Skolen og undervisningen er under pres og vil formodentligt altid være det!

Der er krav, forandringer, forhåbninger og verden banker som altid på skolens dør – forandringer giver grundlæggende mulighed for ét af tre handlemønstre:
Du kan forsøge at stoppe dem, ignorere dem eller finde og udnytte de nye muligheder. Det afgørende spørgsmål er: Hvad vælger du, som lærer, at gøre?

En stor del af de forandringer, som vi ser i dag handler om den måde klasserummet forandrer sig og udvider sig. Internettets fremkomst har åbnet for hidtil usete muligheder for produktion, kommunikation og distribution af indhold. Internettet er et interaktivt medie, som næsten kræver deltagelse og som helt sikkert udfordrer det klassiske forhold imellem afsender og modtager, imellem lærer og elev. Nye online-værktøjer har set dagens lys og her gælder nye spilleregler og nye roller!

 

Web2.0 giver nye muligheder og nye dilemmaer

Uanset om man som lærer ser på roller eller spilleregler, så er det vigtigt at kende til de værktøjer, som kan håndtere det internet vi bruger i dag, det internet vi også kalder for Web2.0
Problemet er bare at det ikke er så nemt som det er sagt… Godt nok er der et stort tilbud af Web2.0-medier. Men hvordan med evaluering af deres kvalitet?
Hvordan med evaluering og bedømmelse af det udkomme, som eleverne formår at generere med dem?

Kendetegnende for Web2.0-medierne er at der er tale om indhold der er brugergenereret, brugerinvolverende og digitalt medieret via internettet. Det er nemt at tilpasse, remixe og udnytte i nye sammenhænge også i læringssituationer, som på traditionel vis skal bedømmes af en lærer.

Det store spørgsmål er om læreren og skolen er klar til det?

Hvordan bedømmer man et fælles genereret produkt, som eksempelvis en Wiki?
Skal den bedømmes kvalitativt eller kvantitativt? Hvad nu hvis indholdet ikke er selvproduceret af eleven?

Kan læreren bedømme en elev, som fremviser et produkt med indhold, som ikke er 100% produceret og formuleret af eleven selv? Er det ikke også en uvurderlig kompetence at kunne genbruge, remixe og finde de relevante kilder, sætte dem i nye sammenhænge og skabe en mening og forståelse, som er klar og entydig i forhold til den stillede opgave?

Også selvom ex. den fremkomne tekst ikke er skrevet 100% af eleven selv…

 

-Peter