Jeg har for ganske nyligt konstateret at det berømte Stanford University bedriver godgørende, filantropisk virksomhed – man kan få gratis undervisning. Endda gratis undervisning i sager som ikke er gamle, gentagende eller forbi ”sidste salgsdato” – det handler om kunstig intelligens, databaser, applikationsudvikling og sådanne emner.

Der er med andre ord tale om kurser eller uddannelsesforløb, som er basis i en ret bred vifte af fremtrædende teknologier i dag. Og det giver åbenbart stor mening – der er mere end 58.000 mennesker som har indskrevet sig på kurset om kunstig intelligens.

Kurserne er alle fjernundervisning. De benytter en vifte af teknologier – der skal læses, der er diskussionsforum, man skal testes og ikke mindst skal man se på videoer, som er omdrejningspunktet for det hele.

Flere tilbud

Tilsyneladende er der en række universiteter, som benytter sig af at tilbyde gratis undervisning.

Massachusetts Institute of Technology (MIT) har lagt næsten 2000 forelæsninger online, som en del af deres OpenCourseWare-projekt.

iTunesU findes mere end 100.000 gratis videoer og kurser. Senest har den norske kommune Telemark Fylkeskommune omlagt undervisningen på gymnasierne, sådan at de bliver suppleret med video fra iTunesU. Og de norske universiteter har arbejdet med iTunesU siden 2009.

Derudover findes der et væld af online undervisningsressourcer baseret på video:

Academic Earth
YouTube Edu
Videolectures.net
Og formodentligt den mest berømte – Khan Academy

Man kan finde pensum, opgaver, eksaminer, powerpoints og forelæsning en masse – med andre ord er der tale om en undervisningsmæssig guldmine, som nok ikke bare skal overses.

Synkront eller asynkront?

Videoerne er ikke synkrone i tid, men optaget og lagt frem til lejligheden. Nogle er velproducerede og andre minder mere om her og nu optagelser og optagelser af de forelæsninger, som ellers foregår på universitetet. Fælles for dem alle er at de er lavet, således at der ikke bliver stillet spørgsmål etc. Der bliver ikke forsøgt at skabe interaktion med beskueren, eleven eller kursisten om man vil. Det asynkrone tilsnit afgører i større eller mindre grad på forhånd at man ikke vil have her-og-nu interaktion.

Dette er jeg lidt ambivalent med. På den ene side strider det imod den forståelse jeg har af undervisning som noget, hvor man er (med)skabende, aktiv, interagerende og sammen med andre om at løse et problem, og på den anden side så passer denne ”tankpasserpædagogik” faktisk udmærket sammen med at eleverne kan og skal arbejde selvstændigt med materialet.

Film og video er et medium som elevene kender godt i forvejen. De trives med billeder og lyd i mængder, som vi ”gamle” kan have svært ved at forstå.

På denne måde kan eleverne også tilegne sig stof gennem både øjne og ører og ikke bare via læsning. En ekstra dimension er også at de elever, som kæmper med større eller mindre grader af dyslektiske vanskeligheder, pludselig får indhold ”foræret”, som de eller ville skulle arbejde voldsomt hårdt for at få scannet, læst op forstået og bearbejdet.

Generelt er jeg overbevist om at brug af video som et konsumerende medie har en plads i fremtidens skole. Det et nemt at tilpasse, eleverne kan køre i deres eget tempo, de kan tage pauser, spole og behøver ikke at være til stede i klasserummet.

Jeg tænker det ikke som en erstatning for læreren, men som et tillæg og en ekstra dimension!