Hvordan skal eller kan man overhovedet indføre 1:1?

Min konkrete erfaring og sideløbende læsning af litteratur, papers, artikler og så videre er, at mange af de 1:1-projekter, som bliver sat i søen i Danmark og rundt omkring i verden lige nu ofte er primært baserede på tro og håb, mere end viden og fakta. Selvom det kan være rigtigt fint at tro på det bedste, så er det ofte noget mere givende at vide… Jeg mener bestemt at vi skal undgå tro og håb, som bærende elementer for en 1:1-satsning.

Det er min klare overbevisning at hvis vi skal realisere nogle af de forhåbninger der er til 1:1, så skal vi koge fokus ned på en ret stram køreplan. At øge antallet af computere i klasserummet, og så tro på at der sker positive forandringer er ikke løsningen, men når der er fokus på lærerudvikling, pædagogik og didaktik inden der er fokus på computeren, så bliver resultatet også mindre afhængigt af læreren alene. Helt konkret forestiller jeg mig en køreplan der indledningsvist ser ud som følger:

 

Formål:

Uden at tænke på teknologi overhovedet, så mener jeg at processen skal begyndes med at se på behov. Hvad er formålet vi ønsker at opnå? Det kan være eks. “Vi ønsker at eleverne skal arbejde sammen i praksisfællesskaber” eller “Vi ønsker at udvikle elevernes 4. kulturkompetence”. At have et specifik formål giver helt naturligt anledning til spørgsmålet: “Er dette ønske vitterligt vigtigt eller nødvendigt?” Det vil give klarhed for de involverede parter om, hvorvidt disse mål evt. vil kunne opnås uden brug af ny teknologi eller mere teknologi.

Vurdering:

Indledningsvist er det altid en god idé at vurdere om de teknologier, man allerede har er gode nok eller mange nok til at man kan opnå sit erklærede formål. Hvis man vurderer at det er nødvendigt at indkøbe ny teknologi for at opnå sit mål, så skal man også vurdere, hvad reaktionen til den nye teknologi vil være blandt lærergruppen. Vil de begejstret tage det til sig og lege og eksperimentere, eller vil de sidde tilbage med en følelse af at være blevet påduttet noget de ikke har lyst til? Hvis vurderingen er, at lærergruppen har modstand imod det nye, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man må opgive, det er blot vigtigt at have for øje, så man kan forsøge at undgå modstand og barrierer i den senere udvikling.

Pilotgruppe:

Inden en 1:1 implementering bør man nedsætte en pilotgruppe, bestående af frivillige lærere med stor interesse for it. Pilotgruppen skal have adgang til den eller de teknologier, som man overvejer som løsning. At benytte en pilotgruppe vil være med til at gøre den store implementering nemmere på et senere tidspunkt, blandt andet fordi, det er nemmere og hurtigere at løse tekniske problemstillinger og forhindringer for implementation i en mindre gruppe. Men også fordi at pilotgruppen senere vil kunne være med til at afhjælpe nervøsitet og frustrationer, hvis man slutteligt vælger at køre projektet i fuld skala.

Pilotgruppe-evalueringer:

Pilotgruppen beskriver fordele og ulemper ved at implementere den nye teknologi, og denne evaluering går tilbage til beslutningstagerne. Det er eksempelvis muligt at pilotgruppen konkluderer, at det ikke er den bedste løsning med det samme apparat til alle, at nogle grupper vil være bedre tjent med eks. en smartphone fremfor en computer eller måske en helt anden type computer.

Hvis beslutningstagerne vælger at køre videre, så skal pilotgruppen identificere forhindringer og problemstillinger, som skal fjernes, inden man kører videre. Pilotgruppen skal også være med til at sammensætte en proces for, hvordan resten af lærergruppen bedst og nemmest bliver introduceret for teknologien – det være sig både i forhold til at “sprede det glade budskab” og i forhold til at se på, hvordan videreuddannelsen bedst bygges op.

Ny pilotgruppe:

På baggrund af de erfaringer som den første pilotgruppe har gjort sig nedsættes yderligere en pilotgruppe, bestående af ”it forskrækkede lærer”. Den første pilotgruppe skal så være supporterer for den anden pilotgruppe og være med til at foretage den nødvendige opkvalificering, som senere skal indarbejdes i hele organisationen. Den ekstra pilotgruppe sætter nye vinkler på teknologien og oplever formodentligt også andre problemstillinger. Dette vil give anledning til revisioner i enten valg af teknologi, omfang af teknologi eller i måden, teknologien skal introduceres for resten af lærergruppen på. Disse to pilotgrupper kører sammenlagt i minimum et helt skoleår, og slutteligt vil begge pilotgruppers erfaringer danne grundlag for et valg af medie og metode i en 1:1 løsning.

Det første skoleår vil samtidig danne grundlag for dannelse af praksisfællesskaber, som alle lærere i en skole senere vil kunne trække på og deltage i.

Det er vigtigt, at der sørges for at pilotgrupperne har en teknisk supportafdeling, de kan trække på, og at denne supportafdeling er i stand til at løse alle de tekniske vanskeligheder, der måtte komme undervejs.

Indkøb og implementering:

Først nu indkøbes den eller de valgte teknologier, og de to pilotgrupper skal fungere som mentorer og teknologiske facilitatorer for resten af lærerkollegiet. Det er også dem som forestår den mere formelle opkvalificering af lærerne. I hele denne fase er tid et nøgleord. Det er vigtigt, at der er tid til at være sammen om udfordringer, problemer, idéer og faglige fællesskaber, for hvis tiden (altså økonomien) ikke er til rådighed, så vil udfordringer og problemer blive henvist til egen interessetid, når man har fri, og ikke mange lærere har lyst til frivilligt at kaste sig ud i gratis arbejde med noget som giver vanskeligheder.

Evaluering af resultat:

At evaluere kan måske forekomme som en selvfølge, men nogle gange kan evalueringer begrænse sig til, at man kigger ud og ser at “det går jo fint”, og så er 1:1-projektet en succes. Der skal efter det første år laves formelle evalueringer og observationer, for at se, om der er noget som skal gøres anderledes, og om den valgte teknologi rent faktisk understøtter den oprindelige målsætning. Det er vigtigt at finde ud af om teknologien rent faktisk bliver brugt, eller om det blot er noget der kommer frem fra et skab, når man skal løse en helt specifik opgave.

 

Sammenfattende er det tydeligt at implementering af teknologi ikke er noget der sker fra den ene dag til den anden. Der er mange ting som skal tages med i overvejelse, og man skal hele tiden have skarpt øje for og måle for at kunne identificere en konkret udvikling.

Et godt redskab til denne ”målen” kunne være SAMR eller TPACK (mere om dem kommer lidt senere her på bloggen).

Ikke et vidundermiddel

Uanset hvor glad man er for teknologi, så skal man huske1:1 er ikke et endegyldigt vidundermiddel, der løser alle skolens problemer og udfordringer. For mig at se er 1:1 ikke meget anderledes end så mange andre forsøg på at reformere skolen med henblik på at tilpasse den til den verden og tid vi lever i lige nu. En af de store forskelle imellem andre skoleudviklingstiltag og så indførelsen af 1:1 er, at man kan se det. Det er meget kostbart og meget tydeligt, hvad indsatsen går ud på, når man eksempelvis udstyrer en hel kommune med iPads, eller når man, som jeg har været med til, uddeler næsten 3000 computere. Havde vi i stedet valgt at satse hårdt og målrettet på eksempelvis Coorporative Learning, som et udviklingsfokus, så ville vi nok også have rykket skolen voldsomt meget både pædagogisk og didaktisk, men det ville for udefrakommende ikke være tydeligt at der var store forandringer i værk i skolens dagligdag.

Der er påfaldende lidt belæg for, hvad der gør, at inddragelsen af it giver bedre resultater, skaber større lyst til læring og skaber mere engagement blandt eleverne, og om det overhovedet sker. Alligevel er det den fremherskende tro i forbindelse med it og undervisning. Denne tro på, at it forbedrer resultaterne kan skyldes, at undervisningsmaterialer skabt gennem it kan være dynamiske, at man med it kan tilgodese det auditive og det visuelle Når eleverne i 1:1 projekter får computeren med hjem, så kan tiden, der bliver brugt på skole og fritid flyde sammen, og læring kan ske nærmest hele tiden. Der er mulighed for, at eleverne altid kan tilgå deres bøger og de ressourcer, de har brug for hele tiden. Det er lige meget om man er i skole, hjemme eller et andet sted, så kan man lære.

Alle ben skal med

På samme måde som en skammel ikke er i stand til at stå selv uden tre ben, så kan man heller ikke gennemføre et vellykket 1:1 projekt uden at have alle tre ”ben” med.

  1. Læringscentrering – HVORFOR skal man overhovedet have et 1:1-projekt? Passer det med skolens vision, mission og ressourcer?
  2. Forventningsafklaring – HVAD regner vi med at der kommer ud af projektet, set i forhold til alle interessenter. Det være sig både elever/kursister/studerende, lærere, ledelse, administration, forældre og eventuelt politikere.
  3. Teknologiparathed – HVORDAN skal det hele køres i stilling og gennemføres? Er skolen som helhed parat til at igangsætte et sådan projekt? HVORDAN vil skolen sikre at alle er klar til og med på forandringen?

 

Slutteligt skal det ikke være en hemmelighed at jeg rent faktisk tror på 1:1 eller måske 1:2. Min forhåbning er, at de store håb og forventninger til 1:1 ikke lider en krank skæbne, som vi har set det ske før med andre teknologier i skolen. Jeg håber, at 1:1 med tiden ikke bare vil indfri, men overgå vore forventninger om god læring og god skole!