Kategorier
Blog Udvikling Web2.0

Videndeling på nettet

Hvis skolen primært benytter sig af uformel videndeling, kan det betyde, at vidensniveauer og -områder bliver meget forskellige og slutteligt vil det bevirke at opgaver bliver løst forskelligt fra person til person. Hvis skolen omvendt primært benytter sig af den formelle videndeling, hvor alle har ens adgang til de samme informationer, så tilgodeser man en ensartethed som kan være god og fornuftig, men samtidig kan man frygte at innovation og nytænkning neddrosles.

Hos lærere generelt opleves ganske ofte at videndeling i uformelle kontekster er yderst velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kaffe- eller kopimaskinen. Den løse snak er nemt, hyggeligt og brugbart. Alle lærerne skal arbejde med nogenlunde den samme slags børn og under næsten ens forhold, så det er ikke vanskeligt at finde sammenfaldende interesser og ensartede historier, som kan be- eller afkræfte tvivl og tro.

KaffeDesværre kan vi ikke altid stå og hænge med en kop kaffe i hånden ved siden af kopimaskinen. Lærerne har travlt og skal nå meget. Derfor er det også langt fra altid at læreren formår eller husker at dele den viden som han eller hun har ”opsparet” via erfaring og afprøvninger etc.

Det går ganske nemt med deling af løs snak hen over bordet på lærerværelset, men hvordan med deling af konkrete materialer? Hvordan med deling af ”de gode staldtips”? Og hvad med deling til alle dem, som man egentligt ikke kender? Hvordan med deling ud over skolens mure?

Personlige læringsnetværk

Heldigvis fungerer videndeling rigtigt godt hos mange. Der er mange lærere som udnytter internettet og Web2.0 og indgår i personlige læringsnetværk, et såkaldt PLN.

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling og en uddannelse ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skullet lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng. Den store forskel er bare at nu kan det hele foregå ubundet af både tid og sted, man kan give til sit netværk, når man har tid og man kan tage, når man har behov.

Hvis du har lyst, så kan du læse lidt mere om PLN’er her: http://www.peter-holmboe.dk/2012/04/har-du-et-godt-pln/

Med udbredelsen af Facebook, Twitter, LinkedIn, Diigo og alle de andre sociale platforme er det efterhånden nemt at få det indtryk, at tankegangen om transparens, åbne netværk og fri vidensdeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling og læring. Diskursen er, at åbenhed og transparens altid er det rigtige valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne have lige så meget viden som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den frit – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Det virker

Faktisk er det ikke helt ved siden af… Selvom det nok ikke er løsningen på alle kvaler, så er det et gevaldigt skridt hen ad vejen imod større indsigt, nem tilgængelighed for hjælp, sparring og gode råd. Uanset om der er tale om lærere eller helt andre faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres PLN og opfanger viden gennem fællesskaber og netværk. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængige og ved siden af det formelle skolesystem.

Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede og gamle system sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder, men tendensen til flere og større netværk skaber samtidig et behov for styring, specialisering og mindre og eventuelt lukkede netværk med helt specifikke interessefællesskaber. Formålet med disse lukkede netværk kan være, at man eksempelvis som lærer gerne vil kunne diskutere faglige problemstillinger, videndele og søge hjælp uden at alle kan læse med. Det giver en umiddelbar mulighed for ærlighed og frihed, som kan være vanskelig at opretholde i et netværk, hvor der evt. vil kunne blive stillet spørgsmålstegn ved lærerens faglighed, kompetence og troværdighed.

Åbent eller lukket

Der findes adskillige åbne netværk, men de lukkede er der ganske få af. Mange lærere har de sidste mange år bevæget sig rundt i et lukket netværk med et hav af konferencer; nemlig Skolekom. Skolekom er strikket specifikt sammen til skoleverdenen med nationale konferencer om alt fra videndeling omkring specifik fagfaglig undervisning, til mere generelle konferencer, som handler om eksempelvis undervisning og it.

Facebook - LikePå Facebook findes flere grupper som handler om undervisning og pædagogik. Nogle er åbne og andre skal man lukkes ind i – ”Sociale medier, Pædagogik og Formidling” og ”iPad, tablets og pædagogik” er blot to eksempler.

Twitter-logoPå Twitter er det oplagt at følge ”hashtagget” Skolechat, hvor der deles lystigt om alt der vedrører undervisning. Skolechat er endda et debatforum, som kører online hver onsdag aften via Twitter. Læs evt. mere om Skolechat på www.skolechat.dk

At deltage i et eller flere af disse fællesskaber på nettet er ikke alene positivt og givende for den enkelte, men det er også med til at ruste til fremtiden. The MacArthur Foundation har lavet en lille video som handler om nogle af fremtidens færdigheder, som vi skal opøve i dag i skolen. Se den her:

Rethink Learning

Når du indgår i et PLN, så bliver du ikke alene klogere, men du bliver også mere sikker som lærer i at håndtere digitale medier. Hvem ved… Måske bliver du endda en bedre lærer!

Der er i hvert fald rig mulighed for at udvide det fortrolige videndelingsrum til lidt bredere horisonter end hen over den varme kaffe. Ses vi på nettet? Det håber jeg!

Kategorier
1:1 Blog Udvikling

SAMR og TPACK – to anskuelsesværktøjer

SAMR

I forbindelse med Maines Learning Technology Initiative har Ruben R. Puentedura udviklet en model, som flittigt er blevet brugt i forbindelse med 1:1-projekter rundt omkring i verden. Modellen kaldes for SAMR-modellen og beskriver meget overskueligt fire anvendelsesfaser som man typisk er i når man beskæftiger sig med transformerende anvendelser af it i undervisning.

Puentedura's SAMR-model.

Modellen kan anskues som en stige, jo mere transformerende og forbedrende eller mere avanceret teknologien bliver inddraget i en lærers undervisning jo højere vil denne “komme op” ad SAMR-modellens trin.

Substitution – denne erstatningsfase indeholder aktiviteter som er de samme som man ville lave med gammel teknologi uden nogen forandring i opgaven. Eksempelvis at skrive på en computer i stedet for at skrive i hånden.

Augmentation – forbedringsfasen indeholder en form for funktionel forbedring i opgaveløsning, men it bliver stadig brugt som direkte erstatning for en anden teknologi. Selve opgaven er ikke forandret, men man begynder at inddrage nogle af de muligheder, som forbedrer arbejdsmønstret eller produktet. Eksempelvis kan det at skrive nu komme til at inddrage tekstbehandlerens indbyggede hjælpemidler, eks. stavekontrol og sprogvalg.

Disse første 2 faser leder til forbedring af læringsprocessen, men det er helt basalt stadig den samme opgave.

Modification – forandringsfasen ændrer selve opgaven og breder den ud i forhold til den traditionelle tilgang. Her gives der en anden form for opgave og arbejdet kombinerer flere “måder” eller modus i en såkaldt multimodalitet. Det kan være at der inddrages multimodale eller multimediale elementer, men at opgavens formål stadig er det samme som tidligere. Teksten, opgaven eller arbejdet er dog grundlæggende anderledes, og har fået ny mening, fordi flere modaliteter er blevet kombineret. Det vigtigste spørgsmål her er at overveje om budskabet, udtrykket eller hvad man vil have frem, bliver forstærket af overgangen fra udelukkende at koncentrere sig om traditionel verbal- og skriftsprog. Bliver resultatet bedre?

Redefinition – nytænkningsfasen er den del, hvor man gør noget med it som var umuligt at gøre uden. Selve processen er anderledes og bedre, produktet er ikke længere, som hvis man arbejdede alene uden teknologien. Hvis vi igen tager skrive-eksemplet, så kunne det være at skriveprocessen er blevet kollaborativ og flyttet til et skriveprogram, der giver mulighed for at flere kan arbejde på samme tid i det samme dokument, uanset hvor de befinder sig.

Disse 2 faser leder til en forandring af læringsprocessen og det er typisk her, man som skole, lærer eller interessent i et 1:1-projekt ønsker at komme hen.

Puentedura har for nyligt lavet en lille film, hvor han forklarer selv – gør dig selv en tjeneste og brug de 12 minutter, som filmen varer. Du kan se ham her:

Kobler man så SAMR-modellen med TPACK-modellen som er udviklet af Punya Mishra og Matthew J. Koehler opnår man et kraftfuldt afsæt til både planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning, som inddrager it.

Deres egen beskrivelse af TPACK fra 2006, kan du læse her:
http://punya.educ.msu.edu/publications/journal_articles/mishra-koehler-tcr2006.pdf

 

TPACK

TPACK er for så vidt ikke nogen ny idé. En lang række videnskabsfolk har i flere omgange argumenteret for at, it og teknologi ikke kan anskues kontekst-frit og at god undervisning med teknologi forudsætter en forståelse af, hvordan teknologien relaterer til både pædagogik/didaktik og indhold. God og tidssvarende undervisning kræver og forudsætter, at underviseren besidder både teknologisk, pædagogisk og fagfaglig viden, og alle tre områder er lige vigtige. Det er altså ikke nok at have en viden om eksempelvis teknologi, idet denne viden kun udgør ⅓ af den samlede videnssum der er krævet for at implementere og drive undervisning, der er baseret på en teknologi. At undervise og lære succesfuldt betyder i denne sammenhæng, at eleverne udvikler de læringskompetencer, som vi har skitseret tidligere. TPACK-modellen angriber hele denne problemstilling og kobler de 3 områder både visuelt og praktisk.

TPACK-modellen

TPACK (technology, pedagogy and content knowledge) modellen prøver at illustrere, hvilke vidensformer der er i spil, når man introducerer ny teknologi i undervisningen. Den ser på undervisning i 3 forskellige cirkler:

● Didaktik (pedagogy)
● Fagligt indhold (content)
●Teknologi (technology)

 

TPACK modellen tager fat i noget at det essentielle ved brugen af teknologi i undervisningen. Den illustrerer den komplekse og sammensatte viden, som udgør lærerens totale vidensområde og samtidig tydeliggøres samspillet mellem de 3 former for viden, som er nødvendige, når lærerne skal integrere ny teknologi i undervisning. De tre vidensområder skal ikke ses som adskilte dele, men som en kohærende og kompleks størrelse, der giver snitflader hele vejen rundt. Snitfladerne opstår imellem:

Det pædagogiske felt indeholder viden om måden at tilrettelægge en undervisning på, strukturere timer, relationsdannelse og evnen til at skabe inkluderende læringsmiljøer. Det pædagogiske felt inkluderer didaktik og hele tankesættet omkring læring og undervisning.

Det faglige indholdsområde indeholder viden om det konkrete faglige stof. Altså de formelle faglige kvalifikationer til at undervise i et bestemt fagområde.

Den teknologiske viden beskriver, hvorledes man udnytter og forstår nye teknologier, samt ser anvendelsesmulighederne for samme.

 

Ingen ensidige anskuelser

Mange lærere behersker både det ene og det andet felt – de er dygtige undervisere, behersker teknologi og har en velfunderet faglig ballast. Problemerne kan dog opstå, når lærerne skal bevæge sig ind i snitfladerne imellem de forskellige felter eller helt ind i midten i det overordnede krydsfelt, hvor teknologien skal bruges i en didaktisk/pædagogisk og faglig sammenhæng. Tanken er at den optimale integration af teknologi i undervisningen først sker, når læreren har en sådan samlet viden der gør ham eller hende i stand til at skabe bedre læringsprocesser end den pædagogisk-faglige lærer ville kunne. Teknologien skal være en naturlig del af den faglige undervisning, og læringspotentialet skal udnyttes.

Vi skal derfor i uddannelsessammenhænge ikke se isoleret på ét område, men på sammenhængen imellem dem alle, idet der ellers vil være en fare for at læreren ikke kan koble alle tre dele og derfor gør som han/hun plejer, blot med lidt eksotiske hjælpemidler. It og teknologi bliver indarbejdet i en traditionel undervisningsform, som læreren er tryg ved og undervisningen følger grundlæggende den grundform, som den altid har gjort, og det betyder grundlæggende, at teknologien ikke får indflydelse på hverken læreproces, læringsform eller læringsrefleksioner.

 

It fordrer fortsat udvikling

Hvis lærer og elev skal bevæge sig op ad “SAMR-stigen”, så skal it tænkes som mere end blot nogle programmer der kan levere indhold eller variation til den eksisterende fagfaglige undervisning. Ligesom med alt andet, så er teknologisk/pædagogisk/faglig viden ikke noget, der kommer af sig selv. Hvis it skal være med til at kvalificere de processer der er på spil i undervisningen, så er det nødvendigt at både læreren, eleven og hele skolen ser det som et vigtigt og kontinuerligt udviklingsområde. Samtidig er det essentielt, at man har forståelse for at læreren formodentligt aldrig opnår den fulde indsigt i, hvilke pædagogiske/didaktiske muligheder teknologien skaber. Fokus skal ligge på at skabe læringsrum, hvor den enkelte elev anvendelse af teknologi er relevant i forhold til faget og den pædagogik/didaktik, som læreren lægger ned over læringsrummet – også selvom det er en teknologi, som læreren ikke selv anvender eller forstår helt. Læreren skal have overblikket og forståelsen, men ikke nødvendigvis kompetencen i detaljen.

Der skal med andre ord skabes praksisfællesskaber.