Kategorier
1:1 Blog Kompetencer

Skal underviseren være eksperten?

BEMÆRK - Dette indlæg er lettere redigeret (jan. 2019) med henblik på at fjerne refleksion over og fokus på 1-til-1 i en helt konkret kontekst, til i højere grad at have et overordnet blik på det digitale og Dreyfus-brødrenes 5 niveauer, så indlægget kan bruges i min egen undervisningssammenhæng.

Digitale kompetencer, digital handlekompetence, teknologiforståelse, digital dannelse og og og og… bliver med stor sandsynlighed en vigtig forudsætning for de funktioner, elever, kursister og studerende vil møde efter endt studietid – derfor skal det også være det, de møder i uddannelsen. Men digital dannelse etc. handler ikke kun om ’det digitale’, men uvilkårligt også hvad man anvender forskellige værktøjer og services til. Det er bemestringen af viden og informationer i nye og hidtil ukendte sammenhænge, der er det afgørende i en hverdag, som kalder på umiddelbar handling og reaktion, uagtet at netop forståelsen for hvad, hvordan, hvorfor etc. nok er mindst lige så vigtig.

I denne tekst handler det primært om det at håndtere, på trods af at en håndtering alene, nok ikke giver megen mening i en verden og hverdag, hvor teknologierne forandrer og forandres ganske hurtigt, men lad det være et vilkår, som bevidst udelades her.

Bemestring

For at bemestre er det nødvendigt at man har øvet sig og har en klar idé om hvad man har af kompetencer ud i det område, som man arbejder i.

Brødrene Dreyfus har har i 1980 foreslået en model over færdighedstilegnelse (Dreyfus model of skill acquisition) – modellen fortæller ikke noget om læring eller viden, men om færdigheder

Dreyfus & Dreyfus konstaterede via et forskningsprojekt at “knowhow” eller “praktisk viden” meget vanskeligt lader sig udtrykke i form af fakta og regler. Eksempelvis kan det være nærmest umuligt at forkalre hvordan man cykler – det skal opleves, erfares og fornemmes i højere grad end at det kan sættes på et sæt udtrykte fakta eller regler. Praktisk viden er noget andet end teoretisk viden og den praktiske viden forudsætter ikke brug af bevidste, abstrakte regler.

De to  brødre antager, at mange af vores færdigheder tilegnes i en tidlig alder gennem trial and error -metoden eller ved imitation og efterligning.

De har undersøgt og beskriver hvordan voksne tilegner sig færdigheder og de når frem til at man normalt gennemgår fem stadier, som indebærer at hvert stadie kvalitativt har en forskellig opfattelse af opgaven eller “praktikken”.

De fem stadier gælder for både strukturerede og ustrukturerede opgaver og får fra begynderniveau til at man er ekspert.

De skelner mellem strukturerede og ustrukturerede områder og konstaterer at man inden for det ustrukturerede skal udsættes for betydelig konkret erfaring med virkelige situationer, mens man i det strukturerede nemmere kan ræsonnere sig frem til en løsning, der kan efterprøves.

Eksempler på ustrukurerede områder kan være: socialt samvær, det at lave prognoser, sygepleje og undervisning.

Eksempler på strukturerede områder kan være: blanding af materialer i bestemte forhold, planlægning af ruter og logiske opgaver.

De fem niveauer

Begynder (novice)
Personen ser fakta og karakteristika ved situationen og oplever at der er regler for handling. Denne viden er på dette trin kontekstuafhængig.

Avanceret begynder (advanced beginner)
Den avancerede begynder har erfaringer fra det virkelige liv og kan derfor genkende relevante situationer. Genkendelsen er konkret og afhængig af konteksten. Gennem “trial-and-error” bliver det kontekst afhængige suppleret med kontekst uafhængige elementer og regler.

Kompetent udøver (competent)
Den kompetente udøver lærer at anvende en prioriteret procedure for beslutningstagning. Mål og planlægning vælges bevidst til at reducere kompleksitet. Handlingerne bliver mere flydende og tilpasset en konkret kontekst. Man bliver involveret med sin egen person i sine handlinger – bliver ansvarlig. Fortolkning og skøn er en del af kompetencen.

Kyndig udøver (proficient)
Den kyndige udøver er hinsides analytisk rationale og dybt involveret i sine handlinger. Der er udviklet et perspektiv på grundlag af hændelser og erfaringer. Der sker ikke objektive valg eller bevidst valg af hensigtsmæssighed. Der er tale om spontan tolkning og ubevidste valg. Det er erfaringen der spiller igennem. Opgaverne organiseres intuitivt.

Eksperten (expert)
Der er tale om indgående erfaringer. Eksperten genkender situationerne intuitivt, synkront og holistisk. Adfærden er flydende, utvungen og afbrydes ikke af analytiske overvejelser.

For at blive ekspert må man “afkoble” hovedet og give det kognitive mindre vægt end det kropslige – det er en ulempe at reflektere over sine handlinger.
Minder generelt meget om tanken om mesterlære – man gør bare tingene.

Hvorfor Dreyfus?

Hvorfor er de her to brødre så interessante, når man taler om håndtering af det digitale, undervisning og moderne skole?

Jeg tænker at det er en overvejelse værd at forsøge at finde ud af om læreren overhovedet behøver at være eksperten for at kunne bedrive en velfungerende undervisning med og igennem it.

Helt traditionelt anskuer mange mennesker en læringssituation, som den hvor en klogere, mere erfaren person fortæller og formidler. Læreren er den der besidder ekspertviden og det er den, som kan overskue konsekvenser, fordele og ulemper.

Hvis man anskuer skoler og arbejdspladser, så gætter jeg på at de fleste kan nikke genkende til det at nogen er dygtige, hurtige og eksperter ud i bemestringen af it, men det gælder nok ikke alle.

Der er en række kompetente lærere og fagpersoner, som alle er dygtige og kvalificerede til at fag-undervise. De har en viden om deres fag, om formål og meget andet, men de er ikke nødvendigvis fortrolige og kompetente brugere af it og de digitale handleområde, som er et grundvilkår for al undervisning pt.

Umiddelbart kan det forekomme som et problem forestiller jeg mig, men er jeg for snævert anskuende så?

Jeg synes at man skal kunne, vide, overskue det redskab, som man benytter til og i sin undervisning. Det er nødvendigt at læreren kan guide, vejlede, afhjælpe og udfordre også, når det handler om computeren, hvis den skal integreres 100% i undervisningen.

Men man behøver ikke at være ekspert, man behøver ikke at kunne betjene maskinen intuitivt, flydende og uden analytiske overvejelser.

Læreren skal have tilstrækkelige kompetencer til at overskue konsekvenserne af hvad det er han eller hun igangsætter, når it og det digitale tages i brug. Konsekvensen skal naturligvis anskues primært ud fra en faglig vinkel, for det er det primære. Men i og med at it er inddraget som en vigtig medspiller i læringssituationen, så skal læreren selvfølgelig også kunne overskue det rent it-didaktiske og it-tekniske. Om læreren så er avanceret begynder, kompetent udøver eller noget helt andet ved jeg ikke – vigtigt er det dog at læreren formidler et nuanceret og differentieret læringsrum, som bærer præg af både kompetencer og kvalifikationer.

Hvad mener du?

Det store spørgsmål til videre overvejelse kan være – hvad er forskellen imellem kompetencer og kvalifikationer? Og støder vi ind i de samme overvejelser, når undervisning eller arbejde drejer sig om noget helt andet end it? Og… Kan man forestille sig den situation at eksperten underviser begynderen eller taler det imod Dreyfus-forestillingen om at det man skal erfare og mærke uden at det er (alt for) regelbundet? Giver teksten her og Dreyfus anledning til mere generelle overvejelser omkring DIT syn på læring, uddannelse og undervisning?

Af Peter Holmboe

Teacher, media and tech-nerd, father, husbond and generally very happy :-)

10 kommentarer til “Skal underviseren være eksperten?”

Hej Peter
Dejligt at være den første, der stemmer, så har jeg 100% ret i demokratisk forstand 🙂 Nå, men spøg til side.

Jeg vil gerne dele mit valg med dig. Jeg er bl.a. it-underviser, så dvs., at på nogle områder er jeg eksperten! Jeg oplever, at den undervisning, der har fungeret bedst for mig, har været, hvor jeg har fået kompetent modspil forstået i den forstand, at jeg har fået stillet spørgsmål, der har bevirket, at jeg har været nødt til at reflektere over, hvordan jeg kunne løse den stillede opgave. Jeg har lært noget – kursisterne har lært mere…. Omvendt har jeg også undervist inden for mine “ekspertområder”, og har måtte sande, at kursisterne havde svært ved at forstå, hvad jeg mente (f.eks. database-teori). Det var svært at forklare den indlysende logik, der var for mig. Jeg kom faktisk til at tænke på det, da vi var på Mil-seminaet, da een fra holdet sagde, at det kunne være svært, når underviseren forsøgte af forklare tingene på en anden måde, i stedet for at give rum for refleksion – og forklare det på nøjagtig samme måde en gang til. Der er jeg vist faldet i mange gange, idet jeg ville jo så gerne have, at mine kursister skulle forstå – det skulle give mening.

For 1,5 år siden indkøbte vi MacBooks til lærerne og supplerede med MacBooks til eleverne for 1 år siden. Vi har ikke haft vore undervisere på kursus, men kørt nogle interne work-shops. Min erfaring er, at en del af mine kolleger blev meget fortrolig med (kyndig udøver) et program, f.eks. iMovie, og dette bevirkede, at forberedelse gik med at få opgaver konverteret til at kunne løses gennem iMovie. Det blev teknikken, der kom til at styre mål og formål med undervisningen, og så er vi på galt spor.

Jeg kan derfor kun give dig ret, man skal anskue computeren som et værktøj i undervisningen på lige fod med andre værktøjer, der kunne være velegnede. Computeren behøver ikke integreres 100% i undervisningen; læreren må ikke være ekspert, der ureflekteret tilrettelægger undervisningen; men læreren skal kunne overskue værktøjet, således at vedkommende er i stand til at tilrettelægge didaktikken.
Hilsen Jette
PS Hvordan ændres holdningen hos personer, der mener, at it kun kan læres på dyre it-kurser?

Hej Peter

De undervisere jeg kender fra min egen arbejdsplads og fra andre skoler, som laver den mest spændende, innovative undervisning med IT er ikke nødvendigvis eksperter eller kyndige. Det er dem der har skøre indfald, er nygerrige og åbne i forhold til, hvad eleverne kan bidrage med af gode ideer og i forhold til, hvad teknologien kan gøre for deres ideer. De er ikke bange for at indrømme – også overfor elever- at der er tekniske ting de ikke helt har styr på, og så lader de eleverne komme til. I min undervisning har jeg tit ladet eleverne vise klassen eller andre elever programmer eller funktioner, som jeg ikke havde noget kenskab til, og det gør ikke da ikke mig til en inkompetent lærer. Tværtimod synes jeg !
Gitte Molbæk

Pu-ha tak Gitte. Jeg er nemlig en af de personer som bare kaster sig ud i at afprøve noget nyt også gerne nyt software. Det håber virkelig ikke gør mig til en inkompetent underviser…. Hvis jeg hver gang jeg får en ny idé skal på ekspert niveau vil der gå rigtig lang tid før tingene blev implementeret. Jeg kan nogle gange være næste novice i nogle af redskaberne, men tilgengæld er jeg ekspert i classroom manegement. På den baggrund er jeg heller ikke på nogen måde ked af at eleverne godt kan undervise mig i nogle af de muligheder computeren som redskab giver. For mig gælder det om at bruge redskabet bedst muligt og hele tiden forny mig og se nye muligheder. Det hjæper eleverne mig så med. Det vigtigste for eleverne er at de kan se formålet at vi så nogle gange tager nogle omveje til tider genveje er ikke det helt store problem for dem. Vi bliver alle klogere på hver vores måde.
Anni

Jeg tror Anni har ret. Det handler ikke om at kunne betjene og benytte alle mulige teknologier – det ved eleverne godt er umuligt – men, at de ved, at læreren ved, hvor de skal hen, og sørge for at de alle kommer med, det tror jeg er det vigtigste. Så kan man gå på opdagelse sammen undervejs, og skiftes til at “køre”, også omveje 😉

Tak for kommentarer til jer alle 🙂

Nej – det handler ikke om at betjene alle mulige teknologier, og teknikken må ikke komme til at styre uden man ved hvorhen men…
Jeg tror simpelthen ikke at man kan lave skøre indfald, flow, implementering, uddannelse, læring, differentiering og alt muligt andet, hvis man står på bar bund.

Man skal have noget at hænge sin hat på, der skal være noget som man mestrer for ellers kan man ikke give los.

Det er fint at gå på opdagelse sammen, fint at fare vild og det er fint at lade sig selv blive klogere sammen med eleverne, men hvis man skal tilgodese fagmål samtidig med en implementering og integration af it, så SKAL man vide hvad man vil.
Jeg siger ikke at man skal mestre, men…

Jeg fandt lige denne: http://www.information.dk/250229
“Vi er verdensmestre i at putte hardware ind i klasselokalerne, men resultaterne kan være, at vi mister nogle kompetencer” (Arnt Louw Vestergaard).

Vi har i Danmark de sidste mange år brugt næsten utællelige summer på at indkøbe hardware, give 3. klasserne bærbare, opsætte SmartBoards etc.
Men hvad med resultaterne?

En smule sat på spidsen, men… Min påstand er at læreren ikke har været klar!
Eller måske søger jeg bare efter andre resultater end dem man vitterligt har ønsket at opnå?

-Peter

Hej Peter

Jeg har gode erfaringer med at lade mine studerende hjælpe hinanden. Jeg siger til dem helt fra begyndelsen, at de skal samarbejde, og at der tit er nørder med forskellige specialiteter gemt rundt i klasserne. Det virker. De spørger lystigt hinanden, og jeg mener at kunne observere, at det giver to fordele:

– nørderne synes, det er sjovt. Især når de får spørgsmål, de ikke kan svare på. Så kan det nok være, at de går i sving og finder svaret. På den måde bliver de dygtige dygtigere

– de andre får mere hjælp, end jeg kan give. Ikke bare fordi nørderne ved mere end mig, men også fordi de rent tidsmæssigt kan yde mere. Jeg kan ikke bruge en halv time ved en studerendes computer, når jeg har små 50 studerende.

Mange hilsner
Solveig

Hej Peter.

Fra min verden af undervisning af voksne og IT-mæssigt ikke altid opdaterede kursister, skal der lyde denne kommentar ud fra mine erfaringer.
Der er ofte tale om en vis blufærdighed, når det kommer til manglende IT-kundskaber.. Man vil ikke eksponere sin inkompetance og overlader det til dem der kan/vil på holdet. Et selvforstærkende problem desværre, da det jo ikke ligefrem gavner indførelsen i brug af IT at, folk således trækker sig tilbage. Da der samtidigt i min underviserpraksis, er kulturen at der skal udvises en respekt og anerkendelse af kursister, der ofte ikke har været på skolebænken i mange år, skal der lirkes og lokkes temmeligt forsigtigt – evt. via medkursister og deres sidemandsoplæring, – før der sker en bevægelse. Brug af IT er nemlig et must og det ved alle.. specielt i undervisnings og kursussammenhæng. Men dybest set, arbejder tiden vel for os… flokken af disse IT-forskrækkede tynder jo ud…

/ Jens

Hej Jens… Jeg får lige lyst til en kort kommentar – jeg tror ikke at flokken af “it-forskrækkede” tynder ud. Spørgsmålet er blot hvad de er forskrækkede over.

It er jo som bekendt mange ting. En Windows-bruger er formodentligt tøvende overfor Apples OS, en inkarneret bruger af et eller andet specifikt, vil altid være om ikke forskrækket, så ihvertfald tøvende overfor nye teknologier.

Og vi kan være HELT sikre på at der kommer nye teknologier hele tiden. Spørgsmålet er bare om vi kan følge med?!

-Peter

Hej Peter

Jeg tror ikke man behøver være ekspert eller for den sags skyld kyndig IT bruger for at bruge it i sin undervisning. Man skal efter min mening være en kompetent bruger og ikke mindst have lyst til at prøve nogle ting af. Jeg tror også at man nogle gange bare skal kaste sig ud i tingene og løser problemerne sig ofte efterhånden som de opstår…..

Kaos er din ven 😉

Jeppe

Skriv et svar til hoeyrup

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Translate »