Jeg har i de sidste par indlæg ”blog-tænkt” en smule over hele udgangspunktet for ”mit” 1:1-projekt.

Jeg har igen, igen genset en lille YouTube-video som for et par år siden gik viralt. Videoen er lavet af Michael Wesch sammen med hans 200 studerende på Kansas State University. Den handler om og var et (lidt provokerende) indspark i den debat, som til stadighed kører om hvordan det er at være elev, kursist eller studerende på en tung institution, som en skole meget ofte er.

Det har givet mig anledning til at overveje HVORFOR man overhovedet mener at 1:1 er så fabelagtig en god idé.

Der er i det danske skolesystem pludselig ret enslydende konsensus omkring, at når bare vi har maskiner nok, så lærer vi utroligt meget i skolen. Når bare alle elever har en dims hver, så forandrer vi skolen, så gør vi tingene bedre, hurtigere, smartere, nemmere, mere fremsynet etc. etc. (fortsæt selv listen).

Men er det sådan?

Er det vitterligt sådan at, når den enkelte elev har umiddelbar adgang til en computer, en iPad eller en dims, så vil denne elev være bedre stillet både i nuet og fremover? Eller er det bare fordi at en iPad er nemmere at bære end en hel taske fuld af bøger?

Noget taler for det

Andrew Fisher som er direktør hos firmaet Shazam, har ved Wired 2011  for ikke længe siden udtalt at skolens opgave bl.a. er at uddanne elever til et besidde evner, som de ikke selv vidste at de behøvede. Han siger eksempelvis: ”One of the best ways to fix the unemployment crisis among school leavers, is to train young people to be able to absorb skills that don’t exist yet – the skills that’ll exist in three to five years.”

Omvendt så kan man meget nemt komme til at fægte i blinde. Da vi ikke kender morgendagens krav til det enkelte individ, så kan vi kun gætte. Vi kan gætte på hvad man kommer til at beskæftige sig med og man kan gætte på hvad de bliver essentielle kompetencer, som man ikke kan undvære. Men man kan altså kun gætte!

Nogle mennesker gætter naturligvis mere kvalificeret end andre, men der er stadig kun tale om et gæt!

Mit gæt er at vi som lærere skal være med til at skabe verdensborgere med et digitalt mindset. Verdensborgere som er i stand til kvalificeret at tænke, lede og servicere i en arbejdssfære, som primært er kendetegnet med kompetencer som evne til at:

  • Skabe,
  • Dele,
  • Kommunikere,
  • Innovere,
  • Tænke kritisk
  • Problemløse

Og vel og mærke kompetencer, som alle er enten styret af eller styrende for digitale redskaber af en eller anden slags i en eller anden form.

Vores uddannelse i dag skal ikke være en uddannelse i at benytte en computer, det skal ikke være en uddannelse i hvordan man laver en podcast med en iPad og det skal ikke være en uddannelse i hvordan man hurtigst fremfinder bestemte GPS koordinater med en SmartPhone.

Uddannelsen skal benytte de enkelte redskaber fordi vi anser dem vom værende gode til at forstærke den tænkning og den retning vi ønsker. De teknologiske ressourcer skal bruges til at forstærke den uddannelsesmæssige oplevelse og til at forstærke effekten af den læring, som allerede sker.

Er 1:1 så en god idé?

Ja!

Men… kun hvis vi benytter og udnytter 1:1-dimsen til at lære noget andet og noget mere end om dimsen og hvad dimsen kan.
Det er en god idé at bruge 1:1 for kun ved at bruge tingene, kun ved at tænke og tale om tingene, så lærer man at forstå dem.

Forfatteren David McCullough har i en dokumentar sagt: “The great thing about the arts is that you can only learn to do it by doing it.” (ca. ved 3min. og 10sek.)

Beskeden er jo så simpel, som antydet ovenfor – uanset emne og uanset fag, så skal vi deltage aktivt, vi skal tale noget mere, vi skal diskutere noget mere, vi skal eksperimentere noget mere og vi skal gøre mere.

-Peter