Jeg har brugt de sidste par dage på at tænke på hvordan 1:1 evt. kan blive en integreret og naturlig del i en uddannelsesorganisation.

Man hører for tiden ganske meget om 1:1-projekter. På min arbejdsplads handler det m en MacBook til alle, i Odder en iPad til alle  og endnu andre steder sikkert noget helt andet.

Men er det praktisk? Er det pædagogisk en god idé? Hvordan ser det ud? Og er det overhovedet den rigtige vej at gå?

Spørgsmålene hober sig op og svarene er forskellige afhængigt af om det et givet af en lærer, en sælger, en producent eller en leder.

1: Sæt mål for 1:1-programmet

Et 1:1-program synes jeg må være et attraktivt mål for stort set enhver uddannelsesinstitution. Jeg tænker i denne sammnhæng ikke så meget om udstyret og ”tingen”, hvad enten det er en MacBook, en iPad eller noget helt andet. Det absolut mest interessante i denne sammenhæng er adgang. Det endelige mål må være adgang til de nyeste medier, de nyeste undervisningsmaterialer, kollaborative platforme, kreative værktøjer, kommunikative muligheder og information lige for hele tiden. Jeg kan ikke forestille mig en skole, en inspektør, direktør eller lærer som mener at den målsætning er forfejlet.

2: Definer apparatets rolle i klasserummet

Jeg oplever at man argumenterer for at et 1:1-miljø skal fokusere udelukkende på apparatet, tingen eller aggregatet – i vores tilfælde en MacBook. Al undervisning skal være centreret omkring det hvide vidunder. Al undervisning skal digitaliseres og ledes fra og til MacBook’en. I min optik er det forfejlet.

Det er naturligvis vigtigt at vælge lige netop det apparat, som man anser for at være det bedste i den givne situation, på den givne uddannelse og det givne miljø. Men fokus skal ikke være på apparatet alene. Det må ikke og skal ikke overtage klasselokalet. Apparatet erstatter ikke den gode undervisning, men skal anskues som tidligere generationer af apparater – uanset om det er en lommeregner, tavlen eller noget helt andet. Det er et fabelagtigt redskab, som kan give eleverne, de studerende og kursisterne bedre muligheder for at deltage i god læring, forbinde, dele og søge. Apparatet skal og må ikke blive en distraktion, men ”klasselokalets forlængede arm.

Jeg oplever at man ex. indscanner opgaveark, som man tidligere har lavet udfyldningsopgaver på. Lagrer dem som pdf-dokumenter og fortæller eleverne at de skal udfylde dem, som hvis de sad med dem på papir med en blyant i hånden. Opgaven bliver ikke umulig, men matematikopgaver, med opstilling, flytning af menter etc. etc. bliver pludselig meget, meget besværligt, når det foregår elektronisk.

Her er det ikke ”klasselokalets forlængede arm”, men ”klasselokalets brækkede arm”. Maskinen har fået en rolle, som den slet ikke er tiltænkt og læreren kan meget nemt tænke: “Det var meget nemmere uden!“.

3: Høst frugterne

Når du har budt apparatet velkommen i dit klasserum eller på din institution og har lært den at kende på både godt og ondt, så er det tid til at foregå som det gode eksempel.

iPad’en, MacBook’en eller hvad det nu er skal bruges! Og allerede fra begyndelsen!

Som lærer er det ikke nødvendigvis sikkert at du skal kunne alt, men du skal have en sikkerhed og en forståelse for hvad det er du har ”mellem hænderne”. Den basale funktionalitet er vigtig at kende. Brug maskinen i din undervisning – ikke kun for at vise hvad den kan, men hvordan man arbejder med den og hvilke resultater den kan frembringe.

HUSK! Apparatet skal ikke være en hæmsko for undervisning, men det skal være en hjælper.

4: Fjern maskinen igen

Også i et 1:1-propjekt vil der være tider, hvor den bedste undervisning foregår uden apparatet. På samme måde skal eleverne heller ikke blive uløseligt sammenvoksede med apparatet – der vil være tider, hvor det giver mening at pakke den væk, lukke den ned og blot være til stede.

Ledelse skal af samme årsag ikke kræve at apparatet altid bliver brugt, at det altid er i brug. Tillad læreren lidt tid til at se apparatet an, giv mulighed for lidt ”dansen rundt om den varme grød” og accepter at det bliver brugt mere og mere over tid.

Men… spørg ægte og interesseret ind til hvordan apparatet bruges. Hvordan er teknologien blevet integreret i den daglige undervisning, hvad er læreren glad for og hvad fungerer godt. Og ikke mindst, spørg ind til i hvilke sammenhænge der er behov for udvikling og uddannelse, når det handler om det nye, fine apparat.

Teknologi skal ikke hastes ind i hverdagen, men vær som ledelse med til at skabe tydelige og klare mål for hver enkelt lærer.

5: Undervis, understøt og peg frem

Elever, studerende og kursister skal forstå at apparatet er en adgang til læring, udvikling og opdagelse,  men at det ikke kan erstatte deres egen evne til kritisk stillingtagen, analyserende tænkning og modne overvejelser. 

Som lærer må vi aldrig formode at eleverne kender og ved alt om den nyindførte teknologi – ikke alle er digitalt indfødte!

Apparatet giver adgang til en myriade at informationer og potentielle svarmuligheder, men det vil absolut ikke altid give dem klar retning.

Mens nogle kan bryste sig med sikkerhed og forståelse for apparatet, så er der helt sikkert mange, som har brug for vejledning, coaching og undervisning også her.

At være i stand til at gå på Google, installere et spil og finde en video på YouTube med en dansende baby er ikke det der gør en elev til ”digital indfødt”.

At kunne filtrere information og finde den optimale vej til en løsning er en uvurderligt evne for mens eleverne har adgang til mere information end nogen tidligere generation, så bliver deres evne til filtrering også desto mere udfordret. Google er en god start, men anviser ikke altid den bedste eller rette vej, så evnen til at se bort fra teknologien og bort fra Google er også en evne, som enhver elev bør lære.

1:1-miljøet må aldrig blive skræmmende eller fremmedgørende overfor det egentlige projekt, nemlig læring og undervisning. Og kun læreren kan være guiden her. 1:1 er blot begyndelsen på det store projekt der hedder livet.