SAMR

I forbindelse med Maines Learning Technology Initiative har Ruben R. Puentedura udviklet en model, som flittigt er blevet brugt i forbindelse med 1:1-projekter rundt omkring i verden. Modellen kaldes for SAMR-modellen og beskriver meget overskueligt fire anvendelsesfaser som man typisk er i når man beskæftiger sig med transformerende anvendelser af it i undervisning.

Puentedura's SAMR-model.

Modellen kan anskues som en stige, jo mere transformerende og forbedrende eller mere avanceret teknologien bliver inddraget i en lærers undervisning jo højere vil denne “komme op” ad SAMR-modellens trin.

Substitution – denne erstatningsfase indeholder aktiviteter som er de samme som man ville lave med gammel teknologi uden nogen forandring i opgaven. Eksempelvis at skrive på en computer i stedet for at skrive i hånden.

Augmentation – forbedringsfasen indeholder en form for funktionel forbedring i opgaveløsning, men it bliver stadig brugt som direkte erstatning for en anden teknologi. Selve opgaven er ikke forandret, men man begynder at inddrage nogle af de muligheder, som forbedrer arbejdsmønstret eller produktet. Eksempelvis kan det at skrive nu komme til at inddrage tekstbehandlerens indbyggede hjælpemidler, eks. stavekontrol og sprogvalg.

Disse første 2 faser leder til forbedring af læringsprocessen, men det er helt basalt stadig den samme opgave.

Modification – forandringsfasen ændrer selve opgaven og breder den ud i forhold til den traditionelle tilgang. Her gives der en anden form for opgave og arbejdet kombinerer flere “måder” eller modus i en såkaldt multimodalitet. Det kan være at der inddrages multimodale eller multimediale elementer, men at opgavens formål stadig er det samme som tidligere. Teksten, opgaven eller arbejdet er dog grundlæggende anderledes, og har fået ny mening, fordi flere modaliteter er blevet kombineret. Det vigtigste spørgsmål her er at overveje om budskabet, udtrykket eller hvad man vil have frem, bliver forstærket af overgangen fra udelukkende at koncentrere sig om traditionel verbal- og skriftsprog. Bliver resultatet bedre?

Redefinition – nytænkningsfasen er den del, hvor man gør noget med it som var umuligt at gøre uden. Selve processen er anderledes og bedre, produktet er ikke længere, som hvis man arbejdede alene uden teknologien. Hvis vi igen tager skrive-eksemplet, så kunne det være at skriveprocessen er blevet kollaborativ og flyttet til et skriveprogram, der giver mulighed for at flere kan arbejde på samme tid i det samme dokument, uanset hvor de befinder sig.

Disse 2 faser leder til en forandring af læringsprocessen og det er typisk her, man som skole, lærer eller interessent i et 1:1-projekt ønsker at komme hen.

Puentedura har for nyligt lavet en lille film, hvor han forklarer selv – gør dig selv en tjeneste og brug de 12 minutter, som filmen varer. Du kan se ham her:

Kobler man så SAMR-modellen med TPACK-modellen som er udviklet af Punya Mishra og Matthew J. Koehler opnår man et kraftfuldt afsæt til både planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning, som inddrager it.

Deres egen beskrivelse af TPACK fra 2006, kan du læse her:
http://punya.educ.msu.edu/publications/journal_articles/mishra-koehler-tcr2006.pdf

 

TPACK

TPACK er for så vidt ikke nogen ny idé. En lang række videnskabsfolk har i flere omgange argumenteret for at, it og teknologi ikke kan anskues kontekst-frit og at god undervisning med teknologi forudsætter en forståelse af, hvordan teknologien relaterer til både pædagogik/didaktik og indhold. God og tidssvarende undervisning kræver og forudsætter, at underviseren besidder både teknologisk, pædagogisk og fagfaglig viden, og alle tre områder er lige vigtige. Det er altså ikke nok at have en viden om eksempelvis teknologi, idet denne viden kun udgør ⅓ af den samlede videnssum der er krævet for at implementere og drive undervisning, der er baseret på en teknologi. At undervise og lære succesfuldt betyder i denne sammenhæng, at eleverne udvikler de læringskompetencer, som vi har skitseret tidligere. TPACK-modellen angriber hele denne problemstilling og kobler de 3 områder både visuelt og praktisk.

TPACK-modellen

TPACK (technology, pedagogy and content knowledge) modellen prøver at illustrere, hvilke vidensformer der er i spil, når man introducerer ny teknologi i undervisningen. Den ser på undervisning i 3 forskellige cirkler:

● Didaktik (pedagogy)
● Fagligt indhold (content)
●Teknologi (technology)

 

TPACK modellen tager fat i noget at det essentielle ved brugen af teknologi i undervisningen. Den illustrerer den komplekse og sammensatte viden, som udgør lærerens totale vidensområde og samtidig tydeliggøres samspillet mellem de 3 former for viden, som er nødvendige, når lærerne skal integrere ny teknologi i undervisning. De tre vidensområder skal ikke ses som adskilte dele, men som en kohærende og kompleks størrelse, der giver snitflader hele vejen rundt. Snitfladerne opstår imellem:

Det pædagogiske felt indeholder viden om måden at tilrettelægge en undervisning på, strukturere timer, relationsdannelse og evnen til at skabe inkluderende læringsmiljøer. Det pædagogiske felt inkluderer didaktik og hele tankesættet omkring læring og undervisning.

Det faglige indholdsområde indeholder viden om det konkrete faglige stof. Altså de formelle faglige kvalifikationer til at undervise i et bestemt fagområde.

Den teknologiske viden beskriver, hvorledes man udnytter og forstår nye teknologier, samt ser anvendelsesmulighederne for samme.

 

Ingen ensidige anskuelser

Mange lærere behersker både det ene og det andet felt – de er dygtige undervisere, behersker teknologi og har en velfunderet faglig ballast. Problemerne kan dog opstå, når lærerne skal bevæge sig ind i snitfladerne imellem de forskellige felter eller helt ind i midten i det overordnede krydsfelt, hvor teknologien skal bruges i en didaktisk/pædagogisk og faglig sammenhæng. Tanken er at den optimale integration af teknologi i undervisningen først sker, når læreren har en sådan samlet viden der gør ham eller hende i stand til at skabe bedre læringsprocesser end den pædagogisk-faglige lærer ville kunne. Teknologien skal være en naturlig del af den faglige undervisning, og læringspotentialet skal udnyttes.

Vi skal derfor i uddannelsessammenhænge ikke se isoleret på ét område, men på sammenhængen imellem dem alle, idet der ellers vil være en fare for at læreren ikke kan koble alle tre dele og derfor gør som han/hun plejer, blot med lidt eksotiske hjælpemidler. It og teknologi bliver indarbejdet i en traditionel undervisningsform, som læreren er tryg ved og undervisningen følger grundlæggende den grundform, som den altid har gjort, og det betyder grundlæggende, at teknologien ikke får indflydelse på hverken læreproces, læringsform eller læringsrefleksioner.

 

It fordrer fortsat udvikling

Hvis lærer og elev skal bevæge sig op ad “SAMR-stigen”, så skal it tænkes som mere end blot nogle programmer der kan levere indhold eller variation til den eksisterende fagfaglige undervisning. Ligesom med alt andet, så er teknologisk/pædagogisk/faglig viden ikke noget, der kommer af sig selv. Hvis it skal være med til at kvalificere de processer der er på spil i undervisningen, så er det nødvendigt at både læreren, eleven og hele skolen ser det som et vigtigt og kontinuerligt udviklingsområde. Samtidig er det essentielt, at man har forståelse for at læreren formodentligt aldrig opnår den fulde indsigt i, hvilke pædagogiske/didaktiske muligheder teknologien skaber. Fokus skal ligge på at skabe læringsrum, hvor den enkelte elev anvendelse af teknologi er relevant i forhold til faget og den pædagogik/didaktik, som læreren lægger ned over læringsrummet – også selvom det er en teknologi, som læreren ikke selv anvender eller forstår helt. Læreren skal have overblikket og forståelsen, men ikke nødvendigvis kompetencen i detaljen.

Der skal med andre ord skabes praksisfællesskaber.