”Du husker mindre og læser dårligere på en skærm” – således lyder overskriften på en artikel fra Videnskab.dk fra d. 14. Marts 2013. Pointen i artiklen er, at man både bliver en langsommere læser og en dårligere læser, hvis man læser tekst på en skærm, og for mig er det helt overraskende at det skulle forholde sig således.

Efter at have set henvisninger til artiklen fra både Twitter, Facebook og kolleger på min arbejdsplads, så gav jeg mig til at se lidt nærmere på artiklen og dens ophav.

Videnskab.dk har i princippet blot oversat en artikel fra den norske side forskning.no og bygger dermed på samme henvisninger som den norske artikel.

Hele artiklens afsæt er en relativt gammel skrivelse fra Anne Mangen, som oprindeligt blev udgivet i ”Journal of Research in Reading” tilbage i 2008. Artiklen kan findes her, hvis det har interesse: http://pt.twosides.info/Content/rsPDF_21.pdf

Mangen konkluderer i bund og grund, at læsning er en multi-sensorisk aktivitet, som påvirker hjernen kognitivt på mange forskellige måder, afhængigt af hvad, hvor og hvordan der læses. Hun siger, at vi er både krop og hjerne, og at dette samspil er af vital betydning, når vi læser.

Så vidt, så godt – jeg er ikke uenig…

Er det sandheden?

Hele problemstillingen for mig opstår, når videnskab.dk fremlægger en artikel, som så pludselig er årsag til, at man kan sige: ”Jooo… papir er bedre”. Det kan godt være, at papir er bedre, men grundlaget for beslutningen på en skole, om hvorvidt der skal indkøbes trykte bogmaterialer, eller om der skal indkøbes ex. tablets til elektroniske, må ikke baseres på artikler som denne.

Lad mig forklare…

Først og fremmest er den oprindelige undersøgelse gammel – set i en it-udviklings-optik, med Moores lov og alt muligt andet. Der er sket meget siden 2008, hvor den blev udgivet. Artiklen så dengang på skærmlæsning på en PC – altså skærme, som dengang var fysisk ret omfangsrige og gennemsnitligt måske 15″ eller 17” med en opløsning som var langt fra, hvad man kan præstere i dag. Der foruden vælger Videnskab.dk så at inddrage iPad og andre tablets, som det de referer til – den oprindelige læseundersøgelse har slet ikke set på den type skærme.

Oprindeligt kiggede man på læsning af pdf-dokumenter, som man ikke kunne gøre alverden ved. I og med at læsningen skulle foregå siddende opret på en kontorstol, så var det også ret vanskeligt at justere ex. afstand til teksten etc. etc. Læsning af den samme tekst på papir dengang gav naturligvis nogle ret store fordele til papiret – man kan sætte sig anderledes og meget nemt “finjustere” læseafstand, placering, lys etc.

Videnskab.dk ser helt bort fra, at digital læsning i dag formodentligt vil foregå på et apparat, som har langt højere opløsning end skærmene dengang. De ser bort fra, at teksten i dag vil være fremstillet således, at man med apparatet kan justere og formatere efter behov, således at ex. tekststørrelse og baggrundsfarver kan varieres efter den enkelte læser. Eller rettere – de inddrager iPads og tablets i en undersøgelse, som ikke oprindeligt har haft dem med – der må derfor være tale om en videnskabelig ret stor fejl.

Sammenligningsgrundlaget er derfor helt skævt.

Det svarer lidt til at sige at man skriver bedre med en fyldepen og et stykke papir fremfor med et tastatur.

Jeg er sikker på at man skriver anderledes, at der er taktil og sensorisk forskel, at hjernen aktiveres forskellige steder, men derfra og så til at sige, at det ene er kvalitativt bedre end det andet… Der er alligevel et stykke vej.

Der ér forskel!

Læsning på en computerskærm ER helt anderledes end læsning på papir. Mangen selv skriver:

”The tactility of a mouse click, of touch screen page turning or of a click with the e-book page turner bar is very different from that of flicking through the print pages of a book. The feeling of literally being in touch with the text is lost when your actions – clicking with the mouse, pointing on touch screens or scrolling with keys or on touch pads – take place at a distance from the digital text, which is, somehow, somewhere inside the computer…” (Mangen, 2008, p. 407-408)

Det store spørgsmål er, om den samme forskel gør sig gældende, når man ikke læser på en computerskærm, men i stedet læser med en Kindle, en iPad eller noget andet, som ”ligner” en bog og som man kan benytte på samme måde som en bog?

Tilsyneladende er der umiddelbart forskel, og man skal derfor huske på, at man ikke kan tage enhver tekst og “bare” gøre den elektronisk. Elektronisk læsning indeholder færre såkaldte “landmarks” end en printet bog. I den printede, analoge udgave kan man ex. se, hvor langt man har læst, og hvor meget der mangler. Sådanne pejlemærker kan hjernen godt lide, og hvis man skal lave en god og virksom e-bog, så bør man naturligvis huske på sådanne sager. Desværre har flere forlags iver efter at tjene penge og iver efter at være hurtige gjort at nogle tekster helt ser bort fra disse ting. Men det er vel ikke SÅ meget anderledes end den kvalitetsforskel, som man kan finde i tilsvarende trykte værker?

Blandt andet Kate Garland har undersøgt hele dette fænomen ret grundigt, og hun konkluderer at i og med at evolutionen har skabt vore hjerne sådan, at vi er gode til at huske steder og rum, så er det her, at den afgørende forskel er imellem papir og elektronik. I papirbogen kan man naturligt huske steder – stod det i midten af bogen, på højre side eller i toppen? Disse markører skal tænkes anderledes med en elektronisk bog for at langtidshukommelsen kan blive aktiveret lige så nemt, som ved en elektronisk bog.

Hvis de elektroniske bøger bliver lavet ordentligt og tager højde for at mennesket tilsyneladende er disponeret til at huske bedre, når tingene bliver sat ind i en spatial kontekst, så mener jeg også, at læsning af elektroniske bøger kan være kvalitativt lige så godt, som læsning på papir.

Hyperlæsning

Samtidig er det også vigtigt at se at 2008-artiklen tillige undersøgte såkaldt hypertekst-læsning ved skærmlæsning. Der er altså tale om en fundamental forskel i teksttype også.

Hypertekst-litteratur med multimodale udtryksformer er fundamentalt anderledes end læsning af en trykt papirbog. Hvis man keder sig ved læsning af en bog, så lægger vi den fra os, men ved læsning på en skærm (uanset hvilken slags), så er der en tendens til at vi giver os til noget andet og netop en hypertekst med henvisninger, billeder og links til andet materiale befordrer denne distraktion. I mit tankesæt, så er det ikke en valid sammenligning så.

Der er altså en række forskelle og ”kiks” i hele sammenligningsgrundlaget og derfor også i selve grundlaget til at drage slutkonklusionen, som videnskab.dk gør det.

Der ER forskel, men at sige at vi bliver dårligere læsere – det dur ikke!

En ny læser?

Samtidig er det interessant at se på, hvilken type læsere vi alle sammen er på vej til at udvikle os til. Vi skimmer, overblikslæser og ser skærme overalt i vores dagligdag. For omkring 500 år siden stod Gutenberg fadder til trykkekunsten, som vi kender den i dag. Dengang fik opfindelsen stor og omsiggribende betydning og væltede alt, hvad man dengang kendte til det at gengive en tekst. At vi er ved at gentage kunststykket med computere tror jeg ikke, at man skal være det helt store geni for at se – Vi har fået nye distributionsteknologier, fremvisningsmuligheder og inddrager (levende) billeder i stor og voldsom grad overalt i vores dagligdag. Skiftet kræver en ny udvidet tekstforståelse, en ny ”litteracy” og hvis vi skal give vore børn og unge i uddannelsessystemet kompetencer til at klare sig i fremtiden, så skal vi naturligvis også inddrage denne udtryksform i skolen. Vi skal skærmlæse, hypertekstlæse, Kindle-læse, iPad-læse og alt muligt elektronisk læse! Og læse er i denne sammenhæng vel at mærke ikke kun at læse bogstaver, noveller og romaner.

Kevin Kelly fra Wired Magazine har skrevet lidt om dette, så hvis du vil tænke lidt mere, så kan jeg anbefale dig at se lidt på, hvad for en type læsere, vi er på vej til at blive alle sammen:

http://www.nytimes.com/2008/11/23/magazine/23wwln-future-t.html?_r=0

Så… Når Mangen i sin artikel spørger (lidt som om hun morer sig over det tåbelige i det): ”Will we be reading novels on screen – perhaps on our mobile phones – in the future?”, så må svaret her 5 år senere, være et klart og rungende ”JA!”

Det HELT store spørgsmål er så, om folk mon kan læse alt dette her uden at printe det først?  :-)

Er man så uheldig at have enten vanskeligt ved at læse og/eller skrive, så har det traditionelt været således at man i skolesammenhæng har kunnet få stillet en såkaldt it-rygsæk til rådighed, hvis man blev godkendt til det. Rygsækken har indeholdt en computer, med scanner, scannerpen og diverse oplæsningsprogrammer etc. Alt i alt en ret omfangsrig rygsæk, både rent fysisk og i forhold til at sætte sig ind i hvordan det hele virker og spiller sammen.

Med iPad’en indtog vil jeg vove at påstå at hele dette kompenserende setup er blevet både billigere, nemmere tilgængeligt og en del mere mobilt.

Jeg er helt klar over at der kan være specielle behov eller så store læse- og skrivevanskeligheder at der er brug for noget helt specielt, men i mange tilfælde kan iPad’en dække de behov, som er i forbindelse med skole, undervisning og vanskeligheder med at læse og skrive.

I Danmark findes der i marts 2013 2 programmet, som dækker ”dysleksi-området” – IntoWords og AppWriter. Begge programmer kan bruges både af dyslektikere og ordblinde, såvel som alle andre, der har lidt svært ved ”det der med ord”.

Lad os se på de to programmer…

IntoWords

Programmet kommer fra Mikroværkstedet og kan hentes her i iTunes-store.

Programmet er gratis at hente, men for at bruge det skal skolen lige nu have lavet en aftale med Mikroværkstedet. Eksempelvis Skoleaftale+ hvor man betaler pr. elev på skolen og får en stor bunke af nyttige programmer.

Lige nu kan man ikke købe programmet som enkeltbrugerlicens, men det skulle følge.

Der er tale om et læse- og skriveværktøj med oplæsning og kontekstbaserede ordforslag til både dansk og engelsk baseret på teknologien fra CD-ORD, som også kommer fra Mikroværkstedet. Det betyder også at de som allerede er bekendte med CD-ORD vil kunne nikke genkendede til en del ting også i IntoWords.

Det betyder blandt andet at stemmerne er af høj kvalitet generelt og selve programmets ordprædikation er meget anvendelig. Ordforslag bliver hele tiden lagt i bunden af den tekst, som man skriver og generelt giver programmet er rigtigt godt overblik. Detaljer som sorte margener er anvendt for at fastholde fokus i bevægelsen mellem tekst og ordlist og generelt har MikroVærkstedet har stor fokus på læserækkefølge og bevægelsen mellem tekst, tastatur og ordliste.

Designmæssigt er der lidt valg i mellem ex. udseende og placering af ordlisten og ex. oplæsningshastigheden kan justeres, så brugeren er ikke låst fast i forhold til MikroVærkstedet og har lidt tilpasningsmuligheder.

Udover at bruge det som et skrivestøttende værktøj, så kan man naturligvis også få tekst læst op uanset om den er blevet tilsendt via mail eller hentet fra Dropbox, nettet eller andet.

Programmet er efter min mening formodentligt det bedste som findes på det danske marked lige nu (Marts 2013).

Mikroværkstedet har lavet en side med videovejledninger og hjælp.

AppWriter

Udviklet af firmaet LingApps og kan hentes i iTunes-store.

AppWriter giver ordblinde eller læse- og skrivesvage værktøjer til at læse og skrive tekst på dansk i et simpelt og overskueligt opbygget program. Programmet udkom som det første på det danske marked og blive stadig udviklet.

Også her er der kontekst-baserede ordforslag, oplæsning, OCR og en speciel Dyslexie-font, som skulle gøre det nemmere at læse teksten. Se videoforklaring på hvad det er for noget.

Ordforslag vil fremkomme i en lille menu ud for det ord, som man er ved at skrive. Personligt synes jeg at det er en smule irriterende at ordforlag dukker op forskelligt – nogle gange kommer de under ordet og andre gange ved siden af. Stemmerne er ikke helt så gode som dem man finder i IntoWords, men det virker…

Programmet er ikke helt så stramt designet som IntoWords og nogle vil sikkert finde det tiltalende. Funktionelt er der ikke så meget at komme efter hos AppWriter – skidtet virker forbløffende godt, når man tænker på at det koster 89,-

OCR-delen kan have det lidt svært nogle gange, men generelt oplever jeg også der en god funktionalitet – man kan fotografere en tekst inde i programmet, lade det blive ”ord-genkendt” og så slutteligt oplæst.

Ud med it-rygsækken

Så… Væk med den store rygsæk og ind med iPad’en, som samtidig giver muligheder for at være noget mere mobil end en tilsvarende bærbar computer. Kombinerer man programmerne med andre hjælpe-programmer, som eksempelvis Dragon Dictation (som også virker på dansk), så ender man ud med et kompenserende redskab, som er endda voldsomt kompetent.

Og man kan stadig spille Angry Birds

Disse to ting bevirkede her i løbet af denne uge at jeg kunne lege lidt mere med den nyligt anskaffede Chromebook.

Pakke 1

Først kom en lille pakke fra 4keyboard.com med et sæt klistermærker, hvor det mest epokegørende var et lille sort klistermærke med henholdsvis Æ, Ø og Å. Disse tre og lidt flere er nu påklistret Chromebook’ens tastatur og det lille vidunder ser nu ud til at være helt assimileret og integreret til de danske forhold

Prisen for klistermærkerne var omkring en 30-40 kroner incl. fragt. Og du kan selv bestille her, hvis det er relevant for dig.

Det fungerer fint. Klistermærkerne er af god kvalitet og ikke sådan noget halvtyndt papirskraller, der bliver slidt i stykker alt for hurtigt. Fjernelse af klistermærkerne fungerer også fint uden at det hele er smadret til med klistermærkerester bagefter. Alt i alt tilfredsstillende!

Når det er sagt, så må jeg stadig undres… Hvorfor søren er det lige at jeg ikke kan købe et ordentligt tastatur med DK layout? Og hvorfor søren skal man så mange krumspring igennem for at få lov til at bruge penge?

De steder jeg har konstateret at man kan købe Chromebooks i Danmark, er med begrænsninger også. Man skal købe 5 stk. på én gang og man skal have klistermærker på tasterne, hvis man vil se ÆØÅ. Det virker en smule som om at Google ikke er synderligt interesseret i at sælge i Danmark.

I mellemtiden fra min Chromebook er kommet ind ad døren til nu, kan jeg konstatere at Lenovo er barslet med deres udgave af en Chromebook og at HP skulle være på vej med en også. For mig at se vidner det om at der muligvis er noget stort på vej, hvis så store spillere som Lenovo og HP også vil være med.

Pakke 2

Dernæst kom en pakke med en lille VGA-HDMI-adapter-dims fra Hong-Kong. Dimsen kostede helt nøjagtigt 20,69 tilsendt fra Kina. Det er da fabelagtigt!

Det betyder nu at jeg kan koble Chromebook op til skolens eksisterende projektorer uden vanskeligheder. At have dimsen med betyder ikke så meget for mig, idet jeg er vant til at bære min MacBook Air rundt og der skal jeg ligeledes have en adapter i lommen, hvis jeg vil koble op til en projektor.

Af andre små og yderst relevante forsøg kan nævnes at jeg har spillet “Plants Vs. Zombies” på stuealteret. Koblet sammen med et almindeligt HDMI-kabel så sender Chromebook’en fint både lyd og billede afsted til fjernsynet.

Det eneste “men” er at jeg ikke kan få billede både på fjernsyn og Chromebook på samme tid? Måske er mit fjernsyn bare gammelt eller måske et eller andet andet, men hvad gør jeg hvis jeg gerne vil have billede på begge dele på én gang?

Som udgangspunkt bør Chromebook’en vise det bedst mulige billede på både det ene og det andet, uden at jeg skal tumle med noget. Altså automatisk – det sker bare ikke når jeg er hjemme og kobler til fjernsyn…

Hvis jeg bruger tastekombinationen CTRL og den specielle “full-screen-taste”  så kan jeg skifte imellem hvor billedet skal vises, men jeg får aldrig billede på begge dele på en gang. Ærgerligt!

Pakke 3 er til gengæld på vej fra Kinas land… En lille ledning, som kobler HDMI med Thunderbolt – idéen er at jeg skal kunne koble Chromebook’en til min store og dejlige 27″ skærm fra Apple. Jeg regner med at det er “A walk in the park” og “A piece of cake”, men fortsættelse følger…

Andre refleksioner

Ellers har jeg brugt tiden på at udforske alskens små “programmer” til computeren. Der findes ufattelige mængder af gode og relevante skoleprogrammer, men grundstenen i alt det jeg laver er hele tiden en kombination af gmail, Google Docs, browseren og enten Dropbox eller Google Drive.

Dropbox har jeg vænnet mig til og det er her jeg har alle mine dokumenter til at ligge, men… Den spiller ikke så godt sammen med Chromebook’en som Google Drive gør det (BIG surprise,  hva’?!)
Hvis jeg skal anskue projektet lidt langsigtet, så vil jeg nok blive nødt til at sadle lidt om fra Dropbox til Googles løsning med drive.

Print har jeg fået til at køre fint hjemme i den private bopæl, men jeg mangler stadig at få det til at køre på skolens netværk. Formodentligt er det ikke så vanskeligt… Jeg giver lyd fra mig – fortsættelse følger

I 1990′erne opstod begrebet “The digital divide” til at beskrive den teknologiske kløft der var (er?) imellem høj- og lavindkomst familiers adgang til it-udstyr. Hypotesen beskriver det at befolkningsgrupper kan opdeles imellem dem, som har adgang til moderne informationsteknologi (og evne til at bruge adgangen) og dem som ikke har. Dette digitale skel siges at eksistere imellem dem som har råd til at købe og så dem der ikke har, men det eksisterer ligeledes imellem uddannede og uudannede.

A- og B-hold

I Danmark talte man i en periode meget om det digitale eller informationsteknologiske A- og B-hold og der blevet både arbejdet og forsket i, hvordan man kunne undgå en sådan polarisering. Forskningsministeriet igangsatte projektet “Infosamfundet år 2000”  og udkom i 1994 med en ret omfattende rapport med oplistning af områder, hvor it kunne gøre gavn. Rapporten gav dengang anledning til megen debat om netop opdeling og polarisering af befolkningsgrupper i Danmark, og debatten har nok aldrig lagt sig helt. Rapporten, som i folkemunde blev kaldt for “Dybkjær-rapporten” har inspireret til mange bestræbelser på at få de nyeste it-redskaber i hænderne på alle danskere. Disse bestræbelser har faktisk skrumpet kløften og tiden har vist, at computere bliver billigere og nemmere tilgængelige, men samtidig er forskellen imellem “dem der kan” og “dem der ikke kan” tydelig stadigvæk – for mange bliver computeren en ting man kigger FaceBook med og spiller “hjerterfri”på. Dette har en utilsigtet bivirkning, som for så vidt ikke er voldsomt overraskende, men som jeg klart mener skal løses. Der er blevet skabt en “digital tidsspilde-kløft”. Rigtigt mange unge mennesker har adgang til it overalt og på alle tidspunkter af døgnet, men udnytter det ikke til andet end Farmville og endeløse chatbeskeder på Facebook. Denne nye digitale kløft tror jeg ikke kan tillægges sociale baggrunde, som “de fattige spilder tiden” eller de rige ditto. Ej heller noget med at de kloge kontra de mindre kloge. Uanset hvor jeg vender blikket ser jeg børn, unge og voksne, som udnytter it til uproduktive, ureflekterende og uendeligt gentagende handlinger, som kun har underholdningsværdi. Det er HER den nye digitale kløft findes! De som bruger voldsomt meget tid på it med ganske lidt udkomme.

Tidsspilde er den nye digitale kløft

En undersøgelse offentliggjort i 2010 af “Kaiser Family Foundation” fandt, at børn og teenagere, hvis forældre ikke har en universitetsuddannelse brugt 90 minutter mere om dagen på medier end børn fra højere socioøkonomiske familier. I 1999 var forskellen kun 16 minutter. Undersøgelsen fandt, at børn af forældre, der ikke har en universitetsuddannelse bruger 11,5 timer hver dag udsat for medier fra en række forskellige kilder, herunder tv, computer og andre gadgets. Det er en stigning på 4 timer og 40 minutter om dagen siden 1999. Børn af uddannede forældre også i høj grad bruger deres udstyr til underholdning. Kaiser har konstateret at børn fra disse familier bruger 10 timers multimedier om dagen – en forøgelse på 3,5-timer siden 1999. (Det er værd at bemærke at Kaiser tæller dobbelt-tid, hvis børnene multitasker – altså hvis et barn tilbringer en time med at se TV og surfe på nettet samtidig, så tæller det for 2 timer). På trods af at computerne har et stort uddannelsesmæssigt potentiale, så viser virkeligheden at den tid, som de anvendes til undervisning eller anden meningsfuld aktivitet er ganske lille i forhold til deres anvendelse til ren underholdning. Det betyder i bund og grund at computere nok efterhånden har lukket en kløft imellem dem som har adgang og dem som ikke har, men samtidig har åbnet en “tidsspilde-kløft”. I USA er bekymringen så stor at “Federal Communications Commission” overvejer et forslag om at bruge 200 mill. dollars til at skabe et “digitalt forståelseskorps”, som skal undervise på skoler og biblioteker i produktiv anvendelse af it. Programmet har opnået finansiel støtte fra bl.a. Best Buy og Microsoft via et bredere initiativ kaldes “Connect2Compete“. De digitale trænere skal undervise i alt fra basal brug af tastatur og tekstbehandling til hvordan man søger job online eller bruger filtre til at forhindre børn i at se online pornografi.

Problemet eksisterer også i lille Danmark

Herhjemme er problemstillingen ikke meget anderledes. Blandt andet Kirsten Drotner fortæller at der også i Danmark eksisterer digitale skel, som i sidste ende udmønter sig som sociale skel. Hør hendes foredrag på “Danskernes Akademi“.

Det store spørgsmål er: “Hvad gør vi ved det?“.

Jeg er yderst ambivalent her. Jeg er rigtigt glad for iBøger, eBøger, online-det-ene og online-det-andet, men oplever også at nogle af mine elever beder om at få tekster, opgaver etc. som papir fordi de ikke selv magter at skærme sig for forstyrrelser (primært Facebook og diverse reality-TV-shows), når de skal arbejde online.

Skal jeg så bare træde et skridt tilbage i den retning, som jeg ikke synes at vi skal bevæge os i?
Skal jeg være ham den sure lærer der skælder ud? (og det hjælper forresten ingenting, andet end i ca. 2,5 minut).

Jeg er helt på det rene med at skoleelever til alle tider har fundet på måder at underholde sig selv på, når skolen blev for kedelig eller uinteressant, men det jeg oplever nu er ret voldsomt.

Jeg vil gerne på den ene side benytte mig at den utrolige kraft og det store potentiale som både internet, digitale redskaber og sociale medier tilbyder undervisning og læring. Jeg vil gerne give mine elever mulighed for meningsfyldte kommunikative situationer både internt på skolen og på tværs af de store skel, som regioner og landegrænser, men hvad så hvis de blot vedbliver at forstyrre sig selv?

Spørgsmålene lader sig nok ikke besvare meget nemt, men jeg vil tillade mig at konkludere at selvom Dybkjær-rapporten efterhånden er et par dage gammel, så er vi stadig på tærsklen til noget nyt. Vi har endnu ikke helt forstået at udnytte potentialerne i undervisningssammenhæng og vi har stadig et stykke vej henimod unge og kompetente mediebrugere, som strækker deres kompetencer videre end til det der kun er sjovt og underholdende.

Der er stadig behov for udvikling, samarbejde, innovation, tålmodighed og alt det som altid har kendetegnet lærervirksomheden. Det er ikke kommet dertil endnu at læreren kan læne sig roligt tilbage og sige: “Jooo, mine elever har styr på det der med internet og teknologi. Jeg skal bare vejlede dem i forhold til deres faglige viden”.

Vi har et stykke vej endnu, så lad os følges ad og bliver klogere sammen!

Først og fremmest – den virker! Chromelogoets røde, grønne, gule og blå farver holder hvad de lover – Tænd og 7-8 sekunder senere, så er den klar til indtastninger, med alt hvad det indebærer. Umiddelbart er den eneste nødvendige opsætning at man kobler den til et netværk og en Google-konto og så er man klar.

Men hvordan er den så i brug?

De første dage med ChromeOS

Jeg har via mit arbejde været så heldig at få fingrene i en Samsung Chromebook og har brugt et par dage nu med at teste, lege, bande og blive benovet.

Baggrunden er den at vi på IBC, hvor jeg arbejder har en række såkaldte “Mac-klasser”. Klasserne gør sig bemærket ved at alle eleverne i klasserne har en computer fra Apple, som deres primære og allestedsnærværende arbejdsredskab. Konceptet fungerer rigtigt godt, eleverne er glade og statistisk set oplever vi i Mac-klasserne mindre frafald end i de ordinære klasser, de har et rigtigt godt sammenhold og har stor fælleforståelse blandt mange gode ting.

Dette vil vi selvfølgelig meget gerne udbrede endnu mere, men…

Vi har en ret konkret hindring – de Macbook Air computere, som eleverne benytter sig af lige nu koster det blå ned fra himlen og økonomi bliver derfor medvirkende til at ikke så mange elever, som vi kunne ønske vælger disse klasser.

Vi har derfor talt om flere forskellige muligheder. Muligheder, som gerne skal være tæt på at være lige så gode, som dem vi oplever med en Apple-computer. Vi har indkøbt klassesæt af iPads og tester dem i vores blandede læringsmiljø med både unge, voksne, dagskole, kursusvirksomhed, hg og hhx og får høstet en række gode erfaringer.

Så vidt så godt… Men så er der jo lige den der Chromebook, som vi ikke rigtigt kan få fat i i Danmark i dag.

Den dukkede alligevel op

Min it-chef fik en tryllet frem på en eller anden måde – hurra.

At den ikke kan fåes i Danmark “rigtigt” endnu betyder et par tinge, som er forventelige, men alligevel småirriterende. Jeg har ikke noget ÆØÅ printet på mit tastatur. Jeg kan naturligvis skrive bogstaverne, men jeg kan altså ikke SE dem. For mig er det OK – jeg overlever, idet jeg engang i tidernes morgen gik til “Maskinskrivning” i ungdomsskolen

Men mine elever ville nok ikke klare overgangen helt smertefrit.

En anden “Amerikanisering” er maskinens HDMI-udgang, som ikke er standard europæisk, så hvis man vil koble sin computer til en projektor, så er der behov for en adapter (som hos Apple med deres mini-display udgang).

Fysisk er maskinen fint dimensioneret

Mit umiddelbare sammenligningsgrundlag er en Macbook Air, som er omfangsmæssigt og vægtmæssigt dimensioneret nogenlunde på samme måde som Chromebook’en. Udseende har den ganske givet også lånt derfra. Tasterne ligner Apples taster, pegepladen er næsten lige så stor som Apples, pænt afrundede hjørner og skarpe linier ser også genkendeligt ud, men her stopper al lighed også.

Den billige Chromebook er sikkert ikke den bedste computer du nogensinde vil komme til at bruge. Byggekvaliteten og materialer er ikke i nærheden af det som vi kender fra Apple. Hos Samsung er alu skiftet ud med plastic (som godt nok har den samme farve). Tasterne er ikke baggrundsbelyste, og pegeladen er ikke så følsom og velfungerende som Apples. Men, når det er sagt, så virker skidtet forbløffende godt. Pegepladen henter sine “bevægelser” fra Apple, så hvis man er vant til at “højreklikke” med to fingre og scrolle ditto, så er der intet nyt der skal læres. Rent fysisk er maskinen lettere og tyndere end langt de fleste andre computere på markedet. Den er nemt håndterlig og vil være til at bære rundt en hel skoledag uden vanskeligheder. Tastaturet er fuldt dimensioneret og fint at skrive på, men mangler et par taster i forhold til hvad man er vant til på en maskine med Windows eller MacOS – der er ingen F-taster øverst på tastaturet og der er eksempelvis ikke nogen Caps-Lock (måske slipper vi så for “råbe-tekster”). De enkelte taster har god modstand og føles behagelige at skrive på. Pegepladen er ikke så præcis og følsom, som Apples (men det er vist også kun Apple, der RIGTIGT kan finde ud af at lave dem). Alligevel er den bedre, større og mere præcis end langt de fleste, som man ellers støder på hos diverse billige Windows-maskiner. Man kan både klikke pladen ned fysisk og man kan “tappe” på den.

Skærmen er en LED og er OK, har OK belysning, OK opløsning – altsammen ikke fabelagtigt, men… ja… OK
Skærmens “betragtningsvinkel” (hedder det mon det?) er ikke specielt bred og hvis jeg vipper skærmen, så vaskes farverne hurtigt sammen til en grå masse, men alting er tilstrækkeligt, godt og fornuftigt uden at være prangende. I toppen af skærmen er placeret et lille Webcam, som igen er OK, men ikke voldsomt – 0,3mpixel – det samme som min MacBook Air.

I bunden af computeren er der placeret to stk. 1,5 watts-højtalere, som lyder lige så pot-ringe, som alle andre højtalere i små bærbare computere – de kan bruges til lidt sporadisk lytten, men hvis du vil lytte rigtigt til et eller andet, så fisk du et par gode høretelefoner frem fra skuffen, som du så kan tilkoble det kombinerede høretelefon/mikrofon-stik.

Indholdsmæsssigt er maskinen moderat bestykket med kun 2gb RAM og 16gb harddisk. Umiddelbart lyder det som om det er tæt på at være alt for lidt, men i virkeligheden viser det sig faktisk at være ganske fint. Med til computeren følger muligheden for gratis at tilføje 100gb ekstra plads til en google-konto i 2 år.

Når jeg arbejder med maskinen oplever jeg ikke at den bliver tung i rø… eller at en eller anden blæser går amok fordi CPU bliver voldsomt belastet, men dybest set så skal den jo heller ikke gøre mere end at vise en browser. Den er baseret på Samsungs ARM-baserede Exynos processor, som de også bruger i diverse tablets og telefoner. Der er altså ikke tale om en superhurtig-state-of-the-art-monster-ting, men igen… Tilstrækkeligt

Computerens ydelse er god nok til skolebrug og hverdagsbrug af blandet karakter. Den spiller fint video, jeg kan redigere video i WeVideo, jeg kan lytte til musik, jeg kan skrive, tegne, redigere billeder og alt det der, men… Når jeg har mange (ca. 10) faner åbnet på samme tid, så “ryddes” indholdet på nogen af dem, som ikke er fremme. Jeg gætter på at det er for at jeg kan arbejde fint og glidende i det vindue, som jeg nu har fremme, men det betyder også samtidig at hvis jeg skifter tilbage til et gammelt vindue, så skal de genindlæses og det tager jo som bekendt lidt tid. For så vidt er det ikke et problem, men noget man skal være opmærksom på, hvis man igangsætter et eller andet, som kræver mange vinduer eller mange skift imellem vinduer.

Batterilevetiden angives til ca. 6,5 time og det er faktisk ikke helt ved siden af. Jeg gætter på at den lander på ca. 6 timer aktivt brug. Naturligvis vil batteriet tæres yderligere ved krævende opgaver, som eksempelvis intensiv brug af video, men jeg kan generelt godt se computeren, som værende i stand til at klare en hel skoledag.

Det egentlige

Og det er her det absolut vigtigste ved en Chromebook (eller Chromebox, for den sags skyld) er at finde – den skal ikke andet end at facilitere adgang til nettet via en browser.

Computeren er opbygget rundt om en eller anden udgave af Linux og den er faktisk i stand til at køre eksempelvis Ubuntu, men det er fuldstændigt ligegyldigt. Det den skal bruges til at at vise en browser og det gør den via det som Google kalder ChromeOS, som dybest set “bare” er Googles Chrome-browser.

Det er her den egentlige styrke ved computeren ligger!

Den booter på under 10 sekunder og så er den rent faktisk klar til arbejde. Dens dvale fungerer – smæk skærmen i og den slukker, åben og den er parat med det samme – en arbejdsrytme, som jeg ellers kun har oplevet på min mac eller iPad og en af de væsentligste grunde til at jeg (formodentligt) aldrig kommer til bage til Windows-platformen, hvor dvale og tænd/sluk generelt stinker (for at sige det pænt). Med en Chromebook har jeg pludselig en computer, som er prismæssigt overkommelig og som jeg uden at blinke vil bede min elever om at slukke og lukke gentagne gange i løbet af en enkelt lektion – der er ingen tidsspilde.

Man kan ikke installere egentlige programmer på en Chromebook, men du kan installere web-baserede programmer og genveje, så du kan lave alt det arbejde, som du er vant til. Alle “programmerne” hentes fra Googles Webstore – og der er MEGET til rådighed. For mig er det primære meget naturligt blevet Google Docs og en blandet landhandel af alt muligt andet til musikafspilning, videoredigering, etc. etc.

Det er fristende at sige at jeg kan ALT på den lille maskine, men der er et men… Den mangler Java!

Det betyder at jeg ikke kan tilgå min netbank eksempelvis. Om det er et stort tab i undervisningssammenhæng tror jeg ikke – jeg kan ikke umiddelbart komme på noget, hvor Java er afgørende og vigtigt for at kunne gennemføre en undervisningssituation med computeren, men det KAN jo ske.

Alt arbejde bliver automatisk gemt online i Googles “Drive”, men jeg kan også gemme lokalt enten på harddisken eller på USB eller SD-kort, idet der er indgang til begge dele på computeren.

Umiddelbart kan man argumentere at dette kunne være maskinens akilleshæl – hvad så når man ikke har adgang til internettet? Heldigvis har Google løst problemet, idet jeg godt kan skrive etc. “lokalt” på computeren, når jeg ikke har netforbindelse og når den så igen kommer online, så lægger den pænt det hele på plads på mit Google-drev. Det betyder jo så også at jeg har adgang til alle mine dokumenter, billeder etc. uanset hvilken computer jeg måtte bruge OG det betyder at mine elever MEGET NEMT kan dele, samarbejde, kollaborere og kooperere – det hele ligger lige for som en meget naturlig følge af at mine filer ligger på nettet allerede.

Ikke (kun) en drøm

Opsummerende så vil jeg konstatere at maskinen nok ikke er en drømmemaskine, som kan være det primære arbejdsredskab i mange år, men igen… Hvor mange computere er det?

Prisen til gengæld er tæt på at være en drøm. Den koster 250$ i USA, hvilket svarer til ca. 1400,- danske kroner. Jeg gør mig ikke store illusioner om at den så også rent faktisk vil koste det, når den engang kommer til Danmark, så man bare kan bestille den i enhver computerbutik, men uanset hvad, så er den BILLIG!

Den har nogle ulemper, men ikke noget som kan komme som en stor overraskelse på en maskine til den pris – tværtimod er det for mig overraskende, hvor godt den leverer. Hvis man leder efter den perfekte skolecomputer, så kunne det godt være sådan en fyr her.

Den vejer under 1,5 kilo, den er ikke dyr, den er perfekt til samarbejde, den gemme automatisk, der er ingen problemer med fil-kompatibilitet, der er masser af gratis programmer, den er nem at servicere og jeg tror jeg kunne blive ved.

Hele Danmark køber iPads i stride strømme lige nu og jeg ved at det er noget andet end en “rigtig” computer, men jeg synes bestemt at det kunne være værd også at kigge på Chromebooks også, når vi taler om redskaber til et 1-til-1-miljø eller undervisningsmiljø i det hele taget.

Men… jeg leger videre og kommer mere en opdatering senere.

Og indtil da… Hvis du har en side jeg SKAL se, noget jeg BØR vide om det lille plastic-vidunder, så er jeg modtage for hints, idéer og hvad der ellers måtte komme om Chromebooks.

I forbindelse med Maines Learning Technology Initiative har Ruben R. Puentedura udviklet en model, som flittigt er blevet brugt i forbindelse med 1:1-projekter rundt omkring i verden. Modellen kaldes for SAMR-modellen og beskriver meget overskueligt fire anvendelsesfaser som man typisk er i når man beskæftiger sig med transformerende anvendelser af it i undervisning.

Modellen kan anskues som en stige, jo mere transformerende og forbedrende eller mere avanceret teknologien bliver inddraget i en lærers undervisning jo højere vil denne “komme op” ad SAMR-modellens trin.

Substitution – denne erstatningsfase indeholder aktiviteter som er de samme som man ville lave med gammel teknologi uden nogen forandring i opgaven. Eksempelvis at skrive på en computer i stedet for at skrive i hånden.

Augmentation – forbedringsfasen indeholder en form for funktionel forbedring i opgaveløsning, men it bliver stadig brugt som direkte erstatning for en anden teknologi. Selve opgaven er ikke forandret, men man begynder at inddrage nogle af de muligheder, som forbedrer arbejdsmønstret eller produktet. Eksempelvis kan det at skrive nu komme til at inddrage tekstbehandlerens indbyggede hjælpemidler, eks. stavekontrol og sprogvalg.

Disse første 2 faser leder til forbedring af læringsprocessen, men det er helt basalt stadig den samme opgave.

Modification – forandringsfasen ændrer selve opgaven og breder den ud i forhold til den traditionelle tilgang. Her gives der en anden form for opgave og arbejdet kombinerer flere “måder” eller modus i en såkaldt multimodalitet. Det kan være at der inddrages multimodale eller multimediale elementer, men at opgavens formål stadig er det samme som tidligere. Teksten, opgaven eller arbejdet er dog grundlæggende anderledes, og har fået ny mening, fordi flere modaliteter er blevet kombineret. Det vigtigste spørgsmål her er at overveje om budskabet, udtrykket eller hvad man vil have frem, bliver forstærket af overgangen fra udelukkende at koncentrere sig om traditionel verbal- og skriftsprog. Bliver resultatet bedre?

Redefinition – nytænkningsfasen er den del, hvor man gør noget med it som var umuligt at gøre uden. Selve processen er anderledes og bedre, produktet er ikke længere, som hvis man arbejdede alene uden teknologien. Hvis vi igen tager skrive-eksemplet, så kunne det være at skriveprocessen er blevet kollaborativ og flyttet til et skriveprogram, der giver mulighed for at flere kan arbejde på samme tid i det samme dokument, uanset hvor de befinder sig.

Disse 2 faser leder til en forandring af læringsprocessen og det er typisk her, man som skole, lærer eller interessent i et 1:1-projekt ønsker at komme hen.

Puentedura har for nyligt lavet en lille film, hvor han forklarer selv – gør dig selv en tjeneste og brug de 12 minutter, som filmen varer. Du kan se ham her:

Kobler man så SAMR-modellen med TPACK-modellen som er udviklet af Punya Mishra og Matthew J. Koehler opnår man et kraftfuldt afsæt til både planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning, som inddrager it.

Deres egen beskrivelse af TPACK fra 2006, kan du læse her:
http://punya.educ.msu.edu/publications/journal_articles/mishra-koehler-tcr2006.pdf

TPACK

TPACK er for så vidt ikke nogen ny idé. En lang række videnskabsfolk har i flere omgange argumenteret for at, it og teknologi ikke kan anskues kontekst-frit og at god undervisning med teknologi forudsætter en forståelse af, hvordan teknologien relaterer til både pædagogik/didaktik og indhold. God og tidssvarende undervisning kræver og forudsætter, at underviseren besidder både teknologisk, pædagogisk og fagfaglig viden, og alle tre områder er lige vigtige. Det er altså ikke nok at have en viden om eksempelvis teknologi, idet denne viden kun udgør ⅓ af den samlede videnssum der er krævet for at implementere og drive undervisning, der er baseret på en teknologi. At undervise og lære succesfuldt betyder i denne sammenhæng, at eleverne udvikler de læringskompetencer, som vi har skitseret tidligere. TPACK-modellen angriber hele denne problemstilling og kobler de 3 områder både visuelt og praktisk.

TPACK (technology, pedagogy and content knowledge) modellen prøver at illustrere, hvilke vidensformer der er i spil, når man introducerer ny teknologi i undervisningen. Den ser på undervisning i 3 forskellige cirkler:

● Didaktik (pedagogy)
● Fagligt indhold (content)
●Teknologi (technology)

TPACK modellen tager fat i noget at det essentielle ved brugen af teknologi i undervisningen. Den illustrerer den komplekse og sammensatte viden, som udgør lærerens totale vidensområde og samtidig tydeliggøres samspillet mellem de 3 former for viden, som er nødvendige, når lærerne skal integrere ny teknologi i undervisning. De tre vidensområder skal ikke ses som adskilte dele, men som en kohærende og kompleks størrelse, der giver snitflader hele vejen rundt. Snitfladerne opstår imellem:

Det pædagogiske felt indeholder viden om måden at tilrettelægge en undervisning på, strukturere timer, relationsdannelse og evnen til at skabe inkluderende læringsmiljøer. Det pædagogiske felt inkluderer didaktik og hele tankesættet omkring læring og undervisning.

Det faglige indholdsområde indeholder viden om det konkrete faglige stof. Altså de formelle faglige kvalifikationer til at undervise i et bestemt fagområde.

Den teknologiske viden beskriver, hvorledes man udnytter og forstår nye teknologier, samt ser anvendelsesmulighederne for samme.

Ingen ensidige anskuelser

Mange lærere behersker både det ene og det andet felt – de er dygtige undervisere, behersker teknologi og har en velfunderet faglig ballast. Problemerne kan dog opstå, når lærerne skal bevæge sig ind i snitfladerne imellem de forskellige felter eller helt ind i midten i det overordnede krydsfelt, hvor teknologien skal bruges i en didaktisk/pædagogisk og faglig sammenhæng. Tanken er at den optimale integration af teknologi i undervisningen først sker, når læreren har en sådan samlet viden der gør ham eller hende i stand til at skabe bedre læringsprocesser end den pædagogisk-faglige lærer ville kunne. Teknologien skal være en naturlig del af den faglige undervisning, og læringspotentialet skal udnyttes.

Vi skal derfor i uddannelsessammenhænge ikke se isoleret på ét område, men på sammenhængen imellem dem alle, idet der ellers vil være en fare for at læreren ikke kan koble alle tre dele og derfor gør som han/hun plejer, blot med lidt eksotiske hjælpemidler. It og teknologi bliver indarbejdet i en traditionel undervisningsform, som læreren er tryg ved og undervisningen følger grundlæggende den grundform, som den altid har gjort, og det betyder grundlæggende, at teknologien ikke får indflydelse på hverken læreproces, læringsform eller læringsrefleksioner.

It fordrer fortsat udvikling

Hvis lærer og elev skal bevæge sig op ad “SAMR-stigen”, så skal it tænkes som mere end blot nogle programmer der kan levere indhold eller variation til den eksisterende fagfaglige undervisning. Ligesom med alt andet, så er teknologisk/pædagogisk/faglig viden ikke noget, der kommer af sig selv. Hvis it skal være med til at kvalificere de processer der er på spil i undervisningen, så er det nødvendigt at både læreren, eleven og hele skolen ser det som et vigtigt og kontinuerligt udviklingsområde. Samtidig er det essentielt, at man har forståelse for at læreren formodentligt aldrig opnår den fulde indsigt i, hvilke pædagogiske/didaktiske muligheder teknologien skaber. Fokus skal ligge på at skabe læringsrum, hvor den enkelte elev anvendelse af teknologi er relevant i forhold til faget og den pædagogik/didaktik, som læreren lægger ned over læringsrummet – også selvom det er en teknologi, som læreren ikke selv anvender eller forstår helt. Læreren skal have overblikket og forståelsen, men ikke nødvendigvis kompetencen i detaljen.

Der skal med andre ord skabes praksisfællesskaber.

I dag er arbejdsstyrken i Danmark i stigende grad vidensmedarbejdere, som arbejder med skjult eller uudtalt viden. Allerede i 2009 viste undersøgelser af forskellige jobs kognitive kompleksitet at 60% af arbejdsstyrken arbejder med viden i større eller mindre grad. For at disse vidensmedarbejdere skal kunne koordinere, arbejde og dele erfaringer er der behov for et sted hvor dette kan ske.

Når vi taler om elektronisk båret vidensdeling, så er denne traditionelt blevet foretaget via et intranet eller funktionen er (nok uhensigtsmæssigt) blevet indarbejdet i et LMS uanset om det har heddet SkoleIntra, Skolekom, Blackboard, Fronter eller noget helt andet. Desværre har intranettet mange taget form som en slags virtuel opslagstavle, hvor ledelse og administration kan kommunikere til medarbejdere og ikke med. Samtidig er det også den ”sump”, hvor man som lærer mere eller minde pligtskyldigt lægger materiale til fælles opsamling og evt. deling. Det store ”men” i den sammenhæng er: Hvordan finder man lige det relevante materiale igen? Hvordan ordnes det? Skal bibliotekaren også håndtere vidensdeling på intranettet?

Vi er aldrig alene

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en vidensudveksling ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skulle lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng.

Hos lærere generelt oplever vi at vidensdeling i uformelle kontekster er velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kopimaskine, men det kan være vanskeligt at dele når rammerne bliver stringente og mere officielle.

Med udbredelsen af diverse sociale platforme er det let at få det indtryk, at tankegangen om åbne netværk og fri vidensdeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler vidensdeling. Diskursen er, at kommunikation samtidig med at der arbejdes, frem for bagefter, er et godt valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne vide så meget som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Uanset faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres Personlige LæringsNetværk og lærer og opfanger viden gennem fællesskaber. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængigt og ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvor de ofte bliver mødt af krav om formelle kompetencer, som skal måles og vejes. Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede uddannelsessystem sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder. Disse vidensdelingsplatforme formes af lærerne, med den ulempe at de kan være vanskelige at placere centralt i selve organisationen.

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og videndeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele indhold uanset om der er tale om billeder, tekst, videoer eller andet. Ved at anvende eksempelvis en social ”bogmærketjeneste” som Delicious eller en wiki kan en arbejdsgruppe ret nemt skabe en fælles vidensbase og på en blog kan man diskutere, dokumentere og fastholde individuel eller fælles viden, så den er tilgængelig for ens sociale relationer.

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst.

Hvordan i praksis?

Jeg er superglad for Twitter og andre af sådanne sager, men tænker ret meget over hvordan man bedst kan vidensdele både internt i skolen eller institutionen og i større samenhænge, hvis man ønsker at “fastfryse” og bibeholde den viden, som på de sociale medier godt kan gå hen og blive alt for flygtig.

På min nuværende arbejdsplads benyttes mangfoldige systemer – nogle afdelinger bruger Yammer.com, andre Fronter, andre Moodle og endnu andre Blackboard og noget SharePoint. Det er ikke mit indtryk at valgene er truffet i blinde, men fordi de enkelte afdelinger har haft uensartede behov, så mangfoldigheden gør for så vidt ikke noget, men…

Hvordan gør man lige når man skal dele overalt, blandt alle, på alle niveauer i hele organisationen? Kan det lade sig gøre og samtidig lade det være meningsfuldt?

Hvad er Jeres erfaringer? Jeg er nysgerrig!!

-Peter

(c) 2012, Kim Kronika.

Tag ikke fejl – jeg er glad for min iPad, og jeg er glad for at bruge den i skolen sammen med mine elever. Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvorfor jeg mener ,at det er en vigtig og nyskabende dims. Det er en alsidig, fleksibel og velfungerende ting, som virkelig kan gøre underværker i undervisningssammenhæng, men…

Samtidig med at jeg bruger en masse tid på at tænke på it, digital didaktik, iPad, Web2.0 og hvad der ellers er, så bliver jeg også igen og igen overbevist om, at der ikke er noget, der kan erstatte velfungerende undervisning med en dygtig og velforberedt lærer.

Jeg er helt sikker på at iPad’en kan være med til at generere et skifte i måden, vi tænker skole og undervisning. Men… Typen af skift, omfanget, nedslag og varighed bliver hele tiden bundet op på læreren, forberedelsen og den gode undervisning.

Is there an app for that?

Gentagne gange har vi hørt: ”Is there an app for that?” og svaret har hele tiden være et stort og rungende ”JA!”. Uanset hvad man skal lave af arbejde, så kan man være ret sikker på, at der er en applikation, som kan bruges. Eleverne gennemskuer hurtigt, hvordan de skal bruges, og det er vores opgave som lærere at vise hvorfor, og til hvad de skal bruges.

Det er vores opgave som lærere at tænke over, hvad vi ønsker at eleverne skal gøre som lærende – udgangspunktet skal hele tiden være undervisningen og ikke iPad’en. Grundlæggende skal vi hele tiden huske på, at vi skal få iPad’en til at passe til undervisningen og ikke få undervisningen til at passe til ipad’en.

Som lærere skal vi beslutte os for, hvilke kompetencer vi ønsker at give vore elever, og derefter skal vi se på om iPad’en tilgodeser netop dette arbejde. Hvis ikke det gør, så giver det sikkert ikke megen mening at bruge den overhovedet. Alfa og omega er en plan!

Hvad betyder alt det her så i ”virkelighedens verden”?

Gentænk og gentænk igen

Arbejdet skal genovervejes og måske inddrages på en anden måde, end vi ellers har været vant til. Lad mig give et eksempel.

I mange, mange år har vi været vant til at tage noter, sætte streger, lave mindmaps og sådanne sager, når vi enten blev undervist, lyttede eller læste noget, som vi gerne ville huske. Det udmøntede sig i sedler med streger, pile, diagrammer og små sætninger. Dem som arbejder godt med dette mønster er selvfølgelig glade for måden, men så er der også lige os andre… Igennem hele min gymnasietid, min tid på lærerseminariet og alle andre situationer, hvor jeg regnede med at det forventedes af mig, har jeg taget noter. Jeg har, mere eller mindre samvittighedsfuldt, nedskrevet og noteret med blyant og papir, og så har jeg glemt alt om det efterfølgende. Jeg har simpelthen ikke kunnet bruge mine noter til noget kvalificeret. Måske fordi jeg ikke havde en god teknik og måske fordi jeg nedskrev det forkerte på det forkerte tidspunkt, men jeg har nu egentlig altid selv ment, at det var fordi jeg havde vanskeligt ved at finde tingene igen. Jeg kunne måske godt ved årets slutning huske, at jeg havde haft noget om XX, men lige hvornår og hvor jeg har noteret, det var værre!

Med en iPad og uden den store planlægning eller overvejelse, kan man nemt havne i nøjagtig samme situation. Her kan jeg nemt åbne ex. et pdf-dokument, notere i det i iBooks, understrege en smule, måske henvise til et billede på nettet, en video og så videre. Jeg kan på denne måde gemme et lidt rigere udvalg af tekst og referencer, men i bund og grund gør jeg stadig det samme, som før jeg havde en iPad. Jeg laver det samme arbejde, blot med et andet redskab end en blyant.

Hvis det skal give stor mening at overdrage sine noter til iPad-æraen, så skal det gøre på en lidt anden måde. Jeg skal med andre ord tænke anderledes, end jeg er vant til.

For mit eget vedkommende har jeg et par favorit-programmer, som jeg vender tilbage til igen og igen, nemlig Evernote, Circus Ponies Notebook, Goodreader, iBooks og Skitch.

Det er lidt af en samling, men med det setup har jeg mulighed for næsten alt.

Min notetagning er delt op imellem de noter som jeg laver derhjemme i ro og mag og så dem jeg laver ”undervejs”, mens jeg lytter, ser eller hvad det nu er.

iBooks bruger jeg primært hjemme – her læser jeg længere tekster og skriver også længere noter. Jeg får overblik over min tekst og kan efterfølgende se sammenhænge i det enkelte dokument eller den enkelte bog.

Den notetagning som er epokegørende for mig er en slags udvidet version. Her benytter jeg enten Evernote og Skitch i kombination eller Circus Ponies Notebook.

Her kan jeg markere, understrege, tilføje ekstra noter, tegne diagrammer, lave pile og cirkler samtidig med, at jeg benytter indbygget mulighed for opslag, redigere eksisterende noter, fotografere et billede af ex. tavlen og samle det, så jeg kan dele med medstuderende og optage alt lyd i undervisningssituationen, så noternes kontekst passer til lyden og forelæsningen.

Alting kan jeg efterfølgende søge i og arbejde videre med på computeren. Både Evernote, Circus Ponies NoteBook og Skitch fåes til installation på computer også.

Det muliges kunst

(c) 2012, Kim Kronika.

Grundlæggende har jeg således ændret min måde at arbejde på til en måde, som ville være om ikke umulig, så i hvert fald mange gange mere besværlig uden en iPad. iPad’en udvider mine muligheder, forøger fleksibiliteten og ændrer selv det at tage noter, til noget helt andet end med blyant og papir.

Men… det kræver, at jeg tænker mig om og ikke bare gør som jeg plejer. Det samme gælder vores undervisning. Redidaktisering lyder voldsomt, men det er under alle omstændigheder nødvendigt, at vi først og fremmest tænker på, hvad vi vil med undervisningen, og derefter ser på, hvordan eller om vi kan gøre det bedre med en iPad (eller noget helt andet).

-Peter

“Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).

Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”.

Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med både stærke og svage sociale og faglige relationer og hvor denne kan både aggregere og distribuere mikroindhold via sociale teknologier. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform, hvor man går fra at betragte produktion og viden som noget der statisk kan lagres i databaser og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Der er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.

Sociale medier

Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og vidensdeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele, genbruge og tilpasse indhold på tværs af kontekster og som samtidig understøtter både fælles og individuel videnskonstruktion (Dohn og Johnsen 2009, s. 28).

Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst. Disse praksisfællesskaber kan være alt fra lærerteams til gruppedannelser blandt elever eller kursister, når blot de er kendetegnet ved at hænge sammen i sociale kontekster og der er aktivt deltagende som en del af en lærings- eller erkendelsesproces. Det betyder også i sidste ende at: ”Læring kan ikke designes. Læring hører i sidste instans hjemme i erfarings- og praksisområdet. Den ledsager meningsforhandlinger; den bevæger sig på sine egne betingelser. Den glider gennem revnerne; den skaber sine egne revner. Læring sker, design eller ikke design” (Wenger, 2004, s. 255).

I forhold til det at være lærer, det at undervise og det at drive skolevirksomhed, er Wengers mest essentielle pointe, at læring ikke kan designes og på magisk vis fremmanes, men at man kan designe rammerne eller de sociale forudsætninger for at fremme læring. I forhold til arbejdet med læring, så finder jeg Wenger velegnet og relevant, som praktisk/teoretisk baggrund, idet læring her ganske ofte tager udgangspunkt i løst koblede læringsfællesskaber og praksisfællesskaber, som er dannet uden om formelle teams etc. De sociale praksisfællesskaber fremkommer grundet og på basis af meningsforhandlinger og gensidigt engagement i de læringskontekster, som de indgår i uanset om disse er skabt af læreren, institutionen eller praksisfællesskabet selv.

Mikroblogging

På skoler rundt om i landet bliver der dagligt kommunikeret i diverse intranetsystemer – ganske ofte i Skoleintra, Blackboard, Fronter og hvad det eller hedder. Alt sammen platforme, som er indkøbt, installeret, opdateret, serviceret og alt muligt andet af enten en kommunal mand/kvinde eller en virksomhed, som man betaler for at gøre det.

Jeg har tænkt en del over om man med held kan indføre et ikke-kommercielt og Web2.0-baseret system som ”intranet-platform” eller blot som kommunikationsplatform. Med afsæt i mine overvejelser om videndeling blandt lærere og undervisere, så har jeg tænkt på om ”kanalen”, det sociale medie (eks. Twitter) kan fungere til at facilitere en faglig kommunikation.

Min forventning er at man med indførelsen af et socialt mikroblogging værktøj som Twitter kan være med til at facilitere den daglige kommunikation. I modsætning til eksempelvis email-kommunikation imellem flere parter, som har en tendens til at blive rodet, så vil mikrobloggens kommunikation være mere overskuelig og logisk. Et tilsyneladende fragmenteret vidensafsæt bliver samlet og det bliver muligt at finde tilbage i kommunikationen på tværs af afsendere, teams og afdelinger. På mikroblogging-værktøjet får lærerne mulighed for at følge specifikke kolleger uanset om de kommer inde i organisationen eller om de er udefrakommende. Man får mulighed for at se deres opdateringer, deres projekter og generelt bliver informationen personlig, valgfri og giver mulighed for at kunne understøtte den enkelte uanset, hvordan og hvornår man arbejder.

Enkelte ting faldgruber er der dog… Man skal være opmærksom på et par ting, hvis man som organisation vil indføre et sådan socialt “intranet” – nemlig at det i sagens natur ikke er “intra”. Twitter er en åben platform, som alle i hele verden potentielt har adgang til. Det betyder naturligvis også at der er kommunikationer og oplysninger, som slet ikke egner sig til denne platform. I forhold til skoleverdenen, så er det oplagt at eks. personfølsomme oplysninger ikke må blive udbasuneret til alverden, ligesom forretningskritiske oplysninger etc. ikke kan tåle en sådan offentliggørelse.

Alternativer til Twitter

Ønsker man alligevel som skole at benytte måden og metoden for kommunikation, så kan man med fordel se på andre interne mikroblogging-platforme som eks. Yammer.com, Podio.com eller en anden af de mange andre købe-muligheder. De fungerer i princippet nøjagtigt som Twitter gør, men med den store forskel at man enten skal besidde en email fra et specifik domænenavn eller man skal inviteres for at komme ind. Det betyder jo så selvfølgelig også at man holder verden ude – godt nok kan ”de andre” ikke se hvad der foregår på skolen, men vi på skolen, kan desværre så heller ikke se det store billede længere.

Samtidig med at jeg ser gode mulighed for kommunikationen via Twitter (eller en af de andre platforme), så vil jeg alligevel konkludere at Twitter egner sig specielt godt til vidensdeling ala materialeudveksling, henvisninger, statements etc. Det egner sig knapt så godt til diskussion og debat af dybere karakter, idet samtalen bliver til en stor strøm, hvor man så skal råbe højt eller sætte tingene på spidsen for at “blive hørt”. Der foruden kan det være vanskeligt at uddybe og forklare sammenhænge, når man kun har 140 tegn til rådighed, men uanset hvad, så står der én vinder tilbage – nemlig det sociale element. De sociale ressourcer spiller en afgørende rolle i vidensdelingssystemer. Selv det bedste indhold har ingen værdi, hvis det enten ikke kan fremfindes nemt og entydigt eller hvis ikke individet føler sig “hjemme” og tilpas (Brazelton, 2003). Det kan man på Twitter!

På trods af teknologiens styrker og fleksibilitet, så er dette alene ikke tilstrækkeligt. Tværtimod må organisationer se teknologien som en del af de mange initiativer der skal til for at skabe et godt og velfungerende vidensdelingsmiljø. Det betyder også at uanset om man som skole eller organisation vil vælge den ene eller den anden platform, så er det er vigtigt at have et sigte, som ikke et ensidigt. Måske skal man vælge Twitter, men måske skal man OGSÅ vælge noget andet.

Samtidig er det vigtigt hele tiden at huske at det er de enkelte individer i organisationen, som skaber viden, uanset om den er tavs eller eksplicit og uanset om den er tillært formelt eller uformelt. Organisationen fungerer som ramme for denne videnskabelse, men den skabte viden kommer fra individerne og ikke organisationen (Nonaka, 1994).

Jeg har desværre ikke prøvet at bruge Twitter til andet end mig selv og mit eget personlige læringsnetværk (PLN), men jeg synes det det kunne være sjovt at prøve. Hvad med jer andre, har i nogen erfaringer?

Og har du forresten hørt om “Skolechat” på Twitter? Tjek evt. www.skolechat.dk og følg med på hashtagget #skolechat – vi ses!

Vil du læse lidt mere, så kig eks. her:

Brazelton, Jessica og Gorry, Anthony G.
“Creating a Knowledge-Sharing Community: If You Build It, Will They Come?”
Communications of the ACM, February 2003, Vol. 46. no 2
http://mapule276883.pbworks.com/f/Knowledge%20sharing%20community.pdf

Nonaka, I. (1994)
“A Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation”
Organization Science. Vol 5 (1) s. 14-37.
http://www.e-campus.uvsq.fr/claroline/backends/download.php?url=L05vbmFrYTk0LnBkZg%3D%3D&cidReset=true&cidReq=MDSDM105

O’Reilly, Tim (2005)
“Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software”
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1 

Wenger, Etienne (2004)
Praksisfællesskaber: Læring, mening og identitet
Kap. 2 & Kap. 10 (35s)
Hans Reitzel 2004.