Feedback

Flippet evaluering

Hvis vi håber på at konstruere vedblivende og vedholdende forståelse hos vore elever, så er det i dag både kritisk og essentielt at vi kender deres svagheder og deres styrker. Ved at skabe mulighed for feedback, revision og metakognition, så giver vi som lærere mulighed for et varieret udbud af både emotionelle og kognitive fordele, som kan lede til skolemæssig og læringsmæssig succes.

evalueringFlipped Learning er en pædagogisk og didaktisk tilgang til undervisning og læring, hvor den direkte instruktive kontakt flyttes fra plenum og gruppe til det individuelle læringsrum med det resultat at det tidligere grupperum og gruppetid bliver transformeret til et dynamisk og interaktivt læringsmiljø, hvor læreren guider sine elever mens de arbejder med koncepter og engagerer sig kreativt og undersøgende i det aktuelle emne.

Samlet set handler det om koblingen relationer, nysgerrighed og indhold og selve arbejdsprocessen bliver derfor en foranderlig størrelse, som vanskeligt sættes i traditionelle rammer.

Kobling mellem relationer, nysgerrighed og indhold

I det traditionelle læringsrum har det været og er stadig sådan at læreren i mange situationer designer og leverer materialer og undervisning, som rammer midt i en klasse med et differentieringsspektrum, som orienterer sig både mod dem som er dygtige og dem som er mindre dygtige. Ofte forholder det sig således at denne differentiering i praksis er begrænset. Tidsmæssigt er det yderst vanskeligt at lave optimalt udfordrende og stilladserende undervisning til alle, hvorfor middel har en tendens til at blive normen. Jeg er klar over at dette er en påstand, men dog alligevel en påstand, som har belæg i observationer af en del lærere og læringssituationer. Elevernes produkter er generelt ”skriftligheder”, stile og opgaveafleveringer, som er summativt opsamlende og vurderende med fokus på den enkelte elevs formåen og arbejdsindsats.

Flipped Learning

I perspektivet Flipped Learning, vil elevernes produkter ofte involvere udtryk der er baseret på det vi meget luftigt kalder ”nye medieformer”. I stedet for at aflevere en stil, som gennemgår og laver en syntese af viden, så kan man fint forestille sig at eleven laver en hjemmeside, en video, en simulation eller andet, som udtrykker en overordnet forståelse og hvor der ikke nødvendigvis blot angives svar, som kan munde ud i et tal. Elevens forståelse kan sagtens demonstreres via refleksion, via fremadrettede forundringsspørgsmål og via nye opgaver, som eleven pålægger sig selv.

I en sådan sammenhæng vil fx dokumentationsvideoer danne grundlag for fastholdelse af elevernes arbejds- og læringsprocesser i forhold til undervisningen. Disse videoer kan efterfølgende bruges af både elever og lærere som evalueringsredskaber eller som en del af en faglig portefølje eller logbog. Derfor er det essentielt at italesætte roller og forventninger til disse i forbindelse med afviklingen af forløbet. Det øger både elevers og lærers tryghed. Lærerens rolle forandres afhængigt af læringskontekst og aktivitet og bevæger sig i spektrummet mellem designer, instruktør, vejleder, facilitator, vidensressource, moderator, evaluator og mange flere. Hver af disse lærerrolle komplementeres af en elevrolle, som også forandres afhængigt af krav, forventninger og råderum. Det betyder i bund og grund at vi både som lærere og elever kan blive usikre på de mange foranderlige roller og hvad de indebærer, men det betyder også at der er mindre risiko for at vi låser os fast i et bestemt mønster og en bestemt handlerækkefølge, hvorfor fx fejl og nederlag har større mulighed for at blive anskuet positivt og foranderligt. Det ligger indbygget i de mange rolleskift at vi nemmere kan anskue fejl og forandringer ud fra forskellige vinkler. En fastlåst rolle har risiko for at give en fastlåst tænkning:

Fastlåst syn på forandring

Hvor en skiftende ”rollebesætning” har mulighed for at give et differentieret valg af handlemuligheder:

Foranderligt syn på forandring

Som en naturlig konsekvens af dette foranderlige læringsafsæt er at bedømmelse også forandres. Et udvalg af evalueringsmodaliteter og en grad af at eleven selv kan vælge i et udvalg af muligheder betyder at eleven kan møde bedømmelse med mindre angst og med øget positivt syn på det at blive bedømt. Det giver mulighed for at eleven kan demonstrere og udvise viden fremfor ”bare” at vise hvad der kan huskes, hvad der ikke kan huskes og hvad der ikke er lært. Peer-bedømmelse og evalueringer fra og af kammerater vil komplementere en mere officiel lærerbedømmelse og vil have fokus på individuel formåen, samarbejde og områder, som ellers kan være vanskelige at veje, måle og give et tal, som resultat.

Problemstillingen

Det basalt vanskelige i hele dette setup er at uanset om vi bedriver Flipped Learning eller noget helt andet, så skal vi som lærere og undervisere bevidne og bedømme vore elever eller studerende eller kursister – vi skal kunne give dem et tal.

Iboende I denne problemstilling ligger der for mig at se en del vanskeligheder. Hvordan kan vi på en gang bedømme summativt, bedømme formativt, give et tal, give et råd, lytte til andre, vejlede andre etc. etc.

Roland Hachmann og jeg beskæftiger os blandt andet med evalueringsbegrebet og det indbyggede skisma i bogen: “Flipped Learning – mere end bare video”. Bogen udkommer som ebog og papirbog allerede i juni.

Du kan skrive dig op på http://www.Flipped-Learning.dk hvis du vil holde dig orienteret og samtidig have mulighed for at vinde en gratis bog.

Kopiering / remix og Web2

Lidt om Web2.0 og snyd

Ret tilfældigt faldt jeg forleden over en længere skrivelse fra undervisningsministeriet omkring snyd og plagiat: http://pub.uvm.dk/2003/plagiat/hel.htm

CopyDen er ved at være gammel, men når jeg lytter til kolleger rundt omkring i skoleverdenen, så er den ingenlunde uaktuel. Til stadighed indgår vi alle sammen i samtaler, om hvordan vi tjekker opgaver for snyd, hvad vi skal gøre, når vi opdager det. I skolernes LMS’ere indkoopereres diverse systemer til plagiat-kontrol, og vi river os i håret over den manglende moral blandt de unge mennesker

Det hele har fået mig til at tænke en smule over, hvorfor det mon er, som det er.

Nye praksisformer

I 2005 introducerede Tom O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier, der gav mulighed for nye praksisformer, baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.

Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”. I Danmark præsenterer Dohn og Johnsen også en vigtig forståelse af Web2.0 ved at kategorisere den som både teknologi og praksis.

“[...] web 2.0 kan anskues som teknologi og som praksis, dvs. som informationsteknologiske forudsætninger for produktion af indhold og som praksisformer, der aflejrer sig i et indhold, der imidlertid er i stadig bevægelse“. (Dohn og Johnsen 2009:s. 17).

At konsumere eller at distribuere?

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har stor og essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 er karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med såvel stærke som svage sociale og faglige relationer, og hvor denne kan både opsamle og distribuere mikroindhold via sociale teknologier og sociale netværk som Google+, Facebook og Twitter. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform.

Web 2.0 praksis er brugere, der generer indhold og deler dette med andre brugere. Den skriftlige kommunikation ændrer sig til også at indeholde konversationer og interaktioner, som tager afsæt i andres indhold, hvor tekst, billeder og viden tagges, omskrives, genbruges og remixes til nye kontekster og meninger. Produktionen af viden bliver et distribueret afsæt og et fælles forfatterskab, hvor brugerne udnytter deres relationer i forhold til skabelse af ny viden og systematiseringen. Styringen og ordningen af viden ændrer sig fra den taxonomiske til den folksonomiske vinkel, hvor vi hver især ”tagger” og giver indholdet mening ud fra den kontekst, hvor vi skal bruge det.

Web2.0-ånden er altså en forandring fra at betragte produktion og viden som noget, der statisk kan lagres i databaser, på drev og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting med resten og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Det er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer, og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

Snyd?

Hvis man anskuer ovenstående om Web2.0, og tænker på, at de unge mennesker, som vi alle underviser i skolerne i dag er opvokset med netop disse teknologier, og dette tankesæt, som en helt naturlig del af deres hverdag, så er det vel ikke SÅ underligt, at vi nogle gange fanger eleverne i at snyde… Det store spørgsmål er for mig at se blot om vi skal blive ved med at se på remix og genbrug, som værende snyd? Hvis andres materiale remixes og bruges i nye kontekster, er det så stadig snyd?

Hvor går grænsen mellem snyd, plagiat og så relevant og kløgtig genbrug i andre sammenhænge?

Hvis du vil læse mere…

Dohn, Nina Bonderup & Johnsen, Lars (2009)
E-læring på web 2.0
Samfundslitteratur, Frederiksberg
http://samfundslitteratur.dk/bog/e-l%C3%A6ring-p%C3%A5-web-20

O’Reilly, Tim (2005)
Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1

Social_Reading

Ordblind med iPad

A big tower of many books vertical and kid reaching a topEr man så uheldig at have enten vanskeligt ved at læse og/eller skrive, så har det traditionelt været således at man i skolesammenhæng har kunnet få stillet en såkaldt it-rygsæk til rådighed, hvis man blev godkendt til det. Rygsækken har indeholdt en computer, med scanner, scannerpen og diverse oplæsningsprogrammer etc. Alt i alt en ret omfangsrig rygsæk, både rent fysisk og i forhold til at sætte sig ind i hvordan det hele virker og spiller sammen.

Med iPad’en indtog vil jeg vove at påstå at hele dette kompenserende setup er blevet både billigere, nemmere tilgængeligt og en del mere mobilt.

Jeg er helt klar over at der kan være specielle behov eller så store læse- og skrivevanskeligheder at der er brug for noget helt specielt, men i mange tilfælde kan iPad’en dække de behov, som er i forbindelse med skole, undervisning og vanskeligheder med at læse og skrive.

I Danmark findes der i marts 2013 2 programmet, som dækker ”dysleksi-området” – IntoWords og AppWriter. Begge programmer kan bruges både af dyslektikere og ordblinde, såvel som alle andre, der har lidt svært ved ”det der med ord”.

Lad os se på de to programmer…

 

IntoWordsIntoWords

Programmet kommer fra MV-Nordic og kan hentes her i iTunes-store.

Programmet er gratis at hente, men for at bruge det skal skolen lige nu have lavet en aftale med Mikroværkstedet. Eksempelvis Skoleaftale+ hvor man betaler pr. elev på skolen og får en stor bunke af nyttige programmer.

Lige nu kan man ikke købe programmet som enkeltbrugerlicens, men det skulle følge.

Der er tale om et læse- og skriveværktøj med oplæsning og kontekstbaserede ordforslag til både dansk og engelsk baseret på teknologien fra CD-ORD, som også kommer fra Mikroværkstedet. Det betyder også at de som allerede er bekendte med CD-ORD vil kunne nikke genkendede til en del ting også i IntoWords.

Det betyder blandt andet at stemmerne er af høj kvalitet generelt og selve programmets ordprædikation er meget anvendelig. Ordforslag bliver hele tiden lagt i bunden af den tekst, som man skriver og generelt giver programmet er rigtigt godt overblik. Detaljer som sorte margener er anvendt for at fastholde fokus i bevægelsen mellem tekst og ordlist og generelt har MikroVærkstedet har stor fokus på læserækkefølge og bevægelsen mellem tekst, tastatur og ordliste.

Designmæssigt er der lidt valg i mellem ex. udseende og placering af ordlisten og ex. oplæsningshastigheden kan justeres, så brugeren er ikke låst fast i forhold til MikroVærkstedet og har lidt tilpasningsmuligheder.

Udover at bruge det som et skrivestøttende værktøj, så kan man naturligvis også få tekst læst op uanset om den er blevet tilsendt via mail eller hentet fra Dropbox, nettet eller andet.

Programmet er efter min mening formodentligt det bedste som findes på det danske marked lige nu (Marts 2013).

Mikroværkstedet har lavet en side med videovejledninger og hjælp.

IntoWords - screenshot

 

AppWriterAppWriter

Udviklet af firmaet LingApps og kan hentes i iTunes-store.

AppWriter giver ordblinde eller læse- og skrivesvage værktøjer til at læse og skrive tekst på dansk i et simpelt og overskueligt opbygget program. Programmet udkom som det første på det danske marked og blive stadig udviklet.

Også her er der kontekst-baserede ordforslag, oplæsning, OCR og en speciel Dyslexie-font, som skulle gøre det nemmere at læse teksten. Se videoforklaring på hvad det er for noget.

Ordforslag vil fremkomme i en lille menu ud for det ord, som man er ved at skrive. Personligt synes jeg at det er en smule irriterende at ordforlag dukker op forskelligt – nogle gange kommer de under ordet og andre gange ved siden af. Stemmerne er ikke helt så gode som dem man finder i IntoWords, men det virker…

Programmet er ikke helt så stramt designet som IntoWords og nogle vil sikkert finde det tiltalende. Funktionelt er der ikke så meget at komme efter hos AppWriter – skidtet virker forbløffende godt, når man tænker på at det koster 89,-

OCR-delen kan have det lidt svært nogle gange, men generelt oplever jeg også der en god funktionalitet – man kan fotografere en tekst inde i programmet, lade det blive ”ord-genkendt” og så slutteligt oplæst.

AppWriter - screenshot

 

Ud med it-rygsækken

Så… Væk med den store rygsæk og ind med iPad’en, som samtidig giver muligheder for at være noget mere mobil end en tilsvarende bærbar computer. Kombinerer man programmerne med andre hjælpe-programmer, som eksempelvis Dragon Dictation (som også virker på dansk), så ender man ud med et kompenserende redskab, som er endda voldsomt kompetent.

Og man kan stadig spille Angry Birds

 

Lidt Chrome-tilbehør

Internettet er nu dejligt! Hvad gjorde vi overhovedet før det fandtes
Og kombineret med eBay er det hele slet ikke så dumt…

Disse to ting bevirkede her i løbet af denne uge at jeg kunne lege lidt mere med den nyligt anskaffede Chromebook.

 

Pakke 1

foto 2Først kom en lille pakke fra 4keyboard.com med et sæt klistermærker, hvor det mest epokegørende var et lille sort klistermærke med henholdsvis Æ, Ø og Å. Disse tre og lidt flere er nu påklistret Chromebook’ens tastatur og det lille vidunder ser nu ud til at være helt assimileret og integreret til de danske forhold

Prisen for klistermærkerne var omkring en 30-40 kroner incl. fragt. Og du kan selv bestille her, hvis det er relevant for dig.

Det fungerer fint. Klistermærkerne er af god kvalitet og ikke sådan noget halvtyndt papirskraller, der bliver slidt i stykker alt for hurtigt. Fjernelse af klistermærkerne fungerer også fint uden at det hele er smadret til med klistermærkerester bagefter. Alt i alt tilfredsstillende!

foto 1

Når det er sagt, så må jeg stadig undres… Hvorfor søren er det lige at jeg ikke kan købe et ordentligt tastatur med DK layout? Og hvorfor søren skal man så mange krumspring igennem for at få lov til at bruge penge?

De steder jeg har konstateret at man kan købe Chromebooks i Danmark, er med begrænsninger også. Man skal købe 5 stk. på én gang og man skal have klistermærker på tasterne, hvis man vil se ÆØÅ. Det virker en smule som om at Google ikke er synderligt interesseret i at sælge i Danmark.

I mellemtiden fra min Chromebook er kommet ind ad døren til nu, kan jeg konstatere at Lenovo er barslet med deres udgave af en Chromebook og at HP skulle være på vej med en også. For mig at se vidner det om at der muligvis er noget stort på vej, hvis så store spillere som Lenovo og HP også vil være med.

 

Pakke 2

Dernæst kom en pakke med en lille VGA-HDMI-adapter-dims fra Hong-Kong. Dimsen kostede helt nøjagtigt 20,69 tilsendt fra Kina. Det er da fabelagtigt!

Det betyder nu at jeg kan koble Chromebook op til skolens eksisterende projektorer uden vanskeligheder. At have dimsen med betyder ikke så meget for mig, idet jeg er vant til at bære min MacBook Air rundt og der skal jeg ligeledes have en adapter i lommen, hvis jeg vil koble op til en projektor.

IMG_1433

Af andre små og yderst relevante forsøg kan nævnes at jeg har spillet “Plants Vs. Zombies” på stuealteret. Koblet sammen med et almindeligt HDMI-kabel så sender Chromebook’en fint både lyd og billede afsted til fjernsynet.

Det eneste “men” er at jeg ikke kan få billede både på fjernsyn og Chromebook på samme tid? Måske er mit fjernsyn bare gammelt eller måske et eller andet andet, men hvad gør jeg hvis jeg gerne vil have billede på begge dele på én gang?

Som udgangspunkt bør Chromebook’en vise det bedst mulige billede på både det ene og det andet, uden at jeg skal tumle med noget. Altså automatisk – det sker bare ikke når jeg er hjemme og kobler til fjernsyn…

Hvis jeg bruger tastekombinationen CTRL og den specielle “full-screen-taste” chromeos_full_screen så kan jeg skifte imellem hvor billedet skal vises, men jeg får aldrig billede på begge dele på en gang. Ærgerligt!

Pakke 3 er til gengæld på vej fra Kinas land… En lille ledning, som kobler HDMI med Thunderbolt – idéen er at jeg skal kunne koble Chromebook’en til min store og dejlige 27″ skærm fra Apple. Jeg regner med at det er “A walk in the park” og “A piece of cake”, men fortsættelse følger…

 

Andre refleksioner

Ellers har jeg brugt tiden på at udforske alskens små “programmer” til computeren. Der findes ufattelige mængder af gode og relevante skoleprogrammer, men grundstenen i alt det jeg laver er hele tiden en kombination af gmail, Google Docs, browseren og enten Dropbox eller Google Drive.

Dropbox har jeg vænnet mig til og det er her jeg har alle mine dokumenter til at ligge, men… Den spiller ikke så godt sammen med Chromebook’en som Google Drive gør det (BIG surprise,  hva’?!)
Hvis jeg skal anskue projektet lidt langsigtet, så vil jeg nok blive nødt til at sadle lidt om fra Dropbox til Googles løsning med drive.

Print har jeg fået til at køre fint hjemme i den private bopæl, men jeg mangler stadig at få det til at køre på skolens netværk. Formodentligt er det ikke så vanskeligt… Jeg giver lyd fra mig – fortsættelse følger

Spild af tid…

Three teenage girls with laptopI 1990′erne opstod begrebet “The digital divide” til at beskrive den teknologiske kløft der var (er?) imellem høj- og lavindkomst familiers adgang til it-udstyr. Hypotesen beskriver det at befolkningsgrupper kan opdeles imellem dem, som har adgang til moderne informationsteknologi (og evne til at bruge adgangen) og dem som ikke har. Dette digitale skel siges at eksistere imellem dem som har råd til at købe og så dem der ikke har, men det eksisterer ligeledes imellem uddannede og uudannede.

A- og B-hold

I Danmark talte man i en periode meget om det digitale eller informationsteknologiske A- og B-hold og der blevet både arbejdet og forsket i, hvordan man kunne undgå en sådan polarisering. Forskningsministeriet igangsatte projektet “Infosamfundet år 2000”  og udkom i 1994 med en ret omfattende rapport med oplistning af områder, hvor it kunne gøre gavn. Rapporten gav dengang anledning til megen debat om netop opdeling og polarisering af befolkningsgrupper i Danmark, og debatten har nok aldrig lagt sig helt. Rapporten, som i folkemunde blev kaldt for “Dybkjær-rapporten” har inspireret til mange bestræbelser på at få de nyeste it-redskaber i hænderne på alle danskere. Disse bestræbelser har faktisk skrumpet kløften og tiden har vist, at computere bliver billigere og nemmere tilgængelige, men samtidig er forskellen imellem “dem der kan” og “dem der ikke kan” tydelig stadigvæk – for mange bliver computeren en ting man kigger FaceBook med og spiller “hjerterfri”på. Dette har en utilsigtet bivirkning, som for så vidt ikke er voldsomt overraskende, men som jeg klart mener skal løses. Der er blevet skabt en “digital tidsspilde-kløft”. Rigtigt mange unge mennesker har adgang til it overalt og på alle tidspunkter af døgnet, men udnytter det ikke til andet end Farmville og endeløse chatbeskeder på Facebook. Denne nye digitale kløft tror jeg ikke kan tillægges sociale baggrunde, som “de fattige spilder tiden” eller de rige ditto. Ej heller noget med at de kloge kontra de mindre kloge. Uanset hvor jeg vender blikket ser jeg børn, unge og voksne, som udnytter it til uproduktive, ureflekterende og uendeligt gentagende handlinger, som kun har underholdningsværdi. Det er HER den nye digitale kløft findes! De som bruger voldsomt meget tid på it med ganske lidt udkomme.

Tidsspilde er den nye digitale kløft

girl with remote controlEn undersøgelse offentliggjort i 2010 af “Kaiser Family Foundation” fandt, at børn og teenagere, hvis forældre ikke har en universitetsuddannelse brugt 90 minutter mere om dagen på medier end børn fra højere socioøkonomiske familier. I 1999 var forskellen kun 16 minutter. Undersøgelsen fandt, at børn af forældre, der ikke har en universitetsuddannelse bruger 11,5 timer hver dag udsat for medier fra en række forskellige kilder, herunder tv, computer og andre gadgets. Det er en stigning på 4 timer og 40 minutter om dagen siden 1999. Børn af uddannede forældre også i høj grad bruger deres udstyr til underholdning. Kaiser har konstateret at børn fra disse familier bruger 10 timers multimedier om dagen – en forøgelse på 3,5-timer siden 1999. (Det er værd at bemærke at Kaiser tæller dobbelt-tid, hvis børnene multitasker – altså hvis et barn tilbringer en time med at se TV og surfe på nettet samtidig, så tæller det for 2 timer). På trods af at computerne har et stort uddannelsesmæssigt potentiale, så viser virkeligheden at den tid, som de anvendes til undervisning eller anden meningsfuld aktivitet er ganske lille i forhold til deres anvendelse til ren underholdning. Det betyder i bund og grund at computere nok efterhånden har lukket en kløft imellem dem som har adgang og dem som ikke har, men samtidig har åbnet en “tidsspilde-kløft”. I USA er bekymringen så stor at “Federal Communications Commission” overvejer et forslag om at bruge 200 mill. dollars til at skabe et “digitalt forståelseskorps”, som skal undervise på skoler og biblioteker i produktiv anvendelse af it. Programmet har opnået finansiel støtte fra bl.a. Best Buy og Microsoft via et bredere initiativ kaldes “Connect2Compete“. De digitale trænere skal undervise i alt fra basal brug af tastatur og tekstbehandling til hvordan man søger job online eller bruger filtre til at forhindre børn i at se online pornografi.

Problemet eksisterer også i lille Danmark

Herhjemme er problemstillingen ikke meget anderledes. Blandt andet Kirsten Drotner fortæller at der også i Danmark eksisterer digitale skel, som i sidste ende udmønter sig som sociale skel. Hør hendes foredrag på “Danskernes Akademi“.

Det store spørgsmål er: “Hvad gør vi ved det?“.

Jeg er yderst ambivalent her. Jeg er rigtigt glad for iBøger, eBøger, online-det-ene og online-det-andet, men oplever også at nogle af mine elever beder om at få tekster, opgaver etc. som papir fordi de ikke selv magter at skærme sig for forstyrrelser (primært Facebook og diverse reality-TV-shows), når de skal arbejde online.

Skal jeg så bare træde et skridt tilbage i den retning, som jeg ikke synes at vi skal bevæge os i?
Skal jeg være ham den sure lærer der skælder ud? (og det hjælper forresten ingenting, andet end i ca. 2,5 minut).

Jeg er helt på det rene med at skoleelever til alle tider har fundet på måder at underholde sig selv på, når skolen blev for kedelig eller uinteressant, men det jeg oplever nu er ret voldsomt.

Jeg vil gerne på den ene side benytte mig at den utrolige kraft og det store potentiale som både internet, digitale redskaber og sociale medier tilbyder undervisning og læring. Jeg vil gerne give mine elever mulighed for meningsfyldte kommunikative situationer både internt på skolen og på tværs af de store skel, som regioner og landegrænser, men hvad så hvis de blot vedbliver at forstyrre sig selv?

Spørgsmålene lader sig nok ikke besvare meget nemt, men jeg vil tillade mig at konkludere at selvom Dybkjær-rapporten efterhånden er et par dage gammel, så er vi stadig på tærsklen til noget nyt. Vi har endnu ikke helt forstået at udnytte potentialerne i undervisningssammenhæng og vi har stadig et stykke vej henimod unge og kompetente mediebrugere, som strækker deres kompetencer videre end til det der kun er sjovt og underholdende.

Der er stadig behov for udvikling, samarbejde, innovation, tålmodighed og alt det som altid har kendetegnet lærervirksomheden. Det er ikke kommet dertil endnu at læreren kan læne sig roligt tilbage og sige: “Jooo, mine elever har styr på det der med internet og teknologi. Jeg skal bare vejlede dem i forhold til deres faglige viden”.

Vi har et stykke vej endnu, så lad os følges ad og bliver klogere sammen!

Chromebook

Chromebook – slet ikke så skidt

Chrome

Først og fremmest – den virker! Chromelogoets røde, grønne, gule og blå farver holder hvad de lover – Tænd og 7-8 sekunder senere, så er den klar til indtastninger, med alt hvad det indebærer. Umiddelbart er den eneste nødvendige opsætning at man kobler den til et netværk og en Google-konto og så er man klar.

Men hvordan er den så i brug?

 

De første dage med ChromeOS

Jeg har via mit arbejde været så heldig at få fingrene i en Samsung Chromebook og har brugt et par dage nu med at teste, lege, bande og blive benovet.

Baggrunden er den at vi på IBC, hvor jeg arbejder har en række såkaldte “Mac-klasser”. Klasserne gør sig bemærket ved at alle eleverne i klasserne har en computer fra Apple, som deres primære og allestedsnærværende arbejdsredskab. Konceptet fungerer rigtigt godt, eleverne er glade og statistisk set oplever vi i Mac-klasserne mindre frafald end i de ordinære klasser, de har et rigtigt godt sammenhold og har stor fælleforståelse blandt mange gode ting.

Dette vil vi selvfølgelig meget gerne udbrede endnu mere, men…

Vi har en ret konkret hindring – de Macbook Air computere, som eleverne benytter sig af lige nu koster det blå ned fra himlen og økonomi bliver derfor medvirkende til at ikke så mange elever, som vi kunne ønske vælger disse klasser.

Vi har derfor talt om flere forskellige muligheder. Muligheder, som gerne skal være tæt på at være lige så gode, som dem vi oplever med en Apple-computer. Vi har indkøbt klassesæt af iPads og tester dem i vores blandede læringsmiljø med både unge, voksne, dagskole, kursusvirksomhed, hg og hhx og får høstet en række gode erfaringer.

Så vidt så godt… Men så er der jo lige den der Chromebook, som vi ikke rigtigt kan få fat i i Danmark i dag.

 

Den dukkede alligevel op

Chrome-boxMin it-chef fik en tryllet frem på en eller anden måde – hurra.

At den ikke kan fåes i Danmark “rigtigt” endnu betyder et par tinge, som er forventelige, men alligevel småirriterende. Jeg har ikke noget ÆØÅ printet på mit tastatur. Jeg kan naturligvis skrive bogstaverne, men jeg kan altså ikke SE dem. For mig er det OK – jeg overlever, idet jeg engang i tidernes morgen gik til “Maskinskrivning” i ungdomsskolen

Men mine elever ville nok ikke klare overgangen helt smertefrit.

En anden “Amerikanisering” er maskinens HDMI-udgang, som ikke er standard europæisk, så hvis man vil koble sin computer til en projektor, så er der behov for en adapter (som hos Apple med deres mini-display udgang).

 

Fysisk er maskinen fint dimensioneret

Mit umiddelbare sammenligningsgrundlag er en Macbook Air, som er omfangsmæssigt og vægtmæssigt dimensioneret nogenlunde på samme måde som Chromebook’en. Udseende har den ganske givet også lånt derfra. Tasterne ligner Apples taster, pegepladen er næsten lige så stor som Apples, pænt afrundede hjørner og skarpe linier ser også genkendeligt ud, men her stopper al lighed også.

PegepladeDen billige Chromebook er sikkert ikke den bedste computer du nogensinde vil komme til at bruge. Byggekvaliteten og materialer er ikke i nærheden af det som vi kender fra Apple. Hos Samsung er alu skiftet ud med plastic (som godt nok har den samme farve). Tasterne er ikke baggrundsbelyste, og pegeladen er ikke så følsom og velfungerende som Apples. Men, når det er sagt, så virker skidtet forbløffende godt. Pegepladen henter sine “bevægelser” fra Apple, så hvis man er vant til at “højreklikke” med to fingre og scrolle ditto, så er der intet nyt der skal læres. Rent fysisk er maskinen lettere og tyndere end langt de fleste andre computere på markedet. Den er nemt håndterlig og vil være til at bære rundt en hel skoledag uden vanskeligheder. Tastaturet er fuldt dimensioneret og fint at skrive på, men mangler et par taster i forhold til hvad man er vant til på en maskine med Windows eller MacOS – der er ingen F-taster øverst på tastaturet og der er eksempelvis ikke nogen Caps-Lock (måske slipper vi så for “råbe-tekster”). De enkelte taster har god modstand og føles behagelige at skrive på. Pegepladen er ikke så præcis og følsom, som Apples (men det er vist også kun Apple, der RIGTIGT kan finde ud af at lave dem). Alligevel er den bedre, større og mere præcis end langt de fleste, som man ellers støder på hos diverse billige Windows-maskiner. Man kan både klikke pladen ned fysisk og man kan “tappe” på den.

Skærmen er en LED og er OK, har OK belysning, OK opløsning – altsammen ikke fabelagtigt, men… ja… OK
Skærmens “betragtningsvinkel” (hedder det mon det?) er ikke specielt bred og hvis jeg vipper skærmen, så vaskes farverne hurtigt sammen til en grå masse, men alting er tilstrækkeligt, godt og fornuftigt uden at være prangende. I toppen af skærmen er placeret et lille Webcam, som igen er OK, men ikke voldsomt – 0,3mpixel – det samme som min MacBook Air.

HøjtalereI bunden af computeren er der placeret to stk. 1,5 watts-højtalere, som lyder lige så pot-ringe, som alle andre højtalere i små bærbare computere – de kan bruges til lidt sporadisk lytten, men hvis du vil lytte rigtigt til et eller andet, så fisk du et par gode høretelefoner frem fra skuffen, som du så kan tilkoble det kombinerede høretelefon/mikrofon-stik.

Indholdsmæsssigt er maskinen moderat bestykket med kun 2gb RAM og 16gb harddisk. Umiddelbart lyder det som om det er tæt på at være alt for lidt, men i virkeligheden viser det sig faktisk at være ganske fint. Med til computeren følger muligheden for gratis at tilføje 100gb ekstra plads til en google-konto i 2 år.

100gb Google Drive

Når jeg arbejder med maskinen oplever jeg ikke at den bliver tung i rø… eller at en eller anden blæser går amok fordi CPU bliver voldsomt belastet, men dybest set så skal den jo heller ikke gøre mere end at vise en browser. Den er baseret på Samsungs ARM-baserede Exynos processor, som de også bruger i diverse tablets og telefoner. Der er altså ikke tale om en superhurtig-state-of-the-art-monster-ting, men igen… Tilstrækkeligt

Computerens ydelse er god nok til skolebrug og hverdagsbrug af blandet karakter. Den spiller fint video, jeg kan redigere video i WeVideo, jeg kan lytte til musik, jeg kan skrive, tegne, redigere billeder og alt det der, men… Når jeg har mange (ca. 10) faner åbnet på samme tid, så “ryddes” indholdet på nogen af dem, som ikke er fremme. Jeg gætter på at det er for at jeg kan arbejde fint og glidende i det vindue, som jeg nu har fremme, men det betyder også samtidig at hvis jeg skifter tilbage til et gammelt vindue, så skal de genindlæses og det tager jo som bekendt lidt tid. For så vidt er det ikke et problem, men noget man skal være opmærksom på, hvis man igangsætter et eller andet, som kræver mange vinduer eller mange skift imellem vinduer.

Batterilevetiden angives til ca. 6,5 time og det er faktisk ikke helt ved siden af. Jeg gætter på at den lander på ca. 6 timer aktivt brug. Naturligvis vil batteriet tæres yderligere ved krævende opgaver, som eksempelvis intensiv brug af video, men jeg kan generelt godt se computeren, som værende i stand til at klare en hel skoledag.

 

Det egentlige

Og det er her det absolut vigtigste ved en Chromebook (eller Chromebox, for den sags skyld) er at finde – den skal ikke andet end at facilitere adgang til nettet via en browser.

Computeren er opbygget rundt om en eller anden udgave af Linux og den er faktisk i stand til at køre eksempelvis Ubuntu, men det er fuldstændigt ligegyldigt. Det den skal bruges til at at vise en browser og det gør den via det som Google kalder ChromeOS, som dybest set “bare” er Googles Chrome-browser.

Chromebook

Det er her den egentlige styrke ved computeren ligger!

Den booter på under 10 sekunder og så er den rent faktisk klar til arbejde. Dens dvale fungerer – smæk skærmen i og den slukker, åben og den er parat med det samme – en arbejdsrytme, som jeg ellers kun har oplevet på min mac eller iPad og en af de væsentligste grunde til at jeg (formodentligt) aldrig kommer til bage til Windows-platformen, hvor dvale og tænd/sluk generelt stinker (for at sige det pænt). Med en Chromebook har jeg pludselig en computer, som er prismæssigt overkommelig og som jeg uden at blinke vil bede min elever om at slukke og lukke gentagne gange i løbet af en enkelt lektion – der er ingen tidsspilde.

Man kan ikke installere egentlige programmer på en Chromebook, men du kan installere web-baserede programmer og genveje, så du kan lave alt det arbejde, som du er vant til. Alle “programmerne” hentes fra Googles Webstore – og der er MEGET til rådighed. For mig er det primære meget naturligt blevet Google Docs og en blandet landhandel af alt muligt andet til musikafspilning, videoredigering, etc. etc.

Det er fristende at sige at jeg kan ALT på den lille maskine, men der er et men… Den mangler Java!

Det betyder at jeg ikke kan tilgå min netbank eksempelvis. Om det er et stort tab i undervisningssammenhæng tror jeg ikke – jeg kan ikke umiddelbart komme på noget, hvor Java er afgørende og vigtigt for at kunne gennemføre en undervisningssituation med computeren, men det KAN jo ske.

UdgangeAlt arbejde bliver automatisk gemt online i Googles “Drive”, men jeg kan også gemme lokalt enten på harddisken eller på USB eller SD-kort, idet der er indgang til begge dele på computeren.

Umiddelbart kan man argumentere at dette kunne være maskinens akilleshæl – hvad så når man ikke har adgang til internettet? Heldigvis har Google løst problemet, idet jeg godt kan skrive etc. “lokalt” på computeren, når jeg ikke har netforbindelse og når den så igen kommer online, så lægger den pænt det hele på plads på mit Google-drev. Det betyder jo så også at jeg har adgang til alle mine dokumenter, billeder etc. uanset hvilken computer jeg måtte bruge OG det betyder at mine elever MEGET NEMT kan dele, samarbejde, kollaborere og kooperere – det hele ligger lige for som en meget naturlig følge af at mine filer ligger på nettet allerede.

 

Ikke (kun) en drøm

Opsummerende så vil jeg konstatere at maskinen nok ikke er en drømmemaskine, som kan være det primære arbejdsredskab i mange år, men igen… Hvor mange computere er det?

Prisen til gengæld er tæt på at være en drøm. Den koster 250$ i USA, hvilket svarer til ca. 1400,- danske kroner. Jeg gør mig ikke store illusioner om at den så også rent faktisk vil koste det, når den engang kommer til Danmark, så man bare kan bestille den i enhver computerbutik, men uanset hvad, så er den BILLIG!

Den har nogle ulemper, men ikke noget som kan komme som en stor overraskelse på en maskine til den pris – tværtimod er det for mig overraskende, hvor godt den leverer. Hvis man leder efter den perfekte skolecomputer, så kunne det godt være sådan en fyr her.

Den vejer under 1,5 kilo, den er ikke dyr, den er perfekt til samarbejde, den gemme automatisk, der er ingen problemer med fil-kompatibilitet, der er masser af gratis programmer, den er nem at servicere og jeg tror jeg kunne blive ved.

Hele Danmark køber iPads i stride strømme lige nu og jeg ved at det er noget andet end en “rigtig” computer, men jeg synes bestemt at det kunne være værd også at kigge på Chromebooks også, når vi taler om redskaber til et 1-til-1-miljø eller undervisningsmiljø i det hele taget.

Chromebook

Men… jeg leger videre og kommer mere en opdatering senere.

Og indtil da… Hvis du har en side jeg SKAL se, noget jeg BØR vide om det lille plastic-vidunder, så er jeg modtage for hints, idéer og hvad der ellers måtte komme om Chromebooks.

SAMR og TPACK – 2 værktøjer til styring af pædagogisk it-udvikling

SAMR

I forbindelse med Maines Learning Technology Initiative har Ruben R. Puentedura udviklet en model, som flittigt er blevet brugt i forbindelse med 1:1-projekter rundt omkring i verden. Modellen kaldes for SAMR-modellen og beskriver meget overskueligt fire anvendelsesfaser som man typisk er i når man beskæftiger sig med transformerende anvendelser af it i undervisning.

Puentedura's SAMR-model.

Modellen kan anskues som en stige, jo mere transformerende og forbedrende eller mere avanceret teknologien bliver inddraget i en lærers undervisning jo højere vil denne “komme op” ad SAMR-modellens trin.

Substitution – denne erstatningsfase indeholder aktiviteter som er de samme som man ville lave med gammel teknologi uden nogen forandring i opgaven. Eksempelvis at skrive på en computer i stedet for at skrive i hånden.

Augmentation – forbedringsfasen indeholder en form for funktionel forbedring i opgaveløsning, men it bliver stadig brugt som direkte erstatning for en anden teknologi. Selve opgaven er ikke forandret, men man begynder at inddrage nogle af de muligheder, som forbedrer arbejdsmønstret eller produktet. Eksempelvis kan det at skrive nu komme til at inddrage tekstbehandlerens indbyggede hjælpemidler, eks. stavekontrol og sprogvalg.

Disse første 2 faser leder til forbedring af læringsprocessen, men det er helt basalt stadig den samme opgave.

Modification – forandringsfasen ændrer selve opgaven og breder den ud i forhold til den traditionelle tilgang. Her gives der en anden form for opgave og arbejdet kombinerer flere “måder” eller modus i en såkaldt multimodalitet. Det kan være at der inddrages multimodale eller multimediale elementer, men at opgavens formål stadig er det samme som tidligere. Teksten, opgaven eller arbejdet er dog grundlæggende anderledes, og har fået ny mening, fordi flere modaliteter er blevet kombineret. Det vigtigste spørgsmål her er at overveje om budskabet, udtrykket eller hvad man vil have frem, bliver forstærket af overgangen fra udelukkende at koncentrere sig om traditionel verbal- og skriftsprog. Bliver resultatet bedre?

Redefinition – nytænkningsfasen er den del, hvor man gør noget med it som var umuligt at gøre uden. Selve processen er anderledes og bedre, produktet er ikke længere, som hvis man arbejdede alene uden teknologien. Hvis vi igen tager skrive-eksemplet, så kunne det være at skriveprocessen er blevet kollaborativ og flyttet til et skriveprogram, der giver mulighed for at flere kan arbejde på samme tid i det samme dokument, uanset hvor de befinder sig.

Disse 2 faser leder til en forandring af læringsprocessen og det er typisk her, man som skole, lærer eller interessent i et 1:1-projekt ønsker at komme hen.

Puentedura har for nyligt lavet en lille film, hvor han forklarer selv – gør dig selv en tjeneste og brug de 12 minutter, som filmen varer. Du kan se ham her:

Kobler man så SAMR-modellen med TPACK-modellen som er udviklet af Punya Mishra og Matthew J. Koehler opnår man et kraftfuldt afsæt til både planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning, som inddrager it.

Deres egen beskrivelse af TPACK fra 2006, kan du læse her:
http://punya.educ.msu.edu/publications/journal_articles/mishra-koehler-tcr2006.pdf

 

TPACK

TPACK er for så vidt ikke nogen ny idé. En lang række videnskabsfolk har i flere omgange argumenteret for at, it og teknologi ikke kan anskues kontekst-frit og at god undervisning med teknologi forudsætter en forståelse af, hvordan teknologien relaterer til både pædagogik/didaktik og indhold. God og tidssvarende undervisning kræver og forudsætter, at underviseren besidder både teknologisk, pædagogisk og fagfaglig viden, og alle tre områder er lige vigtige. Det er altså ikke nok at have en viden om eksempelvis teknologi, idet denne viden kun udgør ⅓ af den samlede videnssum der er krævet for at implementere og drive undervisning, der er baseret på en teknologi. At undervise og lære succesfuldt betyder i denne sammenhæng, at eleverne udvikler de læringskompetencer, som vi har skitseret tidligere. TPACK-modellen angriber hele denne problemstilling og kobler de 3 områder både visuelt og praktisk.

TPACK-modellen

TPACK (technology, pedagogy and content knowledge) modellen prøver at illustrere, hvilke vidensformer der er i spil, når man introducerer ny teknologi i undervisningen. Den ser på undervisning i 3 forskellige cirkler:

● Didaktik (pedagogy)
● Fagligt indhold (content)
●Teknologi (technology)

 

TPACK modellen tager fat i noget at det essentielle ved brugen af teknologi i undervisningen. Den illustrerer den komplekse og sammensatte viden, som udgør lærerens totale vidensområde og samtidig tydeliggøres samspillet mellem de 3 former for viden, som er nødvendige, når lærerne skal integrere ny teknologi i undervisning. De tre vidensområder skal ikke ses som adskilte dele, men som en kohærende og kompleks størrelse, der giver snitflader hele vejen rundt. Snitfladerne opstår imellem:

Det pædagogiske felt indeholder viden om måden at tilrettelægge en undervisning på, strukturere timer, relationsdannelse og evnen til at skabe inkluderende læringsmiljøer. Det pædagogiske felt inkluderer didaktik og hele tankesættet omkring læring og undervisning.

Det faglige indholdsområde indeholder viden om det konkrete faglige stof. Altså de formelle faglige kvalifikationer til at undervise i et bestemt fagområde.

Den teknologiske viden beskriver, hvorledes man udnytter og forstår nye teknologier, samt ser anvendelsesmulighederne for samme.

 

Ingen ensidige anskuelser

Mange lærere behersker både det ene og det andet felt – de er dygtige undervisere, behersker teknologi og har en velfunderet faglig ballast. Problemerne kan dog opstå, når lærerne skal bevæge sig ind i snitfladerne imellem de forskellige felter eller helt ind i midten i det overordnede krydsfelt, hvor teknologien skal bruges i en didaktisk/pædagogisk og faglig sammenhæng. Tanken er at den optimale integration af teknologi i undervisningen først sker, når læreren har en sådan samlet viden der gør ham eller hende i stand til at skabe bedre læringsprocesser end den pædagogisk-faglige lærer ville kunne. Teknologien skal være en naturlig del af den faglige undervisning, og læringspotentialet skal udnyttes.

Vi skal derfor i uddannelsessammenhænge ikke se isoleret på ét område, men på sammenhængen imellem dem alle, idet der ellers vil være en fare for at læreren ikke kan koble alle tre dele og derfor gør som han/hun plejer, blot med lidt eksotiske hjælpemidler. It og teknologi bliver indarbejdet i en traditionel undervisningsform, som læreren er tryg ved og undervisningen følger grundlæggende den grundform, som den altid har gjort, og det betyder grundlæggende, at teknologien ikke får indflydelse på hverken læreproces, læringsform eller læringsrefleksioner.

 

It fordrer fortsat udvikling

Hvis lærer og elev skal bevæge sig op ad “SAMR-stigen”, så skal it tænkes som mere end blot nogle programmer der kan levere indhold eller variation til den eksisterende fagfaglige undervisning. Ligesom med alt andet, så er teknologisk/pædagogisk/faglig viden ikke noget, der kommer af sig selv. Hvis it skal være med til at kvalificere de processer der er på spil i undervisningen, så er det nødvendigt at både læreren, eleven og hele skolen ser det som et vigtigt og kontinuerligt udviklingsområde. Samtidig er det essentielt, at man har forståelse for at læreren formodentligt aldrig opnår den fulde indsigt i, hvilke pædagogiske/didaktiske muligheder teknologien skaber. Fokus skal ligge på at skabe læringsrum, hvor den enkelte elev anvendelse af teknologi er relevant i forhold til faget og den pædagogik/didaktik, som læreren lægger ned over læringsrummet – også selvom det er en teknologi, som læreren ikke selv anvender eller forstår helt. Læreren skal have overblikket og forståelsen, men ikke nødvendigvis kompetencen i detaljen.

Der skal med andre ord skabes praksisfællesskaber.

 

Vidensdeling år 2012

I dag er arbejdsstyrken i Danmark i stigende grad vidensmedarbejdere, som arbejder med skjult eller uudtalt viden. Allerede i 2009 viste undersøgelser af forskellige jobs kognitive kompleksitet at 60% af arbejdsstyrken arbejder med viden i større eller mindre grad. For at disse vidensmedarbejdere skal kunne koordinere, arbejde og dele erfaringer er der behov for et sted hvor dette kan ske.

Når vi taler om elektronisk båret vidensdeling, så er denne traditionelt blevet foretaget via et intranet eller funktionen er (nok uhensigtsmæssigt) blevet indarbejdet i et LMS uanset om det har heddet SkoleIntra, Skolekom, Blackboard, Fronter eller noget helt andet. Desværre har intranettet mange taget form som en slags virtuel opslagstavle, hvor ledelse og administration kan kommunikere til medarbejdere og ikke med. Samtidig er det også den ”sump”, hvor man som lærer mere eller minde pligtskyldigt lægger materiale til fælles opsamling og evt. deling. Det store ”men” i den sammenhæng er: Hvordan finder man lige det relevante materiale igen? Hvordan ordnes det? Skal bibliotekaren også håndtere vidensdeling på intranettet?

Vi er aldrig alene

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en vidensudveksling ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skulle lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng.

Hos lærere generelt oplever vi at vidensdeling i uformelle kontekster er velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kopimaskine, men det kan være vanskeligt at dele når rammerne bliver stringente og mere officielle.

Med udbredelsen af diverse sociale platforme er det let at få det indtryk, at tankegangen om åbne netværk og fri vidensdeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler vidensdeling. Diskursen er, at kommunikation samtidig med at der arbejdes, frem for bagefter, er et godt valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne vide så meget som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Uanset faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres Personlige LæringsNetværk og lærer og opfanger viden gennem fællesskaber. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængigt og ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvor de ofte bliver mødt af krav om formelle kompetencer, som skal måles og vejes. Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede uddannelsessystem sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder. Disse vidensdelingsplatforme formes af lærerne, med den ulempe at de kan være vanskelige at placere centralt i selve organisationen.

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og videndeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele indhold uanset om der er tale om billeder, tekst, videoer eller andet. Ved at anvende eksempelvis en social ”bogmærketjeneste” som Delicious eller en wiki kan en arbejdsgruppe ret nemt skabe en fælles vidensbase og på en blog kan man diskutere, dokumentere og fastholde individuel eller fælles viden, så den er tilgængelig for ens sociale relationer.

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst.

Hvordan i praksis?

Twitter-logoJeg er superglad for Twitter og andre af sådanne sager, men tænker ret meget over hvordan man bedst kan vidensdele både internt i skolen eller institutionen og i større samenhænge, hvis man ønsker at “fastfryse” og bibeholde den viden, som på de sociale medier godt kan gå hen og blive alt for flygtig.

På min nuværende arbejdsplads benyttes mangfoldige systemer – nogle afdelinger bruger Yammer.com, andre Fronter, andre Moodle og endnu andre Blackboard og noget SharePoint. Det er ikke mit indtryk at valgene er truffet i blinde, men fordi de enkelte afdelinger har haft uensartede behov, så mangfoldigheden gør for så vidt ikke noget, men…

Hvordan gør man lige når man skal dele overalt, blandt alle, på alle niveauer i hele organisationen? Kan det lade sig gøre og samtidig lade det være meningsfuldt?

Hvad er Jeres erfaringer? Jeg er nysgerrig!!

 

-Peter

 

Redidaktiser din iPad

iPad’en har stadig vind i sejlene!
Apple har lige lanceret den fjerde iteration af vidunderet og tilsyneladende er der ingen ende for, hvor mange skoler, der skal have den indarbejdet som en del af deres skolehverdag. I rigtig mange sammenhænge giver det mere end blot god mening. iPad’en kan mange ting, som er ”lige til højrebenet”, når man taler om skole, den fjerde kulturteknik og fremtidens kompetencer. Vi skal bare huske på, at iPad’en alene gør det ikke. 

(c) 2012, Kim Kronika.

Tag ikke fejl – jeg er glad for min iPad, og jeg er glad for at bruge den i skolen sammen med mine elever. Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvorfor jeg mener ,at det er en vigtig og nyskabende dims. Det er en alsidig, fleksibel og velfungerende ting, som virkelig kan gøre underværker i undervisningssammenhæng, men…

Samtidig med at jeg bruger en masse tid på at tænke på it, digital didaktik, iPad, Web2.0 og hvad der ellers er, så bliver jeg også igen og igen overbevist om, at der ikke er noget, der kan erstatte velfungerende undervisning med en dygtig og velforberedt lærer.

Jeg er helt sikker på at iPad’en kan være med til at generere et skifte i måden, vi tænker skole og undervisning. Men… Typen af skift, omfanget, nedslag og varighed bliver hele tiden bundet op på læreren, forberedelsen og den gode undervisning.

 

Is there an app for that?

Gentagne gange har vi hørt: ”Is there an app for that?” og svaret har hele tiden være et stort og rungende ”JA!”. Uanset hvad man skal lave af arbejde, så kan man være ret sikker på, at der er en applikation, som kan bruges. Eleverne gennemskuer hurtigt, hvordan de skal bruges, og det er vores opgave som lærere at vise hvorfor, og til hvad de skal bruges.

Det er vores opgave som lærere at tænke over, hvad vi ønsker at eleverne skal gøre som lærende – udgangspunktet skal hele tiden være undervisningen og ikke iPad’en. Grundlæggende skal vi hele tiden huske på, at vi skal få iPad’en til at passe til undervisningen og ikke få undervisningen til at passe til ipad’en.

Som lærere skal vi beslutte os for, hvilke kompetencer vi ønsker at give vore elever, og derefter skal vi se på om iPad’en tilgodeser netop dette arbejde. Hvis ikke det gør, så giver det sikkert ikke megen mening at bruge den overhovedet. Alfa og omega er en plan!

Hvad betyder alt det her så i ”virkelighedens verden”?

 

Gentænk og gentænk igen

Arbejdet skal genovervejes og måske inddrages på en anden måde, end vi ellers har været vant til. Lad mig give et eksempel.

I mange, mange år har vi været vant til at tage noter, sætte streger, lave mindmaps og sådanne sager, når vi enten blev undervist, lyttede eller læste noget, som vi gerne ville huske. Det udmøntede sig i sedler med streger, pile, diagrammer og små sætninger. Dem som arbejder godt med dette mønster er selvfølgelig glade for måden, men så er der også lige os andre… Igennem hele min gymnasietid, min tid på lærerseminariet og alle andre situationer, hvor jeg regnede med at det forventedes af mig, har jeg taget noter. Jeg har, mere eller mindre samvittighedsfuldt, nedskrevet og noteret med blyant og papir, og så har jeg glemt alt om det efterfølgende. Jeg har simpelthen ikke kunnet bruge mine noter til noget kvalificeret. Måske fordi jeg ikke havde en god teknik og måske fordi jeg nedskrev det forkerte på det forkerte tidspunkt, men jeg har nu egentlig altid selv ment, at det var fordi jeg havde vanskeligt ved at finde tingene igen. Jeg kunne måske godt ved årets slutning huske, at jeg havde haft noget om XX, men lige hvornår og hvor jeg har noteret, det var værre!

Med en iPad og uden den store planlægning eller overvejelse, kan man nemt havne i nøjagtig samme situation. Her kan jeg nemt åbne ex. et pdf-dokument, notere i det i iBooks, understrege en smule, måske henvise til et billede på nettet, en video og så videre. Jeg kan på denne måde gemme et lidt rigere udvalg af tekst og referencer, men i bund og grund gør jeg stadig det samme, som før jeg havde en iPad. Jeg laver det samme arbejde, blot med et andet redskab end en blyant.

Hvis det skal give stor mening at overdrage sine noter til iPad-æraen, så skal det gøre på en lidt anden måde. Jeg skal med andre ord tænke anderledes, end jeg er vant til.

For mit eget vedkommende har jeg et par favorit-programmer, som jeg vender tilbage til igen og igen, nemlig Evernote, Circus Ponies Notebook, Goodreader, iBooks og Skitch.

Det er lidt af en samling, men med det setup har jeg mulighed for næsten alt.

Min notetagning er delt op imellem de noter som jeg laver derhjemme i ro og mag og så dem jeg laver ”undervejs”, mens jeg lytter, ser eller hvad det nu er.

iBooks bruger jeg primært hjemme – her læser jeg længere tekster og skriver også længere noter. Jeg får overblik over min tekst og kan efterfølgende se sammenhænge i det enkelte dokument eller den enkelte bog.

Den notetagning som er epokegørende for mig er en slags udvidet version. Her benytter jeg enten Evernote og Skitch i kombination eller Circus Ponies Notebook.

Her kan jeg markere, understrege, tilføje ekstra noter, tegne diagrammer, lave pile og cirkler samtidig med, at jeg benytter indbygget mulighed for opslag, redigere eksisterende noter, fotografere et billede af ex. tavlen og samle det, så jeg kan dele med medstuderende og optage alt lyd i undervisningssituationen, så noternes kontekst passer til lyden og forelæsningen.

Alting kan jeg efterfølgende søge i og arbejde videre med på computeren. Både Evernote, Circus Ponies NoteBook og Skitch fåes til installation på computer også.

 

Det muliges kunst

(c) 2012, Kim Kronika.

Grundlæggende har jeg således ændret min måde at arbejde på til en måde, som ville være om ikke umulig, så i hvert fald mange gange mere besværlig uden en iPad. iPad’en udvider mine muligheder, forøger fleksibiliteten og ændrer selv det at tage noter, til noget helt andet end med blyant og papir.

Men… det kræver, at jeg tænker mig om og ikke bare gør som jeg plejer. Det samme gælder vores undervisning. Redidaktisering lyder voldsomt, men det er under alle omstændigheder nødvendigt, at vi først og fremmest tænker på, hvad vi vil med undervisningen, og derefter ser på, hvordan eller om vi kan gøre det bedre med en iPad (eller noget helt andet).

 

-Peter

Evaluer med Web2.0

Jeg har de sidste dage beskæftiget mig lidt med summativ og formativ evaluering og hvad det ene har af fordele sat op imod det andet. Samtidig er jeg i fuld gang med at læse om alt muligt om Web2.0 og didaktisk design og slige sager. Udgangspunktet var for mig en snak på et lærermøde omkring eksamen, bedømmelse og hvad vi skal gøre der, for både at kunne imødekomme krav fra det formelle uddannelsessystem, eleverne og ikke mindst os selv som lærergruppe. Vi vil gerne have mulighed for at fokusere på, hvad eleverne rent faktisk kan uden at falde i den grøft at kompetencerne bliver set som et produkt, der er kommet ud af læringen. Vi vil godt have mulighed for at give vore elever en bedømmelse, som ligger ved siden af den traditionelle med et tal, men samtidig skal det være en bedømmelse, som kan bruges af vore aftagere; af erhvervslivet. Formelt set må vi ikke give udtalelser til fag, som er blevet karakterbedømt, vi må altså ikke lave tillæg eller sådan noget til “rigtige” fag og har kun mulighed for at lave et eller andet utraditionelt i forbindelse med lokalt udviklede valgfag. Hvor det hele ender ved jeg ikke, men uanset så synes jeg personligt, at der generelt i uddannelsessystemet skal tænkes tanker, som er mere om- og altfavnende end et summativt tal. (At man så også kan give sig til at diskutere om hvorvidt man overhovedet kan tale om en summativ evaluering nogensinde er en helt ande sag, som jeg lige nu vil springe over).

Alt dette har fået mig til at tænke lidt videre og egentligt meget lavpraktisk. Hvorfor ikke erstatte nogle af de traditionelle tests med muligheden for kreativ udfoldelse? En kreativ udfoldelse, som læner sig op ad Web2.0 og mange af de værktøjer, som er til rådighed her.

Jeg har lavet en lille liste over aktiviteter, som jeg tidligere har brugt. For mig som lærer har de alle været aktiviteter, som jeg kunne evaluere på. Jeg har nok ikke altid kunnet sætte et umiddelbart tal på, men det er med til at give et overordnet billede af den lærende.

1. Opret en tegneserie
Brug online-tegneserie-skaberen, ToonDoo, til at lave en tegneserie, der demonstrerer din viden, forklarer dine tanker om emnet eller illustrerer din forståelse.

2. Opret et diasshow
Vælg en serie af billeder, der relaterer til din læring. Fotografer dine egne billeder til at medtage i dit show. Medtag dine egne malerier eller dine egne tegninger. Skab og præsenter forbindelser mellem billeder og hvad du har lært. Tilføj tekst, der forklarer, hvorfor du har valgt (eller skabt) netop disse billeder. Hvordan hænger billeder og det visuelle sammen med “det du har inde i hovedet”?

Til at lave diasshowet kan man eksempelvis benytte Photostory eller iPhoto, hvis man har det bedst med at arbejde “traditionelt” på en computer, men man kunne jo også se på hvad nettet tilbyder af gode Web2.0-værktøjer. Jeg er rigtigt glad for Animoto, som laver nogle ret imponerende video/slideshows uden ret meget arbejde – du kan her finde en vejledning til hvordan du opretter en Animoto-konto.

Jeg har skrevet lidt om fotografering tidligere – det kan du jo også læse

3. Forståelseskort – mindmapping
Vis din forståelse af hvordan de forskellige dele af din læring er forbundet ved at skabe et grafisk overblik. Brug eks. et mindmapping-program (min favorit er Popplet). Hvordan hænger det vi netop har gennemgået og arbejdet med sammen med (nogle) af de ting vi tidligere har arbejdet med? Uanset om du har tegnet et mindmap i hånden eller på computer, så skal du have det digitaliseret og gemt.

4. Skriv et blog-indlæg
Skriv et blogindlæg (WordPress er min favorit, men eks. Googles Blogger er også god), der viser din læring, eller præciserer din tankegang. Du kan vælge at udtrykke dig gennem essay, beskrivelse, poesi eller fortælling, eller en genre efter eget valg. Husk, du skriver for et rigtigt og autentisk publikum, der kan reagere og stille spørgsmål. Tilføj passende billeder. Medtag en refleksion over din læring.

Jeg har tidligere skrevet lidt om det at blogge – det kan du jo også læse

5. Lav en podcast – Løs et problem og abstraher
Brug dine evner og viden til at levere en løsning (eller løsninger) til et virkeligt problem. Vis hvordan du kan anvende din læring i en anden sammenhæng. Beskriv problem, løsning og sammenhæng, så det er forståeligt for andre, som ikke har sat sig ind i sagerne så grundigt som du. Optag en lydfil og læg den i klassens podcast-feed. (Hvis klassen ikke har noget eksisterende setup til podcasting og podcasts, så vil jeg klart anbefale Audioboo, som er både nem og fleksibel).

6. Lav en video
Lav en video for at demonstrere din læring. Du kan oprette en animation eller en dokumentarfilm. Vis, hvad du har forstået og lært og tilføj din egen fortolkning. (Videoen kan laves “bundet” til eks. iPad eller computer, men kan jo også redigeres online på ex. WeVideo som er ganske brugbar og imponerende).

7. Lav en Screencast og lad eleverne undervise.
Som bekendt er det den som underviser, der lærer aller mest. Det skal vi da udnytte!

Ganske ofte afslutter jeg et temaforløb eller et område med at alle eller enkelte elever skal fremlægge på klassen. Øvelsen kan have mange gode årsager, men nogle gange kommer det bare til at tage alt for lang tid i klassen. Fremfor at lade alle elever fremlægge en efter en, så kan man overveje om ikke blot enkelte af eleverne skal fremlægge, men resten blot optager deres fremlæggelse.
Brug ex. det gratis program Screencast-o-matic til at lave en skærmoptagelse. Lad eleven eller eleverne optage en forklaring eller undervisning af det fagområde, som skal evaluereres og lad dem støtte sig til ex. et præsentationsprogram eller en tegning. Eleverne kan se hinandens forklaring, give hinanden gode råd og vejledning til hvordan budskabet klarest kommer frem og slutteligt kan de enkelte optagelser blive delt i klassen eller på holdet. Måske kan de enkelte forklaringer endda blive opsamlet på en fælles Wiki, som Wikispaces (men det er jo et helt nyt punkt på listen her…).

Jeg ar klar over at denne liste er en voldsom forenkling af virkeligheden og brugbarheden afhænger af hvad der vurderes og hvad formålet er med vurderingen. Jeg synes bare at vi med standard-tests igen, igen at vi falder tilbage til problemstillingen med om hvorvidt vi arbejder med faget på en bestemt måde fordi det står i et trinmål eller om vi forsøger at give de lærende en forståelse og en livskompetence.

Men… uanset hvad, så er jeg åbenbart så hippie-70′er-flippet-konstruktuvistisk at jeg ikke bryder mig om at måle og veje mennesker ensidigt og tænker at alle mine småevaluerende fremlæggelser og præsentationer ovenfor er gyldige, valide, mere engagerende og mere meningsfulde alternativer til et tal.

Så altså… i denne omgang ingen citater til vidtløftige og kloge teorier, men mere noget Grundtvig, det levende ord, det hele menneske og så lidt web2.0

En blog om it, læring, didaktik og uddannelse