Kategorier
Blog Kompetencer

Spild af tid…

Three teenage girls with laptopI 1990’erne opstod begrebet “The digital divide” til at beskrive den teknologiske kløft der var (er?) imellem høj- og lavindkomst familiers adgang til it-udstyr. Hypotesen beskriver det at befolkningsgrupper kan opdeles imellem dem, som har adgang til moderne informationsteknologi (og evne til at bruge adgangen) og dem som ikke har. Dette digitale skel siges at eksistere imellem dem som har råd til at købe og så dem der ikke har, men det eksisterer ligeledes imellem uddannede og uudannede.

A- og B-hold

I Danmark talte man i en periode meget om det digitale eller informationsteknologiske A- og B-hold og der blevet både arbejdet og forsket i, hvordan man kunne undgå en sådan polarisering. Forskningsministeriet igangsatte projektet “Infosamfundet år 2000”  og udkom i 1994 med en ret omfattende rapport med oplistning af områder, hvor it kunne gøre gavn. Interesserede kan hente rapporten i statens “Pligtarkiv” – endda i WordPerfect-format 🙂
Rapporten gav dengang anledning til megen debat om netop opdeling og polarisering af befolkningsgrupper i Danmark, og debatten har nok aldrig lagt sig helt. Rapporten, som i folkemunde blev kaldt for “Dybkjær-rapporten” har inspireret til mange bestræbelser på at få de nyeste it-redskaber i hænderne på alle danskere. Disse bestræbelser har faktisk skrumpet kløften og tiden har vist, at computere bliver billigere og nemmere tilgængelige, men samtidig er forskellen imellem “dem der kan” og “dem der ikke kan” tydelig stadigvæk – for mange bliver computeren en ting man kigger FaceBook med og spiller “hjerterfri”på. Dette har en utilsigtet bivirkning, som for så vidt ikke er voldsomt overraskende, men som jeg klart mener skal løses. Der er blevet skabt en “digital tidsspilde-kløft”. Rigtigt mange unge mennesker har adgang til it overalt og på alle tidspunkter af døgnet, men udnytter det ikke til andet end Farmville og endeløse chatbeskeder på Facebook. Denne nye digitale kløft tror jeg ikke kan tillægges sociale baggrunde, som “de fattige spilder tiden” eller de rige ditto. Ej heller noget med at de kloge kontra de mindre kloge. Uanset hvor jeg vender blikket ser jeg børn, unge og voksne, som udnytter it til uproduktive, ureflekterende og uendeligt gentagende handlinger, som kun har underholdningsværdi. Det er HER den nye digitale kløft findes! De som bruger voldsomt meget tid på it med ganske lidt udkomme.

Tidsspilde er den nye digitale kløft

girl with remote controlEn undersøgelse offentliggjort i 2010 af “Kaiser Family Foundation” fandt, at børn og teenagere, hvis forældre ikke har en universitetsuddannelse brugt 90 minutter mere om dagen på medier end børn fra højere socioøkonomiske familier. I 1999 var forskellen kun 16 minutter. Undersøgelsen fandt, at børn af forældre, der ikke har en universitetsuddannelse bruger 11,5 timer hver dag udsat for medier fra en række forskellige kilder, herunder tv, computer og andre gadgets. Det er en stigning på 4 timer og 40 minutter om dagen siden 1999. Børn af uddannede forældre også i høj grad bruger deres udstyr til underholdning. Kaiser har konstateret at børn fra disse familier bruger 10 timers multimedier om dagen – en forøgelse på 3,5-timer siden 1999. (Det er værd at bemærke at Kaiser tæller dobbelt-tid, hvis børnene multitasker – altså hvis et barn tilbringer en time med at se TV og surfe på nettet samtidig, så tæller det for 2 timer). På trods af at computerne har et stort uddannelsesmæssigt potentiale, så viser virkeligheden at den tid, som de anvendes til undervisning eller anden meningsfuld aktivitet er ganske lille i forhold til deres anvendelse til ren underholdning. Det betyder i bund og grund at computere nok efterhånden har lukket en kløft imellem dem som har adgang og dem som ikke har, men samtidig har åbnet en “tidsspilde-kløft”. I USA er bekymringen så stor at “Federal Communications Commission” overvejer et forslag om at bruge 200 mill. dollars til at skabe et “digitalt forståelseskorps”, som skal undervise på skoler og biblioteker i produktiv anvendelse af it. Programmet har opnået finansiel støtte fra bl.a. Best Buy og Microsoft via et bredere initiativ kaldes “Connect2Compete“. De digitale trænere skal undervise i alt fra basal brug af tastatur og tekstbehandling til hvordan man søger job online eller bruger filtre til at forhindre børn i at se online pornografi.

Problemet eksisterer også i lille Danmark

Herhjemme er problemstillingen ikke meget anderledes. Blandt andet Kirsten Drotner fortæller at der også i Danmark eksisterer digitale skel, som i sidste ende udmønter sig som sociale skel. Hør hendes foredrag på “Danskernes Akademi“.

Det store spørgsmål er: “Hvad gør vi ved det?“.

Jeg er yderst ambivalent her. Jeg er rigtigt glad for iBøger, eBøger, online-det-ene og online-det-andet, men oplever også at nogle af mine elever beder om at få tekster, opgaver etc. som papir fordi de ikke selv magter at skærme sig for forstyrrelser (primært Facebook og diverse reality-TV-shows), når de skal arbejde online.

Skal jeg så bare træde et skridt tilbage i den retning, som jeg ikke synes at vi skal bevæge os i?
Skal jeg være ham den sure lærer der skælder ud? (og det hjælper forresten ingenting, andet end i ca. 2,5 minut).

Jeg er helt på det rene med at skoleelever til alle tider har fundet på måder at underholde sig selv på, når skolen blev for kedelig eller uinteressant, men det jeg oplever nu er ret voldsomt.

Jeg vil gerne på den ene side benytte mig at den utrolige kraft og det store potentiale som både internet, digitale redskaber og sociale medier tilbyder undervisning og læring. Jeg vil gerne give mine elever mulighed for meningsfyldte kommunikative situationer både internt på skolen og på tværs af de store skel, som regioner og landegrænser, men hvad så hvis de blot vedbliver at forstyrre sig selv?

Spørgsmålene lader sig nok ikke besvare meget nemt, men jeg vil tillade mig at konkludere at selvom Dybkjær-rapporten efterhånden er et par dage gammel, så er vi stadig på tærsklen til noget nyt. Vi har endnu ikke helt forstået at udnytte potentialerne i undervisningssammenhæng og vi har stadig et stykke vej henimod unge og kompetente mediebrugere, som strækker deres kompetencer videre end til det der kun er sjovt og underholdende.

Der er stadig behov for udvikling, samarbejde, innovation, tålmodighed og alt det som altid har kendetegnet lærervirksomheden. Det er ikke kommet dertil endnu at læreren kan læne sig roligt tilbage og sige: “Jooo, mine elever har styr på det der med internet og teknologi. Jeg skal bare vejlede dem i forhold til deres faglige viden”.

Vi har et stykke vej endnu, så lad os følges ad og bliver klogere sammen!

Kategorier
Blog iPad / iPhone Kompetencer

Redidaktiser din iPad

iPad’en har stadig vind i sejlene!
Apple har lige lanceret den fjerde iteration af vidunderet og tilsyneladende er der ingen ende for, hvor mange skoler, der skal have den indarbejdet som en del af deres skolehverdag. I rigtig mange sammenhænge giver det mere end blot god mening. iPad’en kan mange ting, som er ”lige til højrebenet”, når man taler om skole, den fjerde kulturteknik og fremtidens kompetencer. Vi skal bare huske på, at iPad’en alene gør det ikke. 

(c) 2012, Kim Kronika.

Tag ikke fejl – jeg er glad for min iPad, og jeg er glad for at bruge den i skolen sammen med mine elever. Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvorfor jeg mener ,at det er en vigtig og nyskabende dims. Det er en alsidig, fleksibel og velfungerende ting, som virkelig kan gøre underværker i undervisningssammenhæng, men…

Samtidig med at jeg bruger en masse tid på at tænke på it, digital didaktik, iPad, Web2.0 og hvad der ellers er, så bliver jeg også igen og igen overbevist om, at der ikke er noget, der kan erstatte velfungerende undervisning med en dygtig og velforberedt lærer.

Jeg er helt sikker på at iPad’en kan være med til at generere et skifte i måden, vi tænker skole og undervisning. Men… Typen af skift, omfanget, nedslag og varighed bliver hele tiden bundet op på læreren, forberedelsen og den gode undervisning.

 

Is there an app for that?

Gentagne gange har vi hørt: ”Is there an app for that?” og svaret har hele tiden være et stort og rungende ”JA!”. Uanset hvad man skal lave af arbejde, så kan man være ret sikker på, at der er en applikation, som kan bruges. Eleverne gennemskuer hurtigt, hvordan de skal bruges, og det er vores opgave som lærere at vise hvorfor, og til hvad de skal bruges.

Det er vores opgave som lærere at tænke over, hvad vi ønsker at eleverne skal gøre som lærende – udgangspunktet skal hele tiden være undervisningen og ikke iPad’en. Grundlæggende skal vi hele tiden huske på, at vi skal få iPad’en til at passe til undervisningen og ikke få undervisningen til at passe til ipad’en.

Som lærere skal vi beslutte os for, hvilke kompetencer vi ønsker at give vore elever, og derefter skal vi se på om iPad’en tilgodeser netop dette arbejde. Hvis ikke det gør, så giver det sikkert ikke megen mening at bruge den overhovedet. Alfa og omega er en plan!

Hvad betyder alt det her så i ”virkelighedens verden”?

 

Gentænk og gentænk igen

Arbejdet skal genovervejes og måske inddrages på en anden måde, end vi ellers har været vant til. Lad mig give et eksempel.

I mange, mange år har vi været vant til at tage noter, sætte streger, lave mindmaps og sådanne sager, når vi enten blev undervist, lyttede eller læste noget, som vi gerne ville huske. Det udmøntede sig i sedler med streger, pile, diagrammer og små sætninger. Dem som arbejder godt med dette mønster er selvfølgelig glade for måden, men så er der også lige os andre… Igennem hele min gymnasietid, min tid på lærerseminariet og alle andre situationer, hvor jeg regnede med at det forventedes af mig, har jeg taget noter. Jeg har, mere eller mindre samvittighedsfuldt, nedskrevet og noteret med blyant og papir, og så har jeg glemt alt om det efterfølgende. Jeg har simpelthen ikke kunnet bruge mine noter til noget kvalificeret. Måske fordi jeg ikke havde en god teknik og måske fordi jeg nedskrev det forkerte på det forkerte tidspunkt, men jeg har nu egentlig altid selv ment, at det var fordi jeg havde vanskeligt ved at finde tingene igen. Jeg kunne måske godt ved årets slutning huske, at jeg havde haft noget om XX, men lige hvornår og hvor jeg har noteret, det var værre!

Med en iPad og uden den store planlægning eller overvejelse, kan man nemt havne i nøjagtig samme situation. Her kan jeg nemt åbne ex. et pdf-dokument, notere i det i iBooks, understrege en smule, måske henvise til et billede på nettet, en video og så videre. Jeg kan på denne måde gemme et lidt rigere udvalg af tekst og referencer, men i bund og grund gør jeg stadig det samme, som før jeg havde en iPad. Jeg laver det samme arbejde, blot med et andet redskab end en blyant.

Hvis det skal give stor mening at overdrage sine noter til iPad-æraen, så skal det gøre på en lidt anden måde. Jeg skal med andre ord tænke anderledes, end jeg er vant til.

For mit eget vedkommende har jeg et par favorit-programmer, som jeg vender tilbage til igen og igen, nemlig Evernote, Circus Ponies Notebook, Goodreader, iBooks og Skitch.

Det er lidt af en samling, men med det setup har jeg mulighed for næsten alt.

Min notetagning er delt op imellem de noter som jeg laver derhjemme i ro og mag og så dem jeg laver ”undervejs”, mens jeg lytter, ser eller hvad det nu er.

iBooks bruger jeg primært hjemme – her læser jeg længere tekster og skriver også længere noter. Jeg får overblik over min tekst og kan efterfølgende se sammenhænge i det enkelte dokument eller den enkelte bog.

Den notetagning som er epokegørende for mig er en slags udvidet version. Her benytter jeg enten Evernote og Skitch i kombination eller Circus Ponies Notebook.

Her kan jeg markere, understrege, tilføje ekstra noter, tegne diagrammer, lave pile og cirkler samtidig med, at jeg benytter indbygget mulighed for opslag, redigere eksisterende noter, fotografere et billede af ex. tavlen og samle det, så jeg kan dele med medstuderende og optage alt lyd i undervisningssituationen, så noternes kontekst passer til lyden og forelæsningen.

Alting kan jeg efterfølgende søge i og arbejde videre med på computeren. Både Evernote, Circus Ponies NoteBook og Skitch fåes til installation på computer også.

 

Det muliges kunst

(c) 2012, Kim Kronika.

Grundlæggende har jeg således ændret min måde at arbejde på til en måde, som ville være om ikke umulig, så i hvert fald mange gange mere besværlig uden en iPad. iPad’en udvider mine muligheder, forøger fleksibiliteten og ændrer selv det at tage noter, til noget helt andet end med blyant og papir.

Men… det kræver, at jeg tænker mig om og ikke bare gør som jeg plejer. Det samme gælder vores undervisning. Redidaktisering lyder voldsomt, men det er under alle omstændigheder nødvendigt, at vi først og fremmest tænker på, hvad vi vil med undervisningen, og derefter ser på, hvordan eller om vi kan gøre det bedre med en iPad (eller noget helt andet).

 

-Peter

Kategorier
Blog Kompetencer

Immigranter og indfødte

Små børn med bærbar computerJeg har tænkt lidt de seneste dage (tro det eller ej). Jeg er lidt i et dilemma omkring hvad jeg gerne vil eller hvad jeg gerne vil tro og så på den virkelighed jeg oplever rundt omkring på de uddannelsesinstitutioner, hvor jeg færdes. Jeg kan ikke helt komme overens med om vi generelt er for fokuserede på teknologien, på hvad der skal laves og hvordan det skal gøres, mere end hvorfor.

På den ene side tænker jeg at hvis ikke vi fokuserer på teknik, så får vi aldrig mulighed for at skifte fokus til læring, hvis altså læringen skal foregå med og igennem it.
Omvendt så kan jeg også være tilbøjelig til at tænke at vi bruger for mange kræfter på teknologien og bør lade den “komme med som naturligt vedhæng”, når nu vi bedriver læring. Problemet med det sidste er så bare, at jeg så kommer til at være ligesom alle de andre, der blindt stoler på at it ikke er en forhindring for læring, fordi “det kan de jo godt i forvejen”.

Min virkelighed viser bare med al tydelighed at “de” kan ikke bare altid i forvejen.

 

De digitalt indfødte

At være digital indfødt indebærer jo også helt praktiske ting. De unge skal have haft umiddelbar adgang til teknologier, de skal være vokset op uden negative præferencer imod de digitale medier og de skal handle om mere end at være i stand til at sende supermange SMS’ere. Det handler om at genkende og anvende teknologierne kreativt! Og det handler om en naturlig fortrolighed med teknologi og ikke den kejtethed, som jeg i hvert fald også kan møde.

Udtrykket digitale immigranter anser jeg heller ikke for værende specielt præcist. Det overser det faktum at også et par dage før 1980, så blev der født og udviklet opfindere, entreprenører, designere og teknologiske ”First-movers”. Det indeholder en generalisering, som stort set hver eneste generation har været pålagt i en eller anden form – enten er der tale om zappere, videonarkomaner, målorienterede, flippere eller noget helt andet. Generaliseringer passer oftest meget dårligt til virkeligheden, selvom det gør virkeligheden meget mere håndgribelig og overskuelig.

Bente Tobiesen Meyer, lektor ved Århus Universitet og forsker i bl.a. Serious Games, skrev for snart et år siden på sin blog:

En lærer nævnte for nylig for mig at hun mente at en af de væsentligste forhindringer for at it bliver brugt innovativt i skolen er, at it er elevernes redskab, ikke lærerens. Eleverne vil altid være foran læreren hævdede hun, fordi eleverne er vokset op med teknologien og mestrer den, ser dens muligheder, hvorimod lærerne vil være tilbøjelige til at bruge teknologien som de vil bruge andre læremidler, og gennemgående tænke “traditionelt”. Jeg tror at argumentet er kendt af mange, og muligvis også følt på egen krop af mange lærere. Men denne form for generationstænkning er efter min mening også problematisk, dels fordi mange lærere faktisk er kompetente it-brugere i deres hverdag (dvs. de bruger mobiltelefon og computer til at kommunikere, handle på nettet, tage billeder, søge information osv.), dels fordi íinnovationspressetí bliver et argument for om man kan (eller vil) bruge it “rigtigt”.

Læs resten af indlægget på Bente Meyers blog.

Spørgsmålet er om der findes valide og tilstrækkeligt dokumenterede fakta omkring hele denne diskurs. Marc Prensky, som har fundet på udtrykket, er selv noget ”løs i mælet”. Hans formuleringer bærer præg af formodninger og generaliseringer.

Digital Natives bruger flere elektroniske kanaler samtidig.

Du er ikke alene…

Når man skuer ud over det digitale landskab, så er der andre som jeg der ikke nødvendigvis synes at verden er så sort/hvid, som mange gerne vil gøre den til.
Hollænderen Van Den Beemt har undersøgt og forsket i “Digital Natives”. Han er kommet til den konklusion at de unger ikke er specielt ekvilibristiske ud I brugen af medier og teknologi. Ligesom resten af befolkningen, så er kun ca. 9% producenter af digitalt materiale, andre 9% er computerspillere og resten på ca. 40% hver er traditionelle brugere og netværkere. Det giver ikke det samme entydige billede af unge superbrugere, men unge som har en begrænset specialviden indenfor et helt bestemt felt af it-­‐området.

Mark Bullen som er ansat på British Columbia Institute of Technology som forstander har oprettet en blog med titlen ”Net Gen Sceptic”. På denne blog fordriver han tiden med at forsøge at afmystificere megen af den retorik, som kendetegner emnet. Han siger blandt andet i artiklen “Net generation nonsense…“:

…my basic point is that the claims about this generation are not based on research. They are speculations that emerge from anecdotal observations and from a techno-­‐utopic view of the world and a fascination with technology. I don’t dispute that this generation is different than previous generations. Every generation differs from the previous in some way. The social, political and technological context changes so this is bound to have an impact on the people growing up at that time. But before we start making radical changes to the way to do things in education we need some evidence.

Efterhånden som vi langsomt bevæger og videre i det andet årti af det nye årtusinde, så synes andre vanskeligheder også at knytte sig til indfødt/immigrant dikotomien. Der er tale om en analogi, som ret præcist er knyttet til alder og sted -­‐ den nuværende diskurs koncentrer sig i stor stil med unge, som har adgang til teknologi og samtidig glemmer eller undlader alt om hele den del af befolkningen for hvem en computer er noget der står i skolen eller det er højest noget, som står hos kammeraterne.

Min pointe er blot den at fordi en hel eller en del af en generation er dybt involveret i digitale teknologier til fritidsbrug, social kommunikation og underholdning, så betyder det ikke nødvendigvis at de ønsker at eller kan bruge denne viden i mere formelle læringssituationer.

Mit afgørende budskab er forhåbentligt klart:

En lærer skal ikke blot antage at en elev er i stand til at implementere nye og fremstormende teknologier i en kontekst som skole og formaliserede læringssituationer, blot fordi denne er i stand til at benytte (nogle) af dem i fritiden.

 

-Peter

Kategorier
Blog Kompetencer

Digital Natives – et tåbeligt udtryk

Næsten dagligt støder jeg på lærere og andre professionelle, som meget nøgtern konstaterer af at de unge mennesker, som i dag går i skole og på andre uddannelsesinstitutioner alle er velbevandrede og kompetente it-brugere. At de er indfødte, mens vi andre halvgamle er immigranter og dermed naturligt bagude. Det giver mig anledning til lidt overvejelser.

Eleverne i vore danske skoler er bare, SÅ meget bedre til det der med it end hovedparten af lærerene. De er digitale indfødte, hvorimod alle os andre, de gamle lærere, er digitale immigranter. De er vokset op med teknologien og internettet, mens vi andre har måttet lære det. Vi har ikke den samme naturlige tilgang og den samme selvfølgelige og legende måde at udnytte it og internet på. I princippet burde de unge lære lærerne, hvordan det hele hænger sammen!

Moderne børn er digitalt indfødte... Eller?

Eller hvad?

Marc Prensky beskrev udtrykket tilbage i 2001 i artiklen ”Digital Natives, Digital Immigrants” (On the Horizon, MCB University Press, Vol. 9 No. 5, Oktober 2001)

Hvis man skal definere udtrykket helt kort, så handler det om: Unge mennesker der er født og opvokset med it og digitale hjælpemidler, som en naturlighed. Om det så præcist er 1980, 1985 eller noget helt andet kan være ret vanskeligt at ”pin-pointe” helt præcist, men de er afhængige af digitale kommunikationsteknologier for at tilgå information og for at interagere med andre ligesindede. De har specielle lærings-præferencer, som tilgodeser visuel og dynamisk information, de lærer hurtigt med teknologi og de multitasker og færdes både lokalt og globalt via internettet på samme tid. Påstanden er også at digitale indfødte tænker og behandler information grundlæggende anderledes end den forrige generation.

Denne type af unge mennesker behøver vi ikke at lære noget om teknologi – de kan det hele i forvejen!

Spørgsmålet er bare om det er sandt – er virkeligheden så overskuelig?

Jeg er ikke enig…

Udtrykket ”Digital Immigrants” er noget nær den største folkeforførende løgn, som skolesystemet har været udsat for i mange år! Altså hvis man spørger mig 🙂

Hvis de unge er så dygtige, så slipper vi andre jo for at lære. Hvis eleverne mestrer at gebærde sig i det hyperkomplekse tilbud af medier, så kan vi andre jo læne os trygt tilbage os sige: ”De er meget bedre end os, vi behøver ikke at gøre mere.” Det passer bare ikke, desværre. Verden er ikke så firkantet og jeg bliver i hvert fald utryg. Det kunne bare være så dejligt!

Det er sandt at de (fleste) unge mennesker i dag ikke er bange for teknologi, men det betyder ikke nødvendigvis at de er klar over hvordan de skal udnytte teknologien bedst, mest effektivt og etisk korrekt.

At hurtiglæse, skimme en tekst, uddrage essens, visualisere, håndtere egen digital identitet, kvalitetsvurdere hjemmesider, vurdere kilder, finde relevante hits, forstå nettets etikette, kvalitetsvurdere digitale produkter og… Det er ikke nødvendigvis kompetencer, som alle der er født efter 1980 automatisk besidder. Det er ikke nødvendigvis kompetencer, som udvikles blot fordi man altid har haft en computer på sit værelse og blot fordi man er sindssygt god til at finde ringetoner ti sin mobiltelefon på internettet.

Det er under alle omstændigheder ikke noget som min skolehverdag entydigt bekræfter. Nok snarere tværtimod.

Så altså ikke alle er enige i brugen af terminologien, sproget og de underliggende betydninger af digitale indfødte og digitale immigranter.

Lad os præcisere og ikke blot lulle med i forfladigende udtryk, som i sidste ende i det mindste er til diskussion…

Kategorier
1:1 Blog Kompetencer

Skal underviseren være eksperten?

BEMÆRK - Dette indlæg er lettere redigeret (jan. 2019) med henblik på at fjerne refleksion over og fokus på 1-til-1 i en helt konkret kontekst, til i højere grad at have et overordnet blik på det digitale og Dreyfus-brødrenes 5 niveauer, så indlægget kan bruges i min egen undervisningssammenhæng.

Digitale kompetencer, digital handlekompetence, teknologiforståelse, digital dannelse og og og og… bliver med stor sandsynlighed en vigtig forudsætning for de funktioner, elever, kursister og studerende vil møde efter endt studietid – derfor skal det også være det, de møder i uddannelsen. Men digital dannelse etc. handler ikke kun om ’det digitale’, men uvilkårligt også hvad man anvender forskellige værktøjer og services til. Det er bemestringen af viden og informationer i nye og hidtil ukendte sammenhænge, der er det afgørende i en hverdag, som kalder på umiddelbar handling og reaktion, uagtet at netop forståelsen for hvad, hvordan, hvorfor etc. nok er mindst lige så vigtig.

I denne tekst handler det primært om det at håndtere, på trods af at en håndtering alene, nok ikke giver megen mening i en verden og hverdag, hvor teknologierne forandrer og forandres ganske hurtigt, men lad det være et vilkår, som bevidst udelades her.

Bemestring

For at bemestre er det nødvendigt at man har øvet sig og har en klar idé om hvad man har af kompetencer ud i det område, som man arbejder i.

Brødrene Dreyfus har har i 1980 foreslået en model over færdighedstilegnelse (Dreyfus model of skill acquisition) – modellen fortæller ikke noget om læring eller viden, men om færdigheder

Dreyfus & Dreyfus konstaterede via et forskningsprojekt at “knowhow” eller “praktisk viden” meget vanskeligt lader sig udtrykke i form af fakta og regler. Eksempelvis kan det være nærmest umuligt at forkalre hvordan man cykler – det skal opleves, erfares og fornemmes i højere grad end at det kan sættes på et sæt udtrykte fakta eller regler. Praktisk viden er noget andet end teoretisk viden og den praktiske viden forudsætter ikke brug af bevidste, abstrakte regler.

De to  brødre antager, at mange af vores færdigheder tilegnes i en tidlig alder gennem trial and error -metoden eller ved imitation og efterligning.

De har undersøgt og beskriver hvordan voksne tilegner sig færdigheder og de når frem til at man normalt gennemgår fem stadier, som indebærer at hvert stadie kvalitativt har en forskellig opfattelse af opgaven eller “praktikken”.

De fem stadier gælder for både strukturerede og ustrukturerede opgaver og får fra begynderniveau til at man er ekspert.

De skelner mellem strukturerede og ustrukturerede områder og konstaterer at man inden for det ustrukturerede skal udsættes for betydelig konkret erfaring med virkelige situationer, mens man i det strukturerede nemmere kan ræsonnere sig frem til en løsning, der kan efterprøves.

Eksempler på ustrukurerede områder kan være: socialt samvær, det at lave prognoser, sygepleje og undervisning.

Eksempler på strukturerede områder kan være: blanding af materialer i bestemte forhold, planlægning af ruter og logiske opgaver.

De fem niveauer

Begynder (novice)
Personen ser fakta og karakteristika ved situationen og oplever at der er regler for handling. Denne viden er på dette trin kontekstuafhængig.

Avanceret begynder (advanced beginner)
Den avancerede begynder har erfaringer fra det virkelige liv og kan derfor genkende relevante situationer. Genkendelsen er konkret og afhængig af konteksten. Gennem “trial-and-error” bliver det kontekst afhængige suppleret med kontekst uafhængige elementer og regler.

Kompetent udøver (competent)
Den kompetente udøver lærer at anvende en prioriteret procedure for beslutningstagning. Mål og planlægning vælges bevidst til at reducere kompleksitet. Handlingerne bliver mere flydende og tilpasset en konkret kontekst. Man bliver involveret med sin egen person i sine handlinger – bliver ansvarlig. Fortolkning og skøn er en del af kompetencen.

Kyndig udøver (proficient)
Den kyndige udøver er hinsides analytisk rationale og dybt involveret i sine handlinger. Der er udviklet et perspektiv på grundlag af hændelser og erfaringer. Der sker ikke objektive valg eller bevidst valg af hensigtsmæssighed. Der er tale om spontan tolkning og ubevidste valg. Det er erfaringen der spiller igennem. Opgaverne organiseres intuitivt.

Eksperten (expert)
Der er tale om indgående erfaringer. Eksperten genkender situationerne intuitivt, synkront og holistisk. Adfærden er flydende, utvungen og afbrydes ikke af analytiske overvejelser.

For at blive ekspert må man “afkoble” hovedet og give det kognitive mindre vægt end det kropslige – det er en ulempe at reflektere over sine handlinger.
Minder generelt meget om tanken om mesterlære – man gør bare tingene.

Hvorfor Dreyfus?

Hvorfor er de her to brødre så interessante, når man taler om håndtering af det digitale, undervisning og moderne skole?

Jeg tænker at det er en overvejelse værd at forsøge at finde ud af om læreren overhovedet behøver at være eksperten for at kunne bedrive en velfungerende undervisning med og igennem it.

Helt traditionelt anskuer mange mennesker en læringssituation, som den hvor en klogere, mere erfaren person fortæller og formidler. Læreren er den der besidder ekspertviden og det er den, som kan overskue konsekvenser, fordele og ulemper.

Hvis man anskuer skoler og arbejdspladser, så gætter jeg på at de fleste kan nikke genkende til det at nogen er dygtige, hurtige og eksperter ud i bemestringen af it, men det gælder nok ikke alle.

Der er en række kompetente lærere og fagpersoner, som alle er dygtige og kvalificerede til at fag-undervise. De har en viden om deres fag, om formål og meget andet, men de er ikke nødvendigvis fortrolige og kompetente brugere af it og de digitale handleområde, som er et grundvilkår for al undervisning pt.

Umiddelbart kan det forekomme som et problem forestiller jeg mig, men er jeg for snævert anskuende så?

Jeg synes at man skal kunne, vide, overskue det redskab, som man benytter til og i sin undervisning. Det er nødvendigt at læreren kan guide, vejlede, afhjælpe og udfordre også, når det handler om computeren, hvis den skal integreres 100% i undervisningen.

Men man behøver ikke at være ekspert, man behøver ikke at kunne betjene maskinen intuitivt, flydende og uden analytiske overvejelser.

Læreren skal have tilstrækkelige kompetencer til at overskue konsekvenserne af hvad det er han eller hun igangsætter, når it og det digitale tages i brug. Konsekvensen skal naturligvis anskues primært ud fra en faglig vinkel, for det er det primære. Men i og med at it er inddraget som en vigtig medspiller i læringssituationen, så skal læreren selvfølgelig også kunne overskue det rent it-didaktiske og it-tekniske. Om læreren så er avanceret begynder, kompetent udøver eller noget helt andet ved jeg ikke – vigtigt er det dog at læreren formidler et nuanceret og differentieret læringsrum, som bærer præg af både kompetencer og kvalifikationer.

Hvad mener du?

Det store spørgsmål til videre overvejelse kan være – hvad er forskellen imellem kompetencer og kvalifikationer? Og støder vi ind i de samme overvejelser, når undervisning eller arbejde drejer sig om noget helt andet end it? Og… Kan man forestille sig den situation at eksperten underviser begynderen eller taler det imod Dreyfus-forestillingen om at det man skal erfare og mærke uden at det er (alt for) regelbundet? Giver teksten her og Dreyfus anledning til mere generelle overvejelser omkring DIT syn på læring, uddannelse og undervisning?

Translate »