Kategorier
Blog Video

Er video et vidensmedie?

Jeg har brugt 3 timer en sen aften i selskab med en flok fra min MiL-uddannelse. Aftenen gik med at “lege med video” og snakke om “videkonferencens didaktik”.

Udover at det var hyggeligt, så melder der sig også en række refleksioner.

Nøøj, hvor er der langt igen, hvis jeg skal bruge det her som underviser eller tilrettelægger…
Tænker jeg som det første efter 3 timer med masser af video, masser af skratten, masser af forvirring og masser af viden.

Jeg har lært en masse – både om mig selv og om nogle af de muligheder, som videokonferencen har og ikke har. Men alligevel sidder jeg tilbage med en lidt blandet følelse af både iver og afmagt – iver i forhold til at der er masser af muligheder, uudforskede hjørner af alt det som vi bare kalder for videokonference og en følelse af afmagt i forhold til at vi lader os styre så voldsomt af teknikken, som vi gør. Fokus forsvinder og vi (jeg) lader os glide væk fra det, som jeg egentligt opfatter som det egentlige, nemlig tilegnelsen af viden.

Lad mig forklare!

 

Video er underholdning

Jeg har altid anset video, som et underholdningsmedie. Video har jeg anset som værende et værktøj, man kunne bruge til at formidle underholdning på en eller anden måde. Godt nok har jeg i min egen skoletid oplevet video bragt ind i undervisningen og jeg har selv som lærer brugt video, men altid sammen med noget andet. Videoen har været udgangspunktet eller igangsætter for at lave noget andet eller noget ”rigtigt” fagligt.

Videoen har altså ikke fået eller blevet givet plads til at være andet end sjov eller indledning.

Indgangsbønnen til valgmodulet ”videokonferencens didaktik” har for min side helt klart været noget med at ”nu skal det være anderledes!” – jeg vil se lyset og jeg vil opleve hvordan video og videokonference kan bibringe undervisningen noget andet eller en større dimension.

Jeg er helt overbevist om at ex. anvendelsen af video til underholdning gøre at det bliver et underholdningsmedie og ikke et forhold ved mediet selv. Hvis nu mediet bliver anvendt anderledes og den samme betragtningsmåde sættes på viden, så kan vi ”vende bøtten” og lade video blive til et vidensmedie alene fordi vi bruger det som et sådant. Hvis vi anvender det til formidling, kommunikation og læring, så bliver det jo netop til et vidensmedie i stedet for.

For mig at se er det kommunikationsprocessen, som er afgørende – måden mediet bliver anvendt på afgører hvad det er for en type medie – det er ikke mediet selv.

Så altså… denne dialektiske kobling imellem viden og medier fortæller at hvis blot vi beslutter os for at video skal være til viden og læring, så bliver det til et vidensmedie og vi kan både lære og undervise igennem dette.

Eller? Er det så nemt?

Bliver mediet blot til budskab – The medium is the message – som McLuhan fortæller? (McLuhan, 1964).

 

Det kræver øvelse

Aftenens 3-timers-seance har vist mig at det ikke er helt så nemt.

Jeg var i selskab med en række mennesker, som alle havde til hensigt at aftenen skulle bruges til at blive klogere, så udgangspunktet var fint.
3 grupper, som alle havde forberedt sig, lavet videoer, slides, taget billeder og andet sjov, men alligevel så jeg pludselig mig selv være ude af fokus og bruge mere tid på at vente på at ”de andre” blev færdige med deres opgave, så vi kunne komme videre. Undskyldningerne er mange og forklaringerne næsten lige så mange, men faktum er at det ikke lykkedes helt for mig. Jeg oplevede ikke videokonferencen som et overbevisende vidensmedie den aften, desværre…

 

Hvis jeg skal opsummere, så kan jeg for mit vedkommende koge det ned til ret få punkter:

1) Uenighed om diskurs – hvad ville vi egentligt med denne aften? Udforske, lege, diskutere muligheder, prøve med at lave ”rigtig” undervisning? Vi var tilsyneladende ikke enige og vi nåede aldrig at reflektere over denne uenighed, men kørte hvert vores spor og setup.

2) Tid! 3 timer er simpelthen for længe – efter 2 timer, hvor den ene time havde været med mig selv i førersædet, så kogte jeg. Jeg havde ikke rigtigt overskud til en hel time mere. Jeg var fyldt op af arbejdet med at filtrere, stemmer, forsøge at sanse ansigtsudtryk, frasortere støj og idet hele taget have styr på ”hvem der siger hvad til hvem og hvor skal vi nu hen?”

3) Teknik – Nøj, hvor er det dog irriterende, når det driller! Problemet med teknikken var for mig at se tvedelt. En side kunne vi ikke gøre så meget ved, nemlig den rent tekniske med støjende mikrofoner, webcams der ikke virkede, manglende båndbredde etc. og den anden side er mestringen af teknikken – at slukke for mikrofon, at trykke på de rigtige knapper, at komme det rigtige sted hen etc. Her kan vi heldigvis blive dygtigere og bedre, men jeg tror altså at der er langt til vi er eksperter eller bare kyndige udøvere, som de to Dreyfus-brødre kalder det (Dreyfus 1980).

Jeg kæmper lige nu med at se hvad det her kan bruges til i ”virkelighedens skole” – der hvor lærerene ikke altid er hverken halvt eller helt Master i noget som helst digitalt, der hvor der er mange børn som lader sig forstyrre og der hvor lærerene ikke nødvendigvis kan eller vil bruge en masse tid på at mestre endnu mere nyt.

Jeg har lige nu lidt svært ved at se et scenarie, hvor videokonference bliver brugt til noget i undervisningssammenhæng, hvor ikke alle parter er 100% enige om at de vil have noget ud af kunststykket – det er udmærket til møder, men undervisning af den slags med spørgsmål, debat og fælles undren og ikke bare en forelæsning eller en vejledning?!

Jeg kan til gengæld se rigtigt mange muligheder for at det ikke kommer til at virke, desværre.

 Jeg håber at jeg bliver klogere!


-Peter

Kategorier
Blog Flipped Learning Video Web2.0

Se video sammen

Kollaborativ video
Se video i fællesskab.

Jeg har tidligere skrevet en smule om video og videokonference, men video er jo ofte også blot “konsumerende”. Det er ikke altid at vi bruger video til at se hinden, men med mellemrum beder jeg mine elever se en film på YouTube, Vimeo eller noget helt andet.

YouTube kan være et rigtigt fint sted at finde video, som understøtter ens undervisning, men jeg har altid selv befundet mig i den situation at jeg enten skal give eleverne en URL, som de så ser hver for sig eller jeg skal samle alle elever og så ser vi i fællesskab.

Ganske ofte har “fælles-kigningen” givet anledning til at eleverne har haft lydt til eller brug for at kommentere undervejs og jeg har næææsten altid sagt: “Vent til bagefter!” med det resultat at der stort set aldrig er nogen der har præcise spørgsmål eller kommentarer. Når videoen er slut, så er det ofte mere følelsesbetonede kommentarer og betragtninger, som jeg kan hive ud af min elever. De synes at den er god, kedelig, sjov eller noget helt andet. Snakken bliver først kvalificeret når de genser video i forbindelse med en konkret opgave og på det tidspunkt har de ikke nødvendigvis hinanden til at diskutere med. Jeg arbejder i et 1-1 miljø med én computer til hver eneste elev. Det har mange fordele, men det har også den ulempe at elevern (eller kursister, som vi kalder dem) har mulighed for at “lukke sig om sig selv”. Videoen eller opgaven kan blive meget isoleret, medmindre jeg laver et setup, hvor de skal lave noget sammen.

Og dette “sammen” behøver ikke nødvendigvis at være fysisk ved siden af hinanden. Internettet gør det muligt at arbejde sammen på tværs af lokalitet og samtidig med at filmen eller videoen ses.

Jeg har fundet et par værktøjer, hvor der er mulighed for at se video fra både YouTube, Vimeo og andet.

Watch2gether giver mulighed for at man skaber et “rum”, hvor man så i fællesskab kan kigge video. Denne gratis service har et rimeligt “rent” udtryk og er ikke proppet med alskens reklamer, så i skole-øjemed er det nok ikke helt dumt. Man kan se video fra både YouTube, Vimeo og andet.

Princippet er ret lige ud ad landevejen – man lægger ud med at skrive det brugernavn, som man ønsker at have, indtaster adresse på video eller søger efter den. Når video’en spiller kan man også her chatte, skrive og kommentere sammen med alle dem som har Watch2gether-adressen (som er i øverste højre hjørne). Det som man skriver er naturligvis synligt for alle andre som har adressen.

Google+ er den sidste og nok også den vanskeligste. Hvis man laver et “hangout” kan man se video i fællesskab, chatte og skrive sammen. Google+ er klart den mest avancerede, men også den som har den stejleste indlæringskurve. Og Google+ forudsætter en Google-konto…

 

Så altså… Vi er nået et stykke vej, siden de store filmruller, mørkelagte lokaler og andægtig stilhed, men hvordan vil du bruge det? Hvordan arbejder du med video i din undervisning?

Du skal være velkommen til at komme med gode idéer og indspark – vi tales/skrives ved!

 

-Peter

Kategorier
Blog Flipped Learning Video

Billeder eller ej

VideoRejseholdet fra TV-serien af samme navn rendte engang i midt 90’erne rundt med supersmarte telefoner, fra før det hed SmartPhones. Hver gang de talte sammen, så var det ikke nok at tale, men de skulle også absolut se på hinanden samtidig. Dengang var det ”toppen af poppen”, supercool eller hvad vi nu kaldte det, men af en eller anden årsag vandt det ikke voldsomt meget indpas hos andre end Fischer, LaCour og Johnny i lastbilen.

Senere er udviklingen gået i den retning at vi næsten alle sammen har erhvervet os en eller anden dims, som enten hedder HTC eller Apple til fornavn. I dag kan man uden de store vanskeligheder og uden de store økonomiske udlæg snakke sammen OG se hinanden uanset om det hedder FaceTime eller Skype eller noget helt andet. Jeg kender bare ikke nogen der gør det! Jeg har tænkt lidt over hvorfor…

 

Det er kikset og upraktisk

Først og fremmest er det upraktisk – det er lidt småkikset at stå i bussen, toget eller et andet offentligt sted og udbasunere sin samtale til alle andre. Formodentligt er det det som Carmen Egido kalder “a social embarrassment” eller “Negative emotions” (Læs artikel som pdf her). En videosamtale forudsætter derfor et sæt høretelefoner for ikke at afsløre alt for meget af sin samtale med omverdenen. Og sådan nogen har jeg i hvert fald ikke altid med mig. Desuden er det lidt underligt når man pludselig får et svar fra fremmede mennesker, fordi de tror at man taler til dem 😉

Der foruden så er der også et etisk aspekt – det er ret vanskeligt at filme sig selv og kun sig selv, når man bevæger sig rundt. Hvem siger at alle ens medmennesker også har lyst til at deltage i private samtaler, om end det kun er ganske lidt?

Og… Det gør altså lidt ondt, når man vandrer ind i en lygtepæl…

Det kan godt være en udfordring at se hvor man går, samtidig med at man skal se ind i sin lille medbragte skærm.

Så altså – ikke den helt store succes! Og ikke den helt store chance for at det hele vender og vi alle brager rundt og videosamtaler her i overmorgen!

 

Videokonference i skolen

Men hvordan så når vi vender blikket væk fra de små til de store skærme?

Video- eller telekonferencesystemer har de sidste 30 år været en mulighed på den ene eller anden vis. Med internettets udbredelse har der også været en vid udstrækning af nye videokonferencemuligheder med spillere som Skype og Adobe Connect, som nogle af de større. Teknologierne har ofte været anskuet i den almene befolkning som en halv-futuristisk sammensmeltning der ligger imellem almindelige ”face-to-face” samtaler og så telefoniske samtaler. De er blevet spået store muligheder og store markedsandele, men alligevel er det ikke noget som alle og enhver har taget til dig – de er landet i et niche-marked og en af nicherne er tilsyneladende uddannelsesområdet.

Ret beset er det jo interessant at et marked, som netop uddannelsesområdet forsøgsvis tager videokonferencemulighederne til sig. Traditionelt har uddannelsesområdet ikke rådet over de helt store økonomiske midler, så der må være en gevinst…

 

Og hvad opnår man så?

Efter at have været deltager i min første ”undervisning” via et videokonferencesystem, så er mine overvejelser at det først og fremmest er interessant. Jeg oplevede (for egen regning) en lidt underlig optagethed over egen tilstedeværelse. Jeg konstaterede at jeg pludselig sad med nogle lidt fremmede interpersonelle og metareflektoriske tanker omkring hvor jeg var, hvad jeg gjorde og om jeg nu sad ordentligt, larmede for meget, så ordentlig ud og sådan. Tanker som jeg normalt ikke har, hvis jeg bliver undervist i et traditionelt klasserum med tilstedeværelse. For mig var det, om ikke en forhindring, så i hvert fald en situation som krævede tilvænning.

Men… Når denne tilvænning er overstået (og det er jeg ret sikker på at den bliver), så oplever jeg også muligheder for læring, uddannelse og udvikling, som ellers ikke er en mulighed.

Et interaktivt og virtuelt klasserum tillader en distancedeltager ikke alene at modtage et ”feed” fra klassen, men det giver også mulighed for deltagelse og interaktion. Vedkommende som deltager på distancen får mulighed for at stille opklarende spørgsmål, kommentere undervejs og generelt være med, næsten på samme måde, som hvis vedkommende sad i et traditionelt klasserum.

Gevinsten må altså være fleksibilitet!

Jeg tror ikke at man får en bedre undervisning via distancen og jeg tror faktisk ikke engang at man får en lige så god undervisning, som hvis man sad sammen, men det giver en stor mulighed for fleksibilitet og det giver mulighed for at være deltager i noget, som man ellers ville have været afskåret fra.

Der er en helt masse ”men’er” – jeg kan se at selv et relativt simpelt system som det jeg oplevede indeholder en masse faldgruber, muligheder for at miste overblik, distraktion og behov for at være mere end en enkelt person til at afvikle sessionen. Alligevel er jeg ret sikker på at det er en stor gevinst i forhold til alternativet, som kan være ”ingenting”.

Jeg ser frem til at lære mere, blive lidt klogere og forhåbentligt også noget mere fast i mælet med hensyn til hvad jeg skal mene om det hele.

 

-Peter