kunne koordinere, arbejde og dele erfaringer er der behov for et sted hvor dette kan ske.

Når vi taler om elektronisk båret videndeling, så er denne traditionelt blevet foretaget via et intranet eller funktionen er (nok uhensigtsmæssigt) blevet indarbejdet i et LMS uanset om det har heddet SkoleIntra, Skolekom, Blackboard, Fronter eller noget helt andet. Desværre har intranettet mange taget form som en slags virtuel opslagstavle, hvor ledelse og administration kan kommunikere til medarbejdere og ikke med. Samtidig er det også den ”sump”, hvor man som lærer mere eller minde pligtskyldigt lægger materiale til fælles opsamling og evt. deling. Det store ”men” i den sammenhæng er: Hvordan finder man lige det relevante materiale igen? Hvordan ordnes det? Skal bibliotekaren også håndtere vidensdeling på intranettet?

Vi er aldrig alene

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skulle lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng.

Hos lærere generelt oplever vi at videndeling i uformelle kontekster er velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kopimaskine, men det kan være vanskeligt at dele når rammerne bliver stringente og mere officielle.

Med udbredelsen af diverse sociale platforme er det let at få det indtryk, at tankegangen om åbne netværk og fri videndeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling. Diskursen er, at kommunikation samtidig med at der arbejdes, frem for bagefter, er et godt valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne vide så meget som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Uanset faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres Personlige LæringsNetværk og lærer og opfanger viden gennem fællesskaber. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængigt og ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvor de ofte bliver mødt af krav om formelle kompetencer, som skal måles og vejes. Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede uddannelsessystem sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder. Disse videndelingsplatforme formes af lærerne, med den ulempe at de kan være vanskelige at placere centralt i selve organisationen.

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og videndeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele indhold uanset om der er tale om billeder, tekst, videoer eller andet. Ved at anvende eksempelvis en social ”bogmærketjeneste” som Delicious eller en wiki kan en arbejdsgruppe ret nemt skabe en fælles vidensbase og på en blog kan man diskutere, dokumentere og fastholde individuel eller fælles viden, så den er tilgængelig for ens sociale relationer.

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst.

Hvordan i praksis?

Twitter-logoJeg er superglad for Twitter og andre af sådanne sager, men tænker ret meget over hvordan man bedst kan videndele både internt i skolen eller institutionen og i større samenhænge, hvis man ønsker at “fastfryse” og bibeholde den viden, som på de sociale medier godt kan gå hen og blive alt for flygtig.

På min nuværende arbejdsplads benyttes mangfoldige systemer – nogle afdelinger bruger Yammer.com, andre Fronter, andre Moodle og endnu andre Blackboard og noget SharePoint. Det er ikke mit indtryk at valgene er truffet i blinde, men fordi de enkelte afdelinger har haft uensartede behov, så mangfoldigheden gør for så vidt ikke noget, men…

Hvordan gør man lige når man skal dele overalt, blandt alle, på alle niveauer i hele organisationen? Kan det lade sig gøre og samtidig lade det være meningsfuldt?

Hvad er Jeres erfaringer? Jeg er nysgerrig!!

Kategorier
Blog iPad / iPhone Kompetencer

Redidaktiser din iPad

iPad’en har stadig vind i sejlene!
Apple har lige lanceret den fjerde iteration af vidunderet og tilsyneladende er der ingen ende for, hvor mange skoler, der skal have den indarbejdet som en del af deres skolehverdag. I rigtig mange sammenhænge giver det mere end blot god mening. iPad’en kan mange ting, som er ”lige til højrebenet”, når man taler om skole, den fjerde kulturteknik og fremtidens kompetencer. Vi skal bare huske på, at iPad’en alene gør det ikke. 

(c) 2012, Kim Kronika.

Tag ikke fejl – jeg er glad for min iPad, og jeg er glad for at bruge den i skolen sammen med mine elever. Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvorfor jeg mener ,at det er en vigtig og nyskabende dims. Det er en alsidig, fleksibel og velfungerende ting, som virkelig kan gøre underværker i undervisningssammenhæng, men…

Samtidig med at jeg bruger en masse tid på at tænke på it, digital didaktik, iPad, Web2.0 og hvad der ellers er, så bliver jeg også igen og igen overbevist om, at der ikke er noget, der kan erstatte velfungerende undervisning med en dygtig og velforberedt lærer.

Jeg er helt sikker på at iPad’en kan være med til at generere et skifte i måden, vi tænker skole og undervisning. Men… Typen af skift, omfanget, nedslag og varighed bliver hele tiden bundet op på læreren, forberedelsen og den gode undervisning.

 

Is there an app for that?

Gentagne gange har vi hørt: ”Is there an app for that?” og svaret har hele tiden være et stort og rungende ”JA!”. Uanset hvad man skal lave af arbejde, så kan man være ret sikker på, at der er en applikation, som kan bruges. Eleverne gennemskuer hurtigt, hvordan de skal bruges, og det er vores opgave som lærere at vise hvorfor, og til hvad de skal bruges.

Det er vores opgave som lærere at tænke over, hvad vi ønsker at eleverne skal gøre som lærende – udgangspunktet skal hele tiden være undervisningen og ikke iPad’en. Grundlæggende skal vi hele tiden huske på, at vi skal få iPad’en til at passe til undervisningen og ikke få undervisningen til at passe til ipad’en.

Som lærere skal vi beslutte os for, hvilke kompetencer vi ønsker at give vore elever, og derefter skal vi se på om iPad’en tilgodeser netop dette arbejde. Hvis ikke det gør, så giver det sikkert ikke megen mening at bruge den overhovedet. Alfa og omega er en plan!

Hvad betyder alt det her så i ”virkelighedens verden”?

 

Gentænk og gentænk igen

Arbejdet skal genovervejes og måske inddrages på en anden måde, end vi ellers har været vant til. Lad mig give et eksempel.

I mange, mange år har vi været vant til at tage noter, sætte streger, lave mindmaps og sådanne sager, når vi enten blev undervist, lyttede eller læste noget, som vi gerne ville huske. Det udmøntede sig i sedler med streger, pile, diagrammer og små sætninger. Dem som arbejder godt med dette mønster er selvfølgelig glade for måden, men så er der også lige os andre… Igennem hele min gymnasietid, min tid på lærerseminariet og alle andre situationer, hvor jeg regnede med at det forventedes af mig, har jeg taget noter. Jeg har, mere eller mindre samvittighedsfuldt, nedskrevet og noteret med blyant og papir, og så har jeg glemt alt om det efterfølgende. Jeg har simpelthen ikke kunnet bruge mine noter til noget kvalificeret. Måske fordi jeg ikke havde en god teknik og måske fordi jeg nedskrev det forkerte på det forkerte tidspunkt, men jeg har nu egentlig altid selv ment, at det var fordi jeg havde vanskeligt ved at finde tingene igen. Jeg kunne måske godt ved årets slutning huske, at jeg havde haft noget om XX, men lige hvornår og hvor jeg har noteret, det var værre!

Med en iPad og uden den store planlægning eller overvejelse, kan man nemt havne i nøjagtig samme situation. Her kan jeg nemt åbne ex. et pdf-dokument, notere i det i iBooks, understrege en smule, måske henvise til et billede på nettet, en video og så videre. Jeg kan på denne måde gemme et lidt rigere udvalg af tekst og referencer, men i bund og grund gør jeg stadig det samme, som før jeg havde en iPad. Jeg laver det samme arbejde, blot med et andet redskab end en blyant.

Hvis det skal give stor mening at overdrage sine noter til iPad-æraen, så skal det gøre på en lidt anden måde. Jeg skal med andre ord tænke anderledes, end jeg er vant til.

For mit eget vedkommende har jeg et par favorit-programmer, som jeg vender tilbage til igen og igen, nemlig Evernote, Circus Ponies Notebook, Goodreader, iBooks og Skitch.

Det er lidt af en samling, men med det setup har jeg mulighed for næsten alt.

Min notetagning er delt op imellem de noter som jeg laver derhjemme i ro og mag og så dem jeg laver ”undervejs”, mens jeg lytter, ser eller hvad det nu er.

iBooks bruger jeg primært hjemme – her læser jeg længere tekster og skriver også længere noter. Jeg får overblik over min tekst og kan efterfølgende se sammenhænge i det enkelte dokument eller den enkelte bog.

Den notetagning som er epokegørende for mig er en slags udvidet version. Her benytter jeg enten Evernote og Skitch i kombination eller Circus Ponies Notebook.

Her kan jeg markere, understrege, tilføje ekstra noter, tegne diagrammer, lave pile og cirkler samtidig med, at jeg benytter indbygget mulighed for opslag, redigere eksisterende noter, fotografere et billede af ex. tavlen og samle det, så jeg kan dele med medstuderende og optage alt lyd i undervisningssituationen, så noternes kontekst passer til lyden og forelæsningen.

Alting kan jeg efterfølgende søge i og arbejde videre med på computeren. Både Evernote, Circus Ponies NoteBook og Skitch fåes til installation på computer også.

 

Det muliges kunst

(c) 2012, Kim Kronika.

Grundlæggende har jeg således ændret min måde at arbejde på til en måde, som ville være om ikke umulig, så i hvert fald mange gange mere besværlig uden en iPad. iPad’en udvider mine muligheder, forøger fleksibiliteten og ændrer selv det at tage noter, til noget helt andet end med blyant og papir.

Men… det kræver, at jeg tænker mig om og ikke bare gør som jeg plejer. Det samme gælder vores undervisning. Redidaktisering lyder voldsomt, men det er under alle omstændigheder nødvendigt, at vi først og fremmest tænker på, hvad vi vil med undervisningen, og derefter ser på, hvordan eller om vi kan gøre det bedre med en iPad (eller noget helt andet).

 

-Peter

Kategorier
Blog Web2.0

Evaluer med Web2.0

Jeg har de sidste dage beskæftiget mig lidt med summativ og formativ evaluering og hvad det ene har af fordele sat op imod det andet. Samtidig er jeg i fuld gang med at læse om alt muligt om Web2.0 og didaktisk design og slige sager. Udgangspunktet var for mig en snak på et lærermøde omkring eksamen, bedømmelse og hvad vi skal gøre der, for både at kunne imødekomme krav fra det formelle uddannelsessystem, eleverne og ikke mindst os selv som lærergruppe. Vi vil gerne have mulighed for at fokusere på, hvad eleverne rent faktisk kan uden at falde i den grøft at kompetencerne bliver set som et produkt, der er kommet ud af læringen. Vi vil godt have mulighed for at give vore elever en bedømmelse, som ligger ved siden af den traditionelle med et tal, men samtidig skal det være en bedømmelse, som kan bruges af vore aftagere; af erhvervslivet. Formelt set må vi ikke give udtalelser til fag, som er blevet karakterbedømt, vi må altså ikke lave tillæg eller sådan noget til “rigtige” fag og har kun mulighed for at lave et eller andet utraditionelt i forbindelse med lokalt udviklede valgfag. Hvor det hele ender ved jeg ikke, men uanset så synes jeg personligt, at der generelt i uddannelsessystemet skal tænkes tanker, som er mere om- og altfavnende end et summativt tal. (At man så også kan give sig til at diskutere om hvorvidt man overhovedet kan tale om en summativ evaluering nogensinde er en helt ande sag, som jeg lige nu vil springe over).

Alt dette har fået mig til at tænke lidt videre og egentligt meget lavpraktisk. Hvorfor ikke erstatte nogle af de traditionelle tests med muligheden for kreativ udfoldelse? En kreativ udfoldelse, som læner sig op ad Web2.0 og mange af de værktøjer, som er til rådighed her.

Jeg har lavet en lille liste over aktiviteter, som jeg tidligere har brugt. For mig som lærer har de alle været aktiviteter, som jeg kunne evaluere på. Jeg har nok ikke altid kunnet sætte et umiddelbart tal på, men det er med til at give et overordnet billede af den lærende.

1. Opret en tegneserie
Brug online-tegneserie-skaberen, ToonDoo, til at lave en tegneserie, der demonstrerer din viden, forklarer dine tanker om emnet eller illustrerer din forståelse.

2. Opret et diasshow
Vælg en serie af billeder, der relaterer til din læring. Fotografer dine egne billeder til at medtage i dit show. Medtag dine egne malerier eller dine egne tegninger. Skab og præsenter forbindelser mellem billeder og hvad du har lært. Tilføj tekst, der forklarer, hvorfor du har valgt (eller skabt) netop disse billeder. Hvordan hænger billeder og det visuelle sammen med “det du har inde i hovedet”?

Til at lave diasshowet kan man eksempelvis benytte Photostory eller iPhoto, hvis man har det bedst med at arbejde “traditionelt” på en computer, men man kunne jo også se på hvad nettet tilbyder af gode Web2.0-værktøjer. Jeg er rigtigt glad for Animoto, som laver nogle ret imponerende video/slideshows uden ret meget arbejde – du kan her finde en vejledning til hvordan du opretter en Animoto-konto.

Jeg har skrevet lidt om fotografering tidligere – det kan du jo også læse 🙂

3. Forståelseskort – mindmapping
Vis din forståelse af hvordan de forskellige dele af din læring er forbundet ved at skabe et grafisk overblik. Brug eks. et mindmapping-program (min favorit er Popplet). Hvordan hænger det vi netop har gennemgået og arbejdet med sammen med (nogle) af de ting vi tidligere har arbejdet med? Uanset om du har tegnet et mindmap i hånden eller på computer, så skal du have det digitaliseret og gemt.

4. Skriv et blog-indlæg
Skriv et blogindlæg (WordPress er min favorit, men eks. Googles Blogger er også god), der viser din læring, eller præciserer din tankegang. Du kan vælge at udtrykke dig gennem essay, beskrivelse, poesi eller fortælling, eller en genre efter eget valg. Husk, du skriver for et rigtigt og autentisk publikum, der kan reagere og stille spørgsmål. Tilføj passende billeder. Medtag en refleksion over din læring.

Jeg har tidligere skrevet lidt om det at blogge – det kan du jo også læse 🙂

5. Lav en podcast – Løs et problem og abstraher
Brug dine evner og viden til at levere en løsning (eller løsninger) til et virkeligt problem. Vis hvordan du kan anvende din læring i en anden sammenhæng. Beskriv problem, løsning og sammenhæng, så det er forståeligt for andre, som ikke har sat sig ind i sagerne så grundigt som du. Optag en lydfil og læg den i klassens podcast-feed. (Hvis klassen ikke har noget eksisterende setup til podcasting og podcasts, så vil jeg klart anbefale Audioboo, som er både nem og fleksibel).

6. Lav en video
Lav en video for at demonstrere din læring. Du kan oprette en animation eller en dokumentarfilm. Vis, hvad du har forstået og lært og tilføj din egen fortolkning. (Videoen kan laves “bundet” til eks. iPad eller computer, men kan jo også redigeres online på ex. WeVideo som er ganske brugbar og imponerende).

7. Lav en Screencast og lad eleverne undervise.
Som bekendt er det den som underviser, der lærer aller mest. Det skal vi da udnytte!

Ganske ofte afslutter jeg et temaforløb eller et område med at alle eller enkelte elever skal fremlægge på klassen. Øvelsen kan have mange gode årsager, men nogle gange kommer det bare til at tage alt for lang tid i klassen. Fremfor at lade alle elever fremlægge en efter en, så kan man overveje om ikke blot enkelte af eleverne skal fremlægge, men resten blot optager deres fremlæggelse.
Brug ex. det gratis program Screencast-o-matic til at lave en skærmoptagelse. Lad eleven eller eleverne optage en forklaring eller undervisning af det fagområde, som skal evaluereres og lad dem støtte sig til ex. et præsentationsprogram eller en tegning. Eleverne kan se hinandens forklaring, give hinanden gode råd og vejledning til hvordan budskabet klarest kommer frem og slutteligt kan de enkelte optagelser blive delt i klassen eller på holdet. Måske kan de enkelte forklaringer endda blive opsamlet på en fælles Wiki, som Wikispaces (men det er jo et helt nyt punkt på listen her…).

Jeg ar klar over at denne liste er en voldsom forenkling af virkeligheden og brugbarheden afhænger af hvad der vurderes og hvad formålet er med vurderingen. Jeg synes bare at vi med standard-tests igen, igen at vi falder tilbage til problemstillingen med om hvorvidt vi arbejder med faget på en bestemt måde fordi det står i et trinmål eller om vi forsøger at give de lærende en forståelse og en livskompetence.

Men… uanset hvad, så er jeg åbenbart så hippie-70’er-flippet-konstruktuvistisk at jeg ikke bryder mig om at måle og veje mennesker ensidigt og tænker at alle mine småevaluerende fremlæggelser og præsentationer ovenfor er gyldige, valide, mere engagerende og mere meningsfulde alternativer til et tal.

Så altså… i denne omgang ingen citater til vidtløftige og kloge teorier, men mere noget Grundtvig, det levende ord, det hele menneske og så lidt web2.0 😉

Kategorier
Blog Web2.0

Web2.0 – it’s a state of mind, not a technology

I 2005 introducerede Tim O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier der gav mulighed for nye praksisformer baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.

Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”.

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med både stærke og svage sociale og faglige relationer og hvor denne kan både aggregere og distribuere mikroindhold via sociale teknologier. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform, hvor man går fra at betragte produktion og viden som noget der statisk kan lagres i databaser og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Der er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

 

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og vidensdeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele, genbruge og tilpasse indhold på tværs af kontekster og som samtidig understøtter både fælles og individuel videnskonstruktion (Dohn og Johnsen 2009, s. 28).

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst. Disse praksisfællesskaber kan være alt fra lærerteams til gruppedannelser blandt elever eller kursister, når blot de er kendetegnet ved at hænge sammen i sociale kontekster og der er aktivt deltagende som en del af en lærings- eller erkendelsesproces. Det betyder også i sidste ende at: ”Læring kan ikke designes. Læring hører i sidste instans hjemme i erfarings- og praksisområdet. Den ledsager meningsforhandlinger; den bevæger sig på sine egne betingelser. Den glider gennem revnerne; den skaber sine egne revner. Læring sker, design eller ikke design” (Wenger, 2004, s. 255).

I forhold til det at være lærer, det at undervise og det at drive skolevirksomhed, er Wengers mest essentielle pointe, at læring ikke kan designes og på magisk vis fremmanes, men at man kan designe rammerne eller de sociale forudsætninger for at fremme læring. I forhold til arbejdet med læring, så finder jeg Wenger velegnet og relevant, som praktisk/teoretisk baggrund, idet læring her ganske ofte tager udgangspunkt i løst koblede læringsfællesskaber og praksisfællesskaber, som er dannet uden om formelle teams etc. De sociale praksisfællesskaber fremkommer grundet og på basis af meningsforhandlinger og gensidigt engagement i de læringskontekster, som de indgår i uanset om disse er skabt af læreren, institutionen eller praksisfællesskabet selv.

 

Mikroblogging

På skoler rundt om i landet bliver der dagligt kommunikeret i diverse intranetsystemer – ganske ofte i Skoleintra, Blackboard, Fronter og hvad det eller hedder. Alt sammen platforme, som er indkøbt, installeret, opdateret, serviceret og alt muligt andet af enten en kommunal mand/kvinde eller en virksomhed, som man betaler for at gøre det.

Jeg har tænkt en del over om man med held kan indføre et ikke-kommercielt og Web2.0-baseret system som ”intranet-platform” eller blot som kommunikationsplatform. Med afsæt i mine overvejelser om videndeling blandt lærere og undervisere, så har jeg tænkt på om ”kanalen”, det sociale medie (eks. Twitter) kan fungere til at facilitere en faglig kommunikation.

Min forventning er at man med indførelsen af et socialt mikroblogging værktøj som Twitter kan være med til at facilitere den daglige kommunikation. I modsætning til eksempelvis email-kommunikation imellem flere parter, som har en tendens til at blive rodet, så vil mikrobloggens kommunikation være mere overskuelig og logisk. Et tilsyneladende fragmenteret vidensafsæt bliver samlet og det bliver muligt at finde tilbage i kommunikationen på tværs af afsendere, teams og afdelinger. På mikroblogging-værktøjet får lærerne mulighed for at følge specifikke kolleger uanset om de kommer inde i organisationen eller om de er udefrakommende. Man får mulighed for at se deres opdateringer, deres projekter og generelt bliver informationen personlig, valgfri og giver mulighed for at kunne understøtte den enkelte uanset, hvordan og hvornår man arbejder.

Enkelte ting faldgruber er der dog… Man skal være opmærksom på et par ting, hvis man som organisation vil indføre et sådan socialt “intranet” – nemlig at det i sagens natur ikke er “intra”. Twitter er en åben platform, som alle i hele verden potentielt har adgang til. Det betyder naturligvis også at der er kommunikationer og oplysninger, som slet ikke egner sig til denne platform. I forhold til skoleverdenen, så er det oplagt at eks. personfølsomme oplysninger ikke må blive udbasuneret til alverden, ligesom forretningskritiske oplysninger etc. ikke kan tåle en sådan offentliggørelse.

 

Alternativer til Twitter

Ønsker man alligevel som skole at benytte måden og metoden for kommunikation, så kan man med fordel se på andre interne mikroblogging-platforme som eks. Yammer.com, Podio.com eller en anden af de mange andre købe-muligheder. De fungerer i princippet nøjagtigt som Twitter gør, men med den store forskel at man enten skal besidde en email fra et specifik domænenavn eller man skal inviteres for at komme ind. Det betyder jo så selvfølgelig også at man holder verden ude – godt nok kan ”de andre” ikke se hvad der foregår på skolen, men vi på skolen, kan desværre så heller ikke se det store billede længere.

Samtidig med at jeg ser gode mulighed for kommunikationen via Twitter (eller en af de andre platforme), så vil jeg alligevel konkludere at Twitter egner sig specielt godt til vidensdeling ala materialeudveksling, henvisninger, statements etc. Det egner sig knapt så godt til diskussion og debat af dybere karakter, idet samtalen bliver til en stor strøm, hvor man så skal råbe højt eller sætte tingene på spidsen for at “blive hørt”. Der foruden kan det være vanskeligt at uddybe og forklare sammenhænge, når man kun har 140 tegn til rådighed, men uanset hvad, så står der én vinder tilbage – nemlig det sociale element. De sociale ressourcer spiller en afgørende rolle i vidensdelingssystemer. Selv det bedste indhold har ingen værdi, hvis det enten ikke kan fremfindes nemt og entydigt eller hvis ikke individet føler sig “hjemme” og tilpas (Brazelton, 2003). Det kan man på Twitter!

På trods af teknologiens styrker og fleksibilitet, så er dette alene ikke tilstrækkeligt. Tværtimod må organisationer se teknologien som en del af de mange initiativer der skal til for at skabe et godt og velfungerende vidensdelingsmiljø. Det betyder også at uanset om man som skole eller organisation vil vælge den ene eller den anden platform, så er det er vigtigt at have et sigte, som ikke et ensidigt. Måske skal man vælge Twitter, men måske skal man OGSÅ vælge noget andet.

Samtidig er det vigtigt hele tiden at huske at det er de enkelte individer i organisationen, som skaber viden, uanset om den er tavs eller eksplicit og uanset om den er tillært formelt eller uformelt. Organisationen fungerer som ramme for denne videnskabelse, men den skabte viden kommer fra individerne og ikke organisationen (Nonaka, 1994).

Jeg har desværre ikke prøvet at bruge Twitter til andet end mig selv og mit eget personlige læringsnetværk (PLN), men jeg synes det det kunne være sjovt at prøve. Hvad med jer andre, har i nogen erfaringer?

Og har du forresten hørt om “Skolechat” på Twitter? Tjek evt. www.skolechat.dk og følg med på hashtagget #skolechat – vi ses!

 

 

Vil du læse lidt mere, så kig eks. her:

Brazelton, Jessica og Gorry, Anthony G.
“Creating a Knowledge-Sharing Community: If You Build It, Will They Come?”
Communications of the ACM, February 2003, Vol. 46. no 2
http://mapule276883.pbworks.com/f/Knowledge%20sharing%20community.pdf

Nonaka, I. (1994)
“A Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation”
Organization Science. Vol 5 (1) s. 14-37.
http://www.e-campus.uvsq.fr/claroline/backends/download.php?url=L05vbmFrYTk0LnBkZg%3D%3D&cidReset=true&cidReq=MDSDM105

O’Reilly, Tim (2005)
“Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software”
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1 

Wenger, Etienne (2004)
Praksisfællesskaber: Læring, mening og identitet
Kap. 2 & Kap. 10 (35s)
Hans Reitzel 2004.

 

 

 

Kategorier
1:1 Blog

Hvordan 1:1?

Hvordan skal eller kan man overhovedet indføre 1:1?

Min konkrete erfaring og sideløbende læsning af litteratur, papers, artikler og så videre er, at mange af de 1:1-projekter, som bliver sat i søen i Danmark og rundt omkring i verden lige nu ofte er primært baserede på tro og håb, mere end viden og fakta. Selvom det kan være rigtigt fint at tro på det bedste, så er det ofte noget mere givende at vide… Jeg mener bestemt at vi skal undgå tro og håb, som bærende elementer for en 1:1-satsning.

Det er min klare overbevisning at hvis vi skal realisere nogle af de forhåbninger der er til 1:1, så skal vi koge fokus ned på en ret stram køreplan. At øge antallet af computere i klasserummet, og så tro på at der sker positive forandringer er ikke løsningen, men når der er fokus på lærerudvikling, pædagogik og didaktik inden der er fokus på computeren, så bliver resultatet også mindre afhængigt af læreren alene. Helt konkret forestiller jeg mig en køreplan der indledningsvist ser ud som følger:

 

Formål:

Uden at tænke på teknologi overhovedet, så mener jeg at processen skal begyndes med at se på behov. Hvad er formålet vi ønsker at opnå? Det kan være eks. “Vi ønsker at eleverne skal arbejde sammen i praksisfællesskaber” eller “Vi ønsker at udvikle elevernes 4. kulturkompetence”. At have et specifik formål giver helt naturligt anledning til spørgsmålet: “Er dette ønske vitterligt vigtigt eller nødvendigt?” Det vil give klarhed for de involverede parter om, hvorvidt disse mål evt. vil kunne opnås uden brug af ny teknologi eller mere teknologi.

Vurdering:

Indledningsvist er det altid en god idé at vurdere om de teknologier, man allerede har er gode nok eller mange nok til at man kan opnå sit erklærede formål. Hvis man vurderer at det er nødvendigt at indkøbe ny teknologi for at opnå sit mål, så skal man også vurdere, hvad reaktionen til den nye teknologi vil være blandt lærergruppen. Vil de begejstret tage det til sig og lege og eksperimentere, eller vil de sidde tilbage med en følelse af at være blevet påduttet noget de ikke har lyst til? Hvis vurderingen er, at lærergruppen har modstand imod det nye, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man må opgive, det er blot vigtigt at have for øje, så man kan forsøge at undgå modstand og barrierer i den senere udvikling.

Pilotgruppe:

Inden en 1:1 implementering bør man nedsætte en pilotgruppe, bestående af frivillige lærere med stor interesse for it. Pilotgruppen skal have adgang til den eller de teknologier, som man overvejer som løsning. At benytte en pilotgruppe vil være med til at gøre den store implementering nemmere på et senere tidspunkt, blandt andet fordi, det er nemmere og hurtigere at løse tekniske problemstillinger og forhindringer for implementation i en mindre gruppe. Men også fordi at pilotgruppen senere vil kunne være med til at afhjælpe nervøsitet og frustrationer, hvis man slutteligt vælger at køre projektet i fuld skala.

Pilotgruppe-evalueringer:

Pilotgruppen beskriver fordele og ulemper ved at implementere den nye teknologi, og denne evaluering går tilbage til beslutningstagerne. Det er eksempelvis muligt at pilotgruppen konkluderer, at det ikke er den bedste løsning med det samme apparat til alle, at nogle grupper vil være bedre tjent med eks. en smartphone fremfor en computer eller måske en helt anden type computer.

Hvis beslutningstagerne vælger at køre videre, så skal pilotgruppen identificere forhindringer og problemstillinger, som skal fjernes, inden man kører videre. Pilotgruppen skal også være med til at sammensætte en proces for, hvordan resten af lærergruppen bedst og nemmest bliver introduceret for teknologien – det være sig både i forhold til at “sprede det glade budskab” og i forhold til at se på, hvordan videreuddannelsen bedst bygges op.

Ny pilotgruppe:

På baggrund af de erfaringer som den første pilotgruppe har gjort sig nedsættes yderligere en pilotgruppe, bestående af ”it forskrækkede lærer”. Den første pilotgruppe skal så være supporterer for den anden pilotgruppe og være med til at foretage den nødvendige opkvalificering, som senere skal indarbejdes i hele organisationen. Den ekstra pilotgruppe sætter nye vinkler på teknologien og oplever formodentligt også andre problemstillinger. Dette vil give anledning til revisioner i enten valg af teknologi, omfang af teknologi eller i måden, teknologien skal introduceres for resten af lærergruppen på. Disse to pilotgrupper kører sammenlagt i minimum et helt skoleår, og slutteligt vil begge pilotgruppers erfaringer danne grundlag for et valg af medie og metode i en 1:1 løsning.

Det første skoleår vil samtidig danne grundlag for dannelse af praksisfællesskaber, som alle lærere i en skole senere vil kunne trække på og deltage i.

Det er vigtigt, at der sørges for at pilotgrupperne har en teknisk supportafdeling, de kan trække på, og at denne supportafdeling er i stand til at løse alle de tekniske vanskeligheder, der måtte komme undervejs.

Indkøb og implementering:

Først nu indkøbes den eller de valgte teknologier, og de to pilotgrupper skal fungere som mentorer og teknologiske facilitatorer for resten af lærerkollegiet. Det er også dem som forestår den mere formelle opkvalificering af lærerne. I hele denne fase er tid et nøgleord. Det er vigtigt, at der er tid til at være sammen om udfordringer, problemer, idéer og faglige fællesskaber, for hvis tiden (altså økonomien) ikke er til rådighed, så vil udfordringer og problemer blive henvist til egen interessetid, når man har fri, og ikke mange lærere har lyst til frivilligt at kaste sig ud i gratis arbejde med noget som giver vanskeligheder.

Evaluering af resultat:

At evaluere kan måske forekomme som en selvfølge, men nogle gange kan evalueringer begrænse sig til, at man kigger ud og ser at “det går jo fint”, og så er 1:1-projektet en succes. Der skal efter det første år laves formelle evalueringer og observationer, for at se, om der er noget som skal gøres anderledes, og om den valgte teknologi rent faktisk understøtter den oprindelige målsætning. Det er vigtigt at finde ud af om teknologien rent faktisk bliver brugt, eller om det blot er noget der kommer frem fra et skab, når man skal løse en helt specifik opgave.

 

Sammenfattende er det tydeligt at implementering af teknologi ikke er noget der sker fra den ene dag til den anden. Der er mange ting som skal tages med i overvejelse, og man skal hele tiden have skarpt øje for og måle for at kunne identificere en konkret udvikling.

Et godt redskab til denne ”målen” kunne være SAMR eller TPACK (mere om dem kommer lidt senere her på bloggen).

Ikke et vidundermiddel

Uanset hvor glad man er for teknologi, så skal man huske1:1 er ikke et endegyldigt vidundermiddel, der løser alle skolens problemer og udfordringer. For mig at se er 1:1 ikke meget anderledes end så mange andre forsøg på at reformere skolen med henblik på at tilpasse den til den verden og tid vi lever i lige nu. En af de store forskelle imellem andre skoleudviklingstiltag og så indførelsen af 1:1 er, at man kan se det. Det er meget kostbart og meget tydeligt, hvad indsatsen går ud på, når man eksempelvis udstyrer en hel kommune med iPads, eller når man, som jeg har været med til, uddeler næsten 3000 computere. Havde vi i stedet valgt at satse hårdt og målrettet på eksempelvis Coorporative Learning, som et udviklingsfokus, så ville vi nok også have rykket skolen voldsomt meget både pædagogisk og didaktisk, men det ville for udefrakommende ikke være tydeligt at der var store forandringer i værk i skolens dagligdag.

Der er påfaldende lidt belæg for, hvad der gør, at inddragelsen af it giver bedre resultater, skaber større lyst til læring og skaber mere engagement blandt eleverne, og om det overhovedet sker. Alligevel er det den fremherskende tro i forbindelse med it og undervisning. Denne tro på, at it forbedrer resultaterne kan skyldes, at undervisningsmaterialer skabt gennem it kan være dynamiske, at man med it kan tilgodese det auditive og det visuelle Når eleverne i 1:1 projekter får computeren med hjem, så kan tiden, der bliver brugt på skole og fritid flyde sammen, og læring kan ske nærmest hele tiden. Der er mulighed for, at eleverne altid kan tilgå deres bøger og de ressourcer, de har brug for hele tiden. Det er lige meget om man er i skole, hjemme eller et andet sted, så kan man lære.

Alle ben skal med

På samme måde som en skammel ikke er i stand til at stå selv uden tre ben, så kan man heller ikke gennemføre et vellykket 1:1 projekt uden at have alle tre ”ben” med.

  1. Læringscentrering – HVORFOR skal man overhovedet have et 1:1-projekt? Passer det med skolens vision, mission og ressourcer?
  2. Forventningsafklaring – HVAD regner vi med at der kommer ud af projektet, set i forhold til alle interessenter. Det være sig både elever/kursister/studerende, lærere, ledelse, administration, forældre og eventuelt politikere.
  3. Teknologiparathed – HVORDAN skal det hele køres i stilling og gennemføres? Er skolen som helhed parat til at igangsætte et sådan projekt? HVORDAN vil skolen sikre at alle er klar til og med på forandringen?

 

Slutteligt skal det ikke være en hemmelighed at jeg rent faktisk tror på 1:1 eller måske 1:2. Min forhåbning er, at de store håb og forventninger til 1:1 ikke lider en krank skæbne, som vi har set det ske før med andre teknologier i skolen. Jeg håber, at 1:1 med tiden ikke bare vil indfri, men overgå vore forventninger om god læring og god skole!