Internettet er nu dejligt! Hvad gjorde vi overhovedet før det fandtes
Og kombineret med eBay er det hele slet ikke så dumt…

Disse to ting bevirkede her i løbet af denne uge at jeg kunne lege lidt mere med den nyligt anskaffede Chromebook.

 

Pakke 1

foto 2Først kom en lille pakke fra 4keyboard.com med et sæt klistermærker, hvor det mest epokegørende var et lille sort klistermærke med henholdsvis Æ, Ø og Å. Disse tre og lidt flere er nu påklistret Chromebook’ens tastatur og det lille vidunder ser nu ud til at være helt assimileret og integreret til de danske forhold 🙂

Prisen for klistermærkerne var omkring en 30-40 kroner incl. fragt. Og du kan selv bestille her, hvis det er relevant for dig.

Det fungerer fint. Klistermærkerne er af god kvalitet og ikke sådan noget halvtyndt papirskraller, der bliver slidt i stykker alt for hurtigt. Fjernelse af klistermærkerne fungerer også fint uden at det hele er smadret til med klistermærkerester bagefter. Alt i alt tilfredsstillende!

foto 1

Når det er sagt, så må jeg stadig undres… Hvorfor søren er det lige at jeg ikke kan købe et ordentligt tastatur med DK layout? Og hvorfor søren skal man så mange krumspring igennem for at få lov til at bruge penge?

De steder jeg har konstateret at man kan købe Chromebooks i Danmark, er med begrænsninger også. Man skal købe 5 stk. på én gang og man skal have klistermærker på tasterne, hvis man vil se ÆØÅ. Det virker en smule som om at Google ikke er synderligt interesseret i at sælge i Danmark.

I mellemtiden fra min Chromebook er kommet ind ad døren til nu, kan jeg konstatere at Lenovo er barslet med deres udgave af en Chromebook og at HP skulle være på vej med en også. For mig at se vidner det om at der muligvis er noget stort på vej, hvis så store spillere som Lenovo og HP også vil være med.

 

Pakke 2

Dernæst kom en pakke med en lille VGA-HDMI-adapter-dims fra Hong-Kong. Dimsen kostede helt nøjagtigt 20,69 tilsendt fra Kina. Det er da fabelagtigt!

Det betyder nu at jeg kan koble Chromebook op til skolens eksisterende projektorer uden vanskeligheder. At have dimsen med betyder ikke så meget for mig, idet jeg er vant til at bære min MacBook Air rundt og der skal jeg ligeledes have en adapter i lommen, hvis jeg vil koble op til en projektor.

IMG_1433

Af andre små og yderst relevante forsøg kan nævnes at jeg har spillet “Plants Vs. Zombies” på stuealteret. Koblet sammen med et almindeligt HDMI-kabel så sender Chromebook’en fint både lyd og billede afsted til fjernsynet.

Det eneste “men” er at jeg ikke kan få billede både på fjernsyn og Chromebook på samme tid? Måske er mit fjernsyn bare gammelt eller måske et eller andet andet, men hvad gør jeg hvis jeg gerne vil have billede på begge dele på én gang?

Som udgangspunkt bør Chromebook’en vise det bedst mulige billede på både det ene og det andet, uden at jeg skal tumle med noget. Altså automatisk – det sker bare ikke når jeg er hjemme og kobler til fjernsyn…

Hvis jeg bruger tastekombinationen CTRL og den specielle “full-screen-taste” chromeos_full_screen så kan jeg skifte imellem hvor billedet skal vises, men jeg får aldrig billede på begge dele på en gang. Ærgerligt!

Pakke 3 er til gengæld på vej fra Kinas land… En lille ledning, som kobler HDMI med Thunderbolt – idéen er at jeg skal kunne koble Chromebook’en til min store og dejlige 27″ skærm fra Apple. Jeg regner med at det er “A walk in the park” og “A piece of cake”, men fortsættelse følger…

 

Andre refleksioner

Ellers har jeg brugt tiden på at udforske alskens små “programmer” til computeren. Der findes ufattelige mængder af gode og relevante skoleprogrammer, men grundstenen i alt det jeg laver er hele tiden en kombination af gmail, Google Docs, browseren og enten Dropbox eller Google Drive.

Dropbox har jeg vænnet mig til og det er her jeg har alle mine dokumenter til at ligge, men… Den spiller ikke så godt sammen med Chromebook’en som Google Drive gør det (BIG surprise,  hva’?!)
Hvis jeg skal anskue projektet lidt langsigtet, så vil jeg nok blive nødt til at sadle lidt om fra Dropbox til Googles løsning med drive.

Print har jeg fået til at køre fint hjemme i den private bopæl, men jeg mangler stadig at få det til at køre på skolens netværk. Formodentligt er det ikke så vanskeligt… Jeg giver lyd fra mig – fortsættelse følger 🙂