Web2.0 og nye evalueringsformerHej allesammen,

Jeg vil gerne prøve at holde en smule fast i mine tanker omkring evaluering og bedømmelse af elevers/studerendes deltagelse i web2.0-baserede vidensproduktioner.

Jeg har en smule vanskeligt ved at forholde mig til tanken om intellektuel ejendomsret for viden der er konstrueret i kollaborativ sammenhæng. Hvordan sikres og hvordan bedømmes både den akademiske integritet og sammes kvalitet, når vidensopbygningen foregår samarbejdende i et online-miljø?

Traditionelt set har vi som undervisere og lærere skulle bedømme viden og færdigheder der kan krediteres formelle kvalifikationer – altså ”i hvor høj grad lever elevens viden og forståelse op til fagets formål?” Vi har kunnet og skullet forholde os til læreplaner, faglige mål, faghæfter, undervisningsvejledninger etc. Og ud fra dette give et konkret tal på om elevens lever op til de stillede krav eller ej.

Jeg kan godt se at man med brug af web2.0-medieret undervisning kan imødekomme flere krav end blot udfordringen fra ”det store og stykke internet”. Typisk er web2.0 jo netop digitaliseret, således at det er enkelt at gemme og finde frem igen. Læreren kan rimeligt nemt tilgå materialer med henblik på evaluering, bedømmelse og dokumentation og eleven har umiddelbar adgang til den viden de har fastholdt og struktureret digitalt i forbindelse med forberedelse til test eller eksamen, men…

Så bliver det jo netop blot en baggrund for det formelle. Wiki’en, bloggen eller hjemmesiden eller… bliver pludselig bare et materiale og en undskyldning for at lave en traditionel bedømmelse af faglig kunnen. Web2.0 og dens værktøjer bliver blot et redskab til opfyldelse af fagenes mål.

 

Web2.0 er en hammer

Jeg tænker lidt at man kan betragte it og web2.0 som ex. En hammer. Hammeren kan bruges enten

TIL AT slå søm i en væg eller

FOR AT hænge et billede op.

Går vi efter funktionen eller målet?

 

Hvis vi didaktiserer web2.0 TIL AT opfylde fagmål fremfor FOR AT uddanne eleverne til at være aktive deltagere i fremtidens samfund, hvor de kan handle og forholde sig til de myriader at digitale kontekster, som de kommer til at begå sig i, så synes jeg at vi sigter for lavt.

Men…

Hvis vi ønsker at uddanne vore elever til fleksibel videnshåndtering, dynamisk og globaliseret kommunikation med en evne til at håndtere multiple kontekster uden at miste overblik og blive rodløse, så er det nødvendigt at skolens formelle bedømmelses- og evalueringskrav tænkes mere fleksible end blot tal og central målstyring af fagene.

Problemstillingen læner sig voldsomt meget op ad det som Dohn og Johnsen kalder primær og sekundære forankringer (E-læring på web2.0 – god og anbefalelsesværdig bog og hos Samfundslitteratur kan du endda bestille et undervisereksemplar ganske gratis).

Altså – ”benyttes Web2.0 med henblik på at støtte de lærende i at opfylde uddannelsesmæssige mål eller i at være brugbar og meningsfuld for de lærende på tværs af sammenhænge, de indgår i” (p. 89).

Eller? Hvad mener I?

 

-Peter