Trackbacks, permalinks, widgets, Akismet, blogroll og feeds er alle ord, som jeg de sidste dage har stiftet bekendtskab med i Blogland – landet som er med åbne grænser, stor tolerance og med fri meningsudveksling… Jeg er med andre ord begyndt at blogge!

Og sikke en oplevelse. Jeg har skrevet et par indlæg og jeg har fået et par kommentarer på disse, men det i sig selv har ikke være det mest epokegørende for mig.

Jeg opdagede ret hurtigt at det pludselig tog mig uforholdsmæssigt lang tid at skrive en enkelt side. Jeg oplevede at jeg havde svært ved at begrænse mig og jeg havde et stort, stort behov for at være klar og tydelig. Tilbageskuende er det nemt at se hvorfor…

Jeg var jo rent faktisk begyndt at tænke lidt over tingene 😉
(ingen dumme kommentarer her, tak)

 

Spøg til side – det vist sig at jeg faktisk brugte mere tid på at tænke og overveje end at skrive. Alt det som jeg normalt har til at ”rumle rundt” inde i hovedet skulle jeg nu pludselig have sat på bloggen – jeg lagde i bogstaveligste forstand hovedet på bloggen.

Jeg begyndte pludselig at kæmpe med mine egne reflektioner. Fremfor at have tankemylderet, så skulle jeg pludselig have styr på dem – hvad er det egentlig jeg mener?

Umiddelbart kan man tænke at det er lidt fjollet at nedskrive hvad man allerede ved, men jeg tror faktisk at jeg bliver klogere af denne øvelse. Jeg er et ordensmenneske, som elsker kasser og ro, men desværre udarter tingene sig ofte sådan at (min rette?) natur stikker hovedet frem og lader det hele rode. Bloggen bringer noget af dette rod i orden, fornemmer jeg, jeg får styr på mine tanker og jeg får formuleret mig, så jeg selv kan finde hoved og hale i det hele – jeg bliver rent faktisk klogere end jeg var før.

Som Shelly Blake siger: ”Because to blog is to teach yourself what you think.

 

Fra iagttager til deltager

I sig selv er det nok ikke så overraskende – når man går fra at være iagttager og læser til selv at skabe indhold, som andre kan læse og kommentere på, så er man pludselig i gang med at skabe sit eget medie. Hver gang jeg publicerer et indlæg gør jeg nettet større og jeg er gået fra at være passiv modtager af andres budskaber til at være afsender – eller rettere deltager og bidragsyder. Det betyder bare også en del, denne forandring.

Det handler også om identitet. Hvis man er modtager og passiv læser, så behøver man ikke at vise noget af sig selv, men i det øjeblik man melder sig under fanerne i Blogland, så er løbet kørt – det bliver pludselig svært at være anonym, det bliver svært ikke at afsløre lidt om sig selv og ikke vise sin identitet.

Det er let at ændre på designet og skabe sit eget udtryk. Bloggen bliver derved også et slags digitalt fingeraftryk – Vi indretter med elementer der signalerer hvem vi er og udseendet røber lidt om bloggerens identitet, er jeg sikker på. Naturligvis kan man have en anonym blog, men hvis man vitterligt har meninger og ytrer dem, så kommer man også undervejs til at afsløre lidt om sin egen identitet.

Pludselig oplever jeg at jeg gerne vil gøre det godt – ikke virke som et fjols, der ingen idé har om hvad han nu skriver om.  Jeg vil gerne have en positiv respons på mine indlæg og jeg vil gerne have at folk vender tilbage, så pludselig er jeg også fokuseret på at skrive bare nogenlunde godt.

 

En god blog kræver 2 ting (mindst).

Jeg er efterhånden nået til den overbevisning at jeg vil fortsætte med at skrive blog. Jeg ved ikke om det bliver 37 gange om ugen eller bare liiidt mindre, men jeg har overvejet hvad der skal til for at man som blogger giver mening – både overfor sig selv og overfor læseren.

Den god blog kræver 2 ting:

  1. Mod
  2. Lyst til forandring

Mod: Som i så mange andre sammenhænge her i livet, så handler det om nogle ret banale ting.

Mod skal der til for at turde blotte sig på en blog. Det kræver mod at ”tænke højt” for jeg ved ikke hvordan mine tanker bliver modtaget. Jeg kan styre tingene i min ende, men er på forhånd ikke klar over hvordan tingene får liv i kommentarfelterne og i folks bevidsthed.

Man kan argumentere for at man også kan styre kommentarerne, men efter min bedste overbevisning, så skal man have alle indsendte kommentarer med – også selvom de ikke nødvendigvis er SÅ flatterende. Og jeg oplever i vores lille land at jeg meget ofte støder på de mennesker, som jeg kommunikerer med over nettet. Netmødet bliver til et fysisk møde og så vil jeg da gerne fremstå, som en fornuftig og ordentlig fyr…

Lyst til forandring: Når jeg har tænkt over noget og når jeg efterfølgende har nedskrevet og publiceret det, så skal jeg stadig være forandringsvillig. Hvis ikke jeg har lysten til forandring og er omstillingsparat, så forsvinder idéen med bloggen.

Mine tanker og mine overvejelser skal have et feedback, som jeg så skal forholde mig til. Hvis jeg undlader at forholde mig til denne feedback, så bliver jeg pludselig blot til en ligegyldig broadcaster, som råber ud i det offentlige rum. Deltagelsen går fløjten!

Jeg skal være parat til at ændre mening, skifte holdning og blive klogere.

 

Lystbetonet

For mig at se skal en blog også være udtryk for et lystbetonet stykke arbejde.

Mange blogs er meget personlige og får en særegen stil, det bliver lidt som at tage på besøg hos en anden person og man fornemmer straks at langt de fleste bloggere blogger fordi de gerne vil – ikke fordi de skal.

For at bloggen skal give mening for mig, så skal den naturligvis have et egoistisk formål og det har den – jeg får styr på mine tanker om uddannelse, læring, it og alskens dertil relaterede sager. Samtidig giver det mig en glæde og en følelse af generøsitet, når jeg får positive tilbagemeldinger om at dette og hint har været interessant eller godt. Jeg får en følelse af at have bidraget til at andre mennesker fik sat tankerne lidt i sving og måske derved kan blive lidt klogere end de var før.

Er blogging kommet for at blive? Ja for mig er det altså!

Vi ses i Blogland…

-Peter